
Ruslands tidligere præsident og nuværende premierminister Putin er ikke den største fan af fodbold. Til gengæld er han den største fan af Rusland. Da fodboldholdet Zenit St. Petersborg i foråret vandt UEFA-cuppen ringede han umiddelbart efter sejren klubbens træner op.
"Jeg ønsker St. Petersborg tillykke med sejren, som jeg betragter som et af de klarest tegn på fremgangen i russisk fodbold og generelt i Rusland," lød det fra Putin til den hollandske træner Dirk Advokaat.
I den sidste del af lykønskningen gemmer sig en stor del af forklaringen på den succes, russisk fodbold har oplevet i de senere år. Kulminerende med topplaceringen ved EM i Østrig og Schweiz: Fremgangen i russisk fodbold handler nemlig ikke kun om fodbold. Den handler om fremgang i hele Rusland. En national fremgang politikere og erhvervsliv arbejder tæt sammen om at accelerere.
"Efter de skøre år med Boris Jeltsin, gik Putin igen i gang med at genrejse landets stolthed, magt og værdighed. Og med fodboldens popularitet og evne til at tiltrække sig verdens opmærksomhed, findes der ikke et bedre middel til det projekt end fodbold," siger James Riordan, professor i russiske studier ved det engelske Surrey Universitet, til avisen The Observer.
Oligarker og minigarker
Op gennem 1990'erne gennemførte præsident Jeltsin meget omfattende privatiseringer.
"Anført af økonomerne Yegor Gaidar og Anatoly Chubais blev privatiseringerne gennemført meget hurtigt, da man frygtede, at befolkningens opbakning ikke ville vare ved ret lang tid," lyder det fra professor i russisk økonomi på Harvard Universitet, Marshall Goldman.
Der blev lavet nogle særlige lån, der gik under navnet 'Lån for andele'; penge som private personer kunne låne til at købe rettigheder til Ruslands råvarer.
Mange af disse personer er i dag dem omverdenen kender som de russiske oligarker. Milliardærer i dollar der købte meget værdifulde rettigheder meget billigt.
"Lånene blev varetaget af nogle få banker, og det var først og fremmest personer med tæt tilknytning til disse banker, der endte med at få adgang til lånene og dermed ejerskab over Ruslands enorme naturressourcer.
En mand som Khordorkovsky fik for eksempel ejerskab over 78 procent af olieselskabet Yukos. Han købte den andel for 310 millioner dollar, selv om analytikere vurderede, at andelen den- gang var fem milliarder dollar," fortæller Marshall Goldman om oligarken Khordorkovsky, som det økonomiske magasin Forbes nogle år senere vurderede til at havde en personlig formue på mellem 15 og 20 milliarder dollars.
Putins plan
Da Putin i 2000 overtog magten efter Jeltsin, forventede mange, at han ville afslutte oligarkernes storhedstid, og kraftigt indsnævre deres muligheder for at øge deres formuer. I årerne efter blev Yukos-ejerne Lebedev og Khordorkovsky da også arresteret for manglende skatteindbetalingerne.
"'Hvem bliver den næste oligark der falder?' Var et spørgsmål, der var meget populært i Rusland i de år," har Alexei Mukhin, fra tænketanken Centre for Political Information, sagt til magasinet Economist.
Svaret har vist sig, at være ingen af dem. Marshall Goldman vurderer, at der i dag er minimum 36 oligarker. Dertil kommer en lang række af de såkaldte 'minigarker', mangemillionærer i dollar. Mange iagttager mener derfor også i dag, at arrestationen af Khordorkovsky alene blev iværksat, fordi han kritisk blandede sig i den politiske debat, og ligefrem støttede Putins politiske modstandere.
Tid til tilbagebetaling
James Riordan peger på, at de superrige og deres penge passer godt ind i det nationalistiske projekt, der dybest set ligger Putin og hans efterfølger Medvedev mest på sinde. Nemlig at genrejse den internationale respekt omkring Rusland og det nationale selvværd, der gik tabt med Sovjetunionen.
Den proces består naturligvis af mange flere elementer end den positive opmærksomhed, fodbold kan tiltrække. Men fodboldsejre er hurtig adgang til anerkendelse og national stolthed. I stedet for at begrænse oligarkernes udfoldelsesmuligheder, for eksempel ved at gennationalisere deres virksomheder, presser Putin oligarkerne til at investere penge i projekt 'Genrejsning af Rusland'.
"Putin kradser de aktiver tilbage, som Rusland gik af med alt for billigt til oligarkerne, ved at tvinge dem til at investere deres enorme formuer i Rusland, inklusiv russisk fodbold," siger James Riordan.
Enorme summer
Den oligark, der mest opsigtsvækkende har købt sig fred ved at putte penge i russisk fodbold, er oliemanden Roman Abramovich.
"Abramovich og aluminiumsbaronen Oleg Deripaska var de oligarker, mange regnede med stod for tur efter Khordorkovsky," som Alexei Mukhin udtrykker det.
Siden investerede Abramovich, ved siden af sit berømte køb af den engelske fodboldklub Chelsea, rigtig mange penge i russisk fodbold. Lige nu betaler han af sin personlige formue lønnen for det russiske landsholds træner, hollænderen Guus Hiddink. Samtidig giver han hvert år 55 millioner dollar til talentarbejde i Rusland, og han sponserer Moskva-fodboldholdet CSKA Moskva med et beløb svarende til omkring 240 millioner kr.
"For rigtigt at forstå det sponsorat, kan man sammenligne det med den sponsoraftale, en klub som Manchester United har med Vodafone (mobiltelefonselskab, red.). Sådan en aftale har vel en værdi for Manchester United på omkring 150 millioner kr. om året," siger fodboldeksperten og tidligere sportsdirektør i FCK, Niels Christian-Holmstrøm, der også mener, at et af de russiske klubhold, med deres næsten ubegrænsede adgang til penge, vil vinde klubholdenes fineste europæiske turnering Champions League inden for de næste fem år.
Politik er sport
Russisk erhvervsliv, politik og fodbold forgrener sig på mange måder i disse år. Som præsident satte Putin i den grad selv handling bag ordene, og sørgede for at Mastodonten Gazprom, verdens største naturgasselskab, indgik en sponsoraftale med fodboldklubben Zenit St. Petersborg fra Putins fødeby. Den daværende bestyrelsesformand for Gazprom, ham der underskrev sponsoraftalen, hed Dmitrij Medvedev, og han er identisk med nuværende præsident Medvedev.
Noget af det første Medvedev gjorde, da han i maj blev udnævnt til præsident, var at udnævne formanden for det russiske fodboldforbund, Vitalij Mutko, til minister for sport, ungdom og turisme. Og sådan bliver det ved: Sponsoren for fodboldklubben FC Lokomotiv Moskva er de russiske jernbaner, der er ledet af Vladimir Yakunin, en af Putins nære venner. Direktøren for Zenit St. Petersborg er Sergei Fursenko, bror til den russiske undervisnings- og forskningsminister Andrei Fursenko. Bestyrelsesformanden for en af Ruslands ældste og mest traditionsrige fodboldhold, Dynamo Moskva, hedder Sergei Stepashin. Han er tidligere direktør for politiets efterretningstjeneste FSB, efterfølgeren til KGB.
Meget på spil
Dynamo Moskva indgik i 2003 en sponsoraftale med en af Ruslands rigeste oligarker Alisher Usmanov og dennes minevirksomhed Norilsk Nickel. I det hele taget er fodboldkampe i den russiske turnering efterhånden på mange måder også kampe mellem de største russiske virksomheder. Som hvis Mærsk herhjemme spillede mod DONG om lørdagen efterfulgt af en søndagskamp mellem Danisco og FLSmith. De største russiske klubber er alle sponsorerer af de store oligarker.
Men sponsoraterne er ikke indgået for at tjene penge.
"De russiske klubber giver ikke nogen form for overskud, og de er langt fra at gøre det," siger Sharif Galeyev.
Oligarkernes motivation for at sponsorere russisk fodbold skal snarer findes et andet sted
"Hvis de nægter, så ved oligarkerne godt, at de ikke bare mister deres formuer, så er der også en stor mulighed for, at de ender på bunden af Volga," slutter James Riordan.
Kunne man ikke formå redaktionen til enten at skrive rigtige russiske bogstaver eller lade helt være. Det kaudervælsk, der står på forsiden, er en sproglig øjebæ.