Læsetid: 2 min.

Irakiske krav til USA 'skyldes valg'

Der er snart valg i Irak, og det kan ligge bag kravet om en tilbagetræknings-frist til USA. Dog er der en risiko for, at Maliki tror, at Irak selv kan varetage sikkerheden
Ifølge Iraks regering skal irakiske soldater have en deadline for, hvornår de kan overtage sikkerhedstjek som dette i Fallujah i maj - men kravet er spil for galleriet, mener analytikere.

Ifølge Iraks regering skal irakiske soldater have en deadline for, hvornår de kan overtage sikkerhedstjek som dette i Fallujah i maj - men kravet er spil for galleriet, mener analytikere.

Roslan Rahman

11. juli 2008

Den forstærkede irakiske kampagne for at få USA til at sætte en frist for tilbagetrækningen har vakt undren, fordi Iraks egne sikkerhedsstyrker næppe er i stand til at sørge for ro og orden endnu.

Amerikanske iagttagere siger da også, at premierminister Nuri al-Maliki har øjnene stift rettet mod provinsvalg i efteråret, når han forlanger en plan fra USA om afviklingen af det militære engagement. De samme analytikere betegner Malikis politiske manøvre, som skal skaffe tilslutning ved valgene, som potentielt farlig.

Maliki og hans allierede i den irakiske regering bliver i stigende grad udfordret politisk af tilhængere af den amerikanskfjendtlige shiamuslimske præst Moqtada al-Sadr, hvis popularitet netop er baseret på kravet om, at de amerikanske soldater skal forlade Irak.

"Derfor taler irakiske politikere til et hjemligt publikum om, hvor frygtelig besættelsen er, og hvor gerne de ser den bragt til ophør," siger Stephen Biddle fra tænketanken Council on Foreign Relations.

"Bagefter siger de bag lukkede døre til amerikanerne: I skal ikke tage af sted! I skal ikke tage af sted! I skal ikke tage af sted!" tilføjer Biddle.

Maliki og andre repræsentanter for den irakiske regering har i den seneste uge gentagne gange sagt, at der ikke bliver tale om nogen militæraftale med USA, medmindre den indeholder en tidsfrist for tilbagetrækningen. USA og Irak har forpligtet hinanden på at nå frem til en aftale inden udgangen af juli. Aftalen skal gælde fra nytår, hvor FN-mandatet for den amerikanske tilstedeværelse udløber.

Fare for uønsket exit

Analytikerne og amerikanske regeringsembedsmænd siger, at de tror, at irakerne i sidste ende vil acceptere en aftale med så vage formuleringer, at de amerikanske soldater kan blive i landet. Måske med tilføjelser i aftalen om, at en eventuel rømning sammenkædes med sikkerhedssituationen i Irak.

Analytikerne påpeger en fare for, at den irakiske regering ender med en amerikansk tilbagetrækning, som den inderst inde ikke ønsker.

"Hvis irakerne fumler tilstrækkeligt, så kan de få soldaterne til at forsvinde, selv om de ved, at det ikke vil være godt for dem. Det er en yderst ondartet situation," siger Stephen Biddle.Bekymringen er, at Maliki faktisk tror på, at de irakiske styrker er i stand til at håndtere sikkerheden på egen hånd.

"Problemet er, at statsapparatet, selv om de er ved at blive stærkere, stadig er afhængig af USA," siger Sam Parker fra USA's Fredsinstitut, som forsker i konfliktløsning.

Parker bemærker, at de irakiske landstyrkers nedkæmpning af oprørere i Mosul og Basra forudsatte betydelig amerikansk militær støtte.

James Dubik, general i den amerikanske hær, sagde onsdag i Repræsentanternes Hus' forsvarsudvalg, at de irakiske landstyrker måske vil være i stand til at varetage sikkerheden uden USA's hjælp midt på året 2009.

ritzau/Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu