Læsetid: 6 min.

Fra Rousseau til Wayne Rooney

Fodbold er nationalismens ypperste sindbillede på fortsættelsen af krigen med andre midler. Fodbold kan kun forstås i lyset af europæisk filosofi
Jean-Jacques Rousseaus (t.v.) så sporten som den kraft, der kunne skabe nationalfølelse og dermed sammenhæng i en nation. Sport var en kunstig stimulans, men det gjorde den ikke mindre væsentlig, mente han. Engelske Manchester United med Wayne Rooney vinder Champions League 2008.

Jean-Jacques Rousseaus (t.v.) så sporten som den kraft, der kunne skabe nationalfølelse og dermed sammenhæng i en nation. Sport var en kunstig stimulans, men det gjorde den ikke mindre væsentlig, mente han. Engelske Manchester United med Wayne Rooney vinder Champions League 2008.

Franck Fife

17. juni 2008

Jeg var kommet med toget fra Aberdeen i det nordlige Skotland og havde en time i den skotske hovedstad Edinburgh. Jeg havde to timers ventetid på toget til London. Og der stod han så og solgte portugisiske fodboldtrøjer for 25 pund stykket - i Skotland. De gik som varmt brød. Den skotske hovedstad var fyldt med portugisere.

Logisk nok: England spillede samme aften kvartfinale imod Portugal. Og din fjendes fjende er din ven. Skotterne støttede Deco, Figo og Christiano Ronaldo. For i Skotland holder man med to hold: Skotland og ethvert hold der spiller mod England.

I gamle dage - dvs. i middelalderen kæmpede Robert the Bruce og William Wallace blodige slag mod den engelske overmagt. I dag er sværdet og stridsøksen blevet udskiftet med en fodbold og sange fra tribunerne.

"Krig er fortsættelsen af politik med andre midler," skrev den store tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz (1780-1831) i sin bog Vom Kriege - 'Om krig'. I dag kan vi tilføje at fodbold er fortsættelsen af krigen med andre midler. Følelserne er de samme - det samme er hadet, men midlerne er forskellige.

Hvis man vil forstå fodbold, må man forstå det moderne Europas kulturhisto-rie og politiks væsentligste begreb, nemlig nationalismen.

Nationalismen er en ideologi der blev opfundet i begyndelsen af det 19. århundred, er det engang blevet sagt.

Det var dengang lokalsamfundene brød sammen og verden blev større. For at sikre sammenhæng og solidaritet var det nødvendigt, at skabe en kunstig form for sammenhæng. Resultatet var nationalismen. Og det er ikke nødvendigvis et onde. Tværtimod kan nationalfølelsen bidrage til medfølelse med de svage i ens folk.

For over- og middelklassen var nationalismen i Danmark identisk med at læse Adam Oehlenschlägers "Guldhornene", N.F.S. Grundtvig og andre dele af det som kulturminister Brian Mikkelsen kalder vores 'kanon'.

Men for folket - dvs. for bønder og arbejdere - var den litterære højkultur ikke noget man gik på barrikaderne for.

Sporten samfundets lim

Det var med denne indsigt in mente den store schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) i slutningen af det 18 århundred skrev sit store filosofiske værk - Considérations sur le guvernement de Pologne, eller på dansk 'Overvejelser over Polens forfatning'.

Filosoffen skulle beskrive, hvordan Polen overlevede som nation; om hvordan et lille land kilet ind mellem Rusland og Prøjsen kunne overleve med så mægtige militære fjender. Han valgte at fokusere på populærkulturen.

Rousseaus svar var sport. For kun ved hjælp af den var det muligt at skabe sammenhæng. Rousseau var udmærket klar over, at sport var en kunstig stimulans. Men det gjorde den ikke mindre væsentlig.

Nationalisme - og fædrelandskærlighed - var en forudsætning for, at et samfund kunne overleve. Eller som han også skrev det:

"Hvis et land ikke har en nationalfølelse, må man starte med at opfinde den."

Det var sport og ikke højkulturelle digte som ifølge Rousseau skabte den samhørighed, der var nødvendig for at etablere den nationale solidaritet uden hvilken samfundet falder fra hinanden.

Dette var, mente Rousseau, mest tydeligt i Spanien. Tyrefægtning var - efter hans opfattelse - hemmeligheden bag Spaniens nationale identitet: "uden tyrefægtning, intet Spanien".

Der findes moderne sociologer, der har udviklet det samme argument.

Det er således blevet påvist, at cricketsporten i vid udstrækning var ansvarlig for skabelsen af det moderne Pakistan. Sådan er det også med fodbold.

Liv og død

"Der er mennesker, der mener, at fodbold er et spørgsmål om liv og død. Det er en indstilling, der skuffer mig meget. Jeg kan forsikre Dem om, at det er meget, meget mere vigtigt end det."

Sådan sagde Liverpool FC's legendariske manager, skotten Bill Shankly.

Shankly vandt aldrig Europamesterskabet - endsige VM, men hans attitude er om noget til skue i disse dage i Østrig og Schweiz.

For fodbold handler måske ikke direkte om magt og storpolitik, men det viser, at følelser fortsat er vigtigere end kold fornuft. Og sammenhængen mellem politik og fodbold er ofte hård fin. I 1992 - hvor Danmark som bekendt vandt EM i fodbold, var der mange der så sejren som en naturlig fortsættelse af resultatet ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten få uger forinden. At spillerne selv benyttede sig af det Indre Markeds regler om fri bevægelighed over grænserne, var der ingen, der nævnte!

"Deutschland, Deutschland über Alles, über Alles in der Welt", sang de tyske fans før kampen mod Kroatien. Det fik de ikke meget ud af. Den stod 2:1 til holdet fra Balkan efter endt spilletid. Men det er ikke det væsentlige. Hvad der er historisk er, at Tyskland igen er blevet en nation. Efter 60 års undskyldninger er der tegn på, at Tyskland igen er vågnet som nation.

Den lange periode med det tyskerne kalder Vergangenheitsbewältigung - altså at lære at leve med den kollektive skyldfølelse - blev nærmest officielt afsluttet ved VM i fodbold i Forbundsrepublikken i 2006. Først i det år turde tyskerne igen svinge med deres flag.

Dette blev opfattet som noget nær en militær trussel i England, hvor selv seriøse aviser så det som begyndelsen på tredje verdenskrig.

Det er det selvsagt ikke - især ikke når Miroslav Klose (født i Polen!), Michael Ballack og Jens Lehmann ikke i skrivende stund har fundet storformen.

At fodbold og politik er forbundne er også kendt fra Italien. De italienske tifosis (det lokale ord for hooligan) slagsang er "Forza Italia". Det viser noget om Silvio Berlusconis politiske geni, at han døbte sit parti Forza Italia. Men Berlusconi har gjort sit hjemmearbejde. Han er udover at være politiker også ejer af fodboldklubben AC Milan.

Viva España

Ikke nødvendigvis hvis man lever i det, vi kalder Spanien. For de tider er forbi, hvor Spanien var en homogen størrelse, der samledes om tyrefægtning.

Under Franco skabte det en form for samhørighed da landsholdet i 1964 - for den eneste gang nogensinde - vandt Europamesterskabet i fodbold.

Siden da - og trods adskillige ydmygende sejre over Danmark (hvem husker ikke Jesper Olsens tilbagelægning i 1986?) - har det spanske landshold ikke vundet noget som helst. Og dette til trods for, at de har og har haft formidable spillere som Torres, Raul og Emilio Butragueño (Danmarks banemand i 1986) har de ikke vundet noget i nyere tid.

Det skyldes, måske, at Spanien ikke længere er en nation, men - ligesom Storbritannien - et forening af forskellige nationer.

Siden 1980 hvor Spaniens regioner fik selvstyre har landet politiske sammenhængskraft være for nedadgående - og borgerne (og dermed også fodboldspillerne) har følt sig mere forbundne med deres nationer (Katalonien, Baskerlandet osv.) end de har følt sig forbundet med Spanien som helhed.

