Læsetid: 3 min.

General: Bush-regeringen begår krigsforbrydelser

Forfatteren til Pentagons rapport om tortur i Abu Ghraib-fængslet blev førtidspensioneret og siger nu det usigelige: Bushs og hans regerings ordre om at bruge tortur er en krigsforbrydelse
Forfatteren til Pentagons rapport om tortur i Abu Ghraib-fængslet blev førtidspensioneret og siger nu det usigelige: Bushs og hans regerings ordre om at bruge tortur er en krigsforbrydelse
20. juni 2008

BOSTON - For første gang siden Guantánamo og Abu Ghraib har en amerikansk general sagt det unævnelige - at højtstående medlemmer af Bush-regeringen har gjort sig skyldige i krigsforbrydelser.

Den kontroversielle dom kommer fra tidligere generalmajor Antonio Taguba i hans introduktion til den seneste rapport om tortur af tilbageholdte terrormistænkte forfattet af den amerikanske menneskeretsgruppe Physicians for Humans Rights i Cambridge, Massachusetts.

"Vi er i årevis blevet fodret med afsløringer fra regeringsundersøgelser, reportager i medierne og rapporter fra menneskeretsgrupper, og der kan nu ikke længere være tvivl om, at den siddende regering har begået krigsforbrydelser," skriver Taguba.

"Det eneste ubesvarede spørgsmål er, hvorvidt dem der beordrede tortur, vil blive holdt retsligt ansvarlige."

Taguba er ikke hvem som helst. I 2003 anmodede daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, ham om at udarbejde en rapport om mishandling og tortur af irakiske krigsfanger i Saddam Husseins tidligere Abu Ghraib-fængsel uden for Bagdad. Det skete, efter at amerikanske soldater havde offentliggjort billeder på internettet af irakiske fanger i ydmygende stillinger.

I en artikel i magasinet The New Yorker i denne uge fortæller Taguba, at Rumsfeld og seniorgeneraler tvang ham til at gå på pension i 2006, angiveligt fordi de var opbragte over Tagubas kritiske rapport om forholdene i Abu Ghraib. Eksgeneralen hævder desuden, at det er faktuelt ukorrekt, at Rumsfeld ikke var bekendt med den systematiske tortering af fanger inden en høring om Abu Ghraib i Kongressen i marts 2004.

Løkken strammes

Løkken synes således - bogstaveligt talt - at strammes om halsen på de politisk udpegede embedsfolk i Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Det Hvide Hus, som var ansvarlige for tilsidesættelsen af Genève-konventionernes, FN's konvention mod tortur og USA's egen lov mod krigsforbrydelser fra 1996.

Netop i disse dage holder forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus og retsudvalget i Senatet høringer om mishandling af tilbageholdte terrormistænkte i Guantánamo-lejren, i Abu Ghraib-fængslet og i fangelejre på flyvebaserne i Bagram (Kabul) og Kandahar i Afghanistan. Generaler, civile og militære advokater fra Penta-gon og juridiske rådgivere fra vicepræsident Richard Cheneys kontor har bl.a. aflagt vidnesbyrd under ed.

Samtidig har aviskæden McClatchy Group offentliggjort en lang og detaljeret serie af artikler om fangemishandling i de fire nævnte lejre. Undersøgelserne har taget otte måneder og afslører, at anvendelsen af tortur på baserne i Bagram og Kandahar startede lang tid før Abu Ghraib og Guantánamo og var langt mere omfattende og systematisk end hidtil antaget. McClatchy hævder bl.a., at metoder taget i brug i Bagram-lejren senere blev eksporteret til Irak og til Cuba.

Aviskæden bekræfter gennem interview med 65 frigivede afghanske fanger formodningen om, at størsteparten af de tusinder afghanere og pakistanere, som blev sluset gennem Bagrams og Kandahars torturkamre, var uskyldige personer. Det antages, at to ud af tre tilbageholdte intet havde at gøre med al-Qaeda og Taleban. De havde bare opholdt sig på det forkerte sted på et galt tidspunkt, da de blev anholdt. De fleste blev sendt til Guantánamo-lejren i tre-fire år.

Ingen immunitet

Det måske mest chokerende ved McClatchys rapport er den veldokumenterede påstand om, at ikke alene Penta-gon-officerer, men også højtstående civile medlemmer af Bush-regeringen udmærket var klar over, hvor stort et antal uskyldige mennesker man tilbageholdt og torterede. Trods det rørte præsident George W. Bush, vicepræsidenten og forsvarsministeren ikke en finger.

Bush-regeringen blev allerede i 2001-02 advaret af militære advokater om, at de risikerede sigtelser for krigsforbrydelser, oplyser Gabor Rona fra Human Rights First i New York til Information "Men de sad disse råd overhørigt," siger han.

I 2006 fik Bush-regeringen Kongressen til at ændre krigsforbryderloven fra 1996, hvilket tydeligt demonstrerer højtstående embedsmænds bekymring over udsigten til retsforfølgelse.

"Men ændringerne gør dem ikke immune overfor retsforfølgelse," siger Rona, der tidligere har arbejdet for Internationale Røde Kors. "Kun soldater og officerer, der har udført ordrer til at tortere ud i livet, kan i en vis udstrækning hævde immunitet."

Men disse soldater kan retsforfølges under USA's lov mod tortur og FN-konventionerne. "At de fulgte ordrer er en formildende omstændighed, som kan nedsætte straffen. Men de kan blive dømt for krigsforbrydelser," siger Rona fra Human Rights First.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det faktum, at et folketingsflertal fik Danmark til at gå i krig på et løgnagtigt grundlag, at Danmark kritikløst overtog USA's manipulerede argumenter, at man ikke ikke turde sigE definitivt fra, da det blev klart ,hvilke uhyrlige overgreb amerikanske lejetropper fortog sig i Abu Ghraib og Guantánamo-lejren, gør at det selvsamme folketingsflertal sidder tilbage med et kæmpe moralsk problem. I og med man så ensidigt og kritikløst har støttet USA, har vi for det første negligeret den store del af den amerikanske befolkning, der er imod den krigsførelse, præsident Bush og hans medsvorne har stået for, men også at Danmark i store dele af verden opfattes som et halehæng til Bush's politik.

Da de ikke kunne beskytte usa mod sapotørene, ved at dø satte de hele ret-magt systemet ud af kraft, uden en tiltalt de kunne stille retssystemet op imod, måtte de erkende deres nederlag med hensyn til at beskytte deres folk og land. Afmagten fik den perverse side frem, menneskejagten efter syndebukke de kan flå, skinne, så de kan iføre sig den fyrstelige dragt af flåede huder, medens blodet flyder fra temples top, fra lederens blødende næse, tunge, øre,pikhoved, skærer præsterne brystet op, krænger ribbenene ud til siden så de får vinger, med det bankende hjerte i hånden udstøder præsten sit jubelbrøl, strømen af blod bliver til en flod ned ad tempeltrappen.
Purpurkåben, Kongelig, symboliserer den hud fyrsten er iklædt, den røde løber, folkets blod, der løber fra himlen til jorden

"Men disse soldater kan retsforfølges under USA's lov mod tortur."

Muligvis retsforfølges. Men i praksis kan de ikke blive dømt efter denne lov. USAs lovgivere har vedtaget en aldeles kraftig indsnævring af torturbegrebet, således at tortur nu defineres som noget i retning af, at man udsætter nogen for så grov fysisk vold at vedkommende dør eller er nær døden. Selv hvis den torterede rent faktisk dør (hvilket jo af og til hænder når krigsfanger kommer under amerikansk behandling) er dette ikke tilstrækkeligt til at bødlen kan erklæres skyldig. Hertil kræves nemlig at bødlen bevisligt har haft forsæt om at forvolde ofrets død. Intet mindre.

Det er selvsagt først og fremmest de mænd der har vedtaget disse lovændringer og givet ordrer fra øverste hold om bestialsk behandling af krigsfanger, der bør sættes for et tribunal.

"Men disse soldater kan retsforfølges under USA's lov mod tortur og FN-konventionerne."

Ja, og det er sandlynligt, at de finder et par syndebukke at hænge ud mens de virkelige krigsforbrydere slipper for tiltale. Sådan er det altid.

Det er ikke tortur. Det er moderat fysisk pres. Og terroristerne er onde mennesker som hader vores frihed.
Krigsforbryderne har for mange penge og magtfulde allierede til at de kommer til at stå til regnskab for deres modbydeligheder. I Danmark kan vi ikke engang få belyst i retten om Danmarks deltagelse i Irak krigen er lovlig eller ej. Det er ikke i offentlighedens interesse at få belyst hedder det sig.

Demokrati og menneskerettigheder er længere ude at skide end nogensinde før, læs evt. Greg Palast om uregelmæssigheder ved de amerikanske præsidentvalg, og befolkningen i DK er fløjtende ligeglad, så længe de kan smide deres suv i guldcarporten, og nyde en kold bajer i deres underjordiske samtalekøkken.

De har ikke engang fattet, at de magt og krigsliderlige idioter, hvis ambitioner er vigtigere end befolkningerne i de lande de regerer, er fløjtende ligeglad med hvad deres befolkninger mener. Og de kan tillade sig at være det, for deres befolkninger er tilsyneladende revnende ligeglade med hvad regeringslederne laver af ulovlige modbydeligheder.

Hvorfor beskæftige sig med krigsforbrydere der bor i USA, vi har da et par stykker her i landet. Men trods vores højt besungne demokrati og masser af ændrede forklaringer og en whistleblower, er der ingen i dette land der magter at få rejst en kommisionsundersøgelse.

Gå nu ud og nyd det gode sommervejr - det er der jo ingen der forbyder jer vel?

Robert Kroll

Krig og krigsforbrydelser er noget skidt.

Irak gennemførte under Saddam Husseins ledelse giftgasangreb på civile kurdere, overfaldt Iran ( det blev til en længere krig) og Kuwait og gennemførte diverse etniske drab internt o m a.

Hvis man ligesom "renser" brillerne og ser på beslutningsgrundlaget ved begyndelsen af invasionen af Irak, så kan man ærlig talt ikke idag sidde og skælde det danske Folketing ud.

De skete overgreb / krigsforbrydelser kan ikke "baglæns" bruges til at bedømme invasionens berettigelse eller ikke-berettigelse. Hvis man iøvrigt tæller op på krigsforbrydelsernes antal fra koalitionssiden ( uanset antal så er sådan noget forkasteligt og må straffes) , så forekommer antallet beskedent i forhold til hvad vi har set ved så mange andre retfærdige eller uretfærdige krige. (Det er iøvrigt de irakiske insurgenter, der sidder og skærer halsen over på civile fanger medens de filmer det - ikke koalitionssoldaterne og de irakiske sikkerhedsstyrker.)

Hvis Irak under Saddam Hussein var sluppet godt fra sine krige , giftgasangreb og overgreb, så havde Irak idag været hovedrigt - på andres bekostning . Hvis Tyskland under Hitler var sluppet godt fra 2. verdenskrig, så ville Tyskland formentlig idag have været en hovedrig supermagt. (Det er ret skræmmende at tænke på sådanne ting - godt det ikke gik sådan.).

@Robert H
Vi valgte en statsminister der tidligere havde vildledt foketinget omkring kreativ bogføring i skatteministeriet.
Derfor faldt det ham ikke svært at vildlede folketinget omkring årsagerne til en angrebskrig mod Irak.

Martin Burcharth

Lige en korrigering af Angelicas indlaeg. USA's kongres har ikke vedtaget en lov efter 2001 om forbud eller omdefinering af tortur. Bushs justitsministerium er ansvarlig for omtalte omdefinering. Loven mod tortur, som omtales i artiklen, er en del af amerikansk lovgivning og ligger stort set - med visse undtagelser - paa linje med FN's konvention mod tortur ... Derfor er det muligt at rejse sigtelse pa grundlag af omtalte amerikanske lov.

Martin Burcharth