Læsetid: 2 min.

Når man er 14 år, er man grøn

I delstaten Niedersachsen går partiet De Grønne ind for stemmeret til 14-årige. Informations korrespondent synes, når hun ser tilbage på egne første teenageår, at det lyder vel tidligt
Det tyske parti, De Grønne, har foreslået, at valgsretsalderen sættes ned til 14 år. Dagens skribent mindes sine barnlige interesser, da hun havde den alder.

Det tyske parti, De Grønne, har foreslået, at valgsretsalderen sættes ned til 14 år. Dagens skribent mindes sine barnlige interesser, da hun havde den alder.

Akena Navaro

Udland
9. juni 2008

Det tyske parti De Grønne har i delstaten Niedersachsen foreslået, at man sætter valgretsalderen til landdagsvalg ned til 14 år. Det er vicefraktionschefen Miriam Staudte, der står bag forslaget. I dag er valgretsalderen 16 år til kommunalvalg og 18 år til landdagsvalg. Man skal have de unge gjort interesseret i politik noget tidligere og dermed forebygge deres senere ligegyldighed over for politik, siger Staudte og argumenterer med, at unge i dag bliver tidligere modne.

Nu er det ikke for på nogen måde at så tvivl om vore dages tyske unges modenhed og evne til at træffe saglige og velfunderede beslutninger i tvivl. Nu er det heller ikke for at virke gammel og reaktionær. Men er det ikke lidt ungt?

Da jeg var 14 år, var mine største bekymringer mine bumser, mine fraværende bryster, og hvordan jeg skulle få fortalt min mor, at jeg ikke agtede at tage den konfirmationskjole, vi allerede havde indkøbt, på på dagen. For den var grim.

Min største drøm var at blive skuespiller, og al den fritid jeg ikke brugte på ungdomsskolens dramahold, hvor jeg spillede hovedrollen i Frøken Nitouche, brugte jeg på at sende fanbreve til og vandre frem og tilbage foran en kendt dansk skuespillerindes hjem.

Min bedste veninde, der var tre måneder ældre, var vokset op i Melbourne, så hendes interesser var mere internationale. Hun brugte 1986 på at komme i skole skiftevis klædt ud som Madonna og Michael Jackson.

De andre elever i vores klasse var mere modne. De blev hver weekend kørt til udpumpning efter klassefester, hvor de havde indtaget uovervejet store mængder af Pisang Ambon.

Men som 15-årig begyndte jeg i gymnasiet. Her var jeg hele den anden uge af min gymnasietid med til at besætte skolen i protest mod Bertel Haarders varslede lukning af tre gymnasier i Københavns Amt. Det var nu ikke for alvor min politiske bevidsthed, der var vakt, men snarere det faktum, at jeg langt om længe havde fået kønshormoner i kroppen og derfor så en uge på skolen som en mulighed for at opholde mig i nærheden af Dario-Christian, en 19-årig 1. HF'er. Desværre var jeg langt fra hans eneste beundrer.

Min fætter brugte sit 15. år i fast rutefart mellem sit skateboardbræt og Gentofte Amtssygehus. Hver gang han stillede sig op på det, faldt han af og brækkede armen.

Det danske samfund kan med andre ord prise sig lykkeligt over, at vi først kunne stemme nogle år senere. Men vi er jo heller ikke tyskere, og måske er det kun mig og mine, der havde helt usædvanligt barnlige interesser som 14-15-årige?

En venindes veninde ville helt sikkert gerne have haft stemmeret. Hun brugte hele sin pure ungdom inderligt politisk engageret i DKU. Det har hun så siden fortrudt, men det er en anden historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lene Munk Jørgensen

Spørgsmålet blev stillet, om det ikke er lidt ungt at sænke valgretsalderen til landdagsvalg i den tyske delstat Niedersachsen til 14 år.
Nærværende svar vil ikke inddrage ellers vedkommende sager for valgretsalderen, såsom forholdet mellem det at blive myndig og dermed have ansvar for den førte politik. Ej heller vil forholdet blive berørt, at undersøgelser givetvis peger på, at unge mennesker generelt ville være tilbøjelige til at stemme mere venstreorienteret, ”rødt” eller ”grønt” end resten af befolkningen (såfremt de da ikke blot ville stemme helt og aldeles som deres forældre) hvilket i øvrigt, og da heller ikke sagen uvedkommende, ville være i interesse for det parti, som har stillet forslaget, ”De Grønne.”
Dette indlæg vil udelukkende beskæftige sig med de argumenter, korrespondenten selv påpeger som indikatorer for umodenhed, i slet skjult overført betydning det at være grøn.

Nærværende skribent er tilbøjelig til aldeles at give Informations korrespondent ret i, at en langt overvejende del af den almindelige 14-åriges interessesfære vedrører forhold som udseende og sociale relationer til omverdenen. De konkrete interesser, som korrespondenten nævner som væsentlige for hende selv og sine nærmeste i sin erindring om 14-års alderen og senere, er også både humoristisk beskrevne og repræsentative, såfremt min egen hukommelses lagring af teenageårenes genvordigheder står til troende.
Dette indlæg bestrider således på ingen måde delkonklusionen: at interesser såsom at drikke sig fuld for rusens egen skyld, forelske sig hovedkulds og –løst i ældre fyre, idoldyrkelse eller det at afprøve sig selv gennem udforskningen af kroppens holdbarhed under ekstreme fysiske påvirkninger mv. for så vidt er ”barnlige” og umodne; men de er ikke i sig selv anvendelige i en argumentation vedrørende unge menneskers evne til at tage stilling politisk eller udvise ansvar for samfundet.

Således er det bestemt ikke alene unge mennesker under valgretsalderen forundt at foretage sig slig ting som nævnt af korrespondenten: ”Danske unge har rekord i druk,” hedder en ofte gentaget overskrift nyhedsmedierne, men konsumeringen af alkohol i det danske samfund og nok i højere grad i andre lande som velsagtens Tyskland, hvor det i mindre grad accepteres, at unge udforsker rusens glæder og sorger, foregår for den største dels vedkommende i den del af befolkningen, som har valgret – det er ikke for ingenting, at kampagner for tiden henvender sig mod dem i samfundet, der udviser så stor grad af uansvarlighed som at køre bilen hjem fra hverdag og fest i alkoholpåvirket tilstand.
Ligeså kan det siges om den valgretshavende del af befolkningen, at de nok for et mindretals vedkommende virkelig interesserer sig for politik og samfundsforhold, med mindre de da påvirkes konkret: følelsesmæssigt, som når befolkningen samles om at donere penge til nødhjælpsorganisationer i usædvanlig høj grad ved visse katastrofer frem for andre, eller som når et britisk ægtepars datters forsvinden forårsager medieoverskrifter i hobetal, i modsætning til påvist bortførelse af østeuropæiske teenagere til sexindustrien her i landet.
Politisk kan der måske ses en lignende tendens, når den samme del af befolkningen som sympatiserer med, at sygeplejersker og pædagoger bør have bedre arbejdsforhold, alligevel undlader at demonstrere denne sympati ved at flytte deres stemme ved folketingsvalgene.
Endelig kan det nævnes, at mennesker med valgret ofte har skiftet overbevisning, endog markant. Således danner danske politikere, herunder den nuværende velfærdsminister gode eksempler – hvad enten et skifte så er grundet i tidens mode, motiveret af mulighederne for politisk indflydelse, eller at samfundets tilstande vitterligt har forandret sig med ”ideologiernes død.”

Såfremt Informations korrespondents bagsideartikel er ment som et alvorligt indspark i debatten omhandlende valgretsalderen i Danmark, er de nævnte argumenter ensidige, forsimplede og postulerende. Skulle det derimod være ønsket på humoristisk vis at gøre læseren opmærksom på en række faktorer, som kunne øve indflydelse på evnen til at tage stilling politisk og til at tage ansvar for samfundet, er det interessant at betænke det ovenfor nævnte forhold, at befolkningen og politikere ikke selv formår at undslå sig selvsamme laster, der af korrespondenten udpeges som barnlige.
Så med mindre man er villig til at forandre valgretten overordnet, eksempelvis mod amerikanske tilstande, hvor stemmeretten selv skal opsøges af den enkelte, engagerede samfundsborger, kan hverken dette indlæg eller dets mandagsforlægs tankegods opretholde argumentet for en valgretsalder på 18 år.

Lene Munk Jørgensen

Ansvaret for ovenfor stående kommentar påhviler alene hist.stud.mag ved Københavns Universitet, Kasper Toxværd. Den udtrykte holdning kan ikke på nogen vis siges at indramme Lene Munk Jørgensens, hvis abonnement på Dagbladet Information dog er benyttet til at kommentere bagsideartiklen på selvsamme blad.