Læsetid: 2 min.

Æresdrab handler om penge

En 31-årig dansk-pakistansk kvinde er formentlig blevet skudt af sin svoger i Pakistan, fordi hun ikke adlød familiens ordrer. Æresdrab er, ifølge kvinderetsforkæmper i Pakistan, et stigende problem, måske fordi der ofte er store økonomiske interesser på spil
En førende ekspert anslår, at der bliver begået minimum 1.000 æresdrab om året i Pakistan.

En førende ekspert anslår, at der bliver begået minimum 1.000 æresdrab om året i Pakistan.

Sonja Iskov

Udland
2. juli 2008

Drabet på en 31-årig dansk-pakistansk kvinde i Pakistan har påny fået diskussionen af æresdrab til at blusse op. I Danmark har der været fire æresdrab siden 1995. Politiet har de seneste to år haft til opgave at indberette enhver mistanke om æresrelaterede forbrydelser, og straffen for æresdrab er blevet skærpet. Men når indvandrere tager hjem til lande som Irak og Pakistan gælder der ganske andre forhold, forklarer en af de førende eksperter på området, Unni Wikan fra Oslo Universitet.

"Meget få sager om æresdrab bliver afgjort ved retten i Pakistan, og normalt bliver den slags forbrydelser derfor heller ikke anmeldt til politiet," forklarer Unni Wikan, der anslår, at der bliver begået minimum 1.000 æresdrab om året i Pakistan.

Drabsmandens familie laver i stedet aftaler om enten at betale en erstatning til den dræbtes familie eller at gifte en af sine kvinder ind i den dræbtes familie, forklarer Unni Wikan. På trods af protester fra menneske- og kvinderetsforkæmpere imod de private aftaler i forbindelse med æresdrab, så går magtfulde grupper i det pakistanske samfund stadig ind for den form for privat rettergang. Unni Wikan mener, at familiekonflikterne bliver skærpet på grund af udvandrere, som den 31-årige danske kvinde, men konflikterne eksisterer i lige så høj grad blandt de fastboende pakistanere. Mere uddannelse og indflydelse fra Vesten er en del af forklaringen på, at kvinderne i højere grad gør oprør imod det patriarkalske samfunds normer, vurderer Unni Wikan.

"Et stigende antal kvinder og mænd gør i dag oprør mod familietraditionerne, fordi der generelt er kommet mere debat i Pakistan om retten til selv at bestemme, hvem man vil gifte sig med" siger Unni Wikan og understreger, at en tredjedel af ofrene for æresdrab er mænd.

Penge i æresdrab

Majida Razvi, der er kvinderetsforkæmper i Pakistan, mener, at æresforbrydelser er et stigende problem. En del af forklaringen er, at drab og overgreb for brud på familiens traditioner ofte er forbundet med penge på grund af det privatretslige system.

"Der er store økonomiske interesser for familierne, så selvom det officielt er ulovligt, så accepterer de mennesker, der bliver ramt, ofte de private aftaler," forklarer Majida Razvi, som har hjulpet med at skjule unge pakistanere eller fået dem ud af landet, når de er blevet truet af familien enten i forbindelse med tvangsægteskab, skilsmisse eller utroskab.

Seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier Stig Toft Madsen ser også æresdrab og tvangsægteskab, som et udtryk for en kamp om magt og penge i de pakistanske familier.

"Det handler om mere end bare et opgør mellem traditionelle og moderne normer i familierne. Der er mere på spil i dag for familierne, fordi udvandrerne fra Pakistan sender utrolig mange penge hjem til landet. Udvandring har lige så stor betydning for Pakistans økonomi som opium har for Afghanistan. Samtidig får de tilbageblevne familier i hjemlandet sværere ved at håndtere situationen, fordi mange af udvandrerne er mænd. Det betyder, at kvinderne i Pakistan får mere at skulle have sagt, end hvad mændene synes er ret og rimeligt," siger Stig Toft Madsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Jongberg

Kunne de da ikke også bare forstå det, de der kvinder; lyt bare til venstres Søren Pind:

Ifølge Informations artikel "Der er en manderevolution på vej" fra 30. juni 2008 hentede Søren Pind, under interview'et, Biblen i den gamle oversættelse frem og citerede: "Til kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje. Med smerte skal du føde børn, men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig."

"Den præmis tror jeg stadig eksisterer, hvis bare manden turde være mand.", skal Søren Pind, Venstre, have udtalt.

Lone Wienberg Hansen

Det ser surt ud.

Per Jongberg

Det ser så sandeligt surt ud ... men prøv lige også at læse artiklen i Information, ”Al-Qaeda er lukket land for kvinder”, fra den 7. juni 2008, hvori Chefideolog, Ayman al-Zawahiri, sammenfatter al-Qaedas kvindesyn sådan:

"Al-Qaeda optager ikke kvindelige medlemmer. Kvinders rolle er at tage sig af alle huslige pligter, samt at føde og opfostre vore krigeres børn."

At tænke sig, at "koranens" syn på mandens forhold til kvinder skal listes ind i Tinget via en Venstremand og oven i købet med henvisning til Biblen.

Jeg venter spændt på en reaktion fra Danske Folkeparti, men måske er de gode danske kristne i virkeligheden enige med Biblens, Søren Pinds og "koranens" syn på mandens forhold til kvinder.

Jamen, måske er vi alle enige !

Men det ville vel være et fremskridt, hvis Al Qaeda også blev lukket land for mænd, ikke?

Jeg syntes ikke jeg rigtigt hører 'kritiske' røster fra socialisterne og socialdemokraterne? Er det ikke noget med I er de første der er ude med riven, hvad angår forsvaret af kriminelle indvandrere, 'hjerteskærende' historier og kollektivt tudekoncert for indvandere?

Nåh ja, det gør ikke så meget, når det er kvinder og børn. Det sker jo, og er sikkert deres egen skyld. Er det noget jeg foragter er det hykleri, og præcis hykleri er noget venstrefløjen og socialdemokratiet repræsenterer.

Søren Andersen

"...koncentrere vores opmærksomhed om vores egne problemer, ..."

Præcis. Jeg er enig med dig

"Jeg synes i hvert fald, at al den snak om æresdrab i Pakistan er særdeles upassende."

Vi skal under alle omstændigheder oplyse unge muslimske piger og kvinder at retsplejeloven i Danmark ikke er gældende i Pakistan versus Danmark.

Jeg mener klart, hvis der er optræk til ændret adfærd i indvandererfamilien SKAL den udsatte kvinde søge hjælp og støtte hos relevante myndigheder. Desværre er der mange unge indvanderekvinder, som er loyale overfor familien på trods af truslen og 'ferie' i hjemlandet.

Per Jongberg

Vi burde måske også fortælle unge piger - indvandere, muslimer eller bare ganske almindelige gode danske piger, at i vor land begår mænd ikke - ikke ret mange mænd i hvert fald, æresdrab, men at det er en udbredt praksis at mænd tæver koner, kærester og veninder efter forgodtbefindende, og at retsplejeloven vistnok, beklageligvis ikke rigtig magter at beskytte de tævede.

Jeg synes at erindre et officielt tal på omkring 40.000 kvinder per år, og at det absolut ikke er "de andre", der figurerer højt i statistikken som de der "tæver", men at det er ganske almindelige rigtige danske mænd, der tager prisen. De uofficielle tal menes at være langt, langt højere.

I Frankrig dør en kvinde hver tredie dag som følge af "tæv" - ganske almindelige "tæv". Jeg kender ikke tallet for Danmark.

Jeg ved ikke, om det kan være en trøst for de unge piger, at tævene i vort land ikke - og vist heller ikke i Frankrig, uddeles med henvisning til Biblens tekster.

Venstremandes Søren Pinds tiltag i retning at genindføre et mere bibelret syn på kvinder, vil måske ændre dette forhold. Læs artiklen i Information fra 30. juni 2008, "Der er en manderevolution på vej", om Søren Pinds kvindesyn - hvis du tør.