Læsetid: 4 min.

Mellem zarer og zarmordere

Rusland har nølet med opgøret med den kommunistiske fortid, og det har givet problemer med naboerne. Men nu sker der noget. Kirken kræver nu, at Lenin-mausolæet fjernes fra Den Røde Plads
Tidligere sovjetrepublikker kræver et opgør med den kommunistiske fortid - og nu stemmer den Russiske Ortodokse Kirke i med et forslag om at fjerne Lenin-Mausulæet fra den Røde Plads i Moskva. På billedet fra den 7. november 1972 ses Sovjetunionens topledere, heriblandt generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti, Leonid Brezhnev (nr. 9 fra venstre), der hilser fra balkonen over Lenin-Mausolæet på årsdagen for Oktoberrevolutionen.

Tidligere sovjetrepublikker kræver et opgør med den kommunistiske fortid - og nu stemmer den Russiske Ortodokse Kirke i med et forslag om at fjerne Lenin-Mausulæet fra den Røde Plads i Moskva. På billedet fra den 7. november 1972 ses Sovjetunionens topledere, heriblandt generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti, Leonid Brezhnev (nr. 9 fra venstre), der hilser fra balkonen over Lenin-Mausolæet på årsdagen for Oktoberrevolutionen.

22. juli 2008

I The Moscow Times stillede den kendte politolog Andrej Piontkovskij forleden det retoriske spørgsmål: Hvorfor er Rusland så skrækslagen for Ukraine?

Baggrunden for Piontkovskijs spørgsmål er, at Moskva under Putin har ført en koldkrigsagtig udenrigspolitisk linje, der ikke blot var rettet imod Vesten, EU og NATO, men også mod stort set alle Ruslands nærmeste naboer: De tre baltiske lande, Polen, Tjekkiet, Bulgarien, Moldova, Georgien og - til Piontkovskijs undren - i stigende grad også Ukraine.

Ukrainerne er jo russernes slaviske brødre og er et stort land med næsten 50 millioner mennesker. De har levet sammen i fællesskab op igennem historien, forstår hinandens sprog, har lignende kulturer. Så hvorfor blandede daværende præsident Putin sig direkte i præsidentvalget i Ukraine med støtte til den korrupte pro-russiske kandidat, hvilket førte til den Orange Revolution og Viktor Jusjtjenkos sejr og en endnu mere provestlig linje i Kiev? Hvorfor bruger Moskva olie- og gashanen til at lægge pres på de ukrainske brødre? Hvorfor søger russerne ikke konsensus og forbrødring med den store nabo?

Statustabet

Andrej Piontkovskij mener, at der er flere årsager til den aggressive udenrigspolitik. Drømmen om Putins moderniseringer af landet er bristet, fordi den viste sig kun at være endnu en omfordeling af rigdommene i den herskende postsovjetiske elite. Fjendebilledet af Vesten er derfor blevet den eneste form for legitimering af Putins statskapitalisme.

Derudover mener Piontkovskij, at olierigdommene i Kreml har skabt en fejlagtig opfattelse af magtcentret som almægtigt. Samtidig har en lang række vestlige fejlgreb og tilsyneladende mangel på ledelse - ikke mindst i forhold til, hvad russerne opfatter som en voksende islamisk fremmarch - demonstreret Vestens afmægtighed og fået Moskva til at betragte Vesten som en synkende skude.

Synkende skude

Men ifølge Piontkovskij er Rusland selv passager på, ja en del af, den synkende skude. Han mener dog, at der er en redningsflåde i sigte, og det hedder paradoksalt nok Ukraine. Hvis Ukraine får succes med sin Orange Revolution og europæiske modernisering, vil det nemlig kunne trække Rusland med i samme retning.

"Ukraine udgør en trussel, men ikke for Ruslands sikkerhed, som Kremls propagandister hævder," skriver Piontkovskij.

"Den virkelige trussel fra Ukraine er imod Putins model for en korporativ autoritær stat, der er uvenlig overfor Vesten. For Kreml er det et spørgsmål om liv eller død, hvis provestlige lande fra det tidligere Sovjetunionen - med Ukraine som det vigtigste eksempel - skulle blive attraktive for almindelige russere. Ukraines succes vil betyde den politiske død for putinisme - KGB-kapitalisternes skrøbelige og korrupte filosofi."

Opgøret

Og vest-vendingen foregår ikke mindst på værdiplanet. Moskva reagerede prompte og barskt, da Litauen for få uger siden indførte en lov, der sidestillede og forbød nazistiske og sovjetiske symboler. Vreden blev ikke mindre, da den ukrainske præsident Jusjtjenko forleden opfordrede til afskaffelsen af alle symboler på totalitarisme og kommunisme.

"Ukraine bør én gang for alle frigøre sig for den sovjetiske fortid og fordømme det kommunistiske regime," sagde den ukrainske præsident.

Han havde kort tid forinden gjort et stort stykke arbejde for at få international anerkendelse af, at hungers-nøden i Ukraine i 1932-33, som kostede mellem 6 og 8 millioner mennesker livet, var et bevidst folkemord, planlagt og gennemført af det kommunistiske regime under Stalin i Moskva.

Han forsikrede dog russerne om, at dette ikke var rettet imod dem, men mod sovjetregimet.

Kamp med fortiden

Værdikampen eller det ideologiske opgør med fortiden, som først polakkerne, tjekkerne og balterne gennemførte, og som ukrainerne er midt i, er imidlertid også ved at dukke op i Rusland selv. Og begyndelsen er kommet fra uventet kant.

En repræsentant for den Russiske Ortodokse Kirke, officiel repræsentant for Moskvas Patriarkat, fader Georgij Rjabykh, krævede forleden ifølge nyhedsbureauet Interfax, at de russiske myndigheder skal "gennemføre den endelige fordømmelse af kommunismen."

"Det ville være godt, hvis vi i vores liv huskede på de bedrøvelige, tragiske begivenheder i vores sovjetiske fortid, hvis vi mindedes ofrene for stalintidens undertrykkelser og den russiske emigrations tragedier," sagde Fader Georgij, som forslog at tilbagegive gader og veje deres historiske navne, fjerne monumenterne over sovjetiske ledere, afskaffe sovjetsymboler og - som det vigtigste - fjerne Lenin-mausolæet fra Den Røde Plads.

Zarer og zarmordere

Ifølge kommentatoren Maksim Jarosjevskij fra netavisen svobodanews.ru er der ikke blot tale om et forsøg på at tilintetgøre det hensygnende russiske kommunistparti, men om et led i; "dybe processer, der udfolder sig i russisk politik."

Rusland nu er ved at vende tilbage til begyndelsen af 1990'erne, hvor opgøret med kommunismen blev gennemført politisk og i praksis, men ikke ideologisk og teoretisk, mener han.

Både under Jeltsin og Putin blev der lagt låg på diskussionen, for at undgå det store opgør med de mange fortsat overbeviste kommunister. Men, skriver Jarosjevskij videre, tiden er inde til at gøre op med fortiden, for, slutter han:

"Man kan ikke samtidig berømme zarerne og zarernes mordere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunsten er jo nok snarere at være kritisk over for både Zarerne of deres efterfølgere. Zar Nikolai var medskyldig i den sovjettiske katastrofe.