BEIJING - Udbyg infrastrukturen, så skal investeringerne nok vælte ind.
Det er en simpel formel. Men Beijing har haft succes med den i stort set hele Kina. Og de nøgne statistikker fortæller, at det også er tilfældet i Tibet, hvor centralregeringens mantra inden for det sidste årti har været massive investeringer i infrastrukturen.
Kina spenderede mere end 19 mia. kr. på at bygge verdens højest beliggende jernbane, der åbnede for to år siden. Med endestation i Lhasa knyttede den Tibet sammen med resten af landet.
Kina har annonceret 180 andre store infrastrukturprojekter i Tibet mellem 2006 og 2010 til en samlet værdi af næsten 56 mia. kr.
Facit for Beijings investeringspolitik: Tibets økonomi voksede med 14 procent i 2007 - hurtigere end Kina kunne præstere samlet set. Og det efter størrelsen på den tibetanske økonomi blev fordoblet mellem 2000 og 2005.
Problemet er, at etniske tibetanerne - hvoraf 80 pct er bønder og hyrder - ikke har hverken tilstrækkelig uddannelse eller erfaring til at få glæde af de kinesiske investeringer.
Arbejdsgivere i Tibet ansætter hellere etniske kinesere, der er bedre kvalificerede, og Kina må satse på uddannelse og udenlandske investeringer, hvis tibetanerne selv skal have del i væksten, mener Ben Hillman fra ngo'en Eastern Tibet Training Institute.
Få udenlandske penge
Kina har med jernbanen gjort det mere attraktivt at investere i det isolerede område, men udenlandske investorer er endnu ikke steget på toget.
Tibet har modtaget mindre end 1 procent af de udenlandske investeringer, som har hjulpet med at sætte gang i kedlerne i andre dele af Kina.
Sidste år var de udenlandske investeringer i Tibet godt nok rekordstore, med en værdi på lige under 120 mio. kr., men tallet er forsvindende lille i forhold til de 392 mia. kr., der i alt blev pumpet ind i hele Kina i 2007.
Selv før de voldelige uroligheder i de tibetanske områder i marts var der umiddelbart også meget, som talte mod investeringer i Tibet. Markedet er lille. Det er isoleret. Arbejdsstyrken er dårligt uddannet. Og det er potentielt dårlig PR.
Som det stod at læse i Wall Street Journal efter urolighederne: Udenlandske investorer, der vil ind i Tibet, står overfor et dilemma lig Sydafrika under Apartheid-styret.
For at få adgang er de nød til at arbejde med den lokale regering, der er udpeget af Beijing, og som domineres af Hankinesere. Men det er den samme regering, som mange tibetanere er modstandere af, som deres seneste oprør med al tydelighed viste.
"De bør være om ikke nervøse så meget forsigtige med at investere i Tibet," siger Thubten Samphel, en talsmand for Tibets eksilregering i Dharmsala.
Den tibetanske eksilregering opfordrer til "et aktivt international engagement, der vil forbedre det tibetanske folks livskvalitet, og som gør op med den eksisterende ubalance i Tibets udvikling," og påpeger, at "gennem ansvarlig udvikling og investeringer har det internationale samfund evnen til at have en stor, positiv indflydelse på det tibetanske folks liv."
Giver Kina initiativet
China Briefing, en månedlig guide til forretningslivet i Kina, fokuserede allerede i 2002 på "investeringsmulighederne på verdens tag," som de introducerede ved at skrive:
"Vi undskylder ikke for at tage hul på et emne, som mange måske finder svært at acceptere."
Konklusionen var, at der allerede dengang var "store muligheder" i Tibet.
At udenlandske investorer ikke hørte kaldet, er en fejl, mente bladets redaktør, Chris Devonshire-Ellis, da han efter urolighederne i marts reflekterede over situationen.
Han understregede, at Kina har investeret milliarder i Tibet, og disse investeringer har "ikke altid har haft forståelse for den lokale kultur."
Men ifølge Devonshire-Ellis har udlandet med sine manglende investeringer automatisk frasagt sig muligheden for positivt at påvirke udviklingen i Tibet, og dermed forhindre, at den udelukkende sker på Kinas præmisser.
"Det er problemet. Udenlandske kritikere, der mere og mere fordømmer Kinas rolle i Tibet har presset vestlige investorer til ikke at investere i Tibet. Ved at gøre det, forærer de Kina initiativet."
"Sandheden er, at hvis vestlige kritikere af Kina i Tibet vil påvirke udviklingen, i stedet for blot at kritisere Kina, så bør de søge kontakt med landet."
En falleret formel
Der er rigelig med kritik af, hvordan Kina maser sit udviklingskoncept igennem i Tibet.
På trods af de imponerende vækstrater inden for de sidste år, så forbliver Tibet et af Kinas fattigste områder.
Kinas ledere insisterer på, at deres intention er at inkludere Tibet i Kinas økonomiske mirakel. Og de har ikke været nærige.
Statssubsidier udgør omkring 75 procent af Tibets bruttonationalprodukt ifølge Ben Hillman, fra Australia National Universitys fakultet for økonomi og grundlægger af ngo'en Eastern Tibet Training Institute.
Men selvom Beijings formel - infrastruktur er lig investeringer - giver flotte økonomiske tal, er det tydeligt, at politikken ikke har affødt tilfredshed i den tibetanske befolkning, som det ellers har været resultatet andre steder i Kina.
Hillman mener, at de tibetanske protester mere end noget andet var motiveret af utilfredshed over de økonomiske vilkår.
Hyrder og bønder udgør 80 procent af Tibets 2,7 mio. indbyggere. Men de står for mindre end 20 procent af Tibets økonomiske produktion. Den store økonomiske aktivitet, skabt af især infrastrukturprojekter, har kun haft lille indflydelse på deres liv.
Konkurrence udefra
I byerne er tibetanerne nødt til at konkurrere med migranter fra andre provinser, som normalt er bedre uddannede, har bedre færdigheder og mere erfaring. Og antallet af dem stiger.
I Lhasa alene er der nu omkring 300.000 Hankinesiske migranter, og det er dem, der nyder godt af boomet.
"Dette er problemets kerne. Investeringerne i Tibet er specielt i infrastruktur og serviceindustrien, og her har tibetanerne simpelthen ikke færdighederne til at være med," siger Hillman, og peger på manglende investeringer i Tibets uddannelsessystem som en af hovedårsagerne.
"Det er ikke fordi, der er fordomme eller diskrimination, det er simpelthen fordi tibetanerne ikke har de nødvendige færdigheder til at drage fordel af de nye økonomiske muligheder. Selv de tibetanske arbejdsgivere, jeg har mødt, fortæller, at de foretrækker etniske kinesere frem for tibetanere, fordi de er bedre uddannede arbejdere," siger Hillman.
Hillman er ikke overrasket over, at mange af dem, der demonstrerede i marts, var tibetanske migrantarbejdere, der var kommet til Lhasa fra Tibets landområder for at konkurrere om arbejdspladserne med Hankinesere - og endte med at tabe.
Ifølge Hillman, havde det ellers været Beijings forventning, at tibetanerne langsomt ville blive sluset ind i den nye økonomi.
"Politikerne troede, at de bedre uddannede kinesiske migranter ville føre an, og tibetanerne hastigt ville kopiere dem og følge efter, men det er ikke sket. Urolighederne fik os til at indse, at det vil tage meget længere tid end ventet," siger han.
Uddannelse er kernen
Hvis udenlandske firmaer vil være med til at øge tibetanernes chancer i deres eget samfund, har Hillman et par forslag:
"Det bør have et jobtræningsprogram og investere i erhvervsrettet uddannelse. Det mangler, og vil være det mest effektive for at forbedre deres chancer," siger han.
"Og de bør sætte en minimumskvota for hvor mange tibetanere, de har ansat."
"Jeg kan ikke forestille mig noget mere effektfuldt, end at skabe bedre uddannelsesvilkår for tibetanerne - at investere i deres software, om man så må sige, for at de kan drage fordel af Kinas investeringer i Tibets hardware."
Men den største ændring for tibetanernes erhvervsmuligheder, finder Hillman, vil blive skabt i Beijing.
"Efter urolighederne er jeg overbevist om, at Kina vil ændre sin økonomiske politik overfor Tibet. Jeg tror, at mange af politikerne i Beijing er foruroligede og chokerede over, hvor store protesterne var. De lever så langt væk og ofte isoleret fra realiteterne, så begynder de at tro deres egen propaganda om, hvor fantastisk livet er i Tibet," siger han.
"Men bag de lukkede døre må de nu være i gang med at spørge dem selv, hvad det er de laver i Tibet, og hvordan de kan gøre udviklingen mere lige."
