Læsetid: 7 min.

Jagten på Doktor Død

Skal det endelig lykkes at få pågrebet den sidste overlevende af de værste nazibødler - kz-lægen Aribert Heim, der udsatte sin ofre for de grusomste lidelser for eksperimentets skyld
Udland
12. juli 2008
Nettet strammes. Ifølge Efraim Zuroff (billedet), der er direktør for Simon Wiesenthal-centerets Jerusalem-afdeling, skal nazibødlen Aribert Heim sidst været blevet set i live i sit skjulested i den chilenske by Puerto Montt i hjertet af Patagonien.

Nettet strammes. Ifølge Efraim Zuroff (billedet), der er direktør for Simon Wiesenthal-centerets Jerusalem-afdeling, skal nazibødlen Aribert Heim sidst været blevet set i live i sit skjulested i den chilenske by Puerto Montt i hjertet af Patagonien.

Marcos Brindicci

I september 1962 tog en gruppe kriminalassistenter fra det vesttyske forbundspoliti af sted for at anholde en velhavende gynækolog i kurbuen Baden-Baden. Uheldigvis var fuglen fløjet. Aribert Heim, en mand, hvis eksperimenter i en nazistisk kz-lejr har givet ham tilnavnet 'Dr. Død', havde anet uråd og havde taget flugten blot få timer forinden.

Før han blev flygtning, var han et respektabelt medlem af det bedre borgerskab i en af Vesttysklands rigeste byer og havde skabt sig en anseelig formue, der bl.a. omfattede ejerskab af en stor udlejningsejendom i Berlin. Men han var også en af verdens mest eftersøgte nazistiske krigsforbrydere. Og for 46 år siden begyndte han sin lange flugt fra retfærdigheden, der angiveligt har ført ham gennem lande som Egypten, Uruguay, Spanien, Brasilien, Argentina og Paraguay.

Flygtningen Heim har gang på gang forstået at være et skridt foran sine forfølgere som Mossad, den israelske hemmelige efterretningstjeneste, siden han i Anden Verdenskrigs sidste dage blev uforklarligt løsladt af det amerikanske militær uden sigtelse - et forhold, nazijægerne finder såre mistænkeligt.

Nu ser den lange saga ud til at nærme sig tæppefald. I denne uge trådte udsendinge fra Simon Wiesenthal-centeret - en international organisation, som siden 1977 har opsporet og stillet i hundredvis af Holocaust-forbrydere for retten - ud af et fly i det sydlige Chile, og med sig havde de informationer, som de håber og tror kan føre til pågribelse af den 94-årige mand med hvidt hår, grå øjne og et markant mensurar, som skal have begået nogle af de mest groteske modbydeligheder i Adolf Hitlers tredje rige.

Ifølge Efraim Zuroff, der er direktør for centrets Jerusalem-afdeling, skal Heim sidst været blevet set i live i sit skjulested i den chilenske by Puerto Montt i hjertet af Patagonien, hvor hans 64-årige datter, Waltraud har boet i årtier.

Zuroff siger: "Vi har oplysninger, som giver os grund til at tro, at Heim opholder sig i Chile. De chilenske og argentinske myndigheder har i den forbindelse ydet os uvurderlig bistand."

Nazijægernes mest attråede bytte

At Zuroff og hans kollega fra centrets Buenos Aires-afdeling, Sergio Widder, er rejst til det afsides Puerto Montt, en havneby med en storslået beliggenhed ved Stillehavet, er også et vidnesbyrd om hvor meget det er begyndt at haste for Simon Wiesenthal-centeret, som er overbevist om, at der stadig findes hundredvis af Holocaust-forbrydere i firserne og halvfemserne på fri fod. Af denne grund iværksatte centeret i 2005 Operation Sidste Chance - et projekt, der skal føre til opsporing og anholdelse af mindst 300 mistænkte, bl.a. ved hjælp af dusører og avisannoncer.

Heim, der er søn af en østrigsk politimand, og som nyuddannet læge i Wien meldte sig ind i nazistpartiet tre år før Anschluss, (Østrigs indlemmelse i Nazityskland, red.) er dog så absolut nazijægernes mest attråede bytte. Den amerikansk fødte historiker Zuroff, der afløste Simon Wiesenthal som leder af centeret ved hans død for tre åre siden, sagde sidste år: "Vi har forventninger om at fange alle, men får vi blot fat på Heim, vil det være en stor succes."

En dusør på 2,4 millioner kr. for oplysninger, der kan føre til Heims anholdelse, er blevet udlovet af Tyskland og Østrig.

Det er de barbariske eksperimenter, som Heim udførte i lægevidenskabens navn under sit virke som SS-doktor i kz-lejrene Sachsenhausen, Buchenwald og Mauthausen, som har sikret ham positionen som en sikker nr. 1 på Operation Sidste Chances liste over endnu overlevende krigsforbrydere.

Dokumenteret af ham selv

Han beskyldes for at have udført sine mest bestialske eksperimenter under et to måneder langt ophold i Mauthausen i nærheden af den østrigske by Linz i 1941. Med hjælp fra en SS-farmaceut, Erich Wasicky, skal han have myrdet i hundredvis af fanger ved at injicere forskellige væsker i deres hjerte, deriblandt benzin, fenol, vand og gift. Meningen med eksperimentet var angiveligt at undersøge, hvor lang tid det tog ofrene at dø, og Heim brugte da også et stopur for at registrere resultaterne, som han pertentligt indførte i nydelige kolonner og rækker i en regnskabsbog.

Heim, hvis eksperimenter er blevet sammenlignet med dem, som blev udført af Auschwitz-lægen, Dr. Mengele, lod fanger amputere uden bedøvelse for at fastslå, hvor høje smertetærskler et menneske kan tåle, før det bukker under. Organer blev udtaget fra patienter ved fuld bevidsthed, i et enkelt tilfælde blev således både lever, milt og indvolde skåret ud.

Ifølge Zuroff er "Heims forbrydelser fuldt dokumenteret af ham selv", idet de fleste af hans detaljerede optegnelser er bevaret.

Ifølge vidneudsagn fra de assistenter og oppassere, som overværede Heims aktiviteter, skal den østrigske læge også have brugt kropsdele fra sine ofre som udsmykning og bl.a. have foræret lejrkommandanten en række stolebetræk fremstillet af menneskehud.

Karl Lotter, en politisk fange, der arbejdede i Mauthausens klinik, har berettet, hvordan Heim myrdede en 18-årig jødisk dreng, som kom ind på klinikken for at få behandlet en betændt fod. Efter at have spurgt drengen, hvad der var forklaringen på, at han var i så god fysisk form, hvortil denne havde svaret, at det var, fordi han havde spillet fodbold og svømmet, lod Heim ham bedøve. Derefter kastrerede han drengen, dissekerede den ene nyre og fjernede den anden for til sidst at skære hovedet ham. Hovedet blev kogt, så hud, kød og hjerne kunne fjernes. Derefter brugte Heim kraniet som brevpresser.

Under sin afhøring sagde Lotter: "Af alle Mauthausens læger, var Dr. Heim den grusomste."

Manipulation i Heim-dossier

Efter i en periode at have gjort tjeneste i Finland, vendte Heim tilbage til Tyskland i krigens allersidste dage, hvor han blev arresteret af det amerikanske militær og taget i forhør under besættelsesmyndighedernes efterforskning af krigsforbrydelser. Hans kollega, Wasicky, blev retsforfulgt og dømt til døden, og samme skæbne overgik flere andre medlemmer af Mauthausens stab i 1946, men Heim, hvis adfærd var kendt af hans tilfangetagere, blev af en eller anden grund løsladt i december 1947.

Af et anklageskrift, som de vesttyske myndigheder har udarbejdet i 1979, fremgår det, at der tilsyneladende er blevet manipuleret med amerikanske militærs dossier om Heim. I al fald er alle henvisninger til hans tid i Mauthausen blevet strøget, så det ser ud, som om han var knyttet til en anden SS-deling i denne periode. Anklageskriftets forfatter vurderer, at "det er muligt, at hans kortvarige mission i koncentrationslejren ... blev forsøgt skjult ved manipulation af disse data." I Operation Sidste Chance's redegørelse bliver beslutningen om ikke at retsforfølge Heim betegnet som "stærkt mistænkelig".

Fra 1947 og frem til sin flugt i skjul i 1962 var Heim i stand til at glide ind i en borgerlig tilværelse, stifte familie og oprette en gynækologpraksis, først i Bad Nauheim ved Frankfurt og derpå i Baden-Baden, lidt længere sydpå i Schwarzwald. I 1958 følte han sig tilstrækkeligt sikker i sin position til at købe en ejendom med 42 lejligheder i Berlin i sit eget navn.

Endvidere havde han så mange venner, at et tip fra en af disse advarede ham i rette tid, så han undgik at blive arresteret fire år senere. Hans opbrud fra Baden-Baden blev begyndelsen til en langvarig musens leg med katten, hvor Heim i en periode skal have virket som læge for det egyptiske politi for senere at bo i en årrække på Costa Brava.

Efterforskningsholdet har offentliggjort billeder af den eftersøgte, deriblandt et computerfoto, der viser ham, som han formodes at se ud i dag med fremhævelse af det V-formede ar på højre side af munden, som han fik angiveligt fik under en sværduel i sin studietid.

Mens Heim endte med at følge nazisternes slagne flugtrute til Sydamerika, har efterforskere i Europa fundet tegn på, at han endnu lever og er ved godt helbred, skønt hans datter har insisteret på at hendes far døde af kræft i 1993. Hans forfølgere insisterer på, at der er blevet sendt et beløb på 1,2 mio. euro fra en hemmelig konto i Berlin tilhørende Heim, og at det forhold, at hans familie ikke har gjort krav på hans efterladte midler, viser, at han stadig er i live.

Forældelsesfrist er hovedløst

Waltraud og hendes to halvbrødre nægter at diskutere Heim. Aflytningsnotater fra det tyske politi viser, at moderen til Heims to sønner ringede til dem for at minde ham om deres fars fødselsdag. Sønnen Rüdiger Heim, som stadig bor i Baden-Baden, afviser dette: "Alt, hvad jeg kan sige, er, at det blevet antydet, at jeg stadig er i kontakt med min far, men dette er absolut forkert."

At jagten endnu ikke har givet bonus er begyndt at slå sprækker i forfølgernes engang så forenede front. Talsmænd for de tyske myndigheder afviste i sidste måned kritik fra Wiesenthal-centeret af, at de skulle have sinket jagten ved at opgive telefonaflytninger af familien.

Nu er fokus imidlertid rettet imod Patagonien, hvor Zuroff siger: "Tidens gang formindsker ikke forbrydernes skyld på mindste måde. Mordere bliver ikke til anstændige borgere, når de når op i deres alderdom. Skulle man finde på at sætte en forældelsesfrist for sådanne anklager, ville konsekvensen blive, at folkemordere klarer frisag."

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her