Analyse
Læsetid: 4 min.

Katten og atommusen

FN-inspektionen af det formodede syriske atomanlæg handler i virkeligheden om vestlig nervøsitet ved Irans udvikling af atomprogrammer, der vil udligne det atombevæbnede Israels afskrækkelses-monopol
Udland
3. juli 2008

Beirut - Da flyet med kontrollanterne fra det internationale atomagentur i sidste uge landede i Sy-rien, mailede jeg en kontakt om muligheden for at stige på IAEA-karavanen til det udbombede militære anlæg i den nordsyriske ørken.

Kontaktens svarmail lød: "Syrien har forment udenlandske journalister adgang til landet mens inspektionen finder sted. Så nul Damaskus for dig! Men jeg er stadig skeptisk over, om syrerne kan flikke noget sammen der bare minder om Risø på denne side af 2025. Så jeg ser (IAEA) raidet som bevidst overkill med adresse til Iran og et generelt forsøg på at dæmonisere the bad boys."

Udover at den sidste replik signalerer fligen af velkendt arabisk selvforagt - de færreste troede f.eks. på, at 11. september kunne være udtænkt, planlagt og udført af arabere - er den påfaldende for syrernes mistro til IAEA's motiver til kravet om adgang til Al Kibar, det militære anlæg, israelske kampfly smadrede i september sidste år, og som i det store og hele er jævnet med ørkensandet.

Dengang blev journalister nægtet adgang til ruinerne i 10 dage, og der skulle gå næsten et år, før Syrien accepterede den IAEA-inspektion, der i sidste uge var omgærdet med et hemmelighedskræmmeri, der igen stiller spørgsmålet: Har Syrien noget at skjule?

En syrisk borger taler ud

Ikke ifølge landets massivt udseende udenrigsminister, Walid al-Moallam, der ytrede sig mandag i anledning af den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støres besøg i Syrien.

Walid al-Moallam afviste endnu engang, at Al Kibar var andet end et ordinært militært anlæg som hundredvis af andre.

"Som syrisk borger vil jeg tro, at dersom Syrien havde et hemmeligt (atom)program, ville man ikke have tilladt inspektørernes besøg på stedet - det er logik," sagde han, og vedhæftede derefter en interessant bemærkning: "Men som borger ville jeg dog ønske, at Syrien havde et sådant program, idet Israel har gjort store fremskridt med produktion af kernevåben".

Hvad politiske observatører hæfter sig ved, er Moallams bevidste udtræden af rollen som regeringsmedlem (der burde vide besked), og indtræden i rollen som 'borger' (der i sagens natur ikke ved besked). For hvad ved han i rollen som minister?

En mand, der ved besked, er Syriens vicepræsident, Farouk al-Sharaa, i årtier landets magtfulde udenrigsminister, der forleden erklærede, at IAEA-inspektørernes adgang til Al Kibar blev tilladt 'for at bevise, at de amerikanske beskyldninger om et hemmeligt syriske atomprogram er falske'.

I samme erklæring afviste al-Sharaa, at IAEA-inspektørerne får adgang til tre andre anlæg i Syrien, som FN har ønsket at tjekke ud. Lederen af IAEA-delegationen, finnen Olli Heinonen, var dog indtil videre 'tilfreds' med besøget, men tilføjer, at der 'stadig er udeståender, der skal følges op på'.

Ikke skygge af beviser

Indtil videre er der ikke ført skyggen af bevis for, at Al Kibar-ruinerne er resterne af et syrisk atomanlæg, opbygget med nordkoreansk bistand. Syrien har hele tiden kategorisk afvist, at det havde noget som helst at gøre med kernekraft. USA og Israel fastholder, at der var tale om et anlæg, der med tiden skulle forsyne forbundsfællen Iran med 'atombrændstof' til (de formodede) iranske kernevåben. Alt dette er ikke dokumenteret.

En historie i den britiske avis The Times i september sidste år er ej heller dokumenteret, nemlig at en israelsk kommandostyrke, 'næsten sikkert iført syriske militæruniformer', havde 'lokaliseret og indsamlet nukleart materiale i en forlægning i landets nordlige del'.

Aktionen skete angiveligt på et krav fra Washington om, at Israel førte bevis for, at syrerne rodede med militære atomprogrammer, før USA ville give grønt lys til angrebet. Newsweek har citeret en tidligere Mossad-chef, Uzi Arad, for at sige: "Jeg ved, hvad de fandt, og når det kommer ud, vil det forbløffe enhver" Sunday Times har skrevet om (formentlig vestlige) diplomater i Kina og Nordkorea, der 'troede på', at nordkoreanske og kinesiske teknikere blev dræbt ved det israelske bombeangreb.

Det er indtil videre ikke 'kommet ud', hvad kommandoenheden kan 'forbløffe enhver' med. Det er heller ikke dokumenteret, at kinesere og koreanere omkom, da israelske F15I-kampfly fra 'Eskadrille 69' krydsede den syriske kystlinje 6. september 2007 og bombede Al Kibar - tre dage før et nordkoreansk fragtskib anløb havnebyen Latakia med 'en last cement', men som israelerne antog var en last med teknisk udstyr til atomprogrammet. Derimod synes det sikkert, at Syrien tidligere har købt sovjetdesignede Scud-C-missiler i Nordkorea, og at koreanske ballistiske eksperter har hjulpet syrerne med at opgradere dem til en rækkevidde på 450 kilometer, som gør det muligt at ramme Israel fra affyringsramper i den nord-syriske ørken.

Budskab til Iran

Den mest nærliggende forklaring på angrebet er dog, at det var et budskab til Iran om, hvad der vil ske, hvis Teheran ikke indstiller det atomprogram, der hævdes udviklet til alene civile formål. Såvel Iran som Syrien har underskrevet den internationale aftale mod spredning af kernevåben - hvad Israel ikke har - og formelt er såvel IAEA's krav om inspektioner som Vestens sanktionspolitik, der blev optrappet på et EU-topmøde for nogle uger siden, affødt af mistanken om, at denne ikke-sprednings-traktat krænkes af de to lande.

Presset på Iran blev øget for et par uger siden, da Israel gennemførte omfattende militærmanøvrer i luftrummet over Middelhavet, der bevidst og i fuld åbenhed var krigsspil med Iran som mål. Israelerne har forklaret manøvren med, at den skulle 'lægge pres på Vesten' for at øge sanktionspolitikken. Iran har svaret med at kalde såvel manøvren som det øgede EU-pres for 'tomme trusler'.

Det skal vise sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Dreyer

Er Lasse Ellegaard og Information helt trygge ved at Syrien og Iran står lige for at få A-våben ?

Jeg er personlig lidt utryk ved at to diktaturstater får sådan. Ikke mindst i lyset af deres udtrykte ønske om at drive alle jøder i havet så snart som muligt.

Men som medlem af Dansk Folkeparti er jeg måske også lidt let at gøre forskrækket ?

Givet at selv den amerikanske efterretningstjeneste i sin sidste rapport havde store tvivl omkring Irans hensigter, tror jeg godt du kan slippe panikken.

Du burde snarere tænke over hvorfor alle insisterer på at Iran og Syrien åbenlægger alt for IAEA, mens Israel stadigt og totalt nægter dem adgang.

Robert Kroll

Som før sagt, hvis Tyskland under Hitler havde vundet 2. verdenskrig, så havde tyskerne idag været velhavende mennesker i verdens eneste supermagt .

Hvis Irak under Saddam Hussein havde vundet over Iran, indlemmet Kuwait og sluppet fra gasangrebene mod kurderne o m a, så ville irakerne idag være velhavnede mennesker i en mellemøstlig supermagt.

Hvis Iran og Syrien slipper afsted med deres politik, så bliver iranere og syrere velhavende mennesker i to magtfulde stater, der vil have knust Israel for enhver pris. Den iranske præsidents meldinger er krystalklare i så henseende, og Irans/Syriens respekt for menneskerettigheder kan ud fra hvad man læser i pressen ligge på et yderst beskedent sted.