Læsetid: 6 min.

Gambias små koranskole-slaver

De bliver sendt på koranskole for at lære noget, men bliver smidt på gaden for at tigge. De flytter hjem til en onkel for at slippe for den værste fattigdom, men knokler sig syge. De fattiges børn ender som slaver i slavernes hjemland Gambia
Mohammed Saliu (tv.) og Momadou Korka (th.) på ni og otte år går på koranskole, men bliver sendt på markedet for at tigge om dagen.

Mohammed Saliu (tv.) og Momadou Korka (th.) på ni og otte år går på koranskole, men bliver sendt på markedet for at tigge om dagen.

Morten Pape

Udland
1. august 2008

På Gambias største marked venter alle på regnen og højtiderne. Det røde støv dækker jorden, skoene og de varer, som ingen køber.

Globaliseringen har bragt immigranter, turister og stigende fødevarepriser til det vestafrikanske miniland, men det er endnu ikke de indkøbscentre, som man ser i andre afrikanske hovedstæder. Når man skal bruge noget, tager man på Serrekunda Market, der strækker sig over et mylder af gader, gyder og teltduge.

Størst handel er der ved de store højtider senere på året, så selvom kunderne travlt smyger sig tæt mellem boder og hinanden, hænger varer som tøj, sko og ikke mindst legetøj mere til pynt end til salg. Lige nu koncentrerer indbyggerne i verdens 13. fattigste land sig om at købe mad. Ved et T-kryds, hvor man kan købe bildæk, støver Mohammed Saliu og Momadou Korka på ni og otte år omkring. Drengene skal heller ikke købe noget, men mod deres vilje kommer de alligevel på markedet flere timer hver dag.

For fire-fem måneder siden blev de efterladt af deres forældre, der er landmænd fra Guinea. Forældrene håbede, at de ville få det bedre på en af koranskolerne i Gambia, end hjemme i Guinea, over 500 kilometer væk. De to spinkle drenge ved ikke, hvornår de ser deres forældre igen, men ved, at deres skolegang vil tage seks år.

"Jeg savner dem ikke så meget. Det gjorde jeg i begyndelsen, men nu går det bedre," siger Mohammed Saliu sagte, mens han ser ned på sine bare tæer. Han må hele tiden skifte mellem de smuler, han har lært sig af de lokale sprog Wolof og Mandikanka. Drengen kommer fra et land med helt andre sprog.

Forældrene efterlod ham, for at han skulle lære noget, men hver dag kommer han på markedet for at tigge. Mellem fire og fem kr. kan han skaffe på en dag. Pengene går til koranskolen ved den lokale moske.

"Jeg kan lide at gå i skole, men ellers er der ikke noget godt," svarer han efter lang betænkningstid, da han bliver spurgt om det gode ved Koranskolen. Han skal til gengæld ikke tænke længe over ulemperne.

"Jeg kan slet ikke begynde at beskrive vores problemer. Selv vores tøj er dårligt," sukker han.

Indsats

I juni 2007 slog en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fast, at Gambia stadig er en kilde, en endestation og et transitland for kvinder og børn, der bruges til tvunget arbejde langt hjemmefra . Ifølge rapporten foregår tvangsarbejde i Gambia i hjemmene som tjenestefolk, på gaderne som tiggere for koranskoler, eller i det skjulte som prostituerede.

Hos organisationen Child Protection Alliance har Nundo Drammeh arbejdet hårdt på at stoppe børneprostitution. Det har været et hedt emne, siden UNICEF i 2003 udpegede Gambia som et land, hvor pædofile flokkes. De fleste hoteller har nu handleplaner, der træder i kraft, når nogen fatter mistanke om pædofili. Mens megen energi er blevet brugt på at forhindre børneprostitution, er han ikke særligt involveret i kampen mod andre former for tvungen arbejde.

Koranskolerne

Og problemet er stort. Mohammed og Momadou er blot to af mange børn, der lever under kummerlige forhold på koranskolerne. I Gambia er det normalt, at drengebørn kommer i koranskole, før de kommer i almindelig skole, fortæller Nundo Drammeh fra Child Protection Alliance. Uddannelsen kan tage op til seks år, og en undersøgelse fra 1994 har beskæftiget sig med de problemer, der opstår, når koranskolerne bruger børnene som tiggere.

"Det er en gammel undersøgelse, vi ikke kan bruge i dag. Så vi kender ikke det nuværende omfang, men vi kan slå fast, at nogle børn tigger, og at pengene går til koranlæreren," siger Nundo Drammeh. "Alle børn har ret til en uddannelse, og det kan bestemt være en koranskole, men når de går på gaden i pjalter, får de ingen undervisning, og det skal stoppes," siger han.

Det kan dog vise sig at være sværere end som så. Nogle gange foregår det nemlig med forældrenes velsignelse.

"Folk tror, at man skal lide, for at undervisning virker. Det er en praksis, vi skal bekæmpe," siger Nundo Drammeh.

Lille hushjælper

Men det er ikke kun på koranskolerne man finder børn langt hjemmefra. Som i mange andre afrikanske lande sender fattige gambiske forældre deres børn til slægtninge, og til tider ender de som billig arbejdskraft.

På en restaurant midt på markedet i byen Brikama kan man købe en omelet og en kop te for fire kr. eller en portion kartofler for tre kr.. Selvom måltidet på bænkene i det lille lokale er beskedent, håber 12-årige Cherno Dukureh, at gæsterne levner lidt. Han lever nemlig af resterne. Drengen kommer fra Mali, men har nu i to år boet hos sin onkel, der har lejet ham ud til restauranten. Her varmer han vand, vasker op, gør rent og henter vand.

"Pengene går til min onkel som betaling for, at jeg bor hos hos ham. De er et supplement, så min familie kan få noget at spise," siger han.

Onklen får omkring 100 kr. om måneden for drengens arbejdskraft, der bliver udnyttet til det yderste. Det var meningen, at Cherno også skulle lære at læse koranen, men det gør han kun et par timer efter fyraften.

"Jeg er meget træt, når vi får fri om aftenen," siger han.

Nuanceret debat

Nundo Drammeh mener ikke, at børnearbejde i hjemmene længere er så udbredt i Gambia, som i de andre vestafrikanske lande. Nedgangen er dog sket på en kedelig baggrund.

"Tidligere blev mange børn hentet fra f.eks Casa-mance i Senegal for at arbejde som tjenestefolk, men det ser jeg ikke så meget mere. Det skyldes måske mest de økonomiske problemer. Folk har ikke råd til at betale for barnet længere," siger han.

Hvis man ikke vil betale for barnet, kan det være en løsning, at et fattigere familiemedlem sender sit barn i pleje. Nundo Drammeh slår fast, at det er en stærk tradition, som ikke nødvendigvis ender i udnyttelse.

"Jeg blev selv givet til en onkel, og det er almindeligt, men man må ikke opgive sit ansvar som forælder," siger Nundo Drammeh, der gerne vil nuancere debatten.

"Det er en kilde til bekymring, men det er vigtigt at skille tingene ad. Det er ikke børnearbejde at hjælpe til derhjemme, men når det går ud over helbredet eller skolegangen, er det for meget," fastslår han.

Ingen vej hjem

På en tankstation ikke langt fra Serrekunda Market står Alasana Faye. Som så mange andre børn i Gambia er han en del af en koranskole, der sender ham i arbejde om dagen. Han skal vaske biler og bære bagage for de passagerer, der skifter bus i den lille by. Alasana Faye forklarer også, at der ikke er lægehjælp, når koraneleverne bliver syge, men lige nu bekymrer han sig dog mere om sine helt jordnære problemer.

"Vi sover på gulvet, og det er kun nogle gange, vi kan komme i bad," forklarer han.

Han hjælper dagligt mennesker på bussen, men selv har han ikke råd til en busbillet. Ellers var han taget tilbage til sin hjemby Mamutfana. Hjem til sin familie, som sendte ham hjemmefra for to år siden, da han var syv. Familien har heller ikke råd til at hente ham. Det vil de for øvrigt også få svært ved, for koranlæreren har overtaget ansvaret for drengen, da hans far døde sidste år.

"Nu skal han passe på mig. Han sender mig på arbejde hver dag, selvom jeg ikke har lyst. Det er hårdt, men vi tør ikke nægte det, for så bliver vi smidt ud," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her