Læsetid: 6 min.

En onsdag med en mur der ikke vil falde

Beretning fra Tripoli, hvor uroligheder mellem vestligt støttede sunni'er og syrisk støttede alawitter holder hele bykvarterer som gidsler
Den libanesiske hær holder fortsat begge bykvarterer i Tripoli i det nordlige Libanon adskilt med vejspærringer og pansrede mandskabsvogne. Som det ses på det brændte hus har boulevarden været scene for hårde kampe mellem sunnier og bevæbende alawitter med tilknytning til Hizbollah.

Den libanesiske hær holder fortsat begge bykvarterer i Tripoli i det nordlige Libanon adskilt med vejspærringer og pansrede mandskabsvogne. Som det ses på det brændte hus har boulevarden været scene for hårde kampe mellem sunnier og bevæbende alawitter med tilknytning til Hizbollah.

Omar Ibrahim

Udland
26. juni 2008

TRIPOLI - I går var skuffende for såvel sunni'en Abu Abdallah som alawitten Rifat Eid. De to krigsherrer på hver side af sektfronten i Tripoli - en dieselbeskidt boulevards midterrabat, der adskilte det sunnimuslimske Bab al-Tabbaneh-kvarter fra det alawitiske nabolag, Jabal Mohsen - så ingen signaler om en mindelig løsning på de fjendtligheder, der brød ud i søndags, og hvis tabstal nåede op på ni, da en såret militsmand udåndede ved middagstid i går.

Årsagen til kampene blev af begge militsledere forklaret med ét ord: "politik", men her hører enigheden op, hvor den libanesiske hær fortsat holder begge bykvarterer besat med vejspærringer og pansrede mandskabsvogne.

Som en solbrændt officer med Rayban-solbriller betroede en kvindelig journalist: "Der har været hårde kampe".

Abu Abdallah, en midaldrende mand med et kulsort, intenst blik, blå silkeskjorte med tinknapper og hvide sokker i de pudsede hyttesko, ledte sine sunnimuslimske militsmænd, da skyderierne begyndte tidligt søndag morgen, og han kunne fortælle, at alawitterne på den anden side af boulevarden de seneste dage havde afbrændt 20 sunnimuslimske huse.

Det kom ikke bag på ham - alawitterne havde gennem historien, der i hans version rakte tilbage til 1970'erne, gjort sig skyldige i talrige massakrer på hans trosfæller.

"De har bedre våben, som de får fra deres venner i Syrien. De er syrere, ikke libanesere," sagde han og gned på sine håndled:

"Vi må sælge vore kvinders smykker for at få råd til at købe våben, for ingen hjælper os."

Den traditionelle velkomstkaffe blev drukket på en strå-overdækket fortovscafé, der så ud til at være hans kommandocentral, og hvor en snes mænd i alderen fra 20 til 50 hang på plasticstole med deres porcelæns-kaffebægre og cigaretter. På hver side havde Abu Abdallah to helt unge mænd, den ene med iskolde, ufokuserede øjne - han tog chefens mobiltelefon, når den ringede, den anden sad med en walkie-talkie.

På et tidspunkt i Abu Abdallahs redegørelse for sunni'ernes syn på nabostridighederne kom en mand over gaden og stak ham en seddel med navnene på to militsmænd, der var anholdt af det libanesiske militær minutter forinden.

"Var de bevæbnede?" spurgte Abu Abdallah, og da budbringeren svarede benægtende, trykkede han et nummer og gøede ned i røret i et halvt minut til en 'forbindelse', der kunne få de to brushoveder løsladt.

Han vendte sig igen mod sine gæster: "De andre har våben, tunge våben, fra syrerne, og du kan tilføje, at de på det seneste har fået flere våben fra Hizbollah. Vi har intet fået - vi har heller ikke hørt fra Saad Hariri i Beirut. Det er ikke ham, vi slås for; det er for vores tro og vores land."

Det sære ved samtalen var, at lige meget hvordan spørgsmålet blev formuleret, og det blev formuleret mange gange, var det ikke muligt at få et klart svar på, hvorfor ni mand var døde, hvorfor et trecifret antal personer er sårede, og hvorfor en benzintank to gader væk blev stukket i brand, mens vi sad på caféen.

Abu Abdallah henviste konsekvent til forhistorien - om, hvordan alawitterne i 1971 havde provokeret ved at danne Alawitisk Ungdom, en organisation hvis navn alene var en aggression, som han udtrykte det. "Også nogle alawitt-imamer var imod det navn for at undgå nabostridigheder".

Det blev værre mellem de to sekter, efter at de i 1975 dannede partiet Arabisk Demokratisk Parti, og hvor det hurtigt gik op for sunni'erne, at de ikke var velkomne i partiet.

Og der gik helt ged i den, da Yassir Arafats PLO under borgerkrigen i 1982 blev trængt nordpå af israelerne, og rykkede sin styrke nordpå til Tripoli. Dermed kom Arafat ind i Syriens interessefelt, og de efterfølgende kampe havde alawitterne på syrisk side, medens Abu Abdallah og hans sunni'er kæmpede med Arafats palæstinensere - indtil de med FN's mellemkomst blev udskibet til Tunis efterladende 100 militante som 'beskyttelse' af de palæstinensiske flygtninge i de nærliggende lejre.

Da syrerne kort efter rykkede ind i Tripoli, blev de ifølge Abu Abdallah i første omgang modtaget med blomster.

I anden omgang - som var dagen efter - indledte de syriske sikkerhedsfolk en arrestationsbølge af sunni'er, mistænkt for at have støttet Arafat.

Abu Abdallah var selv en af de anholdte og sad 12 år i syrisk fængsel, og samtalens første hånlige smil kom, da jeg spurgte, om han havde været stillet for en syrisk domstol.

"Det var officerer, der gav mig tre års fængsel, derefter endnu tre år, derefter o.s.v. - du må forstå, at der er sår fra borgerkrigen, der ikke kan heles. Men det sidste rigtige slag med alawitterne stod i 1985. Siden har vi levet med de daglige spændinger - indtil nu."

Hvad disse daglige spændinger medførte, blev et par timer senere tydeliggjort i alawitt-lederen Rifat Eids kontor, adskilt fra hans dagligstue med en skydedør af spejlglas, og hvor et talkshow løb over en tv-skærm i hjørnet. Uden lyd.

Efter at have budt på kaffe bag et gigantisk skrivebord med fire tændte walkie-talkies og med bemærkningen "Velkommen til Tripoli, byen i krig," talte Rifat, et maskinklippet massiv af en mand, i sin mobiltelefon:

"Den mur skal ikke rives ned, den har stået der siden 1975, og den bliver stående!"

Muren, der blev råbt om, er - eller når dette læses måske 'var' - en halvanden meter høj cementkonstruktion mellem alawitt-husene i en gade, der kunne bestryges af snigskytter i sunni-bydelen neden for bjergsiden.

Rifat Eid fik en melding om, at den libanesiske hær havde fået ordre til at fjerne muren som led i en "tillidsskabende foranstaltning".

Men da ordren kom fra premierminister Faoud Siniora i Beirut, der havde talt med hærchefen, var Rifat Eid ikke til sinds at acceptere den. Desuden er Siniora sunnimuslim. Og under alle omstændigheder forekom det mistænkeligt, at Siniora ville rive den mur ned i en situation, hvor der mere end nogensinde var brug for den, eftersom de stridende parter ikke havde sluttet fred, men udelukkende blev holdt adskilt af de flegmatiske soldater.

I bemeldte gade hænger plakater af alawitt-lederen Ali Eid, tidligere parlamentsmedlem, der stiftede Arabisk demokratisk Parti, men nu er alvorligt syg.

Hans 30-årige søn har derfor kommandoen i dette sene afsnit af den permanente borgerkrig, og som han forklarede:

"En hovedårsag til, at krigen fortsætter, er, at den anden side har en million ledere, der skal høres. Hos os har vi én - og kun én - leder, der bestemmer, hvad der skal gøres. Og det gør alting nemmere - også at slutte fred."

- Men I brænder sunniernes huse af, vi har lige set de sodsværtede vinduesrammer, er det vejen til fred?

Rifat Eid svarer: "Når der er krig, må man gøre, hvad der skal gøres, og de har brændt 60 alawitt-huse af. Og hvad skal vi ellers gøre? Nedlægge våbnene? Det vil ikke ske. Vi er 50.000 i denne by mod 500.000 sunnier - hvorfor skulle vi have interesse i krig."

- Men sunni'erne er underbevæbnede i forhold til jer?

"Spørg du Saudi-Arabien om, hvem der finansierer dem. Vi er i mindretal! Men vi vil ikke ydmyges. Jeg er parat til at ofre 25.000 af mit folk, hvis de øvrige 25.000 kan leve videre i værdighed."

Og værdighed er nok det nærmeste, man kommer en årsag til fjendtlighederne.

"Hvis de vil slås med syrerne, skulle de tage til Syrien, hvis de vil slås med Hizbollah, skal de rejse til Sydlibanon - men vi er et bekvemt mindretal, de kan ramme," sluttede Rifat af inden han tog imod et tv-hold fra ABC. Kort efter var han nede ved den mur, hæren har fået besked på at rive ned. Hans tilhængere modtog ham med klapsalver og taktfaste råb: "Vi giver vores blod og vores sjæl til dig, Rifat, vor fører".

Og trods dagens skuffelser, smilede Rifat.

lael@formation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her