Læsetid: 4 min.

'Vi bliver udryddet, fordi vi skaber forandring'

Den EU-støttede colombianske bondeorganisation ACVC arbejder for retten til den jord, de har dyrket i årtier - men magtfulde politiske og økonomiske interesser forsøger med alle midler at udrydde organisationen, fortæller præsident for ACVC, Carlos Martinez
14. juni 2008

Colombianske bønder appellerede i sidste uge ved en høring i EU om beskyttelse mod overgreb fra den colombianske stat.

"Vores region er rig på naturressourcer - på olie, guld og mineraler, og jorden er god at dyrke. Derfor ønsker den colombianske stat bønderne ud, så multinationale selskaber kan overtage den jord, vi har dyrket i 30 år," siger Carlos Martinez, præsident for bondeorganisationen ACVC (Asociación Campesina del Valle del Rió Cimitarra).

Information mødte ham, da han efter EU-høringen var i København på invitation fra solidaritetsgruppen Internationalt Forum.

Regionen Magdalena Medio, hvor ACVC hører til, har siden 2002 har haft status af EU-finansieret 'Fredslaboratorium'. Men ifølge Carlos Martinez' fortælling skal trykket snarere lægges på laboratorium end på fred.

Tusindvis af colombianske fagforeningsledere, ledere af sociale bevægelser og civile bønder er siden 1980'erne blevet myrdet af grupper med direkte eller indirekte tilknytning til staten. Ifølge Carlos Martinez er det folk, hvis eneste forbrydelse er, at de har været i stand til at skabe politisk og social forandring i Colombia.

Den colombianske stat har det seneste år indledt en offensiv for at kriminalisere ACVC's arbejde og anklager dem for at være tilknyttet guerillabevægelsen FARC.

"Vi har ingen andel i den væbnede konflikt. Vi er bønder, der kæmper for retten til et værdigt liv og for retten til den jord, vi lever af. Vi tog til EU for at få parlamentarikerne til at forstå, hvor alvorlige vanskeligheder, vi er i. Vi ønsker, at EU ikke blot overvåger regionen, men går direkte til den colombianske regering og forlanger stop for overtrædelser af basale menneskerettigheder," siger Carlos Martinez.

Kriminaliseret

Størstedelen af ACVC's ledelse har været sat ud af spillet siden december sidste år. Fire ledende medlemmer blev fængslet i december, anklaget for samarbejde med FARC. Yderligere to blev fængslet i januar, og regeringen har udstedt arrestordre på de seks resterende ACVC-ledere. De fire, der blev fængslet i december, er nu frigivet, da myndighederne ikke kunne fremlægge beviser mod dem inden den seks måneders frist, som er gældende i Colombia.

"Vi har to krav, som vi ønsker EU's hjælp til: Det ene er frigivelse af vores ledelsesmedlemmer og annullering af arrestordrerne. Det andet er genoprettelse af de fredszoner for bønderne, som vi fik anerkendt i 2000 af regeringen," siger Carlos Martinez.

Bøndernes fredszoner blev ophævet allerede efter tre måneder på ordre fra en politiker, der i dag sidder fængslet for forbindelser til de paramilitære grupper i Colombia.

Politisk folkemord

Carlos Martinez sad fra 1986-95 i byrådet i sin hjemby for partiet Union Patriotica (UP), der i dag er fuldstændig udraderet.

Partiet blev dannet i 1985 på initiativ af FARC som led i fredsforhandlinger med staten, men UP bestod af en bred alliance af sociale bevægelser, fagforeninger og bondeorganisationer.

"Det er vigtigt at forstå, at selvom FARC præsenterede ideen om UP, var de aldrig til stede som guerilla i partiet," siger Carlos Martinez og fortsætter:

"Initiativet skabte rum for, at nye grupper kunne komme ind i det offentlige politiske liv og i de lokale administrationer. Det ville vi bønder være med til. Det var en vigtig politisk og social proces, som foregik over 15 år, og som bragte store forandringer med sig. På et tidspunkt var opbakningen til UP så stor, at vi håbede, at én af folket en dag kunne blive præsident. Hele det politiske system var under forandring. Men så begyndte det politiske folkemord."

Historien gentager sig

En efter en blev ledende medlemmer af UP slået ihjel, lige fra byrådsmedlemmer til præsidentkandidater, fortæller Carlos Martinez:

"Det er den grumme del af historien. Da alt så ud til at blive forandret til det bedre i landområderne, hvor der tidligere ikke havde været hverken sundhedssystem, skoler eller infrastruktur, blev UP fuldstændig slettet fra det offentlige politiske liv gennem systematiske likvideringer."

Ifølge Amnesty International blev over 1.000 colombianere udsat for udenomsretslige likvideringer blot i løbet af 1994. Det er den historie, Carlos Martinez oplever gentage sig nu. Mindst ét medlem af ACVC bliver myrdet hver måned, og ledelsen er passiviseret med kriminaliserende anklager om tilknytning til guerillaen.

"Vi bønder ved, at der har været borgerkrig i landet i 40 år. Vi har kun én mulighed for at ændre vores levevilkår og den store ulighed i landet - ved at fortsætte arbejdet for åben deltagelse i det politiske liv og administrationen af vores områder," siger Carlos Martinez.

Han håber på EU's støtte til den fortsatte udvikling af regionen Magdalena Medio og siger:

"Der har været en voldsom militær optrapning i regionen de sidste tre år, og folk er begyndt at flygte. Vi vil have EU til at anerkende vores lidelser og til at presse den colombianske stat til at overholde menneskerettigheder og de aftaler, vi har indgået om retten til jorden. Døde colombianere kan ikke arbejde for forandring."

'Vi vil have EU til at anerkende vores lidelser, og til at presse den colombianske stat til at overholde menneske-rettigheder og de aftaler, vi har indgået om retten til jorden', siger Carlos Martinez.

Foto: Søren Hartvig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu