"Nervøsiteten breder sig," siger Wolfgang Sachs.
"Der kan i dag noteres en vis villighed til at forstå de globale problemers sande natur, men også en vis hjælpeløshed med hensyn til, hvordan man skal håndtere dem."
Wolfgang Sachs er uddannet sociolog, seniorforsker og projektkoordinator ved det ansete tyske Wuppertal Institute samt æresprofessor ved universitetet i Kassel. Han har i snart tre årtier beskæftiget sig med forholdet mellem udvikling, bæredygtighed og teknologi, og forleden kom med posten fra Oslo det diplom, der bekræfter, at Sachs også har haft en rolle som centralt medlem af IPCC, FN's klimapanel, der sammen med Al Gore modtog Nobels Fredspris 2007.
Wolfgang Sachs har netop lagt sidste hånd på manuskriptet til opdatering af bogen, han for 10 år siden vakte international opsigt med, Greening the North. Han mener, at det globale samfund i dag befinder sig i en ny, historisk skelsættende og vanskelig situation.
"Alle mennesker har til alle tider ment, at de levede i en særligt afgørende tid, og det er jo udmærket, fordi det mobiliserer den samfundsmæssige energi. Ikke desto mindre er der en række tegn på, at vi i dag vitterlig befinder os i en kritisk situation uden fortilfælde," siger han og trækker oliekrisen frem som centralt symptom.
"Vi har haft oliekriser og spekulation i olieprisen før. Men det nye er, at Vesten ikke længere er alene. I 150 år har det stort set været et privilegium for de vestlige lande at udnytte de fossile skatte i undergrunden. Nu er Kina og Indien - en tredjedel af Jordens befolkning - ved at begive sig ind på samme vej, og det afslører den udbyttende og ikke-bæredygtige karakter af det gamle privilegium."
"Når den politiske og økonomiske elite er grebet af nervøsitet, er det fordi, man nu indser, at hvis andre nu gør, som vi har gjort, så brister den tynde is, Vesten hidtil har stået på," siger Sachs.
Samme ræsonnement gælder belastningen af det globale klima og det hermed forbundne fødevareproblem: en global udbredelse af den vestlige model for energiforbrug og for kødspiseri holder ikke. En ny global opgørelse, præsenteret forleden af den hollandske miljøstyrelse, PBL, illustrerer det: Kina var i 2007 i kraft af sin vækst ansvarlig for to tredjedele af stigningen i de globale CO2-udledninger på 3,1 pct.
Wolfgang Sachs kalder det på den baggrund "en håbløs bestræbelse" at imitere det europæisk-atlantiske eksempel som redskab til at skabe velstand og velfærd for flertallet af klodens beboere.
"Den europæiske udviklingsmodel har vist sig at være et specialtilfælde. Den kan ikke gentages overalt og når som helst, for de ressourcer og det økologiske råderum, der stod til Europas rådighed i det 19. og 20. århundrede, er ikke længere tilgængelige. Man kan ikke opnå succes i det 21. århundrede ved at gentage det 19. århundredes utopier," mener Sachs.
Han ser derfor nye typer konflikter på vej.
De nye konflikter
"Spørgsmålet er ikke mere, hvor længe givne ressourcer rækker, men hvem der vil få adgang til resten af disse. Jo mere begrænsningerne erkendes og begynder at gøre deres virkning gældende, desto mere bliver miljømæssige problemstillinger forvandlet til fordelingsmæssige og sikkerhedspolitiske problemstillinger. Det, der engang blev diskuteret af naturvidenskabsfolk som mulige sammenbrudspunkter for økologiske systemer og balancer, bliver nu dynamit for den sociale stabilitet og for relationerne mellem folk og nationer."
Wolfgang Sachs identificerer to typer konflikter på vej.
"Den ene er konflikten mellem stater om magt og indflydelse i verden. Typisk striden mellem Vesten, Kina og Indien om, hvem der skal have resten af olie- og gasreserverne. Den anden type konflikt vedrører de mennesker, der er uden magt og stemme på den globale scene, de 20-30 pct. af verdens befolkning, der lever langt fra storbyerne og verdensmarkedet og er direkte afhængige af naturen for deres overlevelse. Når Jorden tørrer ud, skovene skrumper, fiskene dør eller oversvømmelser rammer, kan deres tilværelse blive ubærlig, fordi de ingen penge har til at kompensere for ødelæggelserne af naturen. Vi vil se dem som miljøflygtninge i u-landenes storbyer eller som aktører i konflikter, der kan ligne etniske og stammemæssige sammenstød, men reelt er konsekvens af miljøets udpining."
"Spørgsmålet er, hvad vi i dag skal forstå ved udvikling? En udvikling i et u-land, der f.eks. satser på produktion af eksportafgrøder for at tjene fremmed valuta til køb af våben, Mercedes'er, importerede fødevarer osv., fører ikke til indre sikkerhed, fordi det presser alle til at tjene flest mulig penge for at overleve, men mindsker evnen til at klare sig selv ved simple midler som egen fødevareproduktion."
Sammen med Wuppertal-kollegaen Herman E. Ott har Wolfgang Sachs i det tyske udenrigstidsskrift Internationale Politik opsummeret den ny problemstilling:
"De sociale grænser knyttet til den fossile energianvendelse kan registres længe for de økologiske grænser. Begrænsede oliereserver er ved at blive en destabiliserende faktor, længe før den sidste tønde olie er pumpet op af undergrunden. Tesen om 'grænser for vækst' vender tilbage i form af geopolitiske konflikter. En længe hyldet grundsætning bliver nu vendt om: Udvikling fremmer ikke længere fred. I stedet leder den - så længe den er baseret på olie, gas eller kul - til fravær af fred."
Politisk hjælpeløshed
Den hjælpeløshed over for de ny udfordringer, som Sachs registrerer, kommer til udtryk, når politikere med øget vægt taler om at afværge sikkerhedsproblemer, men reelt kun tænker på den nationale sikkerhed og nationale interesser og derfor reelt risikerer at bære ved til øget global strid og usikkerhed. Eller når regeringer ikke vover at stå fast på en ambitiøs klimapolitik, fordi man får erhvervsinteresser og dele af befolkningen imod sig.
"Hvis f.eks. den tyske regering støttede skrappe krav til bilernes CO2-udledning, ville den blive mødt af en magtfuld alliance af den truede tyske bilindustri og den bilafhængige del af befolkningen. Bilindustriens økonomiske magt forenet med velfærdschauvinisme i store dele af befolkningen gør det vanskeligt for regeringen at stå fast. Omvendt er det et spørgsmål for kansler Merkel, hvor længe hun kan fastholde en højtflyvende klimaretorik på internationalt plan og samtidig slæbe på fødderne i hjemlig politik, uden at det får konsekvenser for den politiske troværdighed."
"Det er et spørgsmål om styrkeforholdet mellem de stridende kræfter," siger Sachs, der finder det interessant, at "det oplyste bureaukrati" i EU-Kommissionen er blevet en ny kraft, der - ofte i alliance med miljøgrupper - kan agere imod selvcentrerede nationale politikker såsom den tyske regerings støtte til bilindustrien.
I sidste ende er konflikter mellem lande, erhvervsinteresser eller befolkningsgrupper ikke det afgørende, mener den tyske sociolog.
"Konflikten går ikke mellem institutioner eller sociale klasser, men midt ned igennem os selv. På en måde er vi alle skizofrene," siger han med henvisning til, at de fleste nærer omsorg og bekymring for miljøet, men samtidig er drevet af ønsker om højere indkomst og levestandard.
"Vi ved fra meningsmålinger, at folk er villige til at gøre meget mere for f.eks. at redde klimaet, end de faktisk anmodes om at gøre. Men to betingelser skal opfyldes. Den ene er, at politikerne giver klare signaler om, hvad vej vi skal gå. Den anden er, at tingene sker på retfærdig vis. Hvis mennesker tror, de bliver snydt eller skal yde ofre for at andre kan tjene, så samarbejder de ikke."
"Dette er en helt afgørende pointe for mig: Miljøhensyn og retfærdighed må kombineres. Den miljømæssige omstilling kræver samarbejde af hele samfundet - nationalt og globalt - og forudsætningen herfor er retfærdighed."
Det er en forudsætning, der skærpes af, at både miljø- og klimabelastningen og knapheden på olie driver leveomkostningerne op for mange og indtægterne op for andre.
"De stigende priser har enorme fordelingsmæssige konsekvenser, og enhver miljøpolitik er derfor nødt til at være ledsaget af sociale politikker, som sikrer en recirkulation og omfordeling af de ekstra penge, der tjenes på, at ressourcerne bliver dyrere."
"I dag følges green peace og social peace ad. Overflod og lighed kan ikke begge realiseres på denne planet. Man må vælge, om man vil gå efter overflod og magt til de få eller efter tilstrækkelighed, lighed og demokrati," siger Wolfgang Sachs.
Kære Jørgen Steen Nielsen.
Så vælger jeg overflod.
Venlig hilsen
Carsten Friskytte
Carsten
Så skal du nok flytte til Kina.
De står til at vinde kapløbet
Jeg stemmer også på overflod
Titlerne har givetvis betydet mange gange mere for Wolfgang Sachs, end at have tæppebombet verden med de oplysninger, som ved logisk tænkning har været forudsigelige i århundreder!
Desuden er der ikke mere overflod.... der er kun selvmordet tilbage!
Bjørn Holmskjold
Vi har haft oliekriser og spekulation i olieprisen før. Men det nye er, at Vesten ikke længere er alene. I 150 år har det stort set været et privilegium for de vestlige lande at udnytte de fossile skatte i undergrunden. Nu er Kina og Indien - en tredjedel af Jordens befolkning - ved at begive sig ind på samme vej, og det afslører den udbyttende og ikke-bæredygtige karakter af det gamle privilegium
Det er en vildt overdrevet konklusion. Det, der foregår er en helt normal ændring af markedet: Efterspørgslen efter energi stiger og dermed priserne på olie. Det næste, der sker, er at man begynder at se sig om efter noget billigere (a-kraft, vindmøller, solceller, bio-ethanol, alger, osv) og efter nogen tid, vil prisen stabilisere sig igen. Det "afslører" ikke noget som helst, som ikke står på side eet i enhver grundbog i økonomi.
Der er tekniske fremskridt indenfor rækkevidde indenfor solcelle og alge-teknologi, der sammen med andre tiltag vil kunne eliminere vores afhængighed af fossile brændstoffer, og dermed skabe en bæredygtig økonomi. Den aktuelle energi-krise kommer derfor som sendt fra himlen, hvis man bekymrer sig om den globale opvarmning eller om vestens afhængighed af Rusland og de muslimske lande.
Og så kan man i øvrigt undre sig over endnu en artikel om fødevaremangel, der end ikke nævner ordet "overbefolkning".
Jeg fik helt fat på det.
Verden går under hvornår?
Claus
Du er dejlig optimistisk, men du undervurderer problemerne med vedvarende energi. Det lykkes forhåbentlig at løse problemerne da åre men det ligger ikke lige for. At tro at markedskræfterne af sig selv løser problemrne er naivt - med mindre du mener, at en løsning der indebærer kraftig sækning af levestandarden, krige mellem lande om resourcerne er helt fint
@Ole
Hvorfor er det naivt at tro, at markedskræfterne kan udvikle nye energikilder. Det meste af det, du omgiver dig med er udviklet af markedskræfterne. F.eks den computer, jeg skriver dette indlæg på ?
Alternativ energi er ved at blive big-business. Afkastet af en forbedret solcelle teknologi eller en praktisk anvendelig metode til fremstilling af brændstof fra alger vil være ERNORMT og derfor vælter det i øjeblikket ind med penge til research på disse områder.
Og vi er allerede et godt stykke ad vejen: Vi har allerede i dag teknologi til at dække Danmarks el forbrug med vindmøller. Det vil godt nok kræve et areal på størrelse med Mors, men spredt ud over hele landet er det absolut praktisk muligt. Grunden til, at vi endnu ikke har gjort det, er at det ikke har kunnet betale sig pga. af lave oliepriser, men det er der jo ved at blive lavet om på.
