Læsetid: 5 min.

'På internettet ignorerer de os også'

Kineserne klager over, de ikke kan få myndighederne i tale. Med internettet er der dog tilføjet flere facetter til kommunikationen mellem Kinas regering og folket. Men det er fortsat kontrollerede medier, propagandaplakater og trusler, der dominerer interaktionen
Bannere er blevet et centralt element i kommunikationen mellem kineseene og deres regering i de jordskælvsramte områder.

Bannere er blevet et centralt element i kommunikationen mellem kineseene og deres regering i de jordskælvsramte områder.

Peter Parks

18. juni 2008

SICHUAN/BEIJING - Langs motorvejen mellem provinshovedstaden Chengdu og Dujiangyan, en af de hårdest ramte byer efter jordskælvet sidste måned, hilses bilister af utallige røde bannere. "Er der håb, er der kærlighed," erklærer de. Der opfordres til sammenhold, og der takkes for det store nødhjælpsarbejde.

Afsenderne er områdets lokalregeringer.

I centrum af Dujiangyan er stemningen langt mindre taknemmelig. Her viser befolkningens egne bannere en stærk mistro til de lokale politikere, som de mener "tilsmudser" nødhjælpsarbejdet og "presser almindelige mennesker ind i en blindgyde".

Bannere er blevet et centralt element i kommunikationen mellem kineserne og deres regering i de jordskælvsramte områder.

"De vil ikke tale med os, så dette er vores eneste måde for at gøre dem opmærksom på vores utilfredshed," siger Xu, der sammen med andre butiksejere har hængt de vrede budskaber op rundt om deres indkøbscenter.

Myndighederne siger, centret har taget skade af skælvet, og vil rive det ned. Butiksejerne afviser at der er problemer, og mener, at lokalregeringen bruger katastrofen som et påskud for at smide dem på porten uden kompensation, så de kan opføre et nyt center og skumme fløden ved en ny lukrativ ejendomshandel.

"Vi ved, de er korrupte," siger de.

Lige meget om de har ret i deres anklager, så afspejler deres indstilling, at kinesere ofte pr. automatik mistænker myndighederne for at ville udnytte enhver situation for egen økonomisk vindings skyld. Og manglen på reel kommunikation øger blot frustrationen.

"Vi fandt kun ud af, at regeringen ville smide os ud, da vi læste om det i en notits i avisen," siger Xu. "Det eneste, vi har tilbage, er åben protest."

Langs Dujiangyans hovedgade står snesevis af folk parat til at udtrykke lignende klager.

Døren smækket i

Det sker efter at Beijing fik ros for sin åbenhed efter kæmpeskælvet. Kinesiske medier viste den totale ødelæggelse og begyndte så småt at stille kritiske spørgsmål om lokal korruption og ringe byggestandard for det store antal skoler, der styrtede sammen.

Kommunikationskanalerne var mere åbne, end det har været set før.

Men Beijing har smækket døren i igen.

Kritikere af regeringens nødhjælpsarbejde er blevet fængslet. I Chengdu fortæller to kinesiske journalister, at de ikke tør eller må røre ved de mest følsomme sager - specielt lokalbefolkningens voksende protester.

Men det, de lokale ønsker, er at komme i kontakt med ledelsen.

"Hvis bare premierminister Wen Jiabao kom hertil, ville han forstå vores problemer," sagde en del forældre, der giver korrupte og ligeglade politiske ledere skylden for, at deres børn blev dræbt i jordskælvet, begravet under deres dårligt byggede skole.

Kinas ledere gjorde efter skælvet en indsats for at give indtryk af, at de stod til rådighed for befolkningen.

Specielt netop premierminister Wen. Hans ry som det kinesiske lederskabs medfølende ansigt blev styrket, da han rejste katastrofeområdet tyndt, bevæbnet med megafon, og råbte beskeder om håb til ofrene.

Nu kan kineserne oven i købet også blive 'friend' på internettet med den 65-årige leder på Facebook.

Internetpropaganda

I det hele taget er Cyberspace blevet en ekstra streng som Kinas propagandaapparat kan spille på i sin envejskommunikation.

Sidste uge fik mobiltelefonbrugere i Beijing tilsendt en sms, der opfordrede dem til at besøge hjemmesiden for Kinas Civilisations Internet. Siden er oprettet af det bureaukratisk klingende Kontor for komiteen for den centrale styring af åndelig civilisation.

Her fortælles de positive historier om regeringens arbejde. Men det er også den digitale version af de gammelkendte propagandaplakater. Internetbrugerne får at vide, at "kommunisme er godt, socialisme er godt, de liberaliserende reformer er gode".

Men de virkelige propagandaplakater er ikke gået af mode. Beijing er en plakatskov af slogans, opfordringer, ordrer og gode råd fra regering til folk.

Plakater i gigantstørrelse, med marcherende soldater fra Folkets Befrielseshær, fortæller folk, de skal være med til at sikre et harmonisk Beijing, et sikkert OL.

På andre plakater får befolkningen at vide, at de skal elske moderlandet, ikke skade det. De må ikke spytte. De skal lære engelsk, være høflige og respektere ophavsret. Og så skal de absolut sørge for ikke at røbe Kinas statshemmeligheder.

"Kammerater," står der med stor skrift på en plakat hængt op af Beijings Bureau for Statshemmeligheder, som fortæller beijingerne, at de er "forpligtiget til hemmelighedsfuldhed."

Men som en ældre herre med efternavnet Huang siger det, da han bliver spurgt om plakaterne: "De er bare en del af Kinas tradition. De betyder ikke noget for vores liv."

De deputerede blogger

Regeringen har dog de sidste år insisteret på, at den vil "forbedre kommunikationen med folket".

Resultatet har været blandet og til tider bizart. Specielt på internettet. Forrige år blev en del delegerede til Den Nationale Folkekongres, i et forsøg på at generere en smule folkelig interesse for den lovgivende forsamling, sat til at blogge.

De deputerede fremviste privatfotos, beskrev forårsvejret og drukture, og under overskriften 'de seneste blog fotos' dukkede letpåklædte kvinder op, som var "behagelige for øjnene".

Et mere konstruktivt bud på en dialog via internettet har dog været adskillige regeringskontorers forsøg på at give befolkningen mulighed for at indgive klager online - en virtuel pendant til de klagekontorer, som kineserne flokkes til med klager over myndighedernes magtmisbrug.

Men det moderne værktøj har ikke ændret på, hvordan systemet fungerer. Som ved klagekontorerne er det kun er et fåtal, der får accepteret deres sag - eller overhovedet får et svar.

"På internettet ignorerer de os også," siger Zheng Xiuzhi, der klager over at være offer for ulovlig ekspropriering, og mener, at internettet har været med til at øge afstanden mellem myndighederne og folket, ved at skabe et sted, hvor deres klager blot optager plads på en server og ikke på en embedsmands skrivebord.

De klagendes kommunikation med myndighederne består i stedet ofte af trusler - og til tider vold - fra lokal-regeringernes side, der vil tvinge dem til at holde inde med deres klager.

Fru Liu, der mistede sin 17-årige søn i jordskælvet, da han blev dræbt under sin sammenstyrtede skole, fortæller, at myndighederne har sagt til hende, at hun "skal holde kæft" om sine anklager af skolens dårlige byggestandard.

"Den eneste kommunikation, jeg har med dem, er når de ringer for at true mig," fortæller hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu