Læsetid: 3 min.

Investeringer skal redde Afrika

Det Afrikanske Kontinent oplever hidtil uset vækst i private investeringer og øget handel. Og der skal handles som middel mod fattigdom, lyder devisen blandt økonomer. Det får stribevis af afrikanske præsidenter til at falde på knæ for potentielle kapitalstærke investorer
Udland
10. juni 2008

ARUSHA - Luften over Arusha svirrede af helikoptere og private fly, da Arusha i sidste uge var vært for The Sullivan Summit som er et storstilet amerikansk-afrikansk forretningsmøde, der har som mål at bygge bro mellem potentielle investorer fra USA og samarbejdspartnere i Afrika. Afrika er blevet økonomisk interessant efter fem år med hidtil uset stabil økonomisk vækst.

Og ifølge økonomiske eksperter står hele kontinentet overfor et potentielt økonomisk boom. På trods af truslerne fra klimaforandringer og stigende fødevarepriser.

De sidste fem år har 25 lande i det sydlige Afrika oplevet vækst på mellem fem og syv procent. Og African Economic Outlook forudser at de afrikanske økonomier vil vokse yderligere i både 2008 og 2009. Det skyldes især den stigende handel med Indien og Kina, som er medvirkende til, at nogle lande i Afrika nu oplever over 20 procent flere direkte udenlandske investeringer.

Ifølge arrangørerne af konferencen i Arusha, er der da også omkring 3000 velbeslåede deltagere, som bare venter på at smide penge i et afrikansk projekt. Og indenfor i konferencecentret mingler afrikanske ambassadører, vicepræsidenter og andre regeringsledere alt hvad de kan med pengestærke privatpersoner og repræsentanter fra amerikansk erhvervsliv.

I løbet af de fire dage, mødet varer, når præsidenter fra Tanzania, Mozambique, Rwanda, Saudi Arabien, Sudan og nabolandet Kenya at holde deciderede salgstaler for deres respektive lande.

"Vi vil gerne indbyde alle investorer til at komme til Kenya. Vi har brug for større deltagelse af private investorer i vores økonomi," siger Kenyas præsident Kibaki fra talerstolen, med blikket stift rettet mod sin liste over alle de områder, hvor der - trods Kenyas førende økonomiske status i regionen - er hårdt brug for udenlandsk kapital og ressourcer: Infrastruktur, energiforsyning, byggeri, uddannelse og turisme.

Penge lugter ikke

Det ser ud som om Afrika har overgivet sig til markedskræfternes frie spil i forsøget på at komme fattigdommen til livs. Mødet i Arusha er blot ét i en række af topmøder, konferencer og handelsmesser, med fokus på Afrikas økonomi og handel. I weekenden sluttede det politisk mere betydningsfulde World Economic Forum on Africa i Sydafrika med titlen 'Capitalising on Opportunity'. Også her er Afrikas vækstpotentiale på dagsordenen. Og i slutningen af måneden er Tanzania vært for endnu en stor investorkonference ved bredden af Victoriasøen.

Juma Mwapachu, generalsekretær for den østafrikanske fællesskab EAC - en pendant til EU for så vidt angår forsøget på politisk, økonomisk og kulturel harmonisering - siger det direkte

"Selvfølgelig vil vi hellere samarbejde med private investorer end med donorerne. Donorbistand er jo ikke holdbart i længden og i forhold til den generelle økonomisk vækst, er det helt sikker bedre at samarbejde med den private sektor. Det er her, væksten finder sted. Og der er massevis af investeringsmuligheder. Der er bare ikke tradition for at betragte Afrika som område for investeringer. Men det ændrer sig nu. For eksempel i Burundi er der mange muligheder." Juma Mwapachu er heller ikke i tvivl om, at enhver vækst vil komme den fattige befolkning til gode.

"Det store problem vi har i Afrika i dag, er mangel på ordentlig infrastruktur og energiforsyning. Det rammer både befolkningen og erhvervslivet. Der er vi nødt til at se på alternative energiformer som vand, vind og solenergi, som er oplagte områder for investeringer og samarbejde med private," siger Juma Mwapachu. Han var for nylig på forretningsrejse til Kina sammen med en hel flok ministre fra den østafrikanske region.

J. Mawuli Ababio, direktør for investeringsfonden African Venture Capital Association vurderer at det gunstige økonomiske klima hænger sammen med at flere lande har formået at afvikle gæld, har forbedret deres økonomiske politikker, og draget fordel af de stigende priser på olie og varer.

"For første gang har afrikanske centralbanker været i stand til at opbygge reserver. Investorer er blevet mere optimistiske i forhold til Afrika," siger han til Africa News. For eksempel har investeringer fra den afrikanske diaspora været fænomenal og det har hørt til det højeste flow af kapital i flere årtier. Især indenfor sektorer som bankvæsen, telekommunikation, logistik og energiforsyning.

Mere pessimistiske eksperter påpeger at den økonomiske udvikling skal i endnu højere gear, hvis 2015 fattigdomsmålene skal indfries. Og Afrikas økonomiske vækst skal ses i sammenhæng med at Indien og Kina de seneste år har vækstrater på mellem 8,4 og 10 procent . Men ok, det er One world, one love, som investorer og præsidenter sang i kor, da bølgerne gik højest på Sullivan mødet i Tanzania.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her