Jeg siger ikke, at det ikke bliver dyrt eller arbejdskrævende at skifte til vedvarende energi, men det bliver bestemt heller ikke dommedag som Sachs mener. Snarere et bump på vejen.
Fødevarekrisen kan derimod godt få det hele til at eksplodere. Men fødevarekrisen er ikke opstået på grund af vesten: Vi er stort set selvforsynende i et klima der ikke er nær så gunstigt som i de lande der trues af fødevaremangel. Årsagen er i stedet elendig ledelse, korruption og socialistiske eksperimenter i de pågældende lande
Mange steder i verden fødes der alt for mange børn. Overbefolkning slider på både jord og miljø og kvinderne. Derfor skal vi hjælpe med at mindske børnefødselsantallet i ulande.
Vi kan gøre en del for at hjælpe både miljøet og kvinder og børn hvis vi aktivt sætter ind med fødselskontrol i ulande.
Bjørn Holmskjold
>>Desuden er der ikke mere overflod.... der er kun selvmordet tilbage!<<
Ålright Bjørn....du starter!!!
Jeg vil gerne kommentere nogle udplukne citater fra artiklen:
"Kina var i 2007 i kraft af sin vækst ansvarlig for to tredjedele af stigningen i de globale CO2-udledninger på 3,1 pct"
Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved ordet "ansvarlig". Vesten har placeret en stor del af vareproduktionen i Kina, er de ikke medansvarlige?
"En udvikling i et u-land, der f.eks. satser på produktion af eksportafgrøder for at tjene fremmed valuta til køb af våben, Mercedes'er, importerede fødevarer osv".
Jeg synes at dette lugter langt væk lugter af foragt for fattige lande, især i Afrika, hvis landbrugsproduktion er blevet smadret af de rige landes landbrugsstøtte. Landbruget er deres eneste primære udviklingsmulighed og når dette bliver taget fra dem, hvilke regimer regner man så med at få? Måske vi skulle feje for egen dør først.
"Bilindustriens økonomiske magt forenet med velfærdschauvinisme i store dele af befolkningen gør det vanskeligt for regeringen at stå fast"
Jeg vil anholde ordet "velfærdschauvinisme". Jeg synes det er et lidt vel hårdt ord at bruge om folk som forsøger at komme på arbejde. Transport og boligstruktur hænger snævert sammen. Da man valgte at bygge sovebyer i efterkrigstiden valgte man samtidig bilen som transportmiddel.
"Den europæiske udviklingsmodel har vist sig at være et specialtilfælde. Den kan ikke gentages overalt og når som helst, for de ressourcer og det økologiske råderum, der stod til Europas rådighed i det 19. og 20. århundrede, er ikke længere tilgængelige. Man kan ikke opnå succes i det 21. århundrede ved at gentage det 19. århundredes utopier."
Øh, nej. Jeg tror heller ikke man havde forestillet sig at man præcis skulle imitere den europæiske udviklingsmodel - man skal naturligvis udnytte de teknologiske fremskridt som er sket, og i særdeleshed de som vil ske.
"Spørgsmålet er, hvad vi i dag skal forstå ved udvikling? En udvikling i et u-land, der f.eks. satser på produktion af eksportafgrøder for at tjene fremmed valuta til køb af våben, Mercedes'er, importerede fødevarer osv., fører ikke til indre sikkerhed, fordi det presser alle til at tjene flest mulig penge for at overleve, men mindsker evnen til at klare sig selv ved simple midler som egen fødevareproduktion."
Jeg er glad for at han pointerede at man ikke skaber indre sikkerhed ved købe våben og Mercedes'er. Ellers kunne man hurtigt komme i tvivl...
Det kunne være fint hvis Hr. Sachs ville konkretisere sine alternativer - skal vi feks. have mere magt i det "oplyste bureaukrati", som han kalder EU-kommisionen? Skal vi have nye handelsrestriktioner (og sende asiaterne tilbage til sulten) ? Vi har åbentbart en ustabil model for kødspisning i den vestlige verder - skal oksekødet rationeres?
Fremtidens energi
Energi er et hett tema. Olje- og naturgasskildene tømmes, og alternative energikilder må finnes. Samtidig presenteres visjoner om fremtidens «hydrogensamfunn». Hvordan kan vår energifremtid formes?
Fysikken forteller oss at energi verken kan produseres eller ødelegges. Ikke et oppløftende utgangspunkt for å diskutere energiproduksjon, men det illustrerer at ordet energiproduksjon er misvisende. Vi burde heller bruke energikonversjon: I naturen finner vi energi, eller energi"kilder", som vi konverterer til former som er nyttige for oss.
Energi eksisterer i forskjellige former. Dette kan illustreres med et lodd som man holder i hånden. Loddet har «potensiell energi» fordi det befinner seg over jordoverflaten. Når loddet faller, omdannes denne energien til «bevegelsesenergi», og når loddet treffer bakken, omdannes energien til varmeenergi. Også stråling og elektrisitet er energiformer.
Noen eksempler på energikilder i naturen: Høytliggende vannreservoarer har potensiell energi. Kull, olje og naturgass gir varme ved forbrenning og uran ved kjernespalting. Solen stråler ut energi, vind, undersjøiske strømmer og bølger har bevegelsesenergi, og jordens indre har varme. Noe av denne primærenergien kan brukes direkte f.eks. til oppvarming, mens noe må konverteres til f.eks. elektrisitet. Men konvertering medfører energitap. Hvis vi i et vanlig kraftverk forbrenner naturgass og produserer elektrisitet, er prosessen ca. 33 % effektiv, dvs. den elektriske energien er bare 33 % av naturgassens energi. Konvertering av solenergi til elektrisitet i en solcelle er ca. 20 % effektiv. Energiteknologer arbeider med å forbedre disse effektivitetene. Hvis vi f.eks. utnytter spillvarmen fra et kraftverk, («kogenerering»), kan energiutnyttelsen økes til 50-60%.
Når vi bruker meter (m) til å måle lengde, brukes joule (J) til å måle energi. En joule er en liten enhet, en kilowatt-time er lik 3,6 millioner Joule, eller 3,6 MJ (megajoule). Vi må derfor bruke store tall for å diskutere globalt energiforbruk. Kilo, mega eller giga (milliard), er ikke nok, vi må bruke zettajoule (ZJ), der zetta er et 1-tall med 21 nuller bak.
Verdens årlige forbruk av primær energi er nå 0,4 ZJ. Forbruket per person er skjevt fordelt: i Norge, Canada og USA, brukes ca. 25 ganger mer enn i de afrikanske landene.
Det antas at verdens primære energiforbruk i år 2100 vil være omkring 2,5 ZJ. Det ville bety at alle forbruker omtrent det samme som Europas gjennomsnitt i dag, eller litt under halvparten av Norges forbruk. Så når vi nedenfor snakker om energireserver, de som kan utvinnes med dagens teknologi til en akseptabel pris, og energiressurser, hva som ellers finnes, så husk disse tallene: ca. 0,4 ZJ pr. år i dag, og ca. 2,5 ZJ i år 2100.
Hvordan skal vi få fatt i 2,5 ZJ pr. år?
Hvis vi starter med to fossile brennstoff, olje og naturgass, så er det klart at de ikke varer evig. BP deler Norges årlige oljeutvinning med de kjente reservene og finner at norsk olje er oppbrukt om 8 år! Oljedirektoratet (OD) tar med uoppdagede reserver og bedre utvinningsteknologi og kommer til ca. 50 år. For naturgass anslår BP de norske reservene til 22 år, mens OD kommer til ca. 100 år. OD er nok nærmest. På verdensplan regner man med at oljereservene svarer til omkring 16 ZJ, altså nok til 40 år ved dagens forbruk eller litt over 6 år i 2100 og for naturgass noenlunde det samme.
Der er imidlertid mer olje og gass i naturen. F.eks. regner man med, at der er omkring 20 ZJ i «oil shale», en bergart som inneholder store mengder organisk materiale som kan konverteres til olje og gass, og som allerede brukes i de baltiske stater. Dypt i havet og under permafrost finnes det også reservoarer av gasshydrater, en slags is med bundet naturgass, og som svarer til hundreder av ZJ. Dyptliggende grunnvann inneholder også hundreder av ZJ i oppløst naturgass. Så alt dette kan jo vare en stund om man bare klarer å utvinne det.
For kull er de kjente reservene omkring 20 ZJ. Man regner med at det i tillegg kan finnes ca. 200 ZJ.
For fornybare energikilder, er ikke problemstillingen hvor mye vi har, men hvor mye vi kan utvinne per år. For hydroelektrisitet er kapasiteten avhengig av hvor mye regn som faller, hvor stor del av dette som ikke fordamper, og hvor høyt landet er. Det anslås at 0,15 ZJ kan utvinnes pr. år. En elegant teknikk, men den rekker ikke til mye i år 2100.
«Biomasse» er en fellesbetegnelse på forskjellig organisk materiale, mest trevirke. Det anslås at dette fornybart kan gi mellom 0,3 og 1,3 ZJ pr. år. En fordel er at bruk av trevirke gjør skogdrift mer attraktivt og våre omgivelser grønnere, men dessverre er det altså ikke nok på sikt.
Med solenergi ligger det bedre an. Strålingsenergien fra solen kan utnyttes ved solceller eller ved å skape varme. I praksis kan ca. 1,6 ZJ pr. år utnyttes. En gjennomsnitts husstand kan dekke sitt behov for elektrisitet og varme ved å dekke huset med solceller, ikke urealistisk, men ennå ikke økonomisk attraktivt.
Vindenergi er mye på tale. Det anslås at man maksimalt kan utvinne ca 0,6 ZJ pr. år. Men i Danmark, hvor det satses mye på vindenergi, har landskapet forandret seg. Overalt ser man møller rotere over horisonten, og det for å dekke 10 % av energibehovet. Variasjoner i vindelektrisiteten er heller ikke bra for forsyningsnettet.
Geotermisk energi, varme fra magma, underjordiske klipper, varme kilder osv. anslås å kunne gi ca. 5 ZJ pr. år. Andre mulige energikilder er undersjøiske strømmer, bølger og forskjeller i saltkonsentrasjon mellom f.eks. havet og utløpet av elver.
Den energikilden som kan vise seg å være mest interessant på sikt, kjerneenergi, har vi gjemt til slutt. Kjerneenergi er ikke fornybar, men er i praksis uuttømmelig. I et konvensjonelt kjernekraftverk brukes anriket uran i en kritisk spaltingsprosess. Det er uranreserver nok til omkring 12 ZJ energi, avhengig av hvor mye man vil betale. Men ressursene er større enn dette.
Det anslås at havet inneholder ca. 2600 ZJ (2,6 yottajoule, YJ) uran, og jordskorpen ca. 7 millioner ZJ (7 xonajoule, XJ). Men det er mer å finne, en såkalt "breeder"-reaktor produserer flere spaltbare atomer samtidig som den produserer energi og kan ulvinne 60-70 ganger mer energi pr. kg uran.
En annen interessant prosess er «the energy amplifier project» av Carlo Rubbia (Nobelpris 1984). Her brukes thorium som drivstoff i en underkritisk prosess som holdes i gang av en akselerator som bombarderer thoriumet med nøytroner. Prosessen stopper opp om noe går galt og er derfor sikker. Prosessen kan også bruke avfall fra tradisjonell kjernekraft. Det finnes store mengder lett tilgjengelige thoriumreserver, men dessverre er forskningen på dette bremset opp grunnet manglende midler da kjernekraft er falt ut av den politiske agendaen.
Men hva med hydrogensamfunnet?
Hydrogen er ikke interessant som en energikilde vi kan finne i naturen. Hvis vi vil bruke hydrogen, må vi produsere det, og det koster energi. Men hydrogen kan være nyttig som energibærer. Det er f.eks. ikke praktisk å drive biler med geotermisk energi eller kjernekraft. Derimot kan vi godt kjøre dem på hydrogen i en brenselcellemotor. Prototypbiler eksisterer allerede, f.eks. fra Ford.
Dersom effektiviteten av energikonverteringsprosessene økes, kan vi redusere forbruket av primær energi. Vi nevnte kogenerering. Ved «kombinert syklus» brukes spillvarmen fra en gassturbin til å drive en dampturbin. Mer revolusjonerende er brenselsceller, der vi har samme reaksjon som ved forbrenning, men der det meste av energien kommer ut som elektrisk energi, slik at vi til dels unngår energitapet ved å konvertere varme til elektrisitet. En annen fordel ved brenselsceller er mindre forurensing.
Desuden er teknologien ikke løsningen, men hele problemet!
The Unabomber Manifesto, Industrial Society and Its Future
The Unabomber Theodore Kaczynski
http://www.mmk.info/booklet/terror.pdf
Vi i Danmark kan bidrage med 8,9% mindre udslip ved at slippe indvandrerne tilbage til oprindelsesstamlandene, så slipper vi for 8,9% råstoffrås og CO2 udslip.
Bruger man f.eks. 2% af BNP til disse mennesker over et par år, vil alle sikkert være glade eller ej, pyt med det !
Bjørn Holmskjold: Men en fattig familie skal føde små 700 børn for at udligne dit forbrug af naturressourcer. Hvad skal vi gøre ved det ?
Vi kunne jo bygge et 500 etagers højhus til dem og give dem 700 kameler, så de kan få mad på bordet og sko på hænderne ?
Eller sende Mærsk afsted med en ca. 700 Containere på skivet, som de hver især ku' bo i hele vejen herop, til de har fundet deres savnede kusiner her, og højhuset er færdigbygget af nogle af os til dem ?
Formidler A.P.Skjoldborn
Det står dig frit for at udstille dit intellekt på bedste vis. Er det dit bedst kan ingen forlange, at du kan gøre det bedre.
Trist, men sandt!
Bjørn Holmskjold
Katastrofe, hvis Benzinkongen Olaf Haahr får ret i sin spådom.
http://epn.dk/industri/energi/article1373242.ece
Benzinkongen Olaf Haahr, spår at benzin prisen vil falde til ca 6 kr/l om kort tid. Hvorfor er dette glædelige budskab en direkte katastofe ? Jo, alt logik taler direkte mod. At der er existere en prisbobbel i oliesektoren, priserne stiger samtidigt med beholdningen i olie lagere falder. Alt spekulation kræver helt enkelt, et lager der vokser for at man på et tidspunkt oversvømmer markdet med det lagere for at hente gevinsten. Ved spekutaltion i de pumede priser. Spekulere er helt enkelt umulig, når der er falende lager tal. Verdens reserve produktion kapasitet er nu så tæt på verdens udbudet på olie, så selv små begivenheder som ex et angreb på nigerias olie produktion. Det fjerner nu så meget olie fra markdet så prisen øjeblikkeligt reagere på denne underforsyning af markdet hvilket der giver højere priser.
Jo det enste der kan få dette markdet til at falde i pris, det er ved at prisen på olie. Nu knuser hele samfunds økonomien pga pris presset i en masiv ression eller begyndede økonomisk depression/ kloaps. Et logisk senarie ville exembelvist kunne være at dollar kursen kolapser i et lyn hurtigt kolaps pga de stigede oliepriser. Herefter vil alt olie nu sansynligt set nu afregnes i euro øjeblikkeligt. Jo men er det ikke bare dejligt og skønt at olien nu afregnes i ”vores valutta”. Nej pludselige økonomiske chok som denne ”naturlige regulering”. Det er ikke kun skadeligt, men en direkte katastrofe for verdens økononomien.. Når usa er nødtil at købe euro for at købe olie så vil usa være nødtil at frigive ca 5-10 millioner tønder rå olie dagligt (ud af de ca 21 millioner som usa forbrugere nu). Til det hungerede olie markdet. Dette vil øjeblikkeligt resultere i et totalt kolaps i den amrikanske økonomi/ samfund. Når 200-250 millioner amrikanere der før var suber storforbrugere af vare og tjæneste ydelser. På det globale market. Nu øjeblikkeligt, begynde at spare op/afdrage deres enorme gæld. Dette vil øjeblikkedeligt sende en global økonomisk tsunami der nærmest øjeblikkeligt vil sende verdens økonomien ud i en. Totalt lammede Økonomisk depression der vil få et omfang der vil være katastrofalt meget være end den, der var efter sorte tirsdag den 29. oktober 1929. Verdens krige kan som bekendt starte, på et sådane grundlag. Men ja olie prisen vil falde kraftigt, måske langt ned under 60 dollar pr tønde.
Så være i bare glade for den høje olie pris for anternativet er langt være. Nej lad os hellere hjælpe USAmed at få styr på deres/ verdens strukturelle energi problemer. Dette gør vi faktisk best, ved at vi bliver endnu bedre til at spare/ udnytte energien langt bedre end nu Vi er 5.36 millioner indbygger i vores lille land vi er nr 59 på listen totalt set over det globale olie forbrug. Vi danskere forbrugere ca 171.000 tønder rå olie hver dag. Ca 5.1 liter olie pr dansker /dagen. Jo vist, er usa klart nr 1 i verden 21 millioner tønder hverdag. De 300 mil amerikaner er suber stor forbruger af olie med 10.6 liter/dag. Hver kineser forbruger til sammenligning 0.7 liter olie. Deres købekraft vokser som tiden går. Om få år vil hver kinser forbruge ca samme mængte olie som hver polak forbruger i dag ca 1.8 l pr dag. Når dette sker i hele sydøst asien samtidigt der vil vi se priser der vokser i endnu voldsomere grad end den gør nu dette vil alene kunne sende verden ud i det katastrofe senarie som beskrevet i dette læserbrev..
Den gode Benzinkongen Olaf Haahr, var konge. dengang var der massere af olie til rådighed på markdet. olie krisen anno 1973 var en politisk krise, som ikke hade nogen skyggen af stukturel årsager påsig. Det var tiden før globaliseringen var en kendsgerning og realitet som verden nu lever med. Dengang hade kina og indien med deres 1.7 milliader mensker. Et olie forbrug på nivue det hollanske ca 1 mil tønder pr dag.. I dag forbruger samme 2.5 milliarder kinesere og indere samme mængte olie som Tyskland, Storbritanien, Frankrig, Holland, Belgien og Danmark forbruger. 8.1 mil b/d Ja kina er enda gået fra at være stor exportør af olie, til nu stor importør. I går så verden godt 10.000 nye kinesiske bil ejere ca 3.65 mil/år , For bare 3 år siden var tallet kun 2000 biler om dagen. 5-10 år mere med samme vægst og tallet er 50.000 18.25 mil/år Det samme sker i hele syd øst asien hvor der bor ca 3.5 milliard af verdens befokning (ca halvdelen af hele verden). Sidste år så verden den hidtil billigste bil i verden. En Indiske Tara nanno til kun 12000 kr,ca 3 md løn for en Indisk programør, læge, ingenør. Der spås et stort markdet i hele Asisen / Afrika, for biler som denne. Vi bliver hverdag stadigt flere medlemmer, af club forsil. Vi skal alle deles om de samme svinde resurser. takke være globaliseringen har stadigt flere kinesere indere og thailænere mm. Nu samme muligheder som os der bor her i den såkaldte I verden.
Vi danskere vi kan gøre noget for vi har pæn olie profit, der kan fiancere vores overgang til det samfund der er drevet med vedvarnde energi. Sænkede vi vores olieforbrug i samme takt, som vores produktion falder i nordsøen. Så vil vi kunne vise verden en vej væk fra olien. Om 10 år skulle vi gerne forbruge ligeså meget olie, som en polak forbuger i dag. Dette giver os en lille men stadigt solidt overskud af olie som der kan financere endnu mere vedvarnde energi og samtidigt exportere den teknologi der gjore denne overgang muligt for os.
Den 71 årige Benzinkonge Olaf Haahr er en forsil dinosaur, der tænker forsil logisk. Som man gjore i den tidsalder hvor han var benzin konge. Følger vi den logik nu så er verden automatisk direkte på vej i mod en global Økonomisk depression og mulig verdens krig. Kun ved at løse de strukturelle årsager der ligger bag krisen, kan vi løse krisen.
http://vedvarendeenergi.underskrifter.dk/index.php
liste over verdens olie forbrug set land for land.
http://www.nationmaster.com/graph/ene_oil_con-energy-oil-consumption