Læsetid: 5 min.

Krisen kalder på ny samfundskontrakt

Måske kan vi investere os ud af den flerdobbelte krise med en New Green Deal, siger den britiske forfatter George Monbiot
I årevis har banker, finansielle institutioner og spekulanter krævet, at regeringerne holder op med at blande sig, og at de får fuld frihed til at investere præcis, som de vil. Men så snart de kommer i vanskeligheder som resultat af denne frihed, render de regeringerne på dørene og beder om hjælp. Det skriger til himlen, siger George Monbiot om den igangværende krise på de finansielle markeder.

I årevis har banker, finansielle institutioner og spekulanter krævet, at regeringerne holder op med at blande sig, og at de får fuld frihed til at investere præcis, som de vil. Men så snart de kommer i vanskeligheder som resultat af denne frihed, render de regeringerne på dørene og beder om hjælp. Det skriger til himlen, siger George Monbiot om den igangværende krise på de finansielle markeder.

Chris Hondros

Udland
9. juni 2008

"Lad os få en 'New Deal' som i 30'ernes USA. En ny kontrakt med nye spilleregler og nye handlings- og investeringsprogrammer - denne gang som en 'New Green Deal'."

Det er den britiske forfatter, miljøjournalist og samfundsdebattør George Monbiot, der lægger forslaget på bordet. Monbiot, skarp kritiker af den ustyrlige vækstkapitalisme og forfatter til bl.a. bogen Globalt hedeslag og den aktuelle essaysamling Bring on the Apocalypse, ser en klar parallel mellem dagens flerdobbelte krise og den krise, der udgik fra Wall Street i 1929 og foranledigede præsident Roosevelts New Deal med amerikanerne.

"Krisen leverer alle tiders lejlighed til at formulere et genopbygningsprogram med fokus på bæredygtigheden," siger George Monbiot i en samtale med Information.

Han bruger ikke ordet 'systemkrise' om dét, der foregår i øjeblikket.

"Vi ser et antal alvorlige kriser, der løber sammen. Nogle bidrager til hinanden, andre har ikke fra starten været indbyrdes forbundne. Finanskrisen er udløst af manglende regulering. De høje oliepriser er delvist udløst af spekulanterne, der nu flytter deres penge over i råvarer, men også af stigende olieefterspørgsel kombineret med forsyningsbegrænsninger. Klimakrisen er hovedsagelig forårsaget af efterspørgslen på fossil energi, og fødevarekrisen skyldes kombinationen af klimaændringer, høje oliepriser, spekulation, stærkt stigende forbrug af oksekød samt skiftet til biobrændstof, der beslaglægger fødevareafgrøder. Så alle kriserne er forbundne, men på forskellig vis og ikke på alle punkter."

- Er fællestrækket, at de afspejler en global økonomi på grænsen af planetens bæreevne?

"Man kan ikke have endeløs vækst på en begrænset klode. Oliekrisen er den første råvarekrise, men den bliver ikke den sidste. Men samtlige kriser illustrerer også omkostningerne ved markedsfundamentalisme, og fællestrækket er fiaskoen for politisk ledelse, når det gælder regulering af markedet i menneskehedens interesse."

- Foregår der ikke blot en tiltrængt korrektion. Måske ser vi Schumpeters 'kreative destruktion', hvor forældede sider af kapitalismen nedbrydes for at blive erstattet af nye tidssvarende teknologier og systemer?

"Der er masser af destruktion, men det står mig ikke ganske klart, at den er kreativ. Det meste af den ødelæggelse, jeg ser, er ikke andet end - ødelæggende. Der er intet kreativt ved måden, klimaforandringerne ødelægger klodens økosystemer, eller ved at mange millioner drives ud i sult af stigende fødevarepriser. Måske opfatter markedsliberalister i deres elfenbenstårn processerne som kreative, men spørg de fattige, der nu må betale det dobbelte for deres brød, hvordan de oplever det," siger Monbiot.

"Reelt konkurrerer fattige mennesker nu med spekulanterne på fødevaremarkedet. Folk går sultne i seng i dag, fordi spekulanterne vil være rigere."

Ansvarsløse investorer

George Monbiot kalder det en "vild modsigelse", at spekulative investorer har skabt en situation af finansiel usikkerhed, som de nu selv forsøger at undslippe.

"I årevis har banker, finansielle institutioner og spekulanter krævet, at regeringerne holder op med at blande sig, og at de får fuld frihed til at investere præcis, som de vil. Men så snart de kommer i vanskeligheder som resultat af denne frihed, render de regeringerne på dørene og beder om hjælp. Det er himmelråbende, at skatteyderne skal betale disse virksomheder og aktører ud af deres problemer, skabt ved aktiviteter som i sig selv strider mod offentlighedens interesser," mener Monbiot.

Han nævner som eksempel den britiske bank Northern Rock, der kom i vanskeligheder i august 2007, da den amerikanske huskrise tog fart og begyndte at sprede sig i finanssektoren i og uden for USA. Det gav Northern Rock problemer, fordi banken ikke finansierede boligkøberes lån via andre kunders indestående, men med lån optaget i andre banker, der nu imidlertid blev nervøse og smækkede lånekassen i. Bank of England måtte tilføre Northern Rock 26 mia. pund i lån - næsten 240 mia. kr. - samt stille en garanti på yderligere 30 mia. pund for at holde banken flydende, for til sidst helt at overtage den som - indtil videre - nationaliseret bank.

"Hvis man havde brugt et sådant beløb på klimabeskyttelse, havde vi såmænd løst klimaproblemet," siger George Monbiot sarkastisk. Han noterer et stigende internationalt krav om regulering af den liberaliserede finanssektor. Én stemme herfor er f.eks. den tidligere amerikanske centralbankchef Paul Volcker, der for nylig om det kriseramte finanssystem sagde:

"Trods alle dets talentfulde deltagere, trods alle dets rigelige udbytter, er det dumpet på markedspladsen," hvor det har "produceret ubegribelig rigdom for nogle, mens det vedvarende har rummet risikoen for et brølende sammenbrud for systemet som helhed".

Monbiot håber, at finanskrisens omkostninger nu kan bane vej for politisk kontrol med og snævere rammer for finanssektorens skalten og valten.

"Og denne gang må vi sikre, at reguleringen fastholdes, også når sektoren klarer sig godt. Gennem hele sidste århundrede har vi været igennem tilbagevendende cyklusser, hvor man har fjernet regulering hver gang, den finansielle sektor har været sund og profitabel, med det uundgåelige resultat at der er blevet gamblet for højt, og systemet er kollapset."

Nedslidt politisk system

George Monbiot er ikke synderlig optimistisk, hvad angår det politiske systems evne og vilje til at handle.

"I dette land opleves Labour som en nedslidt kraft, et dødt parti. Der er masser af erkendelse blandt folk af behovet for fundamentale reformer, men der er ikke noget politisk befordringsmiddel til at flytte tingene, ikke noget talerør for forandring i dagens britiske politik."

Situationen med den flerdobbelte krise indbyder ellers til storstilede initiativer.

"Dette er alle tiders lejlighed til at indgå en New Green Deal. Hvis økonomien er på vej ind i afmatning, måske recession, så lad os få en keynesiansk løsning, fokuseret på miljøet," siger Monbiot.

Franklin Roosevelts New Deal i 30'ernes kriseramte USA var en stribe af statslige initiativer, der ikke blot begrænsede børsspekulanternes spil via skærpet regulering, men indebar statens forstærkede og centrale rolle med at restimulere samfundsudviklingen med en lang række økonomiske, sociale og erhvervsmæssige programmer.

"Dette er mere end en politisk kampagne. Dette er et råb om mobilisering," sagde præsident Roosevelt i sin New Deal-tale i 1932.

Samme appel vil Monbiot gerne have til at lyde i dag.

"Lad os genopbygge en skrantende økonomi med store investeringer i vedvarende energi, landskabsbevarelse, skovplantning etc. Det største af alle elementer i New Deal var faktisk et grønt program med forebyggelse af jorderosion og skovbeskyttelse. Det kan gøres igen, denne gang med fokus på investeringsprogrammer for isolering af folks hjem, etablering af en vedvarende energiforsyning m.m. Vi står med en enestående mulighed for at anskue den forestående økonomisk afmatning som anledning til at bygge noget nyt og nyttigt op via markante investeringer."

"Problemet er, at vi har så frygtelig kort tid. Og risikoen er naturligvis, at der reageres omvendt. At folk siger, at hvis vi virkelig er på vej ind i en recession, så må vi fjerne alle reguleringer, så der igen og med alle midler kan tjenes flest mulig penge," siger den britiske samfundsrevser.

Serie

Krise i hele systemet?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk at den slags historieløse vrøvl stadig lever videre.

I dag er det ellers common-sense viden, at de berømte planøkonomiske indgreb, som New Deal og Kanslergadeforliget havde entydigt skadelige virkningerne på vores økonomier, og det tog mange år mange magre år før den tids skadelige politikker blev udfaset.