Læsetid: 9 min.

Den lange krig - USA vs. Iran

Ærkefjender. Selv om stemningen synes vendt i de europæiske medier, er et militært angreb på Iran slet ikke taget af bordet i Washington. Heller ikke Barack Obama vil afvise bombninger, og toneangivende militærstrateger gør det klart: 'Atomuret tikker'. Den kolde krig mellem Iran og USA er i gang - og har været det siden 1979
26. juli 2008

WASHINGTON - I Europa er optimismen så småt ved at bryde ud. Ledende iranske, europæiske og amerikanske diplomater har siddet i samme stue for første gang siden 1980. Mødet i Geneve om det iranske atomprogram mellem iranske chefforhandlere, EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, og den amerikanske viceudenrigsminister, William Burns, har givet fornyet håb om en diplomatisk løsning. Særligt i Europa.

Men i Washington tales der om Iran på en helt anden måde. Her handler det om krig. Og det er til stede hele tiden. Blandt politikere, forskere og journalister. Hos de studerende, taxachaufførerne, bartendere og musikere. Det er øverst på den politiske agenda, genstand for utallige rapporter og forsidehistorie på aviserne. Det diskuteres i barerne, på universiteterne og, ja, i kongressen på Capitol Hill. Ikke med sporadiske henvisninger til atomprogrammet eller Ahmadinejads Holocaust-udtalelser - i Washington tales der næsten rutinemæssigt om bombninger og militær intervention i Iran, uden nogen løfter et øjenbryn.

"Iran er det altoverskyggende udenrigspolitiske spørgsmål i USA. Det har det været i 30 år, og det vil det uden tvivl være mange år frem i tiden," siger den nyligt afgåede amerikanske viceudenrigsminister R. Nicholas Burns, da Information møder ham i Washington. Og meldingen er den samme hele vejen rundt blandt toneangivende movers and shakers i Washingtons udenrigspolitiske miljø. Opmærksomheden retter sig mod Irans atomprogram. Som vicepræsidenten for den indflydelsesrige tænketank Center for a New American Security, CNAS, Dr. James N. Miller, udtrykker det:

"Håndteringen af Irans atomprogram vil være på toppen af listen over udenrigspolitiske problemer, som den kommende amerikanske præsident arver. Atomuret tikker."

Iran er også det første udenrigspolitiske spørgsmål, som præsidentkandidaterne stilles, og selv Barack Obama, der ellers tidligere har udtalt, at han er villig til at mødes med den iranske præsident, er blevet hård i tonen. Ved et pressemøde i Israel onsdag udtalte han, at han bestemt ikke vil tage nogen muligheder af bordet - heller ikke bombninger.

"Både gulerod og pisk skal være større, hvis det iranske regime skal tvinges til at nedlægge deres atomprogram."

Mange såvel analytikere som politikere har gennem de seneste par år forudset en militær konfrontation. Senest har journalisten Seymour M. Hersh i magasinet The New Yorker fremlagt beviser for, at præsident Bush og vicepræsident Cheney det seneste år har eskaleret og opprioriteret en række hemmelige CIA-missioner for at underminere og vælte det iranske præstestyre. Operationer, der ifølge Hersh løber op i 400 millioner dollar. Alt sammen betalt af amerikanske skattekroner, men kun delvis godkendt af kongressen på grund af deres hemmelige indhold. Det var samme Seymour M. Hersh, som i 2006 på baggrund af andre hemmelige papirer og anonyme interview viste, hvor langt Bush-administrationen dengang var fremme med planer om en større bombekampagne. Bush, Cheney og de neokonservative tænketanke i Washington var ifølge artiklen fast besluttet på at konfrontere Iran militært.

Selv om det muligvis har været tæt på flere gange, er den militære konfrontation ikke kommet endnu. Udenrigsminister Condoleezza Rice og forsvarsminister Robert Gates menes at trække i en mere moderat retning. Men det er ikke kun høgene blandt republikanerne, som kan tænkes at ville bombe eller invadere Iran. Også demokraterne rører på sig, og mange demokratiske toppolitikere kappes om at sætte hårdt mod hårdt over for Iran. Hillary Clintons mange udfald mod Iran under primærvalgene var blot et eksempel på dette. Hun stemte blandt andet for Bushs forslag om at sætte Den Iranske Revolutionære Garde på terrorlisten og udtalte i april 2008, at hun ville "totalt udslette" ("totally obliterate") Iran, hvis landet skulle angribe Israel.

Den iranske trussel

Når amerikanske politikere vurderer, at Iran skal prioriteres som en særlig trussel, skyldes det primært tre faktorer.

For det første er det iranske atomprogram en konstant kilde til bekymring. Programmet har kørt i mange år, men særligt efter at Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, med jævne mellemrum fra 2002 har kritiseret Iran, er spændingen mellem Vesten og Iran steget. Iranerne har på forskellig vis modsat sig og besværliggjort IAEA's inspektioner, og samtidig har man under præsident Ahmadinejad genoptaget arbejdet med at berige uran, så det kan bruges i civile atomkraftværker - og i atombomber.

USA har i den forbindelse længe arbejdet på at få Irans atomprogram bragt op i FN's sikkerhedsråd og har ved flere lejligheder advaret Iran mod at fortsætte sine eksperimenter. Senest har Bush i starten af juli måned i år understreget, at militære angreb på landet ikke kan udelukkes, hvis landet ikke øjeblikkeligt ændrer kurs.

For det andet har Irans præsident siden 2005, Mahmoud Ahmadinejad, gjort op med den tidligere reformlinje og på ny indvarslet en konfrontationssøgende kurs over for Vesten. De gamle islamistiske slagord fra Khomeinis æra omhandlende Vestens imperialisme er blevet støvet af og har igen afløst den tidligere præsident Khatamis tale om "civilisationers dialog", som i slutningen af 1990'erne ellers indikerede en iransk opblødning. Ahmadinejad har vendt reformfløjen ryggen og baserer i højere grad sin magt på de religiøse konservative og de lavere samfundsklasser.

Kursændringen gælder ikke kun atomprogrammet, men også markante udtalelser om at "fjerne Israel fra historiens sider", og åbenlys støtte til libanesiske Hizbollah har markeret præsidentens nye hårde linje.

Desuden spøger Iran i kulissen, når amerikanerne skal forholde sig overordnet til Mellemøsten og til fremtidens Irak. Som naboland til Irak og Golfregionens mægtigste magt har Iran stor indflydelse på, hvad der sker i regionen. Dels fordi store dele af Irak, ligesom Iran, er shiamuslimsk, og båndene er stærke mellem de irakiske og iranske shiamuslimske politikere. Dels fordi Iran i modsætning til Golfens mange arabiske olielande profilerer sig ved åbent at tage afstand fraVesten.

I modsætning til lande som for eksempel Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater, der baserer deres økonomi på olieeksport til Vesten, og som har tætte sikkerhedspolitiske forbindelser til Vesten, fremstår Iran således som et selvstændigt land. Med udgangspunkt i islamistisk ideologi kritiserer Iran både Vesten og de arabiske lande, som danser efter Vestens pibe. Og det er populært blandt befolkninger i hele Mellemøsten. Særligt efter at Ahmadinejad er kommet til magten, har Iran formået at gøre sig til en hovedrolleindehaver i spillet omkring regionalt hegemoni i Golfen.

Obamas diplomati

Amerikanerne har således en række aktuelle grunde til at bekymre sig over Irans modarbejdelse af USA's interesser i Golfen. Og det afspejler sig i valgkampen. Hvilke strategier skal afprøves, og hvilke midler er kandidaterne villige til at tage i brug?

Republikanerne har både gennem Det Hvide Hus og i forbindelse med John McCains kampagne været hårde i filten over for Iran. Det var McCain selv, der behændigt omskrev Beach Boys-sangen "Bar bar bar Barbara Ann" til "Bomb bomb bomb bomb Iran" i 2007, og ved flere lejligheder har han hævdet, at Iran støtter al-Qaeda, selv om ikke meget tyder på en sådan forbindelse. McCain kan på den måde ses som en forlængelse af Bushs politik, der i stadig højere grad rasler med sablen i forhold til bombninger.

Det er straks sværere at forudse Obamas politik over for Iran. Han har allerede tidligt under sit kandidatur sagt, at han er villig til at mødes med den iranske præsident uden forhåndsbetingelser. Det er også hans officielle politik, at USA ikke skal bruge sin militære tilstedeværelse i Irak til eventuelt at angribe iranske stillinger. Hos både republikanere og demokrater er han derfor blevet kritiseret for at være for blød og eftergiven, mens flere europæiske politikere forhåbningsfuldt har fortolket det som udtryk for Obamas diplomatiske sindelag.

Denne antagelse synes at blive bakket op af andre demokrater omkring Obama, som ligeledes betoner de diplomatiske løsninger over for Iran. En af dem er den demokratiske mellemøststrateg Dennis Ross, som netop er aktuel som medforfatter til en Iran-rapport, der er udgivet gennem den amerikanske tænketank Center for a New American Security, CNAS.

"Bush-regeringens konstante stramning af løkken er næppe den bedste løsning. Det fremtvinger kun en lejrstemning, som de iranske hardlinere bruger til at legitimere en endnu hårdere kurs over for USA. I sidste ende kan vi tvinge iranerne til at kæmpe, hvis de ikke tror, der er andre alternativer," siger Ross, der i stedet foreslår en hybridløsning.

"Jeg mener godt, at vi kan forhandle med iranerne, uden at de har opgivet deres uranberigelse på forhånd. Men både pisk og gulerod skal være større. Sideløbende med forhandlingerne skulle handelssanktionerne fortsætte fra både amerikansk og europæisk side."

På den måde vil Ross sikre sig, at iranerne ikke opfatter dialogen som et svaghedstegn fra USA's side. Interessant nok nævner Ross i en sidebemærkning, at hvis Iran eller europæerne ikke hopper med på vognen, kan USA overveje at "få Israel til at understrege, at der er grænser for, hvad Israel kan leve med i forhold til Irans atomvåben".

Denne bemærkning falder i Washington få dage før, Israel demonstrativt afholder en enorm militærøvelse med over 100 F-15- og F-16-kamp- og bombefly. En øvelse, som både amerikanske og europæiske eksperter fortolkede som en generalprøve på israelske bombninger af iranske atomanlæg.

Angrebet

For USA er ikke alene om at være bekymret for Iran. Israel føler sig også truet af iranerne og har ved flere lejligheder sendt signaler om, at man ikke vil vente evigt på, at amerikanerne får kontrolleret eller bombet de iranske reaktorer. I israelsk optik er Iran en "eksistentiel trussel".

Og det har betydning for den amerikanske valgkamp. Den jødiske lobby, mest markant organiseret gennem den magtfulde interesseorganisation American Israel Public Affairs Committee, AIPAC, understreger jævnligt, at de forventer handling fra USA's side over for Iran. AIPAC har i kongressen arbejdet målrettet og succesfuldt på at bibeholde den militære løsning som en del af de amerikanske overvejelser. Dette skete senest i marts 2007, hvor kongressen efter pres fra AIPAC slettede en passage i et lovforslag, der understregede, at Bush skulle have kongressens tilladelse inden et angreb på Iran.

Israels og AIPAC's holdning til Iran-problematikken kan Obama ikke tillade sig at ignorere. Israel nyder stor og bred opbakning i den amerikanske befolkning, og han har som demokrat desuden brug for de amerikanske liberale jødiske vælgere. Derfor kunne noget tyde på, at Obamas politik over for Iran ikke nødvendigvis vil følge en diplomatisk kurs.

Dette blev også indikeret, da Obama i sidste måned holdt tale på en stor konference arrangeret af selveste AIPAC. Her imødegik Obama den kritik, som blandt andet AIPAC havde rettet mod hans udtalelser om forhandlinger med Iran:

"Der er ingen større trussel mod Israel - eller mod fred og stabilitet i regionen - end Iran," slog Obama fast. "Truslen fra Iran er reel. Den er alvorlig, og mit mål er at eliminere denne trussel."

Selv om Obama også understregede, at mulighederne for at forhandle ikke var taget af bordet endnu, kan talen alligevel fortolkes som et demokratisk forsøg på at fremstå som handlekraftig.

Mens den amerikanske debat i præsidentvalgkampen om, hvordan Iran skal håndteres, fortsætter med en skærpet tone, har Iran den seneste tid taget handsken op.

Iranske embedsmænd har i forlængelse af den amerikanske debat om Iran og den israelske militærøvelse med bombefly også skærpet tonen. De har gentagne gange proklameret, at Iran i tilfælde af et angreb vil svare igen ved at ramme ikke blot amerikanske mål i Mellemøsten, men også mål i olieindustrien i de rige Golflande. Alvoren bag Irans trusler blev i starten af denne måned tydelig, da iranerne testede fire af deres mellemdistanceraketter, Shahab-3, der uden problemer kan nå mål i Golfen og i Israel.

Formålet med de iranske udmeldinger og testraketterne er tydeligt. Iranerne ønsker at sende et budskab til USA og Israel om, at et angreb vil få uoverskuelige konsekvenser for stabiliteten i Mellemøsten. Og de overvejelser må den kommende amerikanske præsident også tage i betragtning, når regnskabet skal gøres op: Kan USA leve med at åbne en ny front i Mellemøsten? Kan det amerikanske militær klare presset fra yderligere opgaver, og hvad vil konsekvenserne for prisen på olie være, hvis iranerne hindrer udskibningen af hele Golfens olie ved at blokere det snævre Hormuzstræde?

Det er disse tunge spørgsmål, som McCain og Obama givetvis stiller sig selv i disse dage, mens de samtidig også overvejer, om de overhovedet kan vinde et præsidentvalg, hvis de fremstår som svage og ubeslutsomme over for en af USA og Israels ærkefjender siden 1980'erne.

Søren Hove er mellemøstforsker ved Syddansk Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu