Læsetid: 3 min.

Atomaffaldets gravplads

Mens tyskerne diskuterer A-kraftens fremtid ved ingen, hvad der skal ske med det radioaktive affald. Information har besøgt Konrad, en gravplads for radioaktivt affald 1.000 meter under jorden
Jeeps i de underjordiske gange i skakten Konrad, der er en del af det jernmalmværk, som den tyske stat vil bruge som opbevaringssted for atomaffald. En beslutning lokale beboere ikke er begjstrede over, og som rammer ned i en aktuel tysk diskussion om, hvorvidt man overhovedet skal bevare atomkraft i Tyskland.

Jeeps i de underjordiske gange i skakten Konrad, der er en del af det jernmalmværk, som den tyske stat vil bruge som opbevaringssted for atomaffald. En beslutning lokale beboere ikke er begjstrede over, og som rammer ned i en aktuel tysk diskussion om, hvorvidt man overhovedet skal bevare atomkraft i Tyskland.

Christian Charisius

24. juli 2008

SALZGITTER - Bare for en sikkerheds skyld står hun der. Den hellige Barbara. På en lille hylde hugget ind i væggen står den helgen, der ifølge den katolske tro beskytter minearbejdere og andre mennesker, der udsætter sig selv for risikoen for en pludselig og voldsom død.

Og her er hun på rette sted. Vi er netop steget ud af en rusten elevator, der på to minutter og 45 sekunder har bragt os 1000 meter ned under jorden. Vi befinder os i skakten Konrad, et tidligere jernmalmværk i Salzgitter i delstaten Niedersachsen, hvor der skal deponeres radioaktivt affald fra år 2013.

Tyskland har besluttet at nedlægge sine 17 kernekraftværker senest i 2021, men den globale opvarmning og de stigende energipriser har betydet, at debatten om istedet at udvide atomkraften nu er blusset op. Kansler Angela Merkel og forbundspræsident Horst Köhler, begge CDU, er dog enige om, at der ikke er fundet nogen brugbar løsning på det radioaktive affaldsproblem, og dermed er det vægtigste argument imod en langsigtet brug af atomkraft stadig gældende.

Endestationen

Løsningen er stadig den simple: Grav det ned. Og i marts 2007 fik Konrad efter 30 års undersøgelser tilladelse fra højesteret til at fungere som deponeringssted for mellem- og lavradioaktivt atomaffald, der udgør 90 procent af den samlede mængde radioaktivt affald i Tyskland.

Deponeringssted skal forståes som endestation. Affaldet skal altså ikke fjernes herfra. Konrad skal åbne i 2013, og man regner med at lukke og forsegle minen endegyldigt i år 2040.

Seks meter til loftet og fem meter i bredden er de i alt fyrre kilometer lange minegange. Vi har fem kilo tunge tasker over skulderen med lygte, næseklemme og ilt, hvis ulykken skulle være ude. Vi sætter os op på en jeep, og selv om der står "max. 20 km/t" og "fodgængere" på flere skilte, kører vores chauffør, der har arbejdet i minerne de sidste 30 år, omkring 40 km/t. Med på vognen er Wolfram König, der er præsident for Styrelsen for Strålebeskyttelse. König er tidligere politiker for De Grønne og virker ikke begejstret for atomkraft. Hans opgave er at få det eksisterende og kommende affald af vejen på den sikrest mulige måde.

"Vi har meget at komme af med, men intet at skjule," lyder styrelsens motto.

Det er König svært glad for. Og det er blevet endnu mere aktuelt nu. For nylig kom det frem, at det tidligere saltværk Asse, der kun ligger tyve kilometer fra Konrad, og hvor der blev deponeret radioaktivt affald fra 1967-1978, muligvis er i sammenstyrtningsfare. Man har også fundet tvivlsom radioaktiv saltlage i skakten. König gør meget ud af at understrege de geologiske forskelle på Konrad og Asse, der gør, Konrad egner sig meget bedre som deponeringslager. Desuden har man undersøgt forholdene i Konrad i 30 år. I Asse gik man nærmest i gang med at deponere med det samme.

Vores problem

Men han erkender, at løsningerne ikke er langtidsholdbare. Og det er et problem.

"Vi er selv trådt ind i den teknologiske tidsalder, og det er vores ansvar at finde en løsning på problemerne. Ikke de kommende generationers," siger König. Han frygter, at den igangværende debat om en eventuel forlængelse af de tyske atomkraftværkers løbetid vil skabe fornyet modstand mod de endegyldige deponeringssteder

Sikkert over jorden får vi et bad og et solidt minearbejdermåltid med gule ærter og pølsestykker. Fra bussen på vej til stationen kører vi forbi snesevis af vindmøller.

En lille trækærre er sat op på en mark. "Blomster til selvplukning", står der på et skilt. Bonden Walter Traube, der har sine marker med jordbær, kålrabi og hvede få hundrede meter fra Konrad, har sat de gule karakteristiske tønder med det atomare symbol på op langs vejen.

Det ligner næsten en kunstinstallation, men er en påmindelse til offentligheden fra Traube. Han har klaget til den tyske forfatningsdomstol over tilladelsen af Konrad. Om nødvendigt går han videre til EU. Hans mulighed for succes anses dog for at være temmelig ringe, efter at forfatningsdomstolen allerede har afvist byen Salzgitters klager.

Tyskland leder stadig efter et sted at deponere sit højradioaktive affald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Kunne det mon tænkes, at Vor Herre har ønsket det "radioaktivt selvlysende"- frem for det "åndeligt oplyste" menneske som endemålet for denne sin skabelse?

PS: Jeg er ikke selv religiøs.

Per Erik Rønne

Mig bekendt reducerer man mængden af affald stærkt, samtidig med at det henfalder langt hurtigere, hvis det oparbejdes.

Samtidig får man en bunke ekstra brændstof til reaktorerne.

Det må da vist være løsningen ...

Henrik Clausen

Oparbejdning af plutonium er en mulighed. Men plutonium er - i modsætning til uran - noget giftigt stads, og endda temmelig egnet til at bygge bomber af.

En helt anden mulighed er at bestråle affaldet yderligere, så det kan provokeres til at henfalde langt hurtigere. Denne spændende reaktortype, som ingen rigtig kan tage sig sammen til at udforske færdig, kan løfte opgaven:

http://www.emc2fusion.org/

Der er selvfølgelig dem, der hellere undværer strøm end bruger A-kraft. Det er ikke mig.