Det er den samme logik, der er årsagen til, at et EU-landshold ikke kunne komme på tale. For et fodboldlandshold er ikke blot et sportsligt begreb, men også en manifestation af folkesjælen; af den dybe urfølelse af Blut und Boden - 'Blod og jord' - som alle moderne nationer beror på.

Problemet for Europa er, at det ikke har nogen fælles mytologi eller ophav. Der er ikke nogen fælles fortælling - og intet overordnet fælles begreb, som man vil lide og dø for. Men det er der i de enkelte nationer.

I en tid med større multikulturalisme kan fodbold være den fællesnævner, der binder de forskellige folk sammen.

Det bedste eksempel herpå er måske Frankrig, hvor det skabte respekt for forståelse for muslimske indvandrere, at den bedste franske fodboldspiller nogensinde var en algerier fra Marseille ved navn Zinedine Zidane.

Hvis fodbolden også i fremtiden kan integrere folk som Zidane, er der udsigt til, at de multikulturelle samfunds integrationsproblemer kan løses ved den godartede form for nationalisme som hedder fodbold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvis fodbolden også i fremtiden kan integrere folk som Zidane, er der udsigt til, at de multikulturelle samfunds integrationsproblemer kan løses ved den godartede form for nationalisme som hedder fodbold."

Den ondartede form for nationalisme kaldes Dansk Folkeparti...

Det var dog grusomt at sammenligne Filosofi med Sport!? Det svarer til man sætter Per Thomsen og Per Vadman lig med (=) Filosofi. Det giver jo ingen mening.

Sport og nationalisme blev effektivt udarbejdet af Nationalsocialisterne i 30'ernes Stortyskland og nåede sit klimaks ved de Olympiske Lege i 1936. Sport og nationalisme blev endvidere effektivt og propagandistisk udnyttet af de daværende Warszawapagt-lande og Sovjetunionen (med tanke om Nationalsocialisme)

Vor dages mest effektive sportsnationalister er sundhedseksperter og hysteriske kvindfolk, som tror sig på evigt ungdom ved at halse rundt som gale omkring Sortedamssøen.

Ligeså mange idioter tror også at antirygning er af nyere opfindelse, opfundet af EU's hysteriske politikere. Det er heller ikke sandt: Hitler was an avid non-smoker and promoted aggressive anti-smoking campaigns throughout Germany. He reportedly promised a gold watch to any of his close associates who quit (and gave a few away). Several witness accounts relate that immediately after his suicide was confirmed, many officers, aides and secretaries in the Führerbunker lit cigarettes.

”Der Führer var oppriktig glad i barn[…]”. Det høres ut som en ondsinnet rykte. Hitler fikk stort sett barn drept.

Som de begavede og intelligente middelklasserevolusjonære var også Hitler
glad i sund mad.
Riktig antiamerikansk, anti-mc-donald som menighedslistens revolusjonære ville ha elsket å gi til deres utvalgte dume underklasse.

http://dsubrahmanyam.rediffiland.com/blogs/2006/09/15/Other-side-of-Adol...

Most of Hitler's biographers have characterized him as a vegetarian who abstained from eating meat though he did consume dairy products and eggs. Hitler was also a fervent non-smoker and promoted aggressive anti-smoking campaigns throughout Germany. He reportedly promised a gold watch to any of his close associates who quit (and actually gave a few away). Several witness accounts relate that, immediately after his suicide was confirmed, many officers, aides, and secretaries in the Führerbunker lit cigarettes. Contrary to popular accounts, there seems to be some evidence that Hitler did not abstain entirely from alcohol. Evidence indicate that he used to consume champagne with his longtime mistress Eva Braun whom he married one day before their suicide.

Heinrich R. Jørgensen

W.C. Fields var også glad for børn. Han kan af logiske grunde ikke have været vegetar. Han røg vist cigarer, og var meget glad for alkohol.

Jeg har som sådant ikke noget imod folk dyrker sport. Der skal være en balance mellem krop og ånd.

Såvidt jeg husker, modsagde den hollandske filosof Spinoza Descartes' tanker om dualisme, hvilket Spinoza mente det var to forskellige, men to sider af samme sag.

Mads Qvortrup:

"Krig er fortsættelsen af politik med andre midler," skrev den store tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz (1780-1831) i sin bog Vom Kriege - 'Om krig'. I dag kan vi tilføje at fodbold er fortsættelsen af krigen med andre midler. Følelserne er de samme - det samme er hadet, men midlerne er forskellige."

Undskyld, men er det ikke noget vås?

Allan Nørgaard Andersen

Det er da muligt at Mads Qvortrup har ret i at fodbold er med til at opretholde de sidste forskruede rester af nationalisme og småfascistisk Blut und Boden mytologi. Det skulle ikke undre mig.
Selv om fodbold ikke er andet end (fortrinsvis) mændenes svar på (fortrinsvis) kvindernes ugebladsunivers, så har netop mændene formået at få placere spillet som noget uhyre væsentligt, som alle bør respektere og tage alvorligt. Bare se fjernsynsfladen i denne EM-tid. Selv om under halvdelen af befolkningen interesserer sig for dette ligegyldige spil, så dominerer det programfladen og hver anden nyhedsudsendelse har en fodboldbegivenhed som tophistorie. Det er den pæne hooliganisme, der viser sit ansigt.
Desværre nu også i Information, der er nået frem til at vi alle dagligt bør have vores avissides fodboldligegyldigheder. Hvis så bare avisen også brugte en daglig side på kongestof og kändisser - vel at mærke uden bagsidens distanceren sig fra stoffet. Det virker endnu mere indskrænket at tage foldbold og sport så alvorligt, samtidig med at man vrænger af samfundet virkelige lim: sladder.

Allan Nørgaard Andersen:
"Desværre nu også i Information, der er nået frem til at vi alle dagligt bør have vores avissides fodboldligegyldigheder".

Det er jo netop det, der forsvinder over dit hoved. Det handler om mere end bare fodbold.
Spring nu bare artiklerne over.

Glimrende artikel af Mads Qvortrup. Man kan sammenligne fodbold med meget; nationalisme, religion, stammeritualer osv. Som stor (klub)fodboldelsker gør det mig ikke noget, at fodbold tænkes ind i en filosofisk ramme, og at forestille sig at fodbold ikke er et resultat af en almindelig samfundsudvikling er naivt.
Man kunne tilføje et citat af den nigerianske forfatter Wole Soyinka: - en politisk enhed kan kaldes en nation, når befolkningen kollektivt mister proportionssansen, fordi deres landshold drager af sted til en stor turnering.

Glimrende artikel, som belyser det indlysende i vigtigheden af den nationale sammenhæng, uden samtidig at hæfte letkøbte platituder som fascisme på nationalfølelsen. Også interessant at sporten allerede så tidligt spillede en rolle, og at det netop ikke var nazister eller kommunister, der "opfandt" sporten som nationens "lim". Set i det lys bliver det vist meget svært at skabe et forenet Europa.

Filosofi og sport bliver vel strengt taget ikke sammenlignet i teksten. Han skriver vel bare, at filosoffer har filosoferet over sportens indflydelse/rolle i samfundet. Det kan man vel ikke være uenig i.

Sammenligningerne mellem sport og krig mener jeg dog er for tynde. Krig og sport er i sagens natur ikke det samme. Det er sjældent folk dør i sport eller at lande indvaderes og lægges øde. Dermed ikke sagt, at de to begivenheder ikke kan afføde de samme følelser i mennesker og samfund, men det gør dem vel ikke ens.

Hvis man fjernede dommeren i en fodbold kamp, gav spillerne våben, lod dem dræbe publikum og hinanden, smadrede stadion og brændte græsset ned, så kunne vi måske begynde at sammenligne det med krig.

ligheder er vel ikke det samme som enshed.

*****
"Deutschland, Deutschland über Alles, über Alles in der Welt", sang de tyske fans før kampen mod Kroatien.
*****

Gjorde de? Dette vers af nationalsangen er forbudt i Tyskland og har nazistiske relationer. Mon ikke de sang Einigkeit recht und Freiheit?

Mads Qvortrup maler med den brede pensel, og det er helt klart spændende og fornøjelig læsning.

Men fodbold er selvfølgelig ikke fortsættelsen af krig med andre midler - det har intet med magt at gøre. Det er en kortvarig og konstrueret sammenhæng, hvor nationalisme og andre følelser understøtter det primære: at frembringe og udløse kraftige og opbyggede følelsesudbrud. Med mindre kampen selvfølgelig er kedelig, og det er helt umuligt at mobilisere et mikrogram af følelsesengagement - som når holdene eksempelvis hedder Tyskland eller Østrig.

Det er sikkert sådan, det hænger sammen. Og det er sikkert også derfor, at Zidanes genialitet næppe sætter sig nogle varige spor ift. forståelsen for de muslimske indvandrere i Frankrig.

Europa har åbenbart det problem, at der ikke er noget folk vil lide og dø for. Nej, folk er generelt ikke så vilde med at lide og dø - det har de aldrig været. Jeg tvivler også lidt på, at det i bredt omfang skulle gøre sig gældende i de enkelte lande.

Fuld fart i sportsvogn, rundt og rundt , så længe kampen varer, liniemændene får se op. Eller er det som sporvogn, pladderet frem og tilbage, på grund af EM-fodbold?!
Sporvogn, hvilken sporvogn - ja, tag dig en gul, Frankrig skal spille mod Italien, fodboldinteresseret eller ej. Det lyder da morsomt, "Landene" har æren, ja netop æren - hallo - at kæmpe for. Og der er nogen som glemmer, at visse aldrig glemmer.
Hvorfor sporvogn - hvorfor ikke. Lige så uvedkommende som at der er andet at hidse sig op over. Det var sjovt at læse kommentarerne - artikelen virkede dødfødt, som fodbolds betydelse for elefanter. Den satte gang i den indtil sportsvogn.
Det her er heller ikke vigtigt. Men der er så meget universelt uvigtigt, ligegyldigt, hårrejsende latterligt, som der lægges vægt og tid på i denne verden - se blot hvad supermarkeder og varehuse er fyldt med, hvilke overdimensionerede køretøjer mennesker bevæger sig omkring i. Skal jeg gentage mig: Maden, klæderne, alt muligt uanstændigt , så er det ikke lidt ligegyldigt at ophidse sig over, at næsten halvdelen af befolkningen synes det er morsomt og underholdende med fodbold.
Min kæreste kan engagere sig i fodbold. Er det pinligt? Jeg synes det og samtidigt er det måske sjovt.
Tænk på hvad Ifylder jeres egne liv med, er det så meget bedre?
Selvfølgelig er det det!

Heja Sverige!

Jeg undrer mig over alle skriver om fodboldskampe mellem to nationer?! Det vil altså sige, hvis to byer i samme land er på banen, er det udtryk for lokal krig og hakkeorden mellem to indenrigsbyer?

Ved Zeus, hvor primitivt.

Heinrich R. Jørgensen

Janus, af en eller anden grund, er det nationale meget vigtigere end det lokale.

Det lokale er en konflikt, mens det nationale ofte bliver løftet endnu højere op, og bliver ofte episk, storslået og en målestok, der har objektiv betydning og relevans. Påståes det...

Det sjove er, når det drejer sig om fodbold, har styrkeforholdet mellem f.eks. Vejle og Horsens sikkert større lokal betydning, end det nationale styrkeforhold mellem Tyskland og Danmark, men alene den nationale målestok eksponeres og omtales for alvor.

Drejer det sig om samhandel derimod, påståes det at være af absolut og nærmest religiøs vigtighed at vide alt om det nationale styrkeforhold mellem Tyskland og Danmark, hvorimod enhver ville grine en vis legemsdel til laser, hvis nogen foreslog om det kunne være relevant med en vurdering at det økonomiske styrkeforhold mellem Vejle og Horsens.

Nationalisme og det nationale fællesskab er en konstruktion, nogen har interesse i at skabe og bevare. Og fodbold egnet sig fremragende til at yde sit store bidrag. Det er næppe tilfældigt, at nationalhold udpeges og internationale konkurrencer mellem nationer findes?

Der er 2 ting som er forkerte eller trænger til uddybning, og jeg ved at professoren ved Aberddens Universitet 'would love any correction', fordi det er jo ved modspil, at vi alle bliver klogere. Han mangler således at oplyse os om, hvilken sport som forenede polakerne i 1700-tallet. Oplysningen om at danske spillere benyttede sig af EF 's (som det hed dengang) indre marked i 1992, er ikke relevant at holde op som konflikt med danskernes modstand mod Massstricht, da det indre marked netop af mange bedømmes som en fornuftig ting, fordi det er en økonomisk benefit, ikke mindst for et land som Danmark, og dermed i tråd med det grundlag, som vi sammen med briter stemte ja til EF på i 1972/73. Mange mener som jeg, at EU skal rulles tilbage til det som vi sammen med briter stemte ja til dengang - med tilføjelsen af det indre marked, som er en god ting.

Alf Vestergård 'would love any correction', fordi det er jo ved modspil, at vi alle bliver klogere (sic!). Mange mener som jeg, at EU i k k e skal rulles tilbage til det som vi sammen med briter stemte ja til dengang - med tilføjelsen af det indre marked, som i k k e er en specielt god ting.

Alf Vestergaard

Det Indre marked er et kompromis, iværksat af den britiske kommissær Lord Cockfield, for at sparke lidt fornuft i foretagende - against all odds. Han sagde til sig selv: "Hvad har vi? en bunke socialister som er helt ville for at lave love og regler om alting, det kan vi lige så godt udnytte ved at lade dem lave regler om det indre marked." Det som motiverede ham, var at europæiske virksomheder skulle have samme vilkår som i konkurrerende lande, hvor f.ex USA liberaliserede tele- og flysewktoren allerede i 1970'erne. Telefoni og forretningsrejser var som bekendt dengang virksomherdens største omkostninger. Idag er priserne faldet betragtelig - dog har vi stadig ikke gratis indenlandsk telefoni, som i USA - , og flyrejser er faldet betragtelig i pris - ikke kun for forretningsfolk, men for alle.

Siden er muren så faldet, og socialister har kastet deres kærlighed på EU efter at deres (første) utopi i Øst er blegnet. Jeg ser sådan på det: Når socialisterne vil ind, vil jeg ud!

Alf Vestergaard

Et beautiful example på the british commonsense approach, som så ofte har reddet europæerne. Ikke alene skylder vi briterne at have lagt grundlaget for vor økonomiske frihed (Adam Smith) og at have opfundet det parlamentariske demokrati i det 14. århundrede, de har også ordnet Napoleon, Der Kaiser og Hitler, samt været dem som holdt fanen højest under Den kolde Krig, medens andre vaklede. Hvem ved om de igen skal ind for at rage kastanjerne ud af ilden? Derfor er det dem, som een skal lytte til. Det er britisk sund fornuft at landbrugsstøtteordningerne skal reduceres, således som det allerede er sket i et vist omfang - men Frankrig har været modstander og fået udskudt den endelige afvikling. Det er britisk sund fornuft med 'widening' i stedet for 'deepening'. Dels mener briterne, at folk som polakkerne, som kæmpede på briternes side i WW2 skal have samme chance som os andre - dels vil EU automatisk blive slap i koderne, når den udvides, hvilket var grunden til at de gav Anders Fjogh 'the go-ahead' til udvidelsen i december 2002 - en chance som denne duksedreng straks greb -- gad vide hvad hans motiver var---det er også ligegyldihgt, han er og bliver et rundt nul---det vigtigst var at lortet blev udvidet og dermed udtyndet, som er i britisk og jydsk interesse, samt alle de folk som har freden og civilisationens vel i sinde.