Læsetid: 2 min.

Karadzic anholdt efter 11 år på flugt

Den krigsforbrydermistænkte bosnisk-serbiske tidligere leder Radovan Karadzic er anholdt, bekræfter Serbiens præsident Tadic. Chefanklager taler om en milepæl
Den krigsforbrydermistænkte bosnisk-serbiske tidligere leder Radovan Karadzic er anholdt, bekræfter Serbiens præsident Tadic. Chefanklager taler om en milepæl
Udland
22. juli 2008

BEOGRAD - En af verdens mest eftersøgte krigsforbrydere, de bosniske serberes tidligere præsident, Radovan Karadzic, er blevet anholdt af serbiske sikkerhedsstyrker efter 11 år på flugt, meddelte Serbiens præsident, Boris Tadic, i en erklæring sent mandag aften.

- Karadzic er blevet lokaliseret og anholdt her til aften, hed det i erklæringen.

FN's krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien har tiltalt Karadzic for folkemord under den 43 måneder lange belejring af Sarajevo, som under den bosniske borgerkrig kostede 12.000 mennesker livet, og han anklages også for at stå bag massakren på op mod 8000 muslimer i Srebrenica i 1995.

Regeringskilder siger, at Karadzic har været overvåget gennem nogle uger efter et tip fra udenlandske efterretningstjenester om hans opholdssted.

Der var ikke umiddelbart nogen officielle oplysninger om, hvor han blev anholdt, men en unavngiven embedsmand fra krigsforbryderdomstolen siger til nyhedsbureauet AFP, at han blev anholdt på serbisk jord og ikke modsatte sig anholdelsen.

Den 63-årige uddannede psykiater blev mandag aften overdraget til krigsforbryderdomstolens undersøgelsesdommer i Beograd, meddelte præsidentkontoret i den serbiske hovedstad.

Det serbiske indenrigsministerium udsendte en kort meddelelse om, at dets officerer "ikke deltog i lokaliseringen og anholdelsen af Karadzic". Ministeriet uddybede ikke oplysningen.

En del serbere betragter Karadzic som en krigshelt, der stod imod gamle fjender og stormagter og tilkæmpede sig et separat hjemland til de bosniske serbere.

Tribunalets nye chefanklager, Serge Brammertz, hilste den opsigtvækkende anholdelse velkommen og lykønskede de serbiske myndigheder med deres fangst, som han kaldte "en milepæl" i Serbiens samarbejde med FN-domstolen.

- Vores kolleger i Beograd har informeret mig om den succesfulde operation, som førte til anholdelsen af Radovan Karadzic, sagde chefanklageren i en erklæring, udsendt fra tribunalet i Haag.

Anholdelsen af Karadzic er af stor betydning for Serbiens håb om fremtidigt medlemskab af EU, sagde unionens udvidelseskommissær, Olli Rehn.

- Det er bestemt en milepæl for Serbiens samarbejde med det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien. Det viser den ny regerings beslutsomhed i forhold til at samarbejde fuldt ud med tribunalet, sagde Rehn.

EU har længe krævet Karadzic og dennes tidligere hærchef fra borgerkrigen i Bosnien, Ratko Mladic, anholdt, og anholdelsen ventes at gøre Serbiens ambitioner om at komme med i EU mere realistiske. Mladic er stadig eftersøgt.

I en meddelelse fra Det Hvide Hus lykønskede den amerikanske regering Serbien med anholdelsen af Karadzic og kaldte det en "hyldest" til ofrene for krigsforbrydelser på Balkan.
/ritzau/Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Ristinge

Endnu en fjer i Hatten til EU

Tillykke

Lennart Kampmann

jeg har allerede skålet i rødvin i aften ;)

Så mangler vi bare Mladic

med venlig hilsen
Lennart

Det sker ikke, for karadzic når vel at kradse af i sin celle, inden han får sagt noget interessant.

Heinrich R. Jørgensen

Gad vide hvor meget der udbetales i dusør for tippet, der førte til anholdelsen? Den slags illoyalitet plejer at udløse klækkelig betaling.

Anders F. Theut

Der skal jo også være noget for at forsøde tilværelsen, når man ikke længere kan se sig selv i øjnene...

Heinrich R. Jørgensen

Så sandt, Anders Theut.