DUBLIN - De irske vælgere brokkede sig over utidig indblanding af udenlandske politikere. Men hvem stod bag nej'et?
Det var ikke Silvio Berlusconis, ej heller den franske udenrigsminister Bernard Kouchners, endsige hans chef Nicolas Sarkozys skyld at de stemte nej i Irland. Det var heller ikke Jens Peter Bondes skyld. Selvom de alle blandede sig aktivt i den irske folkeafstemningsdebat ligger den sande årsag et andet sted. Nemlig hos danske Mette Fugl!
Lissabontraktatens dødsstød kom da den irske taoiseach (premierminister, red.) Brian Cowen svarede ærligt på et spørgsmål fra vores hennafarvede kollega fra Danmarks Radio.
"Jeg har ikke læst traktaten fra ende til anden," sagde den irske regeringschef på Mette Fugls spørgsmål. Og det svar gik Irland rundt. Det blev forenklet til 'jeg har ikke læst traktaten'. Det overbeviste mange om at stemme nil - nej - til Lissabontraktaten.
"Den væsentligste grund til, at vælgerne stemte nej var, at taoiseach indrømmede, at han ikke havde læst traktaten".
Det sagde Sinn Fein præsident Gerry Adams til Information. Ifølge de store irske medier var dette den mest udbredte årsag til nej'et ved folkeafstemningen.
- 'Det er Rousseaus skyld' - sagde Victor Hugo som skød skylden for henrettelser under den franske revolution på den store filosof. Når historiebøgerne skal skrives om Lissabontraktaten skal de skrive, at det er c'est la faute à Mette Fugl - det er Mette Fugls skyld. For uden Mettes spørgsmål havde Irland stemt ja.
C'est la faute à Rousseau
Men vi her i Store Kongensgade 40C er heller ikke uskyldige. Da Mette Fugl startede sin karriere her, er vi selvsagt ultimativt ansvarlige for den politiske krise i Europa.