Læsetid: 2 min.

Mugabe truer med krig

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, truer med, at landets krigsveteraner vil gribe til våben, hvis oppositionen vinder valget den 27. juni
Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, truer med, at landets krigsveteraner vil gribe til våben, hvis oppositionen vinder valget den 27. juni
13. juni 2008

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, advarede fredag om, at hans mest trofaste tilhængere hellere vil gribe til våben end lade oppositionen vinde anden runde af præsidentvalget den 27. juni.

Til Zimbabwes statskontrollerede medier sagde den 84-årige Mugabe, at krigsveteraner fra befrielseskrigen i 1970'erne har fortalt ham, at de er rede til igen at gå i krig for at undgå, at lederen af oppositionspartiet Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), Morgan Tsvangirai, kommer til magten ved valget om 14 dage.

Selv bedyrede Mugabe, at han ikke ønsker en ny krig i landet. Men i samme åndedrag advarede han vælgerne om ikke at begå en fejltagelse, der vil kalde fortidens krigsspøgelser frem igen.

Mugabes udtalelser puster yderligere til den i forvejen feberagtige atmosfære forud for valget, efter at Tsvangirai torsdag blev anholdt og løsladt to gange. Også MDC's generalsekretær, Tendai Biti, blev torsdag anholdt og anklaget for forræderi. Fredag beslaglagde zimbabwisk politi to af Tsvangirais kampagnebusser.

Fredag meddelte FN's Børnefond (Unicef), at hundredtusinder af børn i Zimbabwe ikke længere har adgang til sundhed og mad som følge af regeringens beslutning om at forbyde alle internationale organisationer og private organisationer at udføre deres arbejde i felten.

- Konsekvensen er, at så mange som 500.000 børn ikke længere har adgang til sundhed, hiv/aids-støtte, undervisning og mad. Mange af disse børn er forældreløse, sagde Unicef i en erklæring.

Imens udtrykte 40 førende afrikanske ledere dyb bekymring over udviklingen i Zimbabwe.

I en erklæring sagde de blandt andet, at de er "dybt foruroligede over de seneste meldinger om skræmmekampagner, chikaneri og vold". Blandt underskriverne er FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan, Mozambiques tidligere præsident Joaquim Chissano og Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu.

Situationen i Zimbabwe var også på dagsordenen ved et møde i FN's Sikkerhedsråd sent torsdag. FN's nødhjælpskoordinator, John Holmes, slog her alarm over den forværrede situation i Zimbabwe. Han sagde, at den kommende høst i landet kun vil dække en fjerdedel af landets behov.

Siden Mugabe indførte sine kontroversielle jordreformer ved årtusindskiftet, har Zimbabwes økonomi været i frit fald. Inflationen, der officielt er på 165.000 procent, menes reelt at være på to millioner procent. Manglen på fødevarer er omfattende.

Siden første runde af præsidentvalget den 29. marts er mindst 66 tilhængere af MDC ifølge MDC-lederen Tsvangirai blevet dræbt. Tusinder af andre har været udsat for tortur, er blevet truet eller tævet.
/ritzau/AFP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu