Det handler om at kunne se sine børnebørn i øjnene

HERTFORDSHIRE - Man tager et engelsk herresæde, grundlagt i det 13. århundrede, overtaget som residens af Elizabeth I og efterfølgende beboet af diverse britiske adelsmænd. Det hele anbragt i en vidunderlig park med majestætiske redwood-alléer, duftende rosenhaver og tæt blomstrende rododendron-krat, hvor egern og kaniner boltrer sig under et intenst lydtæppe af fuglesang.

Til dette sæde for spontan besyngelse af skaberværket inviterer man forretningsfolk fra internationalt ledende koncerner. Olieselskabet Shell, storbanken HSBC, design- og ingeniørgiganten Arup, postkoncernen DHL Global Mail, det verdensomspændende slik- og fødevareselskab Mars og en hel del andre. Med gæsterne solidt forankret i bløde stole og herskabelige omgivelser serverer man så budskabet:

"Enhver detalje i det traditionelle økonomiske paradigme er forkert. Dødhamrende forkert. Vores overlevelse som art afhænger af, at vi udvikler et nyt industrielt system og dét i en fart. Baseret på et nyt paradigme, et nyt og mere præcist syn på realiteterne. Ét der anerkender, at Jorden er et begrænset system (...) Det første afsnit i de økonomiske lærebøger må skrives om."

Stedet er herresædet Ashridge i landskabet Hertfordshire nordvest for London. Vært er partnerskabet Ashridge Business School og InterfaceRAISE. Og manden, der taler, er Ray Anderson, 73-årig selfmade-forretningsmand fra Georgia, USA."Jeg er industrimand, måske en radikal industrimand, men - tro mig - så konkurrencedygtig som nogen," siger Anderson til sine tilhørere.

Han er stifter og bestyrelsesformand for den internationale tæppekoncern Interface, og InterfaceRAISE er selskabets nyeste innovation: en rådgivningstjeneste som tilbydes andre virksomheder, der som tæppekoncernen indser nødvendigheden af fundamental omstilling af produktionen til bæredygtighed. Wal-Mart, verdens største virksomhed, er såmænd et af de industriforetagender, der har trukket på tæppefolkenes grønne erfaringer.

Erhvervsfolkene har taget imod invitationen til dette éndags-seminar på Ashridge, fordi Interface og Ray Anderson i dag fremstår som frontfigurer for den grønne revolution, der skal redde ikke bare planeten, men sågar det erhvervsliv, der hidtil har levet af at tære på dens ressourcer og omkostningsfrit belastet dens økosystemer med CO2 og andre affaldsstoffer.

Andersons tro på erhvervslivets forandringskraft er udfordrende stærk.

"Der er kun én institution på Jorden, der er stor nok, magtfuld nok, gennemtrængende nok, rig nok og tilstrækkelig indflydelsesrig til virkelig at lede menneskeheden i en anden retning og ud af det rod, vi har skabt for os selv, og det er den institution, der hedder erhvervsliv og industri," har han sagt.

Her på Ashridge formulerer han sig en anelse mere kritisk:

"Hvis ikke erhvervslivet evner at gennemføre omstillingen, er løbet kørt for menneskeheden."

Mission Zero

Interface, som Ray Anderson stiftede for 35 år siden, og som i dag er verdens største producent af tæppefliser til institutioner, virksomheder og private, har siden 1994 været "på rejse mod bæredygtighed". Målet - Mission Zero - er i 2020 at blive en koncern, der ingen miljøbelastning har. Ingen CO2-udledning, intet spildevand, intet affald.

"Vi har i sinde at bringe vor virksomhed i fuldstændig balance og harmoni med naturen. Når det er lykkedes for os, vil vi ikke længere tage noget som helst fra Jorden," siger Anderson.

Med herresædets grønne park som motiverende bagtæppe fortæller han, hvor langt man er nået i virksomheden, som sælger tæppefliser for en milliard dollar om året på tre kontinenter.

"Nettoudledningen af drivhusgasser er bragt ned med 82 pct. i forhold til 1996, selv om salget er vokset med to tredjedele og profitten fordoblet. Vandforbruget er bragt ned med 75 pct. pr. produceret enhed og det fossile energiforbrug tilsvarende med 50 pct. Det giver os en klar konkurrencefordel, nu da olieprisen har været oppe på 138 dollar pr. tønde, og Wall Street elsker det," siger Anderson med henvisning til, at kursen på Interface-aktier har været stigende de seneste år.

"25 pct. af energien kommer fra vedvarende energi eller klimavenlige ressourcer. 88 pct. af elektriciteten kommer fra klimavenlige kilder. Halvdelen af vore skorstene er blevet sløjfet."

Dertil har Interface reduceret mængden af produktionsaffald, som går til lossepladser, med 66 pct., mens andelen af råmaterialer, som er enten genbrug eller organisk materiale, er steget fra 0,5 til 25 pct. siden 1996.

"Og vore omkostninger er gået ned, ikke op," understreger Interface-chefen og henviser til en samlet omkostningsreduktion på 372 mio. dollar som følge af mindre affald og mere genbrug.

Det blinde marked

Med den forretningsmæssige troværdighed således fastslået, kan Anderson udbrede sit revolutionære budskab til direktørerne, projektlederne og afdelingscheferne i mødesalen.

"Adam Smith talte om markedets usynlige hånd som 'en ærlig formidler'. Men hvordan kan det være en ærlig formidler og fordeler af ressourcer, sådan som det tumler af sted i sin blindhed," spørger Ray Anderson.

"Markedet er opportunistisk, hvis ikke ligefrem direkte uærligt. Dets villighed til at eksternalisere enhver omkostning, som en uopmærksom offentlighed tillader det at eksternalisere, må konstant overvåges for at sikre, at det forbliver ærligt. Afspejler prisen på en pakke cigaretter f.eks. de sande omkostninger? Langt fra. Prisen på en tønde olie? Ikke på denne side af 150 dollar. pr. tønde."

Anderson vil skabe en anderledes kultur af opmærksomhed og sensitivitet omkring vores relation til kloden. En sådan følsomhed er bl.a. forudsætningen for, at alle medarbejderne i en virksomhed yder deres kreative bidrag til at skabe bæredygtighed. Det samme gælder i samfundet uden om.

"Uden det sker der intet af varig værdi. Det afgørende er kulturskiftet, skiftet i tænkemåde," siger Anderson.

Han foreslår, at vi starter med at overtage indfødte naturfolks tidsregning.

"Hvad nu, hvis enhver beslutning om ressourceanvendelse tog i betragtning, hvad den indebar for tilgængeligheden af samme ressource syv generationer frem i tiden," spørger han og siger, næsten på indiansk vis:

"Menneskeheden blev skabt til Jorden. Ikke omvendt. Jorden tilhører ikke os, vi tilhører den."

Og i samme toneleje:

"Man siger, at virksomheder eksisterer for at skabe profit. Jeg tillader mig at være uenig. Virksomheder skaber profit for at eksistere."

Andersons pointe, dokumenteret af Interfaces fremgang, er, at virksomheder kan drives med fortjeneste uden at undergrave naturgrundlaget, ja, sågar med dets retablering som del af forretningsmodellen.

For Interface er det ultimative mål at tjene penge på at sælge den service, tæpperne rummer, frem for selve tæpperne: Komforten, designet, funktionaliteten, atmosfæren.

"Vi håber at kunne blive pionerer for den sande kredsløbsøkonomi. Den der sælger den service, som produktet tilbyder, i stedet for at sælge produktet i sig selv. Vi skal gøre det godt ved at gøre det gode. Vi skal vinde på markedspladsen, men ikke på Jordens bekostning," siger Anderson.

Han kalder Interfaces forretningsmodel "krystalklar" og venter, at virksomheder rundt om på kloden vil kopiere den, når først de opdager det.

Vækstens dilemma

Efter forelæsning og klapsalver fra de 100 tilhørere kommer spørgsmålene. For det hele er lettere sagt end gjort. Og hænger det virkelig sammen inden for en kapitalistisk markedslogik?

"Noget bør vokse, andet bør ikke vokse. Solcelleproduktion bør vokse, vindkraft bør vokse, kulfyrede kraftværker bør ikke vokse. I min egen kamp med spørgsmålet, om vi kan opretholde en vækststrategi i en verden, der ikke vokser, er det svar, jeg er i stand til at give: Så længe vi kan udvide vor markedsandel på bekostning af miljømæssigt mindre effektive konkurrenter, vinder Jorden på det, og vi vinder på det," siger Anderson.

Vækst i markedsandele er én ting. Vækst i et produkts værdi er en anden:

"At give produktet stadig større værdi for kunden er en vigtig komponent. Jeg er f.eks. sikker på, at vore tæpper får øget værdi for vore kunder, når de ved, at de er produceret ved hjælp af solenergi."

Tæppeproducenten mener dog samtidig, at der er noget grundlæggende modsætningsfyldt i dagens økonomi.

"Den første lektion i økonomi siger, at dét, der driver ethvert økonomisk fremskridt, er gabet mellem, hvad vi har, og hvad vi vil have. Men når det er sådan, at så mange mennesker på Jorden ikke kan få, hvad de faktisk behøver, fordi nogle få har skaffet sig alt og kræver stadig mere, så er der noget galt med det billede."

"Vi bevæger os ad en forkert vej, guidet af et forkert økonomisk system," siger Ray Anderson.

Han efterlyser et ærligt marked, hvor regeringerne påtager sig lederskab og bl.a. ændrer afgiftssystemerne, så der sættes en sand pris på affald, forurening og ressourceforbrug.

Dødskysset

- De har beskrevet erhvervslivets grønne pionerer. Men der er også virksomheder, der bedriver 'greenwashing': Er grønne i markedsføringen, men bekæmper politisk regulering, der ville være til fordel for klimaet.

"Det er op til offentligheden og medierne at afdække det, så det bliver til et dødskys for dem, der begiver sig af med greenwashing. Den eneste vej frem er en oplyst befolkning, der kan gennemskue tingene."

- Hvor meget skal erhvervslivet blande sig i politik for at få tingene til at ske?

"Der er en tiltagende tilslutning blandt store virksomheder i USA til mere lovgivning - mere lovgivning, ikke mindre - når det gælder klimaspørgsmålet. Forretningsfolk bryder sig ikke om usikkerhed. De siger: Fortæl os, hvad målet er, men lad os selv afgøre, hvordan vi når det. Det er jo revolutionært, at erhvervslivet nu tigger om regulering," siger Ray Anderson.

Selv står han i spidsen for en kampagne, der skal motivere USA's kommende præsident - Obama eller McCain - til at tage hele 300 anbefalinger om en seriøs klimapolitik til sig, herunder et mål om 90 pct. reduktion af de amerikanske drivhusgasudledninger i 2050.

Ray Anderson er 73 år. Har enestående bedrifter bag sig med skabelsen af en fremgangsrig virksomhed. Har høstet priser og anerkendelse fra alle sider. Trods det farer han stadig kloden rundt og fortæller kapitalister, præsidentkandidater og journalister om rejsen til toppen af 'Bæredygtighedens Bjerg'. Hvorfor går han ikke bare ud i parken til de duftende roser, kaninerne og fuglesangen?

"Jeg er nødt til at være del af løsningen. Ellers kan jeg ikke se mine børnebørn i øjnene," siger han.