Læsetid: 4 min.

De beskyttende hænder er endelig blevet fjernet

Fangsten af den længe eftersøgte Karadzic repræsenterer et nyt skridt fremad for den europæiske fløj i serbisk politik
23. juli 2008

Så skete det, så mange har ventet på gennem 12 år. D 30. juni 1996 gav Radovan Karadzic endelig efter for presset fra det internationale samfund, Serbiens præsident Slobodan Milosevic og ledelsen af de bosniske serbere. Han overlod præsidentposten i den selvudråbte republik Srpska til vicepræsidenten, Biljana Plavsic, og gik under jorden. Plavsic blev i 2001 anklaget for krigsforbrydelser og folkedrab, dømt til 11 års fængsel i 2003 af krigsforbrydertribunalet i Haag og afsoner nu i Sverige. Karadzic, som allerede blev sigtet første gang 20. juli 1995, har været på fri fod siden, og der har været talt meget om, at der skulle have været indgået en hemmelig aftale mellem de udenlandske styrker i Bosnien-Hercegovina og de bosniske serbere om ikke at pågribe ham. Da jeg var valgobservatør i Visegrad i den serbiske del af Bosnien i 1997, var der den ene plakat efter den anden med portræt af Karadzic og teksten "Don't touch him!" - en klar trussel om uro under valget, hvis han ikke blev ladt i fred.

Muligvis var der noget under opsejling dengang, for efter valget blev vi uventet hurtigt evakueret fra den serbiske del af Bosnien. Men den gang som så mange gange senere skete der intet - Karadzic var som den røde pimpernel, som hele tiden undslap pågribelse. Mange havde efterhånden helt opgivet håbet. Og der har længe været talt om, at Karadzic lige som sin militære øverstkommanderende, den ligeledes sigtede general Ratko Mladic, i virkeligheden slet ikke mere var i Bosnien, men skjulte sig i Serbien, beskyttet af nationalistiske kræfter, som anser dem for helte.

Tadics første sejr

Og så: Fredag den 18. juli, blev Radovan Karadzic alligevel pågrebet i Serbien, udramatisk i en bus i den centrale Beograd-bydel Vracar. I første omgang er han for retten i Beograd, hvor man skal træffe formel afgørelse om hans udlevering til Haag.

Det vigtigste er her at fastslå. at det faktisk er Radovan Karadzic, man har taget i forvaring. Det forlyder, at han ikke overgav sig frivilligt, men blev pågrebet. Det er en af de første synlige konsekvenser af den nye regeringsdannelse, som blev den Europa-vendte præsident Boris Tadics første sejr i denne historiske juli måned - de beskyttende hænder i politiet var endelig blevet fjernet. Og ved slutningen af måneden ser den sidste brik at falde på plads, som skal sikre en 'europæisk' administration også i hovedstaden Beograd, med Tadics partifælle Djilas som overborgmester og som i regeringens tilfælde med Milosevics gamle socialistparti SPS som støtteparti. At reaktionerne i Bruxelles er positive ved disse nyheder, kan ikke undre!

Udover den symbolske værdi af, at denne politiske hovedkraft i Bosnien-Hercegovinas tragedie i 1990erne nu bliver stillet til regnskab for sine handlinger, vil selve retssagen være vigtig til belysning af en række spørgsmål omkring krigen.

Karadzic kan forventes at sige skrappe ting om gamle medkæmpere som Biljana Plavsic og andre, som har sagt grimme ting om ham. Alt vil næppe kunne tages for gode varer. Således må det vurderes med skepsis, når han om Plavsic har sagt, at hendes ektreme og brutale nationalisme og legitimering af etnisk udrensning forskrækkede ham. Her er dokumentationen for Karadzic' egen brutalitet slet ikke til at komme udenom, blandt andet i sommeren 1995, hvor han forlangte de FN-beskyttede 'sikre zoner' i Bosnien ryddet for muslimer og direkte truede FN med krig, hvis det ikke skete. Det var under denne fase og under hans politiske ledelse, at den største enkeltforbrydelse, masssakrerne i og omkring Srebrenica, fandt sted i juli 1995.

Benspænderen

Men derudover huskes Karadzic som den drevne og skrupelløse forhandler, som gang på gang fik spændt ben for en fredsaftale.

Først i kraft af sigtelserne for krigsforbrydelser blev det muligt at holde ham væk fra forhandlingerne, som så overtoges af Milosevic på serbernes vegne - først da kom der skred i fredsprocessen og Dayton-aftalen om Bosnien blev til.

Men Karadzic klamrede sig til magten i Srpska, først over et halvt år efter freden trådte han modstræbende tilbage, og han fortsatte med at have stor indflydelse fra sin provisoriske residens Pale ved Sarajevo, indtil Plavsic i 1996 vendte 180 grader, gjorde oprør mod kliken i Pale og gjorde Banja Luka til det nye regeringssæde for den serbiske del af Bosnien.

Som Plavsic er Karadzic en af de begavede intellektuelle, som stillede deres talenter til rådighed for det nationalistiske projekt, som undergravede både Jugoslavien som helhed og Bosnien-Hercegovina i særdeleshed. Plavsic var en højt respekteret professor i botanik, Karadzic gjorde karriere både som psykiater og som digter og skuespilforfatter, og han har endnu for kort tid siden fået et teaterstykke opført i Beograd.

Men som politiker blev han endnu mere skæbnesvanger end sin efterfølger. Derfor er gennemførelsen af processen mod netop Radovan Karadzic så umådelig vigtig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu