Note
Læsetid: 2 min.

Globale topchefer: Giv os grøn revolution

99 erhvervsledere forlanger handling af de politiske ledere. Godt, omend kravene kunne være mere vidtgående, siger miljøfolk
Udland
30. juni 2008

Elselskaber som svenske Vattenfall, franske EDF, sydafrikanske Eskom, japanske Tepco, tyske E.ON og amerikanske Duke Energy.

Olieselskaber som Shell, BP, Statoil og Petrobras.

Bilproducenter som Renault, Mitsubishi og Rolls-Royce.

Finansgiganter som Citibank og Deutsche Bank.

Mineselskaber som Rio Tinto og Alcoa.

British Airways, Nike, Vestas ... i alt 99 af verdens store, internationale virksomheder skrev forleden under på en appel til de politiske ledere om at iværksætte "en grøn industriel revolution" og "et paradigmeskift til en CO2-fattig økonomi" for at redde det globale klima.

De magtfulde erhvervsfolk, hvis selskaber repræsenterer 10 pct. af markedsværdien af verdens registrerede virksomheder, afleverede deres appel til Japans premierminister Yasuo Fukuda, der 7.-9. juli er vært for G8-ledernes møde med bl.a. klimaudfordringen på dagsordenen.

"Det er første gang, en internationale gruppe af erhvervsledere i sådanne detaljer har formuleret deres vision for, hvordan de nye rammer bør se ud, og sat deres navn under det," siger Dominic Waughray, miljøchef i World Economic Forum, der gennem mere end et år har assisteret forretningsfolkene med at udforme den 32 sider store erklæring.

I teksten giver erhvervslederne deres fulde opbakning til konklusionerne fra FN's klimapanel IPCC og fastslår, at der i 2020 ikke er plads til større udledninger end 2-2,5 ton drivhusgasser pr. verdensborger pr. år - og dermed endnu mindre, når det gælder de rene CO2-udledninger fra det fossile energiforbrug. Med aktuelle drivhusgasudledninger i USA på over 20 ton drivhusgas pr. indbygger og i Europa og Japan på 10-15 ton er konsekvensen ifølge erklæringen, at de globale drivhusgasudledninger bør "mindst halveres" i 2050, med endnu mere vidtgående reduktioner i de rige lande.

Erklæringen ønsker et sådant mål besluttet af verdens politiske ledere. Når det gælder det korte sigt, indskrænker man sig til at anbefale en "milepæl" og angiver som eksempel udledningsreduktioner på 14-35 pct. i 2030.

Ingen undskyldning

Dette synes mere beskedent end EU's hidtidige anbefaling af 25-40 pct. reduktioner i de rige lande i 2020 og i alt fald mindre vidtgående end kravet fra grønne organisationer som WWF om 30 pct. global reduktion i 2020. Alligevel hilses erklæringen velkommen af Kathrin Gutmann, klimakoordinator hos WWF International.

"Når man tager i betragtning, at dette er mainstream-virksomheder, der kalder på global handling i form af mindst 50 pct. reduktion i 2050, er der ingen undskyldning for regeringerne for ikke at gå længere," siger Gutmann til The Guardian.

Det er opsigtsvækkende, at så magtfulde globale erhvervsledere nu forlanger politiske mål og politisk regulering af erhvervslivets rammebetingelser.

"Rapporten gør det klart, at erhvervslivet ikke kan operere i et politisk vakuum. Vi behøver stærkt lederskab fra regeringerne for at gøre erhvervslivet i stand til at udnytte mulighederne," siger chefen for British Airways, Willie Walsh, med henvisning til, at der også er store forretningsmæssige muligheder i mere energieffektiv teknologi, vedvarende energi m.m.

Den britiske regerings særlige klimaambassadør, John Ahton, sagde fredag til Reuters, at man ikke skal vente sig for meget af G8-ledernes drøftelser i Japan.

"Vi får ikke noget større gennembrud for den globale indsats mod klimaændringer, eftersom betingelserne ikke er gunstige i øjeblikket. Vi er stadig i gang med at opbygge den politiske konsensus, som er en forudsætning," sagde Ashton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her