Læsetid: 2 min.

Karadzic udleveret til Haag

FN's domstol bekræfter, at den tidligere bosnisk-serbiske leder er udleveret og skal stilles for en krigsforbryderdomstol
FN's domstol bekræfter, at den tidligere bosnisk-serbiske leder er udleveret og skal stilles for en krigsforbryderdomstol
30. juli 2008

HAAG - Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic var onsdag bag lås og slå i Haag, efter at Serbien tidligere på natten valgte at udlevere den sigtede krigsforbryder til FN's krigsforbryderdomstol.

Karadzic er anklaget for krigsforbrydelser og folkemord under krigen i Bosnien fra 1992 til 1995, hvor over 100.000 mennesker mistede livet.

FN-domstolen bekræftede kort før kl. 8, at Karadzic var i domstolens varetægt.

Domstolen vil sikre "hans ret til en retfærdig retssag i videst muligt omfang og i overensstemmelse med de højeste internationale standarder", sagde en talsmand for domstolen i den hollandske hovedstad.

Talsmanden ville ikke gå nærmere ind på, hvordan udleveringen fandt sted. Men udleveringen blev bekræftet kort efter, at en helikopter tidligt onsdag morgen landede bag murene i det fængsel, som er knyttet til domstolen.

Karadzic er mistænkt for medvirken til massakren på 8000 muslimer i byen Srebrenica i 1995 og for at have givet ordre til drab på civile under de serbiske styrkers belejring af Sarajevo. I alt drejer det sig om 11 anklagepunkter.

Karadzic ventes at blive stillet for en dommer inden for de nærmeste dage for at erklære sig skyldig eller ikke-skyldig i anklagepunkterne.

Karadzic var den politiske leder for de bosniske serbere under krigen. Men regeringen i Beograd er under pres for også at fange og udlevere den tidligere militære leder, Ratko Mladic, der lige som Karadzic har været på flugt i 13 år. Mladic anses i mange kredse for at være en endnu større forbryder end Karadzic, fordi som han som kommanderende general traf de operationelle beslutninger om at udrydde fortrinsvis muslimske medborgere i Bosnien.

Karadzic levede ind til 21. juli i skjul i Serbiens hovedstad, Beograd, hvor han ernærede sig som alternativ behandler. Han er uddannet som læge.

Udleveringen kan føre til flere uroligheder i den serbiske hovedstad, Beograd. Her kom det tirsdag aften til sammenstød mellem serbiske nationalister og politiet, da 15.000 nationalister protesterede mod Karadzics tilfangetagelse i sidste uge og udleveringsplanerne.

En lille gruppe demonstranter gik løs på politiet, som svarede igen med tåregas og gummikugler. 25 betjente og 19 civile blev såret.

Selv om Karadzic er sigtet for krigsforbrydelser og folkedrab, ser mange serbere ham stadig som helten, der beskyttede de bosniske serberes sikkerhed under krigen i området fra 1992 til 1995.

Det var dog bemærkelsesværdigt, at demonstrationen ikke samlede så mange, som arrangørerne havde håbet på.
/ritzau/AP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu