Læsetid: 6 min.

Olmert kaster Israel ud i langvarig krise

Og problemet med israelske regeringskriser er, at de har internationale konsekvenser og blokerer for løsninger - i dette tilfælde også for forsoning med en vrissende amerikansk udenrigsminister
En israelsk demonstrant foran den tidligere bosættelse på Vestbredden, Homesh, der blev rømmet i 2005.

En israelsk demonstrant foran den tidligere bosættelse på Vestbredden, Homesh, der blev rømmet i 2005.

YEHUDA RAIZNER

1. august 2008

Det karakteristiske - og problematiske - ved israelsk indenrigspolitik er, at selv banale krusninger ofte forårsager voldsomme internationale dønninger. For selv om det ret beset kun er et anliggende for de seks millioner israelere, at deres premier-minister beskyldes for at have taget af alle de kasser, han har været i nærheden af, så vil hans beslutning onsdag om at træde tilbage få vidtrækkende effekt på forhandlingerne om fred i Mellemøsten.

Straks efter at Ehud Olmert - træt og fysisk nedslidt, men fast i mælet - meddelte sin afgang som regeringsleder og partiformand i Kadima efter det 'primærvalg', hvor delegerede den 17. september udpeger en ny leder, blev han dømt færdig og ude af den højreopposition, der står stærkt i meningsmålingerne, og som hvis der var valg i morgen ville erobre regeringsmagten med Likuds Benyamin Netanyahu som ny premierminister. Hvorefter ethvert håb om en for begge parter acceptabel fredsaftale vil være skudt ned. Færdig. Ude.

Ikke desto mindre sagde Olmert i går til Reuters, at han, så længe han sidder på sin post, vil arbejde på at nå en endelig fredsaftale med sin palæstinensiske modpart, Mahmoud Abbas. I Washington sagde en talsmand for den ligeledes afgående præsident George W. Bush, at USA agter at "arbejde videre" med Ehud Olmert, så længe han er premierminister. Mahmoud Abbas erklærede, at der var tale om et "indre israelsk anliggende", og at han var klar til at fortsætte forhandlingerne om en tostats-løsning, uanset hvem der er israelsk premierminister.

Men problemet er, at der ikke er tale om et 'indre anliggende', men om fremtiden for hele tre vigtige processer: Israels forhandlinger med Syrien om en fredsaftale, der finder sted i Tyrkiet, Israels forhandlinger med Abbas' PNA-hjemmestyre, der foregår i primært amerikansk regi, og Israels relationer til Hamas, med hvem der for nylig blev indgået en skrøbelig våbenhvile, og som er modpart i forhandlinger om frigivelse af soldaten Gilad Shalit, der i juni 2006 blev taget som gidsel af den fundamentalistiske modstandsorganisation.

Pragmatisk operatør

I alle tre sager har Ehud Olmerts ageren båret præg af resultatorienteret pragmatik, akkurat som da han for få uger siden byttede Israels sidste fem libanesiske fanger for de jordiske rester af to israelske soldater, dræbt under en Hizbollah-aktion for to år siden. Hvad der blev overset i kritikken af Olmert for at have solgt sine 'bytteobjekter' for billigt var, at han med manøvren fratog Hizbollah politisk og militær legitimitet til at angribe Israel i tilfælde af en væbnet konflikt med Iran (Hizbollahs hovedsponsor) som følge af Teherans afvisning af et stop for beriget uran, der kan bruges til kernevåben.

Også forhandlingssporet med Syrien, Irans allierede, men også Israels nabo med en interesse i at få Israel til at levere de annekterede Golan-højder tilbage, har dette iranske perspektiv. Olmert har manøvreret dygtigt i begge sager, men hans personlige grådighed og mangel på dømmekraft i beslutningen om at angribe Libanon i juli 2006 har skygget for evnerne som operatør. Det kan komme til at koste Israel dyrt.

Men israelerne er afventende, for der kan gå et pænt stykke tid, måske helt frem til februar-marts næste år, inden Olmert rydder sit skrivebord. Nemlig hvis det efter primærvalget 17. september ikke lykkes for Kadimas nye leder at danne en koalitionsregering, der kan holde.

En ny leder, formentlig den nuværende udenrigsminister, Tzipi Livni, der fører feltet på fire kandidater til lederposten, kan ifølge israelske analytikere få stort besvær med at stable en stabil regering på benene i et Knesset, der er præget af politiske og personlige modsætninger på kryds og tværs. Ehud Olmerts afgang kan derfor ende i et parlamentsvalg omkring nytår, og han vil blive siddende som 'vicevært' i hele perioden. En observatør, professor Gerald Steinberg, Bar Ilan universitet, mener således, at Olmerts afgang er "strategisk":

"Han regner med at blive kaldt tilbage, når det ikke lykkes hans efterfølger at danne regering, eller han regner med at være fungerende premierminister frem til et valg."

Regeringskrise

Ehud Barak, forsvarsminister og genopstanden leder af Arbejderpartiet, Kadima's koalitionspartner, roste i går Olmert for hans 'ansvarlige' beslutning og tilføjede, at han anså et valg inden for de næste tre-fire måneder for sandsynligt.

Barak har tidligere opfordret Olmert til at gå af og gøre plads for en afløser, men har af taktiske grunde ikke trukket sit parti ud af regeringen, vel vidende at det kunne betyde en Likud-magtovertagelse, som ville sætte Arbejderpartiet uden for indflydelse. Men uanset udfaldet af den regeringskrise, Olmert har fremkaldt med den uventet tidlige melding om, at han trækker sig, vil forvirringen være så stor, og Olmerts autoritet så begrænset, at der næppe kan træffes nogen aftale med først og fremmest Mahmoud Abbas inden for en overskuelig tidsramme - og da slet ikke før udgangen af dette år. Hjemmestyrets 'præsident' og leder af det sekulære Fatah-parti er des-uden svækket af nye rivninger med Hamas, der kontrollerer Gaza. De seneste dage har de to parter foretaget massearrestationer af hinandens tilhængere - i Gaza spærres Fatah-folk inde, på Vestbredden er Hamas-ledere i snesevis anholdt. I begge tilfælde rapporteres om brutal tortur af de internerede - hverken Hamas' milits eller PNA-hjemmestyrets politistyrke er sarte i indbyrdes opgør, selvom EU har postet millioner af euro i 'menneskerettighedskurser'.

Ballade om bosættelser

Yderligere har Olmert med sin 'afmelding' af embedet reelt blokeret en politisk mindelig løsning på den misstemning, der opstod med kabinetsbeslutningen i søndags om at trodse en kun fire uger gammel henstilling fra 'kvartetten' (USA, EU, FN og Rusland) om fastfrysning af al bosættelses-aktivitet, og som har vakt betydeligt mishag i Washington.

Den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice sagde efter et møde med Israels forsvarsminister Ehud Barak i tirsdags, at beslutningen "er til skade for de igangværende forhandlinger" med palæstinenserne. Reprimanden gjaldt Israels godkendelse af 20 nye boliger i bosættelsen Maskiot i Jordan-dalen.

Lokaliteten ligger i det såkaldte C-område på den besatte Vestbred, hvis nationale fremtid ifølge Oslo-aftalerne fra 1993 skal afgøres ved forhandling forud for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.

I 'kvartettens' erklæring fra den 24. juni opfordres Israel til at "fastfryse al bosætteraktivitet inklusiv naturlig vækst og at nedrive alle udposter, der er etableret siden marts 2001". 'Kvartetten' står bag den såkaldte køreplan for fred fra 2002, som efter en lang periodes glemsel igen blev aktiveret i efteråret 2007 ved det israelsk-amerikansk-palæstinensiske møde i Annapolis, som sigtede på en endelig tostats-aftale inden udgangen af dette år.

Ret til at bygge

Men, som en israelsk diplomat for nylig slog fast over for Information, det er sådan, at Israel forbeholder sig ret til at bygge i eksisterende bosættelser, så længe der ikke er indgået en fredsaftale.

"Til gengæld har Israel historisk dokumenteret, at indgåede aftaler om rømning af bosættelser overholdes til punkt og prikke," sagde han.

Han påpegede endvidere, at parterne i det store og hele er enige om, at de store bosættelser, nogle vokset sammen med Jerusalem og andre nær 'den grønne linje' fra 1967, hvor ca. 150.000 bosættere lever, skal forblive israelske. Derimod vil mindre bosættelser og 'udposter' blive rømmet så snart, der foreligger en aftale - og hvad angår Jordan-dalen gjorde han klart, at den er til forhandling. Men også, at Barak som premierminister i 2000 var klar til at rømme området.

Emmanuel Navon, professor i international politik ved Tel Aviv universitet, siger, at Israel har accepteret en løsning med to stater, men at palæstinensernes insisteren på flygtningenes ret til at vende tilbage (til israelsk område, red.) "gør en endelig aftale umulig, da det vil gør Israel til en arabisk stat".

Det er bl.a. denne knast - tillige med Jerusalems fremtidige status - som Ehud Olmert har arbejdet på at få høvlet til, så en fredsaftale kan sælges til de israelske vælgere. Nu kan han end ikke sælge idéen om, at han fortsat skal stå i spidsen for forhandlingerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alf Vestergaard

Det virker som en iscenesat farce, hvor udviklingen 'lige' gør at fredsprocessen løber af sporet. Altid forårsaget af Israel, fordi ret beset er de jo ikke intereseret i fred, men i fortsat krigstilstand.

De ved, at med en fred vil krav rejses om tilbagevenden til de (med efterkommere) nu mere end 4 millioner palæstinensiske flygtninge - således som er normalt efter alle krige. Truman som nødtvungent anerkendte Israel, så 'med disbelief' på at Israel eksilerede 800.000 mennesker, og gik ud fra som en selvfølge, at de skulle tilbage igen, således som er det normale efter en krig.

Det vil være bedst for dem, som dermed får den mest fair kompensation for 3 snese års lidelser - det land tilbage som de har navn efter. (Okay idag hedder det noget andet, men det kan der ændres på/stemmes om nå¨r først palæstinenserne er tilbage). Det vil være bedst for resten i verden i form af sikkerhed og udgifter til deres midlertidige ophold i lejre. Den eneste som det ikke ville være godt for er Israel, fordi det vil være enden på Israel. Derfor er Israel rent logisk betragtet den enste som ikke er interesseret i en fredsløsning, men i permanent krig.

Alf Vestergaard

Det er i bund og grund Israels skyld at du skal tage skoene af når du skal ud at flyve og din kone gramses på BH'en.

Som redegjort nedenfor, er det også Israel skyld, hvis der er 'olietillæg' på prisen, ligesom den rekordhøje benzinpris er Israels skyld og de høje olie og gaspriser til opvarmning er Israels skyld - ligesom Oliekrisen i 1973 - den værste recession siden 30'ernes Depression - naturligvis ikke ville være sket, hvis Israel ikke lå dette krop-umulige sted.

Israel er en kolossal klods om benet på alle frie mennesker og snart lyder der et 'ROAR' of dissatisfaction fra samme frie og ærlige og hæderlige mennesker med krav om nedlæggelse af dette konstant destabiliserende element i både verdens-økonomien og -sikkerheden.

_____________________

Ifølge en af verdens bedste kendere af oliemarkedet, Michael J. Economides fra Houston Universitet ('the 100 dollar guy'- ham som for 3 år siden forudså at vi ville komme over 100 dollar) er det 'naturlige' niveau idag 60 dollar tønden (Denne pris tager hensyn til øget efterspørgsel fra bl.a Kina). så er der 'geopolitical pressures' fra Rusland, Venezuela og Iran.Så er der den stadig uafklarede usikre situation som følge af Bush' eventyr i Mellemøsten og kviksandet i Irak. Spekulation andrager 35 dollar, sagde Economides ,da prisen var 135 dollar tønden. Lige nu er prisen 123 efter at have været oppe på 145, dvs spekulanmterne er begyndt at cashe ders fortjeneste ind, nu hvor krigstrommerne vendt mod Iran er stilnet af. Men altså alt over 100 dollar er spekulation, alt mellem 60-100 dollar hidrører fra Rusland,Venzuela,Iran og Irak.
Nu er det et fortolkningsspørgsmål hvor meget af de 40 dollar som hidrører fra Irak og Iran. Min bedømning er 30 dollar, med 10 dollar til deling mellem Rusland og Venzuela. eftersom ISRAEL og ISRAEL LOBBYEN var de drivende kræfter for både Irak krigen og sabelralsen over for Iran, ses det at de er ansvarlige for den største enkeltfaktor bag den prisstigningpå olie , som har fundet sted siden begyndelsen af 2003.

Hvis du stadig er skeptisk, så lad os vende det om og sige: Kunne Rusland og Venezuele alene være ansvarlig for at olieprisen fornylig var oppe på 145 dollar?
Nej dertil kræves langvarig uro i selve centret for verdens olieproduktion, og den deraf afledte spekulation i fortsat stigning.