Analyse
Læsetid: 5 min.

Når retorik og substans går hånd i hånd

Når amerikanerne skal vælge mellem Obama og McCain er der vitterligt noget at vælge imellem. Sjældent har brudfladerne mellem to præsident-kandidater været så klare
Udland
9. juni 2008

Når en politiker viser sig at være så blændende en taler, som demokraternes præsidentkandidat Barack Obama, er det ofte et nærliggende modtræk fra politiske modstandere, at opstille en falsk dikotomi mellem 'ren retorik' og 'politisk substans'. Klinger det for godt, er det nok "poesi, varm luft eller platiheder", vælgerne tilbydes. Sandheden er, at der uagtet den smukke indpakning er masser af politisk substans i den igangværende kamp om præsidentposten. Sjældent har brudfladerne mellem to kandidater været så klare.

Før vi ser på de konkrete politiske forskelle mellem Obama og McCain, er det nødvendigt at tage et forbehold: USA har ikke er parlamentarisk system, præsidenten kontrollerer ikke flertallet i Kongressen, og selv om vælgerne forlanger detaljerede forslag fra deres præsidentkandidater, er det trods alt stadigvæk Kongressen, der har den lovgivende magt.

Det betyder, at langt de fleste forslag under alle omstændigheder bliver revideret markant før de bliver til lov.

Begge kandidater appellerer til uafhængige vælgere med løfter om politisk samarbejde "henover midten". Når vælgerne alligevel står overfor markante valg, er det først og fremmest, fordi der i disse år hersker stor forvirring om, hvor den politiske "midte" befinder sig efter syv et halvt år med George W. Bush ved roret.

Irak er en vindersag

Krigen i Irak er et oplagt eksempel. Begge kandidater mener, at den kan blive en vindersag for dem i valgkampen. John McCain fastholder, at invasionen af Irak var en logisk del af den større kamp mod terror og nøjes med at kritisere Bush-regeringens konkrete håndtering af den.

Han tilbyder en "sejr", mens han afviser en tidsplan for tilbagetrækning og mener, at amerikanske tropper bør blive i landet "i 100 år om nødvendigt". Barack Obamas stærkeste trumfkort i valgkampen har hidtil været, at han fra begyndelsen har været modstander af invasionen i 2003. Den har gjort det muligt for ham at fastholde, at politisk dømmekraft bør veje tungere end erfaring. Han ønsker med få forbehold at trække tropperne gradvist hjem i løbet af to år og vil til gengæld forstærke den amerikanske indsats i Afghanistan. Forskellen mellem de to kandidater er med andre ord markant her.

Et flertal af amerikanere mener i dag, at invasionen af Irak var en fatal fejltagelse, men når John McCain taler om en mulig "sejr" og beskriver en tilbagetrækning som et "nederlag" bliver mange alligevel bløde.

Begge kandidater ser en fordel i at fremhæve deres indbyrdes uenighed om, hvordan USA bør forholde sig til fjendtlige regimer i almindelighed og Iran i særdeleshed. Obama har hævdet, at han som præsident er parat til at føre direkte forhandlinger med præsident Ahmadinejad - eller hvem, der nu reelt bestemmer i Iran. Her er han både på linje med USA's europæiske allierede og med forsvarsminister Robert Gates. Ifølge en nylig meningsmåling fra Gallup støttes holdningen også af seks ud af 10 amerikanere. Er Obama parat til direkte forhandlinger, er han til gengæld også parat til at kræve støtte til skarpere sanktioner fra USA's allierede.

John McCain ser kursen over for Iran som en fremragende anledning til at fremstille Obama som naiv, uerfaren og svingende i sin kurs. Omvendt giver spørgsmålet Obama mulighed for at knytte McCain tæt sammen med den upopulære præsident Bush og advare mod en fortsættelse af dennes "cowboydiplomati". Det er en stensikker forudsigelse, at senatoren fra Arizona hyppigt vil blive omtalt som "McBush" og "McSame" i efterårets valgkamp.

Markante forskelle

Vender vi opmærksomheden mod indenrigspolitiske spørgsmål er forskellene også markante. Den dårlige økonomi vil sammen med Irak være et hovedtema. McCain er på en række områder trukket markant til højre i bestræbelserne på at sikre den fornødne opbakning fra den konservative base i det republikanske parti. Det kendetegner også hans løsninger på den aktuelle krise. Bushs midlertidige skattelettelser til den rigeste del af befolkningen, som han i sin tid to gange stemte imod, ønsker McCain nu at gøre permanente. Han vil også yderligere beskære beskatningen af virksomheder med 25 procent.

Obama ønsker derimod at hæve skatterne for den rigeste del af befolkningen og tillige hæve selskabsskatter og skatter på kapitalgevinster og aktieudbytte, for til gengæld at kunne anvende 80 milliarder dollars til at hæve den skattefri bundgrænse og give skattelettelser til de dårligt stillede grupper i samfundet.

Også i spørgsmålet om, hvem der kan forvente hjælp fra det offentlige i den aktuelle gældskrise på det amerikanske boligmarked, er der stor forskel på de to kandidater.

Med 47 millioner amerikanere uden en sygeforsikring står indførelsen af en ordning som dækker alle højt på den demokratiske dagsorden. Ingen af kandidaterne ønsker en "skandinavisk løsning" med en tvungen offentlig sygeforsikring, men der er stor forskel på graden af frivillighed i deres forslag.

Universel forsikring

Barack Obama ønsker en form for universel forsikring, hvor folk betaler individuelt, men hvor selskaberne ikke længere kan nægte folk forsikring på grund af deres helbredstilstand. Ordningen er knap så vidtgående og har en større grad af frivillighed end Hillary Clintons forslag, men forsikring vil blive obligatorisk for alle børn.

John McCain brænder ikke ligefrem for at få indført en national sygesikringsordning, men han har set sig nødsaget til at fremsætte nogle forslag til reformer. Det består hovedsageligt i skattefradrag for forsikringsordninger samt løfter om at gøre det sværere for forsikringsselskaberne at afvise kunder.

De sidste årtiers "kulturkamp" vil efter alt at dømme være nedtonet i efterårets valgkamp. John McCain nærer ikke noget ønske om at gøre abort eller homoseksuelles ret til ægteskab til vigtige temaer.

Han er og har altid været, modstander af fri abort, men han ønsker næppe at bruge sine kræfter på at slås for lovgivning, der kan fratage kvinder deres nuværende ret til abort. Obama opfatter på sin side retten til fri abort som "fundamental".

Selv om disse socialkonservative mærkesager næppe får nogen direkte rolle i valgkampen, er der ikke desto mindre meget på spil i de to kandidaters vidt forskellige syn på domstolenes rolle, og på hvilken type dommere de ønsker at udnævne til Højesteret. McCain har udtrykt stor sympati for Bushs udnævnelser, Roberts og Alito, som de fleste liberale amerikanere har den største skepsis overfor. Eftersom Højesterets mest liberale dommer, John Paul Stevens, lige er fyldt 88, kan det meget vel få stor betydning, hvem der skal udpege hans efterfølger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så markant forskel er der nu ikke blandt de højtstående præsidentkandidater.
I alle andre omfang må Obama dog siges at repræsentere den økonomiske elite, i sin leflen for lobbyisterne og sin støtte til diverse fritmarkedsanliggender, som f.eks. NAFTA-aftalen. Obama vil reducere den ultraliberalistiske tilstand en anelse, men han vil ikke være nogen gevinst for arbejderklassen i videre udstrækning.
Den eneste venstrefløj der er i USA, er den der knapt nok formår at få sin stemme igennem.
Men Obama lader til at være en mere troværdig figur end Bill Clinton var i sin tid.

Der er i den forbindelse et lille udpluk af anbefalelsesværdige artikler at remse op, blot til orientering;
http://socialistalternative.org/news/article10.php?id=783
http://socialistalternative.org/news/article10.php?id=858

hmm..

"I will do everything in my power to prevent Iran from obtaining a nuclear weapon. Everything in my power. Everything."

Barack Obama, AIPAC Annual Policy Conference, June 04, 2008

____________________

Selv Barack er underlagt den bagtrappepolitik, de selvsamme donorer og har de samme lobbyister at stille tilfreds, præcis som sine republikanske modkandidater. Individuelt kan de have forskelligheder, men i praksis vil den politiske linje, såvel indenrigs som udenrigs være bundet af de samme filteringsmekanismer i amerikansk politik. Man skal altid forholde sig til, at USA ikke er et demokrati, men pr. definition et polyarkisk styre.

Undskyld at jeg skriver et indlæg i denne tråd, for jeg har slet ikke noget ærinde i forhold til amerikanernes forestående valg, men jeg undrer mig bare så meget over at amerikanerenes valg tilsynelade er væsentlig mere interessant for europæerne, end deres eget liv og tilhørsforhold til EU.

Hvorfor er EU hemmelig ? og kun for de indviedede ?

Hvorfor beskæftiger Information sig mere med USA end EU ?

Hvorfor synes, tilsyneladende hele venstrefløjen, at USA er mere interessant end EU ?

Bo Klindt Poulsen

C. Nielsen: "Hvorfor beskæftiger Information sig mere med USA end EU ? "

Øhm... måske du skulle prøve at abonnere på Informeren førend du skyder den alt for meget i skoene. Avisen har et ugenligt opslag om Europa, den har to meget skrivende Europa-korrespondenter i Annegrethe Rasmussen og Brigitte Alfter, for ikke at tale om et stort europæisk fokus med reportere som Henriette Harris i Berlin og Tine Byrckel i Paris.
Lige nu er der lange kommentarer fra førende økonomer for og imod Euroen (Saxo-bank direktøren Lars Seier Christensen i torsdags og tidl. overvismand Claus Vastrup i dag), og Information skriver hyppigt ledere om EU og europæisk politik.
Information boomer af europæiske spørgsmål og forhold, på langt de fleste fronter. Læser du de ugentlige Markeds-opslag, orienterer de sig meget ofte mod europæiske forhold - også Fakultet-opslagene sætter ofte uddannelse ind i et europæisk perspektiv. Og så har jeg slet ikke nævnt kultur-delen, som bringer os reportager og anmeldelser fra bogmesser, operaer, koncerter, udstillinger, med meget mere i hele Europa.
Så kom igen, Nielsen, det er ikke så stor en konspiration, som du lægger op til.

Tak for den info, Bo Klindt Poulsen, det tæller da bestemt med til at få Information med på budgettet.