Læsetid: 4 min.

Den usynlige fjende

Den danske Afghanistan-krig har skiftet karakter de seneste måneder
28. juni 2008

HELMAND - Krigen i Helmand er blevet en krig mod en usynlig fjende.

Skjult under det stenede afghanske ørkensand ligger de usynlige fjender og venter. I timer, dage eller måneder. Indtil en kampvogn eller en tungtlæsset lastbil kommer forbi. Så slår de til.

Hver nat graver talebanerne miner og improviserede sprængladninger ned under det stenede afghanske ørkensand, i flodsenge og på højdedrag, hvor de ved, at de danske styrker før eller siden skal forbi.

Yndlingsmålet er de danske Leopard-kampvogne. Og det var netop en af dem, der i går blev sprængt i luften, mens den var på opgave sammen med en gruppe soldater fra den afghanske hær langs Helmands såkaldte grønne zone.

Heldigvis var det kun kampvognen, der blev skadet, men det kunne lige så godt have kostet enten nogle af de danske eller afghanske soldater livet.

En anden krig

Hvad det mere præcist var, der sprængte bælterne og flere hjul af den tonstunge kampvogn, ved forsvaret endnu ikke. Det kan have været en mine eller en af de stadig flere improviserede sprængladninger, som talebanerne efterhånden er gået over til.

De seneste tre-fire måneder har den danske Afghanistan-krig skiftet karakter. Kun ganske få gange har de danske styrker været i direkte konfrontation med enheder fra Taleban. I stedet satser de afghanske oprørere stadig mere på miner og simple sprænganordninger, der aktiveres, når de danske militærkøretøjer bevæger sig rundt i det danske ansvarsområde.

Især kampvognene er kommet i fokus, fortæller premierløjtnant Thomas, der er chef for de danske ingeniørtropper i Helmand.

"Taleban er helt klart mest interesseret i at sætte vores kampvogne ud af spillet," siger han og fortæller, hvordan ingeniørerne flere gange har fundet bunkevis af nedgravede miner og sprænganordninger rundt om de steder, hvor kampvognene oftest placeres, når de skal overvåge det frodige grønne dalområde omkring Helmand-floden.

"Stillingerne har nogle gange være plastret til med miner og sprængladninger og vi må konstatere, at talebanerne bliver bedre og bedre til at placere dem," siger Thomas, der ikke ønsker sit efternavn frem af hensyn til familien i Danmark. Også antallet af miner og nedgravede sprængladninger vokser. Nogle gange har de kun ligget få timer i jorden, andre gange har de ligger der i dage eller uger.

Mange andre danske køretøjer er nødt til konstant at krydse rundt i området. Hver og hver anden dag kører lange forsyningskonvojer af sted fra Camp Bastion for at levere mandskab, mad, vand, våben og ammunition til de danske forposter ude i den grønne zone.

"Det er vores livline. Uden forsyninger kunne vi godt pakke sammen. Så ville vores folk holde maksimum en uge derude," siger Camp Bastions forsyningschef Jacob Skovsgaard og understreger, at der ikke er andre måder at flytte de mange tons forsyninger rundt på. Alene det daglige vandforbrug er på over 10.000 liter.

En anden krig

Som chef for ingeniørtropperne har Thomas til opgave hele tiden at vurdere talebanernes taktik med hensyn til miner og andre eksplosiver.

Og han er ikke i tvivl om, at det bliver den altovervejende fare for de danske soldater fremover.

"Det vil blive ved, for talebanerne behøver kun ganske få mand for at kunne fortsætte den form for krigsførelse. Og vores problem er, at vi ikke kan skyde igen," siger han og understreger, at Talebans ændrede taktik er et tegn på, at den NATO-ledede ISAF-styrke er ved at vinde krigen i Helmand.

Problemet er bare, at der ikke rigtig er nogen måde at bekæmpe Talebans usynlige krigere på.

Respekt for fjenden

Efter fem måneder i Helmand må Thomas konstatere, at han har fået større respekt for den fjende, som han og de knap 700 andre danske soldater står over for, end han havde regnet med.

Det har overrasket mig meget, hvor dygtige de er. Det er helt klart folk, der har fået kamptræning, og de er velorganiserede. Det er ik-ke bare smågrupper af folk, der befinder sig derude. Der er helt klart en ledelse og en styring på det, de gør. De er dygtige, både til at spot-te, hvordan de rammer os hårdest muligt og i det hele taget til at bruge de forholdsvis simple midler, som de har at gøre godt med," siger han.

Ud over minerne, har de også skulderbårne raketter, mortergranater og almindelige håndvåben.

Og så har de et våben, som ingen af deres militært overlegne modstandere har. Talebanerne kan til enhver tid blande sig med lokalbefolkningen, og ikke en kat kan se, hvem der var talebaner for en time siden.

"De behøver blot er grave deres våben ned, tage den hvide turban af og liste ud af området f.eks. sammen med en lokal familie. Så er der absolut ingenting, vi kan stille op," siger han.

Det eneste, de danske soldater reelt kan stille op for at bekæmpe den nye, usynlige fjende er hele tiden at være et skridt foran og forsøge at gennemskue, hvor talebanerne næste gang vil forsøge at placere en mine eller en improviseret sprængladning.

"Vi må bare bruge øjnene og hovedet og så glæde os over, at det her trods alt ikke er Irak", siger premierløjtnant Thomas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu