KØBENHAVN/BEIJING - "Svinekød? Det har vi sjældent råd til mere," fortæller 56-årige Wang Chunfeng, der er på indkøbstur med sin kone ved Dongjing markedet i den østlige del af Beijing. "Alle priserne er steget, men svinekød har været det værste."
Det bekymrer iagttagere, at Indien og Kina ser ud til at skifte de sidste års uhørt høje tocifrede økonomiske vækst ud med problematiske inflationsrater tæt på 10 procent. Inflationen i Kina er lige nu på 8.5 procent om året, det højeste niveau i 12 år. I Indien er priserne på et år steget med 8,75 procent, hvilket er den højeste stigning i syv år.
Høj inflation, altså store procentvise stigninger i et samfunds prisniveau, bliver nemlig af mange politikere og økonomer betragtet som et af de største samfundsøkonomiske problemer af alle. Høj inflation sætter nemlig gang i onde cirkler af stigende lønninger samt faldende købekraft, produktion, og vækst.
USA' tidligere præsident Ronald Reagan udbrød en gang: "Voldelige som en voldsmand, skræmmende som en bevæbnet røver og dødbringende som en lejemorder," og det var ikke hovedfjenden i den kolde krig, Sovjetunionen, han mente. Det var inflationen.
Den inflation der i 1970'erne prægede USA, og resten af den vestlige verden, kulminerende med en inflationsrate på næsten 15 procent i starten af 1980.
Flere økonomer peger på, at de to lande kan være på vej ind i de samme problemer med høj inflation, som dem Reagan og de andre vestlige lande stod overfor og ikke formåede at bremse i tide i 1970'erne.
Økonomisk journalist på avisen South China Morning Post, Tom Holland, har skrevet at - præcis som i 70'erne - skyder de indiske og kinesiske politikere i dag skylden for den høje inflation på energipriserne. Med den tilføjelse at stigende fødevarepriser også i dag udpeges som synderen.
"Og som den gang er der også mange økonomer, der mener, at problemet i virkeligheden er manglende politisk vilje til at sætte de nationale renter i vejret og på den måde bremse det forbrug, der lige nu sætter gang i inflationsspiralen," skriver Tom Holland.
Når økonomerne mener, at de kinesiske og indiske politikere med ansvaret for nationalbankerne bærer en stor del af ansvaret for inflationen, er det ikke fordi, de ikke anerkender betydningen af de høje fødevare- og energipriser. Problemet er - siger økonomerne - at politikerne i Kina og Indien ikke for alvor tør hæve renten for at begrænse effekterne af de høje priser.
De kinesiske og indiske politikere er nervøse for, at højere renter skal bremse væksten og sætte de seneste års økonomiske mirakler over styr, hvor begge lande har haft så høje vækstrater, at flere hundrede millioner mennesker er blevet hevet ud af dyb fattigdom. Mennesker der i dag har mulighed for at købe varer, de for få år siden end ikke turde drømme om.
Negativ rente
Både Indien og Kina har i den seneste tid hævet renten en smule i et forsøg på at holde priserne nede. Men ingen af de to lande har hævet renten, så den balancerer inflationen, og Kina er faktisk lige nu i den absurde situation, at landets korte rente reelt er negativ; omkring minus en procent.
Kineseren, der sparer 100 yuan op i 2008, ender altså med at have 99 yuan ved årets afslutning, fordi renten er for lav og inflationen relativt højere. Ikke ligefrem en situation der tilskynder til at spare op og holde igen.
Politikerne i Kina og Indien forsvarer deres manglende justeringer af renten med, at de betragter de stigende fødevarepriser som en del af en naturlig cyklus.
"Priserne stiger altid lidt i den første del af året, for så at falde igen hen over sommeren, når høsten sender flere fødevarer ud på markedet," siger den indiske premierminister Manmohan Singh. Hans økonomiske rådgiver Rangarajan mener på samme måde, at "inflationen, med en god høst, vil falde til et niveau omkring 6 procent i august".
Forestillingen om, at den stigende inflation blot er en del af en naturlig cyklus er dog samtidig det, der - ifølge økonomer som præsidenten for den europæiske centralbank Jean-Claude Trichet - på alarmerende vis giver mindelser om de vestlige landes tilgang til inflationen i 1970'erne.
Magasinet Economist sætter følgende ord på den bekymring:
"Mange af politikerne i udviklingslandene ser på inflationen som del af et kortvarigt udsving, og derfor ser de ikke nogen grund til at hæve renten. I stedet for forsøger de at subsidiere deres varer".
Economist tilføjer, at den forestilling kombineret med nationalbanker, der ikke har beføjelser til uafhængigt af politikerne at hæve renten, med stor sandsynlighed vil føre til lønstigninger og yderligere inflation.
Cheføkonom i banken HSBC, Peter Morgan, deler den vurdering.
"Det er rigtigt, at prisstigningerne i første omgang stammer fra manglende udbud af fødevarer. Men et stigende indtægtsniveau fastholder det høje prisniveau. Hvis renten var højere kunne de stigende fødevarepriser blive udlignet af et fald i andre priser, hvilket ville bremse inflationen," siger Peter Morgan.
Social uro truer
En ting er hvad Kina og Indien (ikke) gør ved den stigende inflation, en anden ting er, hvad inflationen betyder for befolkningerne i de to lande.
Isoleret set er prisstigningerne på fødevarer i Kina og Indien steget med mere end 20 procent det sidste år. I Kina er prisen på svinekød, en fast bestanddel af kinesernes kost, steget med hele 48 procent i perioden. Prisstigningerne kan mærkes på gaden i Beijing.
I supermarkedet Jingkelong beklager 43-årige Xu Pufei sig: "De skifter priser hele tiden. Se den her," siger hun, og holder en karton mælk op, den koster nu 20 fen (15 ører, red.) mere end for to uger siden. Bliver det ved på den måde, så bliver det dyrt til sidst. Jeg skal tænke meget mere over, hvad jeg kan købe nu, " konstaterer hun.
For befolkningerne i Kina og Indien er prisstigningerne problematisk på to måder. For det første fordi udgifter til fødevarer typisk udgør mellem 40 og 60 procent af et husholdning i de to lande. Til sammenligning udgør fødevarer omkring 15 procent af en dansk families husholdningsbudget.
Dertil kommer at sammenhængen mellem priser på fødevarer og andre varer er markant større i udviklingsøkonomier som Kina og Indien end den er i industrialiserede lande.
En analyse fra investeringsbanken Goldman Sachs konkluderer, at når priserne stiger på fødevarer i udviklingslande, så stiger prisen på alle andre varer også, fordi fødevareprisstigningerne hurtigere sætter gang i et krav om lønstigninger, som arbejdsgiverne kun kan finansiere ved generelt at hæve priserne på deres produkter.
Denne sammenhæng findes ifølge Goldman Sachs ikke på samme måde i de industrialiserede lande.
I Indien har der allerede været optøjer flere steder på grund af prisstigninger.
Økonomer frygter at Kina på samme måde snart vil opleve optøjer på grund af de stigende priser.
Eksporterer inflation
Mens nogle økonomer er bekymrede for stigende social uro i de to lande, er andre bekymrede for, at Kina og Indien fremover, utilsigtet, vil eksportere deres inflation til vesten.
Billige varer og services fra Indien og Kina har i en årrække været med til at holde prisniveauet nede i Vesten - herunder Danmark - på trods af økonomisk vækst i de samme år. Men den tid er snart forbi vurderer Stephen Roach, direktør for investeringsbanken Morgan Stanley asiatiske afdeling.
"Lande som Kina og Indien er fuldstændigt optaget af vækst, fordi landene på den måde kan opfylde deres konstant voksende middelklasses behov. Men dermed kan man også forvente, at de to lande undviger at gøre noget reelt ved prisstigningerne. Det presser helt naturligt priserne op i hele verden, fordi Indien og især Kina i dag udgør en vital del af den globale værdikæde. Det truer på lidt længere sigt levestandarden for mange husstande, også i Vesten, fordi importerede varer fra de to lande bliver dyrere og dyrere," har Stephen Roach skrevet i en kommentar i avisen Financial Times.
Hvordan de nuværende prisstigninger påvirker Danmark er svært at vurdere præcist, fordi Danmarks Statistik ikke fører specifik prisstatistik på importen af varer fra Kina og Indien. Det gør Americas Bureau of Labour Statistics (ABLS) til gengæld, og deres seneste tal viser, at prisen på kinesiske varer i det sidste år er steget med 4,1 procent. Den største stigning i den tid ABLS har før statistik på importen fra Kina.
Meget tyder altså på, at Danmark ikke fremover kan forvente hjælp fra billige kinesiske og indiske varer i forhold til at holde inflationen nede. Eller som professor i international økonomi på CBS, Niels Blomgren-Hansen, siger det:
"Vi har haft en årrække, hvor vi har været overordentlig forkælede herhjemme med lav inflation på trods af, at vores omkostnings- og produktivitetsudvikling egentlig har tilsagt noget andet. Det har blandt andet været på grund af de meget billige varer fra Kina og Indien. Det er nok slut nu," siger Niels Blomgren-Hansen.
Ja, længe leve kapitalismen og det frie marked! Måske er det så slut med slavelignende forhold for de, der producer vores billige varer, det er jo derfor, de er billige. Så skal vi måske til at finde nogle nye lande vi kan udbytte, eller hvad? For det er vel utopisk, at vi ku' skrue lidt ned for forbrugerismen og finde nogle andre, ikke markedsstyrede værdier...
Jo mere frihandel, jo mere søger produktionen hen til de "billige "steder og jo hurtigere holder de "billige" steder op med at være "billige".
Kina og Indien har gjort det godt - stor industriel udvikling , atomvåben, raketter , store militærstyrker o s v - det er nok noget siden disse to lande kunne betegnes som "udnyttede / udplyndrede". Den sociale balance i de to lande er selvfølgelig ikke god set ud fra et dansk synspunkt, men det må vel være et bevidst valg af de to landes regeringer.
Frihandel er hurtigere og mere effektivt end alverdens ulandshjælp, og hvis man lægger ulandshjælp oven i, så bliver det helt godt.
Hele ideen med globasliseringsprocessen er jo, at vi alle på hele kloden i sidste ende får en nogenlunde ens levestandard, og hvor ingen bare er "billig arbejdskraft".
Well, de har importeret inflationen fra USA. Hvis ikke det var fordi Kina (og andre) ophobede tonsvis af papirdollars, ville inflationen være meget værre.
Og Danmark exporterer svinehunde til hele verden.