Marssonden Phoenix gravede søndag et lille stykke jord op ved den røde planets nordpol - et første afgørende skridt i forsøget på at få svar på, om der har været liv på Mars. Den knap to milliarder kroner dyre sonde tog et billede af det lille hul på størrelse med et fodaftryk, som Phoenix' robotarms ske havde gravet ud i sit første forsøg, og som Nasas forskere prompte døbte Yeti efter den afskyelige snemand.
Robotarmens kamera afslørede også noget, der lignede is under sonden. "Det, vi ser, er i overensstemmelse med vores formodning om, at der er tale om is," sagde Uwe Keller fra det tyske Max Planck Institut.