Læsetid: 9 min.

En vred sort harpe og en miliardær, der bager kager

Rollen som førstedame er blevet mere og mere politisk eksplosiv i USA, og kvinderne er i en position, hvor de kan underminere deres mænds chancer. Den åbentmundede top-advokat, Michelle Obama, der beskrives som mere klassisk sort end Obama, kan give sin mand problemer. Men også den velfriserede bestyrelsesformand og milliardærarving, Cindy McCain, har været en tur i mediernes kødhakkermaskine
McCains sorte guld. I Obama-lejren er man sig bevidst, at republikanernes fremhævelse af Michelle Obama som en vred, sort harpe kan være guld værd for dem.

McCains sorte guld. I Obama-lejren er man sig bevidst, at republikanernes fremhævelse af Michelle Obama som en vred, sort harpe kan være guld værd for dem.

Emmanuel Dunand

27. juni 2008

Hvis den nye franske førstedame Carla Bruni Sarkozy havde været kandidat til den samme titel i USA, ville hun ikke alene være blevet udskreget som en ustabil tøjte. Hun ville også have trukket sin mand helt ned i det sorteste søle, hvorfra ingen amerikansk præsidentkandidat dukker op igen. Carla Sarkozy har taget afstand fra monogamiet som "kedeligt" og "ikke noget for mig", er stukket af med sin tidligere elskers søn, der var ti år yngre end hende og fået et barn; og siger i øvrigt nu, at hun har giftet sig med Nicolas Sarkozy, fordi han er hyperintelligent, og hun hylder ham i sine nye sange som "dødelig som afghansk heroin og farlig som kokain".

I Frankrig derimod beundres la Carla nu af 68 procent af vælgerne, og hun har efter sigende også trukket præsidenten lidt op i de ellers triste popularitetsmålinger, han har ligget på i de seneste måneder.

Det siger muligvis mest om den afgrundsdybe forskel mellem Frankrig og USA, hvor førstedamerne i mange år først og fremmest har konkurreret på småkageopskrifter, beundrende blikke og engagement i humanitære og ædle formål.

Men hvad de to lande til gengæld deler, er en stigende fascination af statsledernes hustruer.

Det er med andre ord helt slut med rollen som anonym førstedame både i Paris og Washington; og i den aktuelle amerikanske præsidentvalgkamp, har både Cindy McCain og Michelle Obama egen stab, egne rådgivere og egne roller at spille i deres mænds kampagner. I begge lejre ved man, at der er meget på spil. De to damer kan simpelt hen make or break som det hedder om deres mænds chancer for at vinde valget.

Umiddelbart kunne de to potentielle førstedamer ikke ligge fjernere fra hinanden:

54-årige Cindy McCain er en klassisk udseende, sval blondine med blå øjne, hovedrig milliardærarving fra det vestlige USA - det hvide Arizona.

Den 10 år yngre Michelle Obama er en succesrig advokat fra Chicago, der har kæmpet sig til sin karriere gennem studier ved to af de bedste universiteter i USA - Princeton og Harvard - på trods af en fattig baggrund i en sort familie.

Fælles træk

Men de har dog noget til fælles. De er begge mødre, som har prioriteret deres børn frem for politik. Michelle Obama sætter ifølge de amerikanske medier en ære i at være hjemme ved sine to pigers sengetid. Familien er også blevet boende i Chicago, mens Barack Obama arbejder i Washington. Cindy McCain har tidligere bedt sin mand om at trække sig ud af politik, da deres adoptivdatter op til sidste præsidentvalg i 2000 blev trukket ind i kampen. McCains modstandere fra Bush-fløjen i partiet lækkede rygter til pressen om, at datteren, Bridget, der stammer fra Bangladesh, i virkeligheden var McCains love child med en vietnamesisk kvinde fra dengang, den republikanske kandidat var i krig i landet.

Begge værner derudover om deres privatliv og er resolut nede på jorden i en 'no-nonsense' stil. De er begge økonomisk bedre ved muffen end deres politiker-ægtemænd, og selv om Cindy McCain er blevet kritiseret for at være som hevet ud af en parodi på The Stepford Wives, så er hun ikke hjemmegående husmor. Hun bor for sig selv i Arizona, mens John McCain residerer i Washington til dagligt.

Amerikanske kommentatorer vurderer også, at de begge agter at stille sig på en mellemposition i sammenligning med den aktive politiserende Hillary Clinton, dengang hun var førstedame, og den mere husfrueagtige position, som den nuværende førstedame, Barbara Bush, indtager.

Men det er nok fortsat forskellene, som springer i øjnene:

Småkagesnyd og selvangivelse

Cindy McCain er enebarn, tidligere rodeodronning og arving til ølimperiet Hensley & Co. Den mest seriøse anklage mod hende er, at hun blev misbruger af smertestillende piller i 1989-92, da hun skulle komme sig over en rygskade. I 2004 havde hun et mindre slagtilfælde, og hun har ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at hun ikke syntes, det var en god ide, at hendes mand forsøgte sig igen, da han ikke blev republikanernes præsidentkandidat sidste gang. Da John McCain i 2006 ymtede, at han gerne ville prøve lykken igen, udtalte hun: "Livet var godt, jeg var ikke død af mit slagtilfælde, og jeg tænkte: Gosh! - skal vi ikke bare nyde livet lidt nu."

Hendes seneste kontrovers var , at hun først efter stærkt pres offentliggjorde sine indkomst- og skatteoplysninger, og så at hun for anden gang har indleveret en opskrift på cookies - som ikke er hendes egen.

Denne gang var det havregrynssmåkager, offentliggjort på hjemmesiden Family Circle som har en tradition for at afholde en konkurrence mellem potentielle førstedamer - signifikant er det, som Family Circle har travlt med at fremhæve, at de seneste fire præsidentfruer forlods har vundet konkurrencen.

Men Cindy McCains bidrag var uheldigvis for hende stjålet fra firmaet Hershey, og endnu mere uheldigt er det ikke første gang. I april kom det frem, at en anden opskrift, som lå på McCain-kampagnens hjemmeside som fruens egen, også var skrevet af. Men her lykkedes det McCains stab at tage skylden for miseren. Men umiddelbart synes Cindy McCain dog fortsat at være en noget mere traditionel og dermed et mere sikkert kort end sin åbenmundede konkurrent.

Bortset fra nogle velgørenhedsprojekter i Afrika, hvor hun lægger et betydeligt arbejde, har hun ikke udtrykt politiske ambitioner, og hun virker ikke, som om hun nyder at optræde i sin mands kampagnelys.

Upatriotisk

Den atletiske og cool elegante hospitals-vicedirektør Michelle Obama har senest været udsat for en hetz, der ikke helt, men næsten matcher den smædekampagne, der kom Hillary Clinton til del, fra højreorienterede radioværter på diverse talkshow og fra dele af det republikanske partiapparat.

Hvad hun har sagt er da også - set med amerikanske øjne - noget mere kontroversielt end det med småkagerne. Værst, hvis man altså vil charmere den hvide amerikanske middelklasse, uden hvilken man ikke vinder et amerikansk præsidentvalg, er, at hun i februar sidste år sagde, at hendes mands nominering til præsidentposten "for første gang havde gjort hende stolt af sit land."

Resultatet - koblet med flere taler hun har holdt om minoritetsspørgsmål - har været en udhængning som en "bitter, antiamerikansk, utaknemlig, uhøflig" og naturligvis "upatriotisk, vred kvinde fra ghettoen." Indslaget har været spillet igen og igen.

Ikke lige et portræt, Barack Obama er tjent med, og han har allerede flere gange været ude og advare dem, som angriber hans kone.

"Jeg væmmes over dem," sagde han i sidste måned om de såkaldt familieværdi-orienterede kredse, der stod bag kritikken. Der har også været rygter om, at hun i en tale har brugt den nedsættende glose whitey om hvide, men det kalder Obama-kampagnen en "direkte løgn".

Men McCain-kampagnen ved, at alt for grove angreb på fru Obama kan give bagslag. Fox Televisions vært E.D. Hill kaldte Michelle Obamas triumferende knyttede high five-næve til ægtemanden, da nomineringen var i hus, for en "terrorists knytnæveslag". Det kostede en undskyldning.

En vred, sort kvinde

Men undskyldning eller ej, i Obama-lejren er man sig bevidst, at republikanernes fremhævelse af Michelle Obama som en vred sort harpe kan være guld værd for dem. Og billedet spiller delvis på virkeligheden: Michelle Obama er mere 'klassisk sort' end sin mand - et nyt portræt af hende i New York Times beskriver hende som "efterkommer af slaver" - og hun arbejdede i lang tid med racerelaterede spørgsmål, på Princeton skrev hun også speciale for 20 år siden om sortes sværere vilkår i det USA, hvor eliten også i dag fortsat er hvid. Hun har også holdt flere taler, hvor hun har talt imod den systematiske forskelsbehandling, som sorte fortsat oplever, og hendes gestik, ansigtsmimik og kropssprog er mindre imødekommende eller 'blødt' end ægtemandens.

Men derudover spiller fordomme i den hvide middelklasse også ind. Da Fox Television forleden diskuterede fru Obama under titlen 'Er Michelle Obama en vred sort kvinde', sagde studieværten under diskussionen: "Se på alle mediebillederne af den vrede, sorte kvinde på tv. Politisk du har en type som Maxine Waters i Californien, en venstreorienteret demokrat. Hun er vred, hver eneste gang hun er på tv. Og se på alle de andre vrede sorte kvinder, du ser i de lokale nyheder hver eneste aften i alle byer over hele landet. De er vrede over et eller andet. De har en søn, som er blevet skudt i et bandeopgør, de er vrede på Bush. Og så videre, Der er findes stort set ikke nogen profil af den ikke-vrede sorte kvinde."

I det enorme amerikanske blogunivers florerer en heftig debat om Michelle Obamas påståede vrede. På det ansete jezebel.com og på salon.com findes en bunke aktuelle artikler, f.eks. Calling Michelle Obama An Angry Black Woman Makes Black Women Angry og Who's afraid of Michelle Obama.

Her kan man finde en samling af alle angrebene, og en analyse af dem. Forfatteren, den sorte kvindelige journalist Erin Aubry Kaplan skriver blandt andet: "Hvor kommer det fra, at sorte kinder er truende? Er det fordi alle sorte er truende? Vilde? Uforudsigelige? Voldsomme? Uciviliserede? Eller er det på en eller anden måde relateret til seksuel magt, familier, hvor matriarkatet råder som, hvis det bredte sig, ville dødsdømme det højtelskede amerikanske patriarkat?"

Forfatteren sigter til, at Michelle Obama i flere amerikanske portrætter er blevet tegnet som den dominerende part i ægteskabet. Kaplan bemærker også, at det er bizart, at Michelle Obama, der om nogen legemliggør den amerikanske drøm om den fattige, men talentfulde elev, der kæmper sig op til tops af samfundet, nu fremstilles som et amerikansk mareridt.

Baby Mama

Men det er ikke kun på blogs og blandt kvinder, at harmen er stor. Også i etablerede medier som Washington Post og på det liberale New York Times, er der en bred debat om den tur i race-kødhakkeren, som Michelle Obama har fået. Forargelsen var næsten unison, da Fox News (igen) svinede Michelle til. Kommentatoren kaldte hende Obama's baby mama - nedladende slang for en kvinde, der er har børn med en sort mand, uden at være gift med ham. Fox måtte endnu engang undskylde, men effekten er der - som med anden negative campaigning.

Måske viser det, som Kaplan skriver, dels den spillevende stereotyp om den sorte kvinde som "vred, stædig, højtråbende, en harpe, som lurer i billedet af alle sorte kvinder, og som 'beviser' den gamle racistiske antagelse, om at you can take the girl out of the ghetto, but you can never take the ghetto out of the girl."

Men trods Michelle Obamas ubestridelige samfundsengagement er der langt til Clinton- parret berømte faux pas om, at man kunne 'stemme på én og få to'. Hun har selv understreget, at hun først og fremmest agter at være mor og advokat - ikke 'co-president'.

I sidste uge meddelte hun, at hun tog seks måneders orlov for at bakke op om sin mands kampagne. Det var efter, hun havde medvirket i en fløjlsblød samtale med Barbara Walters på dennes talkshow, The View, hvor hun også meddelte, at hun, hvis hun blev førstedame, ville beskæftige sig mest med "kvinde- og familiespørgsmål. Jeg vil gerne sikre, at de stemmer ikke drukner i det politiske spil," lød det fra den mangeårige græsrodsaktivist, der efter programmet blev vurderet til at have blødgjort sin stil betydeligt.

Snavsetøj og store ører

Men det er ikke kun politisk, hun adskiller sig fra Cindy McCain - og fra Hillary Clinton. Hun er også blevet noteret for en række åbenhjertige udtalelser om sin mand, der blandt sine tilhængere er tæt på gudestatus.

Han har for store ører, sætter ikke smørret på plads i køleskabet, lader sine snavsede sokker ligge på gulvet, og så har han dårlig ånde om morgenen, lød det i en artikel i foråret.

"Han er bare en mand, ikke den næste Messias," lød det tørt fra Michelle Obama for nogle måneder siden. "Jeg tror, vi har et helt almindeligt ægteskab, hvor man kan sige den slags om hinanden, ligesom de fleste vælgere har det," lød det fra kvinden, som hendes mands kampagnestab "fortsat er stolt af, men som godt må skrue ned for sarkasmen", som en rådgiver sagde til New York Times.

"Hun sidder ikke fikseret med et beundrende smil, men det er tydeligt for enhver, at hun elsker ham og tror på ham. Og hvad mere er: Hun tror på projektet og det motiverer ham," sagde David Axelrod, Obamas chefstrateg i sidste uge til Washington Post.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu