Læsetid: 3 min.

Karzais tomme trussel

Afghanistans præsident truer med at angribe Talebans baser i Pakistan. Men det er tomme trusler, vurderer eksperter. Han er blot sendt i byen af USA for at få den pakistanske regering til at opretholde det militære pres mod Taleban
Den afghanske hær har nok at gøre med at holde styr på Afghanistan, og derfor er det tomme trusler, når præsident Karzai truer med at forfølge Taleban i Pakistan, vurderer eksperter. Her er det afghanske soldater, som patruljerer i Kandahar, hvor hundredevis af talebanere i fredags blev befriet fra et fængsel ved et Taleban-angreb.

Den afghanske hær har nok at gøre med at holde styr på Afghanistan, og derfor er det tomme trusler, når præsident Karzai truer med at forfølge Taleban i Pakistan, vurderer eksperter. Her er det afghanske soldater, som patruljerer i Kandahar, hvor hundredevis af talebanere i fredags blev befriet fra et fængsel ved et Taleban-angreb.

Hamed Zalmy

Udland
17. juni 2008

Diplomatiske lussinger flyver i disse dage mellem Kabul og Islamabad. Forholdet mellem Afghanistan og Pakistan er kølet voldsomt ned, efter Afghanistans præsident, Hamid Karzai, i weekenden truede med at sende den afghanske hær ind over grænsen til Pakistan for at ramme Talebans baser på den pakistanske side af grænsen. I går fik den afghanske ambassadør i Pakistan en alvorlig røffel i det pakistanske udenrigsministerium, og den pakistanske regering erklærede, at man ville svare igen militært, hvis afghanske styrker gør alvor af truslen.

Eksperterne maner imidlertid til ro og understreger, at de to lande ingenlunde er på randen af krig.

Dels har Afghanistan ikke militær kapacitet til iværksætte nogen større militær operation i de uvejsomme grænseområder, der huser resterne af det tidligere Taleban-styre i Afghanistan og en række allierede militser.

Og dels ved begge lande, at de er dybt afhængige af hinanden og af USA i krigen mod de militante islamiske grupper.

"Der er ikke tale om nogen reel trussel fra Karzais side," fastslår Forsvarsakademiets Afghanistan-ekspert Peter Dahl Thruelsen.

"Den afghanske hær er ikke i stand til at gennemføre en reel militær operation ind i Pakistan. Makismalt kan Karzai sende en bataljon på 500 mand ind for at lave en nålestiksoperation eller for at forfølge en gruppe flygtende talebanere," siger han.

Hvis Karzai gør noget sådant, vil det være en alvorlig krænkelse af pakistansk territorium og indebære en risiko for at komme i kamp med den langt stærkere pakistanske hær, understreger Peter Dahl Thruelsen, der af samme grund ikke tror på, at Afghanistan tør gøre noget sådant.

Når Karzai kommer med trusler om at angribe ind i Pakistan, skyldes det ifølge Thruelsen, at den afghanske præsident har behov for at vise handlekraft. På den netop overståede donorkonference i Paris blev Karzai voldsomt kritiseret for ikke at gøre nok for at bekæmpe den ekstreme korruption og den blomstrende narkoproduktion i landet.

Nu kommer han så med et signal, der til forveksling ligner de signaler, hans mentor, USA, udsender.

"Når Karzai råber vagt i gevær med hensyn til Talebans helle i de pakistanske grænseområder, er det helt åbenlyst, fordi det er et kæmpe problem" siger Peter Dahl Thruelsen.

I de uvejsomme bjerge langs den 2500 km lange afghansk-pakistanske grænse har Taleban alle forudsætninger for at fortsætte guerillakrigen mod den afghanske regering og de internationale styrker i landet.

"Man behøver bare slå op i en håndbog for guerilla-taktik for at se, at Taleban har gjort det helt rigtige. De har fundet en ø, som ikke kan kontrolleres, og der kan de hele tiden hente forsyninger og forstærkninger. Det er kæmpe problem, både for Pakistan, for Afghanistan og for det internationale samfund," siger han.

Budbringer for USA

Rahimullah Yusufzai, redaktør af Peshawar-avisen News International og ekspert i afghansk-pakistanske forhold, siger til Reuters, at Karzais advarsel skal ses i sammenhæng med USA's bestræbelser på at presse Pakistan til at droppe de igangværende fredsforhandlinger med den pakistanske gren af Taleban.

Siden den pakistanske regering og den pakistanske Taleban-leder Beitullah Mehsud underskrev en våbenhvile tidligere på foråret, er antallet af Taleban-angreb ind i Afghanistan vokset med 50 procent. I fredags gennemførte Taleban desuden en opsigtsvækkende aktion mod et fængsel i Kandahar, hvor det lykkedes at befri 1.200 fanger, hvoraf mindst halvdelen menes at være militante oprørere.

Derudover sættes Taleban i Pakistan i forbindelse med en bølge af selvmordsbomber og andre angreb, der det sidste år har kostet langt over 1.000 mennesker livet.

Taleban i Pakistan mistænkes også for at stå bag mordet på præsidentkandidaten Benazir Bhutto tidligere på året.

Rahimullah Yusufzai pointerer, at Karzai ikke kommer med den slags trusler uden at have koordineret det med USA.

Peter Dahl Thruelsen er enig i, at Karzais budskab er rettet mod Pakistan.

"Karzais advarsel er signal om, at USA er rigtigt bekymret over den pakistanske regerings fredsaftale med Taleban. USA og Afghanistan frygter, at Pakistan helt opgiver at presse de militante islamiske grupper militært," siger han.

"Derudover kan Afghanistan ikke stiltiende acceptere, at Mehsud stiller sig op på en pressekonference og siger, at han vil bruge våbenhvilen til at angribe afghanske og internationale styrker i Afghanistan."

USA har allerede størstedelen af sine op mod 20.000 Enduring Freedom-styrker i Afghanistan udstationeret langs grænsen til Pakistan. På den anden side af det uvej-somme grænseområde er 80.000 pakistanske soldater udkommanderet, men trods denne massive styrke har Taleban og deres allierede længe haft kronede dage i det uvejsomme bjerge, hvor også Al-Qaedas ledelse menes at opholde sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

USA og NATOs højtaler , Karzai, kan ikke kontrollere en by, Kandahar, så hvordan kontrollere vesten andre steder. Jeg tror Karzai og alle vestlige marionetter med afghanske baggrund er ligsom afghanske sovjet venlige agenter ville begrave vesten i problemmer og tilsidst ender NATO oG USA som ex. Warshawapagten og ex.Sovjet. Lytter vesten til sine afghanske dukker bliver vesten druknet. I afghanske histoie gælder at man burde lytte til fjernden, fx til Taliban og Hekmatyar. Lytter man til de afghanske vest-venlige grupper, skyder man sig selv i bennen.

Taslim bor nu i Afghanistan