Læsetid: 2 min.

Et håndtryk fra Kennedy

I 1966-67 kom Kennedy-brødrene Edward og Robert på besøg i Los Angeles, og skoleelever var stadig grædefærdige ved tanken om John Kennedy - tre år efter mordet
31. juli 2008

Der var en gang en high school-elev, der masede sig frem for at få et håndtryk af senator Edward Kennedy, og den high school elev var jeg.

Året var 1966; stedet et demokratisk vælgermøde i Los Angeles.

Jeg fik fat i Kennedys hånd, hvad der udløste et automatisk tryk, men hans blik fangede jeg ikke, for han kiggede sig over skulderen.

Den tale, som Kennedy havde holdt på vælgermødet, var ikke noget særligt. Størst bifald fik han, da han nævnte sine to brødre. John stod den gang - tre år efter mordet i Dallas - i en helgens skær, og Robert var tidens mest feterede politiker. Ifølge meningsmålinger ville kun han kunne true genvalg af den demokratiske præsident Lyndon Johnson to år fremme i tiden.

Dobbelt Kennedymission

Edward Kennedy var i Californien på en dobbelt mission: dels for at varme familienavnet op for Robert, dels for at stive Demokraterne af inden guvernørvalget i november.

Californiens siddende demokratiske guvernør, Edmund Brown, havde vist en overraskende slagkraft ved de tre forudgående valg, hvor han imod meningsmålingernes spådomme vandt sejr til sin socialliberale politik af New Deal-oprindelse. Sidste gang, i 1962, nedlagde han kronvildtet Richard Nixon, som - efter at være slået af John Kennedy ved præsidentvalget i 1960 - havde søgt et come-back i californisk politik.

Demokratiske talere ved vælgermødet genkaldte under forsamlingens latter, hvorledes nederlaget til Brown kom så meget bag på Nixon, at han på valgaftenen gik fra snøvsen og afleverede sin berømte replik:

"Der bliver ikke mere nogen Richard Nixon for pressen at sparke rundt med. Mine herrer, dette er min sidste pressekonference!"

Guvernør Brown sad på podiet sammen med Edward Kennedy. I sin tale slog Brown på sine fortjenester: Han havde givet Californien USA's bedste - og gratis - uddannelsessystem. Og et storstilet vandforsyningsprojekt, der bragte vand fra det regnfulde Nordcalifornien til Sydcaliforniens skoldhede jord.

"Californien blomstrer," sagde Brown, mens Edward Kennedy nikkede.

Sovelysten ugle

Alligevel virkede guvernør Brown mat. Fra min tilskuerplads syntes jeg, at Brown lignede en klog gammel ugle, der bare havde lyst til at sove. Jeg følte sympati for ham, men kunne også se, hvordan han i sammenligning med sin guvernørmodkandidat, Republikanernes velpoleret aggressive Ronald Reagan, kunne fremstå som et mosefund.

På den high school, hvor jeg var udvekslingsstudent, talte man stadig om John Kennedys kampagnebesøg i Los Angeles seks år forinden. Min klassekammerat Ira var stolt over, at præsidentkandidaten havde aflagt visit i Iras hjem, der var meget velhavende og støttede Det Demokratiske Parti.

"Han var så ung, han var så levende," sagde Ira og lød grædefærdig.

I foråret 1967 - efter at Ronald Reagan havde storbanket Edmund Brown ved guvernørvalget, og præsident Johnsons Vietnam-krig var blevet endnu mere forhadt - kom Robert Kennedy på besøg i Los Angeles.

På mit værelse sad jeg og hørte en radioudsendelse med direkte reportage fra et møde, Robert Kenndy holdt i en park kun to gadehjørner fra, hvor jeg boede.

Jeg sad og tænkte på, om jeg skulle løbe ned til parken og se Robert i rigtigt levende live og måske få et håndtryk af ham.

Jeg blev enig med mig selv om, at det behøvede jeg ikke den eftermiddag, for det blev der sikkert masser af lejligheder til at gøre på et senere tidspunkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu