En fridag er altid velkommen. Og det var det, der i går forenede belgierne på deres nationaldag - ikke hurraråb over nationens styrke og storhed. For endnu en gang er landet ude i politisk stormvejr, efter premierminister Yves Leterme forrige mandag meddelte kong Albert II, at han gerne ville trække sig. Opgaven med at nå et kompromis mellem de fransktalende og flamsktalende partier i regeringen om større selvstændighed til landets tre regioner, Flandern, Wallonien og Bruxelles, var umulig at løse inden 15. juli. Den deadline Leterme selv havde sat, da han trådte til som regeringschef i marts.
Regeringsdannelsen tog dengang ni måneder, og kom kun i stand efter, at den afgående premierminister Guy Verhofstadt trådte ind og fik forhandlet den nye regering på plads. Forinden var opgaven flere gange mislykkedes for Leterme selv. Men denne gang får Leterme ikke lov til at slippe den opgave, han er valgt til. Kongen har afvist at godtage hans afskedsbegæring. Leterme er blevet sat til at lede et forretningsministerium, mens tre ældre velrenommerede politikere inden 31. juli skal komme med et bud på, hvordan regeringen skal komme videre.
Flere problemer
Problemerne, der splitter de fransktalende og flamsktalende partier, er flere.
For det første vil de rige flamlændere have mere selvstændighed og blandt andet selv bestemme over deres skat, transport og sundhedsvæsen. Det falder ikke i god jord hos de fattigere wallonere i syd. Det andet problem er det valgdistrikt, der hedder Bruxelles-Halle-Vilvorde (BHV). Belgiens tosprogede hovedstad ligger i den flamsktalende del af landet, og de to kommuner Halle og Vilvorde, som grænser op til Bruxelles, er flamske. Fordi der bor så mange fransktalende indbyggere i Halle og Vilvorde har de ekstraordinært fået lov til at stemme på fransktalende politikere i Bruxelles, men det vil flamlænderne have sat en stopper for. Normalt hedder det nemlig flamske kommuner - flamske politikere, fransktalende kommuner - fransktalende politikere. De wallonske politikere er ikke decideret imod en opsplitning af BHV, men vil sikre, at de fransktalende i Halle og Vilvorde stadig har visse rettigheder.
Historisk sprogproblem
Området, der udgør Belgien, har skiftevis tilhørt Frankrig og Holland indtil selvstændigheden i 1831, hvilket er årsagen til de to sprog. Op gennem det 19. århundred var det fransktalende aristokrati eliten i landet med det økonomiske overtag, men i det seneste århundred er situationen vendt. De to sprog er blevet sidestillet og i takt med, at stålproduktionen og minedriften i Wallonien i 1980'erne blev nedlagt, steg fattigdommen og arbejdsløsheden i regionen, mens Flandern fik det økonomiske overtag. Flamlænderne er ganske enkelt trætte af at betale for wallonerne, som de mener, ikke gider lave noget, og som tilmed ikke er nær så gode til at lære flamsk, som flamlænderne er til at lære fransk. Mange, der stadig kan huske, hvordan flamske tjenestefolk opvartede wallonere, mener det skyldes, at de fransktalende stadig dyrker deres overherre-attitude, selvom de ikke længere har noget at have den i.
Svært at føre realpolitik
Den irritation låser den politiske situation. De flamske partier bliver mere og mere separatistiske i tonen for at tækkes vælgerne, og det gør det svært for dem at føre realpolitik, når valget er overstået. Det er lige nøjagtig den fælde, Yves Leterme er faldet i. Han er i forhandlingerne med de fransktalende partier, blevet holdt som gidsel af det nationalistiske N-VA-Parti (Ny Flamsk Alliance), som hans kristendemokratiske parti valgte at gå i valgforbund med for at vinde valget, og som konstant skærper tonen overfor de fransktalende partier.
Det er derfor umiddelbart svært at se, hvordan Belgien skal komme videre. Samtidig skal man huske, at landet er notorisk kendt for at finde vej ud af politiske kriser. Og selvom problemet denne gang er værre, end man har set tidligere, er der grund til at tro på, at de nok skal blive løst igen. Højst sandsynligt ved et kompromis omkring endnu et nøk af selvstændighed til regionerne. Det vil kunne redde regeringen i hvert fald frem til juni næste år, hvor der så alligevel skal være regionalvalg og valg til Europaparlamentet, og man passende kan afholde parlamentsvalg igen og håbe på et mindre låst resultat.
Bruxelles er limen
Grunden til at problemerne i Belgien skal løses og også vil blive det, er Bruxelles, som trods alt gør det sværere for landet at bryde op end at blive sammen. Hverken flamlænderne eller wallonerne vil opgive den mægtige prestigefyldte hovedstad som huser både EU's og NATO's hovedsæde. Samtidig er der stadig rigtig mange belgiere, som har forældre eller bedsteforældre, der har kæmpet for landet under krigen, og som ikke ønsker at se det splittet op i flere dele.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan det vil se ud om en generation eller to, hvis regionerne fortsætter med at blive mere og mere autonome, og den økonomiske situation i Wallonien ikke bedres. De unge belgiere i dag har meget lidt at gøre med hinanden på tværs af sproggrænserne. De hører forskellig musik, ser forskellige TV-stationer og læser forskellige aviser, så på et tidspunkt vil et flertal ikke længere kunne se nogen grund til at blive sammen. Derfor er det ikke sikkert, at Belgien på længere sigt kan leve op til sit - i denne tid - noget paradoksale motto: "Enighed gør stærk".
"Området, der udgør Belgien, har skiftevis tilhørt Frankrig og Holland indtil selvstændigheden i 1831, hvilket er årsagen til de to sprog."
Det er ikke sandt, at disse politiske begivenheder er årsagen til de to sprog. Grænsen mellem dem har nok været mere eller mindre stabil siden folvandringerne ved det vestlige romerigs undergang fra det 5. århundrede, hvor grænsen er oprindeligt mellem den latinsktalende del af europa og i det område de germansktalende franker.
Denne germansk-latin sproggrænse eksisterer stadigvæk i Vesteuropa, og følger en linie vest for Luxembourg, gennem Lothringen og vest for Elsass, i ind i Schweiz, hvis vestlige del er fransktalende i dag, og hvis sydligste del er italiensktalende. Sproggrænsen fortsætter gennem den nordligste del af Italien, hvor Alto Adige - Sydtyrol er tysktalende, og så østpå, indtil den støder op mod slaviske sprog som slovensk.
Bruxelles er en undtagelse herfra. For 200 år siden var Bruxelles befolkning overvældend flamsktalende, men dette ændrede sig gennem det 19. århundrede pga. det fransktalende aristoratis domination, således, at Bruxelles, til trods for, at det ligger et sted omringet af flamsktalende kommuner, har en overvældende fransktalende befolkning i dag, og der ligger hovedproblemet.