Læsetid: 2 min.

Olieprisen stiger fortsat trods topmøde

Prisen per tønde olie stiger fortsat trods et topmøde i Saudi-Arabien for aftagere og producenter, der skulle standse de kraftige prisstigning
24. juni 2008

Olieprisen fortsatte mandag med at stige, selv om olieproducenter, ministre og ledere fra internationale organisationer i weekenden havde sat hinanden stævne i Saudi-Arabien i et forsøg på at finde en model, der kan få prisen ned.

Hen på eftermiddagen mandag var prisen for en tønde olie oppe i nærheden af 137 dollar, en stigning på omkring halvanden dollar, i New York. Da olietopmødet åbnede søndag i Jeddah i Saudi-Arabien, erklærede den saudiarabiske monark, kong Abdullah, ellers, at hans land, verdens største olieeksportør, har øget produktionen til 9,7 millioner tønder olie dagligt. Det er over en halv million tønder olie mere end i maj, men denne melding batter ikke rigtig på markedet.

Oliehandlere og analytikere sagde mandag, at markedet på forhånd havde ventet en formel erklæring om mere olie fra Saudi-Arabien, idet den saudiarabiske ambassade i London allerede i torsdags udsendte en erklæring om, at de saudiarabiske oliefelter planlægger at øge produktionen med 200.000 tønder hver dag.

De olieproducerende lande mener, at det er spekulation i forbindelse med den lave dollarkurs, der får prisen på olie op. Omvendt siger mange af forbrugerlandene, at de høje priser snarere skyldes, at der er alt for lille et spænd mellem produktion og efterspørgsel.

Grund til at købe

Mere olie på markedet vil få prisen ned, lyder filosofien, men foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at mødet i Jeddah betyder større smil på læberne ved benzintanken.

"Debatten om høje oliepriser er ikke mere gennemsigtig i dag, end den var i fredags," som Stephen Schork, redaktør af energinyhedsbrevet Schork Report, konstaterer.

"Vi frygter, at eftersom saudierne ikke gav markedet en grund til at sælge, så vil markedet tolke det som en grund til at købe," siger han.

Nu hjalp det heller ikke på prissætningen mandag, at en vigtig olierørledning i Nigeria blev angrebet af militante i weekenden. Industrikilder siger, at det amerikanske selskab Chevron er blevet tvunget til at lukke af for 120.000 tønder olie om dagen på grund af angrebet.

Samtidig meddelte Shell, at det fortsat har problemer med at levere 225.000 tønder olie dagligt på grund af et angreb på offshore-feltet Bonga ud for Nigeria i sidste uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu