Note
Læsetid: 4 min.

Præsidentkandidater må balancere på en knivsæg

Mens republikanernes John McCain skal favne bredt og indsmigre sig hos både konservative republikanere og midtsøgende vælgere, har demokraternes kandidat Obama det nemmere med et stort set samlet parti i ryggen
Udland
30. juni 2008

BOSTON - Ingen har nogensinde sagt, at det skulle være nemt at omstille sig fra at føre primærvalgkamp til at føre valgkamp forud for et nationalt præsidentvalg. Og at det bestemt ikke er tilfældet, kan både republikanernes John McCain og demokraternes Barack Obama nu nikke genkendende til.

I dysten med de andre partikandidater under primærvalgkampen gælder det om at appellere til aktive vælgergrupper - ofte politisk aktive - og deres kæpheste. Hos republikanerne er der altid en intens jagt efter de konservative kristne stemmer og erhvervsfolkenes gunst, hvorimod demokraternes kandidater kæmper om bl.a. de socialt bevidste og krigsfjendtlige stemmer.

I dette usædvanlige valgår vil det republikanske parti nominere en præsidentkandidat, som hverken vækker begejstring hos erhvervslivet eller hos det kristne højre. Det er derfor, McCain har så store vanskeligheder med at engagere partiets kernevælgere - en farlig situation at befinde sig i, når McCain samtidig skal rykke ind mod den politisk midte for at gribe fat i moderate republikanere og partiuafhængige vælgere, som altid har følt sig tiltrukket af ham.

Obamas forvandling til hele det demokratiske partis bannerfører ville under 'normale' historiske omstændigheder have været enkel, især hvis han havde besejret Hillary Clinton på et tidligt tidspunkt i valgsæsonen. I stedet skal han nu samle et splittet parti, hele sårene og særligt forsøge at opnå støtte fra kvindelige vælgere og folk med kort uddannelse fra den lavere middelklasse.

Og det skal ske i en periode, hvor Obama samtidig bør positionere sig i forhold til den politiske midte, hvor amerikanske præsidentvalg normalt bliver afgjort.

Forsoning

Obamas opgave er utvivlsomt lettere end McCains. Demokratiske vælgere er ekstremt motiverede i dette valgår; de tørster efter præsidentmagten og er derfor villige til at give deres præsidentkandidat relativ stor manøvrefrihed. Ikke desto mindre er op imod en fjerdedel af Hillary Clintons vælgere stadig mopsede over deres kandidats nederlag. De skal derfor overbevises om, at de bør stemme på Obama.

"Det er svært at forstå denne uvilje, fordi Clintons og Obamas holdninger næsten er ens. Ønsker kvindelige Clinton-vælgere vitterligt, at en præsident McCain får mulighed for at udskifte venstreorienterede dommere i højesteret med højreorienterede? Det kunne medføre kolossale tilbageskridt for kvinders rettigheder," siger valgrådgiveren Michael Shea, der har arbejdet for flere tidligere demokratiske præsidentkandidater og senatorer. Under møder i sidste uge med et par hundrede af Clintons bidragydere i Washington og senere med et publikum på 6.000 og et hav af tv-kameraer i en landsby i kampstaten New Hampshi-re skruede Obama op for sin charme i håb om at skabe den rette stemning for forsoning mellem de to lejre.

"Jeg ved godt, at jeres lidenskab for Hillary ikke er mulig at overføre til en anden," anerkendte han på Mayflower Hotel i hovedstaden.

"Jeg er ikke ude efter jeres penge, så meget som jeres netværk og jeres meninger," fortsatte han.

UG med kryds og slange

I New England-landsbyen Unity (enhed, red.) talte Obama om den indflydelse, Clinton har haft på hans egne døtres opfattelse af kvinders muligheder i amerikansk politik. Hans stil var respektfuld og tilstrækkelig galant til ikke at gå over stregen. Clintons opgave var følelsesmæssigt mere udfordrende, men ikke uventet løste hun den til UG med kryds og slange og forstærkede endnu en gang mange kvindelige vælgeres håb om et muligt makkerskab med Obama.

De færreste er i tvivl om, at Hillary Clinton vil takke ja til at blive vicepræsidentkandidat. Hun og Bill Clinton har alt at vinde og intet at tabe i den position. Kombinationen ville utvivlsomt bringe tøvende demokratiske vælgere og partiløse kvinder ind i Obamas fold, men Obama risikerer omvendt at tabe stemmer fra partiuafhængige og republikanere, som aldrig vil stemme på Hillary Clinton. Disse vælgere findes især i tidligere Bush-stater, hvor Obama håber at vinde. Den eneste stat, hvor Hillary Clinton med sikkerhed kan hjælpe i novembervalget, er i Bill Clintons Arkansas. Men det er næppe nok til at gøre den store forskel.

Obama vil formentlig løbe risikoen og vælge en anden vicepræsidentkandidat end Hillary Clinton. Nogle af hendes vælgere fra primærvalgene i Midtvesten - kulturelt konservative arbejdere af begge køn - kan rekrutteres med en interventionistisk økonomisk politik og en forsikring fra Obama om, at han ikke vil fratage dem deres forfatningssikrede ret til at eje våben, ligesom han i religiøse spørgsmål og emner som svangerskabsafbrydelse er villig til at føre dialog. Når det kommer til stykket, har Obama aldrig været kulturradikal i amerikansk sammenhæng.

Det er efter alt at dømme grunden til, at Obama valgte at fokusere på de positive aspekter i højesterets stadfæstelse af en forfatningsbeskyttet ret til at bære våben i sidste uge, frem for blot at fordømme de konservative dommeres kendelse. I en kommentar til en anden kendelse bekræftede han sin støtte til dødsstraf for voldtægt og mord på børn. Og i spørgsmålet om tilbagetrækning fra Irak bruger han nu mere forsigtige formuleringer end tidligere uden dog at revidere sit endemål.

Det kan Obama komme afsted med, fordi han vækker så stor entusiasme og lidenskab blandt partiets kernevælgere, hvis andel af vælgerbefolkningen er steget i Bush-årene. Men hvis han navigerer for meget mod midten, vil en del af deres begejstring for ham formentlig tage af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her