ISTANBUL - Mellemøstens socialistiske og liberale partier lever stort set kun som en drøm i hovederne på politikere og bureaukrater i Bruxelles. I virkelighedens Mellemøsten er de sekulære partier trængt eftertrykkeligt i defensiven, mens forskellige islamiske partier fuldstændig har erobret pladsen som opposition til magthaverne.
Med andre ord er islam blevet regionens altdominerende politiske strømning, siger den hollandske europa-parlamentariker Joost Lagendijk, der i flere omgange har rejst i området netop for at udforske de islamiske partier. Sagen er nemlig, at de ikke kan skæres over en kam. Spektret rækker fra al-Qaeda i den dystre ende til Tyrkiets kun let islamiske regeringsparti i den anden. Derimellem ligger utallige andre partier og bevægelser, og dem bør vi komme i dialog med hurtigst muligt.
"Vi skal vise dem fordelene ved at deltage i et parlamentarisk system, og i at gå fra at være en bevægelse til at være et parti, der står til regnskab over for vælgerne, og ikke kun over for teologerne og de religiøse. Vi i Europa har også partier med religiøs baggrund, det kan man godt have, men man skal acceptere spillets regler og det, at man kan tabe, hvis flertallet vil noget andet," siger Joost Lagendijk.
Sammen med parlamentskollegaen Jan Marinus Wiersma har han netop udgivet bogen Travels among Europe's Muslim neighbours - The quest for Democracy (Rejser blandt Europas muslimske naboer - jagten på demokrati, red.).
Bogen er skrevet med udgangspunkt i de islamiske partier og bevægelser i Marokko, Egypten, Tyrkiet og på Balkan, og den dokumenterer en noget broget skare af hel- og halvhjertede demokrater.
Men selv de sidstnævnte er der grund til, at Europa opdyrker et forhold til, mener de to hollændere.
"Mange, og her tænker jeg ikke kun på de liberale og sekulære, men også på islamisterne, forstår, at folket skal repræsenteres i de politiske systemer, for det bliver store dele af befolkningerne ikke i dag. Systemerne er derimod autokratiske, udemokratiske og ikke bæredygtige. Vi mener, at landene skal bruge dele af erfaringen fra det tyrkiske regeringsparti AKP og fra Atatürks reformer til at skabe regimer og parlamentariske systemer, der afspejler erfaringerne fra Tyrkiet og Europa. Det vil give islamisterne mulighed for at udvikle sig til noget, der svarer til de kristelige demokrater i Europa, og de vil forstå værdien af et parlamentarisk system," siger Joost Lagendijk.
Der er muligheder
I en tilsvarende analyse af de islamiske bevægelser i Mellemøsten skriver Mona Yacoubian, der er særlig rådgiver hos US Institute of Peace, at det er en misforståelse at tro, at islamistiske grupper per definition er rigide, upragmatiske og ude af stand til at moderere deres synspunkter på for eksempel Sharia-lov.
"Islamiske partier er ikke fastfrosne, men varierede og heterogene, de dækker et bredt spektrum fra det moderate til det voldelige. Gruppernes synspunkter på anvendelsen af Sharia, både i forhold til omfang og timing i definitionen af sociale normer, varierer betydeligt. Derudover ser partierne ud til at være i stand til at forandre sig indefra. De er først og fremmest politiske aktører," skriver Mona Yacoubian.
I sin vurdering af de islamiske partiers demokratiske habitus fremhæver Joost Lagendijk Marokkos Retfærdigheds- og Udviklingsparti (PJD), som et eksempel på en islamistisk bevægelse, der har transformeret sig til et demokratisk parti stort set på linje med politiske partier i Europa.
Mere problematisk er det for eksempel med Det Muslimske Broderskab i Egypten, der godt nok i 75 år har frasagt sig brug af vold, men som stadig har lidt svært ved at blive enig med sig selv om, hvorvidt man vil erklære sig som fuldblodsdemokrater med alt, hvad det indebærer.
"Det Muslimske Broderskab er slet ikke klare i mælet. Vi har skrevet, kommunikeret og talt med dem for at finde ud af, hvor vigtig religion og Koranens rolle er for dem, og om de vil acceptere flertalsafgørelser, der går imod Koranen. Svaret er, at de er tvivlende, og det er en af grundende til, at vi siger: Lad os passe på, lad os ikke stimulere en proces, hvor de fra den ene dag til anden får magten, for hvad gør de så? De er ikke helt sikre, vi er ikke helt sikre, men så længe de spørgsmål er åbne for dem, så har vi en interesse i at diskutere og debattere med dem. Og forklare dem, at demokrati også betyder, at flertallet kan vælge noget andet end det, man selv vil."
EU ignorerer islamister
Europa-parlamentarikerne er meget kritiske overfor EU's håndtering af de islamiske bevægelser - fordi der faktisk ikke har været nogen håndtering. Unionen vedtog i 1995 den såkaldte Barcelona-proces, der skulle hjælpe til at fremme demokrati og udvikling syd og øst for Middelhavet, men efter hollænderens mening har EU primært brugt Barcelona-processen til at dæmme op for illegal indvandring, mens demokrati-aspektet stort set har været fraværende.
"Vi mener, at EU for sin egen skyld skal vende tilbage til demokrati-målet. Det er i vores klare interesse, at der sker en demokratisk udvikling, og hvis vi så kommer ind i en demokratiseringsproces, skal vi ikke kun fokusere på de typer, der ligner os selv, det vil sige de liberale og socialdemokraterne, men vi skal også være pragmatiske nok til at gå i dialog med islamisterne, for de er den største opposition," siger Joost Lagendijk.
"Men for at være overbevisende må vi være ærlige mæglere, og lige nu har vi et problem. Europa har et problem. For når vi langs Middelhavet og i Nordafrika siger, at det har fordele at deltage i det parlamentariske system, så siger de 'Ja, men hvad med Hamas, de gjorde, som I ville have, men de blev ikke belønnet'. Igen er Israel-Palæstina altså nøglen til vores troværdighed i regionen, og dér, hvor vi kan styrke påstanden om, at det betaler sig at deltage i systemet. Vi skal tale med og lytte til dem, der får flertal i et demokratisk valg, men vi må også være hårde over for dem, der ikke vil acceptere kønslighed og retssamfund."
