Læsetid: 4 min.

Det er ikke kun narkobaronerne der dræber i Mexico

Den store fokus på den blodige narkokrig i Mexico dækker over andre, mere alvorlige problemer. Det er landets stabilitet, sammenhængskraft og fremtid, der står på spil
Mexicanske soldater går vagt, mens myndighederne afbrænder adskillige ton konfiskeret kokain beslaglagt efter indsmugling fra Colombia. Under dække af krigen mod narkokartellerne sker der overgreb på journalister og medier, vilkårlige og voldsomme anholdelser, trusler, mishandling og drab. Overgrebene begås af soldater og politi og har som regel intet at gøre med narkobekæmpelsen.

Mexicanske soldater går vagt, mens myndighederne afbrænder adskillige ton konfiskeret kokain beslaglagt efter indsmugling fra Colombia. Under dække af krigen mod narkokartellerne sker der overgreb på journalister og medier, vilkårlige og voldsomme anholdelser, trusler, mishandling og drab. Overgrebene begås af soldater og politi og har som regel intet at gøre med narkobekæmpelsen.

Alfredo Estrella

28. juni 2008

Mexicos præsident Felipe Calderón lød beslutsom, da han på en pressekonference i Mexico By i sidste måned, med den tyske kansler Angela Merkel ved sin side, langede ud efter narkokartellerne, hvis voldelige fremfærd siden nytår har kostet over 4.000 mennesker livet. "Dette er en krig (-). Vi vil hverken bøje nakken eller gemme os på kontorerne. Den mexicanske regering vil på ingen måde helme før Mexico er reddet fra denne situation med overgreb og forbrydelser."

Situationen er alvorlig, men den højrekatolske Calderón bruger krigen mod kartellerne til at aflede opmærksomheden fra andre store problemer. Og det er stort set lykkedes. De fleste medier har længe været fulde af historier om narkokartellernes fremmarch, de blodige opgør og den manglende sikkerhed i dele af landet. Det er lykkedes at skabe et billede af, at det er narkokartellerne, der står bag de mange overgreb og mord på journalister. Ifølge internationale organisationer som Committee for the Protection of Journalists og PEN er Mexico næst efter Irak det farligste land i verden at være journalist i. Alene fra nytår til 1. maj i år fandt der 21 overgreb sted mod skrivende journalister, tre blev myrdet og én er forsvundet. Nogle af dem for at afsløre narkoaktiviteter, men de fleste for at afsløre korruption og magtmisbrug hos politikere og embedsmænd.

Politiske fanger

Overgrebene mod journalister og medier er kun toppen af isbjerget. Vilkårlige og voldsomme anholdelser, trusler, mishandling og drab er almindelige mange steder i landet. De begås af politi og soldater og har som regel intet at gøre med narkobekæmpelsen. En typisk sag er anholdelsen af fem medlemmer af den indianske Me Phaa-organisation i den sydlige delstat Guerrero den 18. april. Amnesty International frygter, at de er blevet torteret. Voldelige arrestationer i flæng, trusler, mishandling, ubegrundede sigtelser for mere eller mindre frit opfundne lovovertrædelser er det typiske billede. Mange af sagerne handler om bønder og landarbejdere - ofte indianere - der protesterer mod planer om ekspropriation af deres jord til fordel for dæmninger, lufthavne, motorveje, turistprojekter og andet, som private firmaer skal udføre, ofte uden erstatning til de skadelidte.

Ifølge menneskeretsorganisationen La Liga Mexicana por la Defensa de los Derechos Humanos er der 395 politiske fanger i Mexico, langt de fleste fattige folk, mange af dem indianere, som har deltaget i sociale bevægelser til forsvar for deres jord og deres rettigheder. Andre organisationer sætter tallet til mellem 500 og 800.

"Så mange politiske fanger i Mexico er et symptom på at der er et reelt problem med den måde det politiske system fungerer," siger juristen Miguel Concha Malo, direktør for den katolske menneskeretsorganisation Centro de Derechos Humanos Fray Francisco de Molina. "Men det værste af alt er, at der ikke er politisk vilje hos regeringen til at anerkende, at det er en ret at protestere. At undertrykke den er en forbrydelse."

Strid om olien

Nogle af de heftigste protester i flere år er kampagnen mod regeringens projekt om at åbne det mægtige, statslige oliemonopol Pemex for private firmaer, så de kan drive raffinaderier, rørledninger og olielagre. Mange mexicanere ser det som et skridt i retning af en privatisering af et vigtigt nationalt symbol. Da daværende præsident Lázaro Cárdenas i 1938 nationaliserede olien og eksproprierede de udenlandske olieselskaber, sluttede de fleste mexicanere op om beslutningen. En stor folkeindsamling skaffede midler til at betale erstatningen, og kvinder fra alle sociale lag gav deres smykker.

Pemex er i dag verdens 10. største olieselskab og ifølge det amerikanske finanstidsskrift Fortune verdens 34. største selskab med en årlig indtjening omkring 200 mia. dollar. En givtig malkeko for staten - en tredjedel af statsbudgettet dækkes af oliepenge fra Pemex. Selskabet er også en ineffektiv, gennemkorrupt kolos med 155.000 ansatte. Argumentet for Pemex-reformen er, at selskabet skal effektiviseres.

Hjælpepakke fra USA

Det lykkedes for oppositionen at blokere en vedtagelse af reformen ved at besætte Deputeretkammeret. Et nederlag for Calderón, der havde sat hele sin prestige ind på reformen, men ikke nødvendigvis en sejr for modstanderne, der kun har fået en stakket frist. Medmindre regeringen får endnu mere at se til med narkokrigen og den truende politiske opløsning.

Calderón har nemlig lidt et andet stort nederlag, som han forsøger at camouflere som en national triumf. Hvad der skulle have været regeringens trumfkort i bekæmpelsen af narkokartellerne, den stort anlagte amerikanske hjælpepakke Plan Mérida - som i første omgang skulle bestå af militær og sikkerhedsmæssig bistand til en værdi af 350-500 mio. dollar om året i tre år - er foreløbigt strandet på de betingelser Kongressen i Washington har knyttet til den - herunder krav om civil strafforfølgelse af militærfolk, der begår overgreb mod civile, oprettelsen af et uafhængigt organ til overvågning af menneskerettighederne og en årlig evaluering af de mexicanske myndigheders respekt for samme.

De er en indblanding i indre anliggender, mener den mexicanske regering.

Stat i opløsning

Det reelle problem for Calderóns regering er, at den ikke har fuld kontrol over hverken hæren eller de regionale og lokale myndigheder. På et møde i Mexico By i sidste uge sagde den særlige FN-rådgiver i spørgsmål om organiseret kriminalitet, Eduardo Buscaglia, til medarbejdere i Justitsministeriet, at 50-60 procent af landets kommunalråd er kontrolleret af narkomafiaerne, som knytter personer til sig gennem personlige relationer, bestikkelse og afpresning. Det samme er ved at ske på delstatsniveau, hvor mange guvernører udnytter svækkelsen af den traditionelt stærke centralmagt til at tiltage sig mere magt, advarede Buscaglia. Mange guvernører optræder som små konger og udvider deres politiske og økonomiske magt, nogle af dem i samarbejde med narkokarteller. Det mener det indflydelsesrige ugemagasin Proceso er tilfældet med en af landets rigeste mænd, Eduardo Bours, guvernør i den nordvestlige delstat Sonora. Han stiler efter sigende mod præsidentposten i 2012.

Uanset hvem, der vinder titlen er udfordringerne kolossale: Mexico er i krig. Ikke kun mod narkokartellerne, men også mod sig selv. Det er landets stabilitet, sammenhængskraft og fremtid, der står på spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu