Menneskerettighederne i Kina er på nogle områder blevet forværret, siden landet fik tildelt OL-værtskabet, lyder konklusionen i den seneste rapport fra Amnesty International, der i tre rapporter har fulgt udviklingen i landet op til De Olympiske Lege, der begynder om lidt over en uge.
De løfter, som Kina gav, da landet fik tildelt OL-værtsskabet for syv år siden, er ikke indfriet, konkluderer den tredje og sidste af de såkaldte countdown-rapporter, Kina: OL-nedtælling - brudte løfter, der blev offentliggjort i går.
Faktisk er det på nogle områder blevet endnu værre. Myndighedernes kurs er nemlig blevet hårdere over for de mennesker, der truer det billede af et stabilt og harmonisk Kina, som arrangørerne gerne vil vise omverdenen.
"Der foregår krænkelser i Kina, som er en direkte konsekvens af, at landet skal være vært ved OL," sagde Joakim Lundström, der er kampagneleder for Amnesty International i Danmark, til Ritzau mandag.
Han fortæller om uønskede borgere, der sendes i arbejdslejre eller tvangsforflyttes fra bymidten for at holde landet pænt udadtil. Lokale aktivister og internationale journalister, der arbejder med emner relateret til menneskerettigheder, er også i særlig risiko for at blive chikaneret og tilbageholdt under legene, vurderer han.
Dødsstraf
Fra Amnesty Internationals Asienafdeling er kritikken lige så hård.
"De kinesiske myndigheder pletter den olympiske arv. De bør omgående løslade alle fredelige aktivister, tillade udenlandske og lokale journalister at ytre sig frit og tage yderligere skridt hen mod afskaffelsen af dødsstraf," sagde Roseann Rife, der er vicedirektør i Amnesty Internationals Asienafdeling ved en pressekonference i Hongkong.
Amnesty sætter i rapporten fokus på, hvordan Kinas brug af fængslinger uden rettergang, censur og dødsstraf betyder, at landet på ingen måde lever op til de olympiske idealer.
Det er fortsat muligt at blive dømt til døden for 68 forskellige forbrydelser - også ikke-voldelig kriminalitet som for eksempel økonomisk svindel og narkokriminalitet.
Amnesty opfordrer på det kraftigste både IOC og de af verdens regeringsledere, der deltager i legene, til offentligt at tale for menneskerettigheder i Kina.
Amnesty frygter, at gør de ikke det, vil det sende et signal om, at det er acceptabelt for en regering at være vært for OL i en atmosfære af krænkelser og undertrykkelse.
De Olympiske Lege i Beijing begynder 8. august. ritzau