Udsigten til den lille borgerkrig

En mail fra en tidligere barnepige i Ramallah, der nu er gift i Gaza, ramte min indbakke torsdag aften. Da det er umuligt at ringe fra libanesiske telefoner til Gaza, hvis televæsen kontrolleres af Israel, havde jeg skrevet og spurgt, hvordan hun og hendes familie har det, og hvordan alting står til nu, hvor Hamas-bevægelsen i nøjagtig et år har dikteret halvanden million menneskers liv i landstriben på størrelse med Langeland.

Hun svarede: "Det nok bedst for dit humør, hvis du ikke ved noget."

Det viste sig, at hun var ok, men i hendes hjørne af verden er den generelle politiske situation privatiseret, og den er ikke munter.

Det er snart tre år siden, jeg sammen med to kolleger sidst var i Gaza umiddelbart efter en selvmordsbombe i den israelske badeby, Netanya. Vi tog ophold på madrasser i en støvet lejlighed i Gaza Citys mediehus, og havde netop lagt os, da en detonation brød nattestilheden.

"Det er dem," sagde vi med en mund, og mente israelerne. Hele aftenen havde vi set ud over Middelhavet for at spotte den forventede helikopter bestykket med gengældelses-missiler.

Men det var ikke 'dem' - det var (vistnok fremdeles) ukendte gerningsmænd, der havde udløst en sprængladning på soklen med statuen af PLO's ukendte soldat, der kampberedt stod foran Gazas statelige parlamentsbygning, et tidligere koloni-administrationscenter. Nu manglede statuen højre ben og det meste af skridtet, men stod stadig, nu på venstre ben. "Tapper fyr," tænkte jeg inden vi gik tilbage gennem byen ved fire-tiden, kun med rendestenens rotter som selskab. Alle andre levende væsener var for længst inden døre med deres kollektive frygt, ikke bare for fremtiden - den er et vilkår - men for naboen.

Attentatet på PLO's ukendte soldat var det første af flere tegn på, at den samfundsorden, der havde holdt sammen på befolkningen indtil israelernes tilbagetrækning i 2005, var i opløsning. Andre tegn var stedse flere bortførelser af især vestlige journalister, og anarkiet kulminerede med Hamas' aktion for et år siden, hvor det palæstinensiske hjemmestyres Fatah-dominerede sikkerhedsapperat i Gaza blev rendt over ende og elimineret af 'Den udøvende Styrke', en milits etableret af Hamas-ledelsen umiddelbart efter bevægelsens knusende valgsejr i januar året før.

Palæstinenserne havde omsider fået deres to-statsløsning - problemet var bare, at det var to Palæstina'er. Et fundamentalistisk Palæstina i Gaza, regeret af Hamas og støttet af Iran og Syrien, et sekulært Palæstina på Vestbredden med PNA-styret (PNA: Palestinian National Authority) støttet af USA, EU - nu og da af Israel.

Gensidig terror

Efter den lille borgerkrig for et år siden kunne 'præsident' Mahmoud Abbas i Ramallah og 'premierminister' Ismail Haniya i Gaza gøre regnebrædtet op: 250 sikkerhedsfolk, militante og civile var dræbt, omkring 1.000 var såret og en ny hverdag begyndte med gensidig terror som normaliteten.

Denne normalitet er beskrevet af den palæstinensiske journalist Naela Khalil, der forrige uge fik overrakt en journalistisk pris her i Beirut, opkaldt efter skribenten Samir Kassir, der blev myrdet 2. juni 2005, formentlig på grund af sine anti-syriske kommentarer i Libanon-avisen, An Nahar.

Kassir-Prisen til Naela Khalil er fortjent - hendes præmierede artikel om tortur og menneskerets-krænkelser på begge stridende sider af den palæstinensiske broderfejde er hårrejsende læsning. Med udgangspunkt i rudimentære massearrestationer i både Gaza og på Vestbredden, skildrer hun hvordan grov tortur er reglen snarere end undtagelsen. Ifølge den Vestbred-baserede NGO, al Ahaq, er omkring 1.000 personer anholdt i på begge sider det seneste år. Et Hamas-torturoffer fortæller, at han under 15 års ophold i israelske fængsler aldrig er blevet torteret så infamt, som i hans landsmænds varetægt.

Dødsattester efter ordre

Khalils artikel opregner seks tilfælde, hvor ofrene er døde efter tortur - en i Ramallah på Vestbredden og fem i Gaza.

Efter alle seks dødsfald har de ansvarlige løjet om dødsårsagen, og en sygeplejerske blev anholdt af Abbas' PNA-styre, da hun havde lækket billeder af liget af en mishandlet 44-årig imam med Hamas-sympatier. Manden, der dyrkede sport, hverken røg eller drak og var far til otte børn, hvoraf det yngste var spæd, døde angiveligt af 'hjertetilfælde'.

Hans familie og andre vidner har fortalt, at hans lig var molestreret af grov vold efter opholdet i et af PNA-styrets torturcentre - begge sider har det seneste år oprettet ca. 30 af slagesen, kaldet 'detentioner'. I Gaza har det islamiske Hamas ikke veget tilbage fra at omdanne moskeer til 'detentioner'.

PNA's sikkerhedstjeneste og politiske ledelse benægtede efter imamens dødsfald, at tortur havde fundet sted og henviste til den dødsattest, PNA-styrets egen læge havde udfærdiget om 'hjerteanfaldet', og som blev vist frem på PNA-styrets tv-kanal.

I det hele taget skildrer Naela Khalil de palæstinensiske medier på begge sider som kujonagtige lakajer for de politiske magthavere. Det er svært at kritisere dem fra en moraliserende platform. På Vestbredden såvel som i Gaza er det forbundet med fare for journalistens liv og førlighed at rapportere kritisable forhold, men ikke desto mindre har nogle få modige reportere på Vestbredden skrevet og talt om sagen, bl.a. på hjemmesiden: www.amin.org, der redigeres af Khaled Abu Aker, selv prisbelønnet reporter.

Ved læsningen af dette stof undslipper det ikke ens bevidsthed, at danske skatteydere har postet millioner i 'demokrati- og menneskerets-kurser' for disse 'moderate' gorillaer, og fortsat er med til at holde dem på bistandshjælp som 'vestligt orienterede'.

Wheelchair City

På Hamas-siden er tilstandene om muligt endnu værre - gadebilledet i Gaza City er blevet tilført en dyster krykke- og kørestols-dimension efter, at PNA-sikkerhedsfolk systemtisk blev opbragt og skudt gennem knæskallerne. Denne smagfulde detalje er ikke med i Naela Khalils artikel, som derimod anfører, at i modsætning til Vestbredden sker der ingen mediedækning i Gaza af grove overgreb på internerede, hvoraf fem som nævnt er døde efter tortur.

En af de torterede, der overlevede, havde sagt til sine bødler, at uanset hvor meget, de mishandlede ham, ville han altid forblive Fatah-tilhænger, da 'Fatah ruller i mit blod'. Bødlernes svar var raffineret: De skar ham op og lod ham forbløde.

En særlig finte, når de palæstinensiske gestapo-korps rykker ud, er at præsentere den tilbageholdte for en stribe sigtelser for 'forbrydelser'. I Gaza City, der efter Hamas' magtovertagelse er udartet i en islamisk ensretning, der får Teheran til at ligne et kursted, sigtes arrestanterne typisk for tyveri, besiddelse af narkotika, prostitution, homoseksualitet og samarbejde med den israelske besættelsesmagt. På PNA-siden sigtes de tilbageholdte rutinemæssigt for ulovlig våbenbesiddelse eller planlæggelse af kupforsøg.

En helt almindelig slagsbror, der blev anholdt af PNA-politiet i byen Nablus, hørte høje skrig fra andre celler, og spurgte fangevogteren, om han også ville blive tortureret. "Bare rolig", lød svaret, "vi torturerer kun Hamas-fanger".

Kontoer balanceres

Naela Khalil gør opmærksom på, at den hårdhændede behandling, de to parter udsætter hinanden for, ikke er opstået ud af den blå luft.

Mange års modsætninger er med den lille borgerkrig slået ud i en tilbagebetalings-bølge, der går tilbage til 1996, da Hamas var i opposition til Yassir Arafats og PNA-styrets sikkerheds-samarbejde med israelerne, et led i Oslo-processens "tillidsskabende foranstaltninger".

Dengang internerede PNA Hamas-aktivister i hundredevis og satte organisationens åndelige leder, Sheik Yassin, i husarrest. Af samme grund blev hans hus kaldt 'Zoo' efter de bevæbnede 'dyrepassere', der sad i jeeps eller hang på hjørnerne i hans nabolag.

Værre var det for dem, der blev indsat i det berygtede al Mashtal-fængsel i Gaza City, som også i dag gjalder af mishandledes skrig.

Jeg besøgte al Mashtal i november 1998 og blev vist rundt af en PNA-fængselsdirektør, der spøgte med de indsatte og spillede bordtennis med dem til ære for mit kamera.

Han lod mig uforstyrret interviewe den internerede chef for Izz al-Din al-Qassem-brigaden, Hamas' militære arm, en mildt smilende tandlæge ved navn Ibrahim Meqadmeh. Han sagde ikke noget om tortur - han havde status i lokalsamfundet - men mente, at der under Arafats ternede kefyar gemte sig en kipa, den jødiske kalot. Megadmeh kom af dage ved et israelsk missilangreb på hans bil i marts 2003.

Da jeg senere den dag interviewede PNA-styrets politichef i Gaza, brigadegeneral Ghazi Jabali, meddelte han i bombastisk tonefald, at "menneskerettighederne i mit område var stipuleret" i de aftaler, der (nogle uger forinden) blev underskrevet mellem Israels premierminister, Benjamin Netanyahu og Yassir Arafat i Wye River i USA.

"Den aftale er lov nu," erklærede generalen den gang for 10 år siden, "og jeg følger loven i samarbejde med CIA og Israel."

Danske høje standard

Derefter fandt følgende ordveksling sted: "General", sagde jeg affabelt, "jeg er Dem taknemmelig for deres tid."

"Jeg er dem taknemmelig for deres regerings støtte til vores arbejde", svarede generalen, "Deres udsendte politifolk, der træner mine styrker, har en meget høj professionel standard."

"Virkelig?"

"En meget høj standard. Og jeg ved, hvad jeg taler om."

"Det vil jeg lade gå videre til min ven."

"Deres ven?"

"Den danske udenrigsminister, Mr. Petersen."

Brigadegeneralens blik blev mørkt. Niels Helveg Petersen, daværende udenrigsminister, havde netop i de dage været i Jerusalem, hvor han havde kritiseret Israels overtrædelse af menneskerettighederne. General Jabali foregreb derfor mit næste spørgsmål: "Den mand, de interviewede i dag i fængslet, er ansvarlig for drabene på to af mine folk. Vi fik fat i morderne, og de tilstod, at Ibrahim Meqdameh gav ordren. Ved De det?"

Det vidste jeg ikke. Jeg ved stadig heller ikke under hvilke omstændigheder, morderne tilstod. Men jeg ved, at Ghazi Jabali blev det første offer i den lille borgerkrig, nemlig da han blev kidnappet af bevæbnede militante fra Jenin-martyrernes Brigade i juli 2004. De unge mennesker kørte ham bagbundet gennem flygtningelejren al-Buraij i Gaza, medens de i megafoner anklagede ham for tyveri fra PNA-statskassen af 22 mio. dollar. Dagen efter blev han fyret af Yasser Arafat, og siden har man ikke hørt noget om hans skæbne.

Men man ved, at der er ondt blod mellem palæstinenserne. Så ondt, at en kær veninde i Gaza vil skåne mig for at høre om det.