Læsetid: 4 min.

Ingrid Betancourt er Sarkozys gode fe

Befrielsen af Ingrid Betancourt giver den stærkt kritiserede franske præsident Nicolas Sarkozy et pusterum på den hjemlige scene og en ny chance for at forbedre sit image i befolkningen
Imageløft til Sarkozy: »Jeg takker præsidenten, for siden han tog fat, har alt løst sig,« lød det på et pressemøde onsdag fra Mélanie, datter af den fransk-colombianske politiker, Ingrid Betancourt, befriet efter seks år som gidsel hos guerillagruppen FARC.

Imageløft til Sarkozy: »Jeg takker præsidenten, for siden han tog fat, har alt løst sig,« lød det på et pressemøde onsdag fra Mélanie, datter af den fransk-colombianske politiker, Ingrid Betancourt, befriet efter seks år som gidsel hos guerillagruppen FARC.

GERARD CERLES

4. juli 2008

Der har helt sikkert gået et lettelsens suk gennem Elysée-paladset i Paris onsdag aften, da man endelig fra præsidentpaladset kl. 22 kunne bekræfte nyheden om, at den colombiansk-franske Ingrid Betancourt var blevet befriet i Colombia.

Som bloggeren 'Emile' skrev i på den franske avis Liberations hjemmeside i går:

"Nu er det slut med dagligdagens problemer: Man snakker kun om Ingrid. Det er Nirvana for regeringen..."

Og for en stund har det da også fejet alle andre ting af bordet i Frankrig, der onsdag aften kunne fortælle nyheden om den landsmand, de har ventet på i seks år, fire måneder og ni dage, og hvis portræt i mange år nu har prydet facaden på Rådhuset i Paris.

En nyhed, som Nicolas Sarkozy, allerede da han blev valgt, lovede, at han nok skulle være mand for at bringe en dag.

"Frankrig lader ikke Ingrid Betancourt i stikken," lød det på valgaftenen den 6. maj 2007 på Concorde-pladsen fra den nyvalgte præsident.

"Andre franske præsidenter har før bidraget til løsladelsen af gidsler, uden at det har gjort noget specielt for deres popularitet," siger Jean-Marc Lech, filosof og sociolog, der er direktør for det franske analyseinstitut Ipsos. Han nævner som eksempel Jacques Chirac, da Florence Aubenas (journalist, red.) blev befriet fra Irak i 2005, og siger:

"Forskellen her er, at Sarkozy har sagt fra starten af sin præsidentperiode, at det var noget, han ville prioritere. Det får ham til at fremstå handlekraftig og giver indtryk af, at det er en sag, han har arbejdet hårdt med hele tiden."

Cadeau

Onsdag aften gav Ingrid Betancourts børn, den 23-årige Mélanie og 19-årige Lorenzo, da også Sarkozy en ekstra cadeau, da de takkede ham under et pressemøde i Elysée-paladset, inden de fløj til Bo-gota i et statsejet fly for at møde deres mor i går.

"Jeg takker præsidenten, for siden han har taget fat i tingene, har alt løst sig, og i dag er mor der," sagde Mélanie, mens den ellers altid kontrollerede og ofte kække Nicolas Sarkozy beskedent smilede bagved og med lidt god vilje faktisk så helt bevæget ud. Og så gjorde han det, der efter Jean-Marc Lechs mening var "et meget klogt træk."

I stedet for selv at sætte sig i flyet med børnene og resten af Ingrid Betancourts familie, sendte han sin udenrigsminister Bernard Kouchner til Bogota for at møde den frigivne.

"Den klassiske Nicolas Sarkozy, som vi kender, er altid i marken, men ved at blive hjemme, viser han, at han kan være beskeden og forstår at holde sig i baggrunden. Det er det, han tidligere er blevet kritiseret for ikke at være god til. Det er en Sarkozy II vi ser her. En Sarkozy, der er blevet klogere," mener Jean-Marc Lech.

Tegneserieaktion

Det er dog ikke Sarkozy, der direkte har fået Ingrid Betancourt fri. Hun blev befriet ved en colombiansk militæraktion sammen med tre amerikanske gidsler og 11 colombianske politi- og militærfolk, der også har været holdt som gidsler i mange år.

Redningsaktionen foregik i bedste tegneseriestil: dobbeltagenter infiltrerede FARC og bildte fangevogterne ind, at gidslerne, der befandt sig på tre forskellige steder skulle flyves hen for at møde FARCs nye leder Alfonso Cano.

Fangerne blev ført op i en hvidmalet militærhelikopter, og da helikopteren var i luften overmandede dobbeltagenterne fangevogterne og kunne fortælle gidslerne, at de endelig var fri.

"Helikopteren faldt næsten ned, fordi vi hoppede op og ned og skreg og græd og omfavnede hinanden. Vi kunne ikke tro det var sandt," fortalte Ingrid Betancourt i går.

Støttefod

Men selvom Sarkozys diplomatiske anstrengelser, som blandt andet har involveret samtaler med Venezuelas præsident Hugo Chavez, ikke har givet direkte pote i sagen, får han alligevel ros i Frankrig.

"Det gav ikke noget at forhandle. Eller at tale med FARC eller Chavez. Men tilbage står alligevel, at det pres, Sarkozy har lagt, helt sikkert har overbevist den colombianske præsident om at gøre alt for at befri Ingrid," står der i lederen i centrum-venstre-avisen Libération, der ellers ikke har for vane at rose den borgerlige Sarkozy.

Hos avisen Le Figaro mener man også, at præsidenten får vind i sejlene af Ingrid, som efter planen får en storslået modtagelse i Paris i dag.

"På den korte bane vil man hylde Nicolas Sarkozys handlekraft og vilje, og rose den diplomatiske succes. Det vil helt sikkert gøre noget for hans image, der har været igennem en svær periode, men det er jo ikke noget, der vil ændre folks hverdag," siger Yves Theraud, medredaktør på Le Figaro i en kommentar på avisens hjemmeside.Træerne vokser altså ikke ind i himlen:

"Det er en god nyhed, men det, der virkelig bekymrer franskmændene, er deres købekraft, deres arbejdstid og deres ferie, så de daglige problemer vil snart tage over igen," siger Philippe Moreau Defarges, forsker ved IFRI, Det Franske Institut for Internationale Relationer.

Men i det mindste har det givet Sarkozy en støttefod.

"Det er en støttefod han kan sætte af fra og måske nu køre op af bjerget i stedet for at trille ned," mener Jean-Marc Lech.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu