ISTANBUL - Ind imellem alle telegrammerne om seriebomberne søndag aften, udsendte Anatoliens Nyhedsbureau i går også en notits om, at Tyrkiet har kurs mod at blive verdens 9. største økonomi i 2050. Vurderingen kommer fra den internationale investeringsbank Goldman Sachs og den afspejler, hvad det er, der er på spil i Tyrkiet i disse dage, hvor landet står midt i sin alvorligste politiske krise siden militærkuppet i 1980.
Tilliden til tyrkisk økonomi hænger i høj grad sammen med regeringspartiet AKP, der mere end nogen anden tyrkisk regering har sendt væksten op og inflationen ned. Hvis ikke landet kommer hurtigt gennem krisen og kan genoptage sin kurs mod mere vækst og demokrati kan tilliden til tyrkisk økonomi erodere, og det er ikke bare økonomien, men også forholdet til Europa, der er på spil.
"Et konstant svagt, ustabilt, fremmedfjendsk, indadvendt, ultranationalistisk og udemokratisk Tyrkiet vil ikke være et argument for at udstrække Europas 'bløde magt' til Mellemøsten, Kaukasus og Det Østlige Middelhav. Så enkelt er det," skriver kommentatoren Yavuz Baydar i en klumme i avisen Zaman.
Planer om kup
I øjeblikket er Tyrkiet ikke så attraktiv. Søndag aften eksploderede to terrorbomber i Istanbul med 17 døde til følge, få timer senere, i går formiddags, trådte Forfatningsdomstolen sammen for at vurdere den sag, anklagemyndigheden har rejst med krav om lukning af regeringspartiet, og i sidste uge besluttede en kriminaldomstol at indlede retssagen mod henved 100 fremtrædende tyrkere for meget konkrete og fremskredne planer, der skulle have ledt til et militærkup. Hver for sig er det særdeles alvorlige sager, og iagttagere og kommentatorer strides i øjeblikket om, hvorvidt der er en sammenhæng.
Det mest konkrete bevis på, at der er en sammenhæng er det anklageskrift, der er fremlagt i sagen om militærkuppet. Ifølge det skulle Ergenekon-gruppen, som kupmagerne kalder sig, have haft hyppige kontakter med forskellige terrororganisationer i Tyrkiet med henblik på at overtage dem og udnytte dem til deres eget formål. Ifølge et vidne, har Dogu Perincek, der er leder af det tyrkiske arbejderparti og en af de hovedtiltalte i Ergenekon-sagen, hyppigt besøgt PKK's lejre i Libanon i 1980'erne og det fremgår af sagen, at han skulle være medgrundlægger af organisationen.
Anklageskriftet indikerer også, at Ergenekon har stået bag en stribe politiske mord på en journalist, en forretningsmand, en akademiker og en højesteretsdommer i perioden 1993-2006. Alle drab er hidtil blevet tilskrevet forskellige islamistiske og venstreorienterede grupper.
Hensigt til provokation
Om der også er forbindelser mellem Ergenekon og søndagens bomber i Istanbul er ikke klarlagt, men det er bemærkelsesværdigt, at Ergenekon havde til hensigt at skabe kaos og uro i Tyrkiet gennem voldelige demonstrationer og politiske drab, netop i juli i år, for på den måde at provokere militæret til at skride ind og dermed fjerne regeringen fra magten.
Om der er forbindelse mellem de to retssager mod AKP og Ergenekon er heller ikke klart i landet, hvor gennemsigtighed og et upolitisk retssystem stadig er noget, man bare taler om. Men mange i Tyrkiet ser den ene sag som en form for hævn over den anden, da begge kan forstås som led i den årelange strid mellem den nye religiøse elite - symboliseret ved AKP - på den ene side. Og den gamle verdslige elite - symboliseret ved Ergenekon, domstolene og militæret - på den anden.
"Lukningssagen er symptomatisk for de brudflader det tyrkiske samfund er nået til. Ikke kun mellem religiøse og sekulære, men også mellem de, der vil forandre det gamle magtsystem, og de der ikke har vænnet sig til forandringerne i Tyrkiet og verden i det hele taget. Derfor er sagen afgørende for Tyrkiets fremtid," siger Ebru Ilhan, der er forsker ved tænketanken Tesev i Istanbul.
"Som med al terror er befolkningens reaktion en tendens til at kræve vold i ønsket om svare igen og hævne ulykken og de tabte liv. Det fører til en vækst i nationalismen, og fortalerne for Ergenekon vil have mere grundlag for at hævde, at man bør støtte en kriminel organisation, der vil genoprette fred med vold. For hvis demokrati og dialog ikke hjælper og terrorismen fortsætter må svaret, i deres optik, være at svare på samme måde."
Avis peger på PKK
Ingen havde i aftes taget ansvaret for bomberne, men den højreorienterede avis Hürriyet var allerede i går morges klar med en overskrift, der anklager PKK for "massakre på civile". Påstanden er kun indirekte bekræftet af tyrkisk politi og guvernøren i Istanbul, mens PKK selv har afvist den.
Overskriften afspejler om ikke andet den gængse opfattelse blandt tyrkerne, og frygten er nu, at Tyrkiet vil blive ramt af voldelige, nationalistiske optøjer rettet mod landets kurdiske mindretal, på samme måde som det skete i oktober sidste år, da PKK tog syv tyrkiske soldater som gidsler og dræbte 12 andre. Dengang blev kurdere, kurdiske partier og kurdiske forretninger over hele landet angrebet med brand, trusler og knuste ruder til følge.
Selv om krisen er særdeles alvorlig for Tyrkiet, er det ikke første gang landet er i lignende krise. Med 30 års kamp mod terrorisme og fire militærkup er Tyrkiet og tyrkerne vant til lidt af hvert, og ikke mindst til at komme videre.
Jeg kan ikke forestille mig at AKP bliver forbudt, fordi partiet vil ophæve forbuddet mod at bære tørklæde på universiteterne. De vil jo ikke påbyde kvinder en islamistisk uniform, men vil lade kvinderne bestemme selv.
Det vil gøre det nemmere for kvinder fra islamistiske familer at studere uden at komme i konflikt med forældrene, samtidigt med at de bliver friere.
Flere islamistiske kvinder vil med tiden få indflydelserige poster, men det er ikke noget problem i demokratisk forstand, tværtimod, så længe de ikke forsøger at indskrænke frihedsrettighederne eller underordne den sekulære lovgivning sharia.
Og mon de vil det, når de først har oplevet glæden ved at bestemme over sig selv og blive behandlet ligeværdigt?
Jakob, du overser at forbuddet er en beskyttelse af kvinderne mod islamisternes tvang og gruppepres. Her i Danmark går islamisterne fra dør til dør og siger til husets herre: "Din kone går uden tørklæde. Det skal høre op!"
I Iran (der er nabo til Tyrkiet) har de et specielt politikorps til at overfalde kvinder, der ikke klæder sig efter den religiøse lov - f.eks. at tørklædet gled lidt tilbage, eller at der kan ses hud ved anklerne. Der skal ikke mange af disse brutale overfald til at få alle andre kvinder til at rette ind under urimelighederne.
I Tyrkiet er kvinder beskyttet mod den slags overfald ved at loven friholder nogle områder af samfundet for tørklædet. Det kan synes bagvendt, men sådan er den tyrkiske virkelighed. Erdogans ønske om at ophæve forbuddet er en imødekommelse af islamisterne. Diskret, men den bliver bemærket.
Anklageskriftet i retssagen er interessant læsning, for der er ganske væsentlige principper på spil. Jeg har skrevet om det her:
http://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/020884.php
Embedsmændene i Bryssel forstår som vanligt ikke en brik af det hele, og går ud fra at Forfatningsretten er korrupt og at hele sagen er udtryk for magtmisbrug. Hvilket er at skyde sig selv i fødderne, for da Olli Rehn gav Tyrkiet lov til at starte EU-optagelses processen, garanterede han at Tyrkiet har stabile, demokratiske institutioner, der står som garanter for demokratiet. Manden er åbenlyst svigagtig og inkompetent.
Når en af disse institutioner så udfører sit arbejde og bruger Grundloven til at bremse islamiseringen, vælter det ind med fordømmelser fra Bryssel. Det er ikke værdigt, processen bør løbe til ende uden vestlig indblanding.
Løsningen på det problem i Danmark er ikke at forbyde tørklæder. For det er allerede forbudt at true eller chikanere personer, der ikke klæder sig som andre vil have dem til. Loven kan altså stoppe islamister, hvis de begår vold mod eller truer kvinder, der ikke vil klæde sig, som de ønsker.
Der ud over er det desværre en af de mest almindelige former for mobning, at mobbe andre på grund af beklædningen, religiøs eller ej.
Men jeg går ind for et tørklædeforbud for dommere.
@ Jakob Schmidt-Rasmussen
"For det er allerede forbudt at true eller chikanere personer, der ikke klæder sig som andre vil have dem til. Loven kan altså stoppe islamister, hvis de begår vold mod eller truer kvinder, der ikke vil klæde sig, som de ønsker"
Igen denne søde tro på, at når noget er ulovligt, så kan "loven stoppe det" - loven kan som bekendt ikke engang stoppe mænd som chikanerer deres tidligere kærester eller koner i årevis.
Den kan heller ikke stoppe dagligt hærværk på steder man VED bliver hærværket. Man kan dårligt få politiet til at komme selv om man er under fysisk angreb.
Det er samme retoriske "greb" nogle indvandringsglade bruger til at "vise", at det betyder ikke noget negativt - ikke engang potentielt - , at få "alternative" kulturer til DK, - bare folk er lovlydige. Men den holder jo ikke, der er tusinder af ting, som "loven" ikke kan stille noget op mod, og som er dicideret modmenneskelige.
Fællesskab betyder at man er nogenlunde enige om, hvad det er rimeligt og hvad der ikke er, - IKKE at vi fylder landet med politi og domstole.
William Burroughs shrewdly stated: "Paranoia is having all the facts" ;-)
Angående AKP er det værd at lægge mærke til, at Tyrkiet er godt i gang med en udvikling mod en 1-parti stat, hvor det altdominerende parti i samarbejde med erhvervslivet beslutter alle væsentlige sager i landet.
Det er EU-bureaukraterne naturligvis ligeglade med.
Det sundeste for Tyrkiets demokrati ville være, at AKP blev opløst og at de politikere, der ikke har fået arbejdsforbud, danner flere uafhængige partier. Til det formål ville en sænkning af den perverse spærregrænse på 10 % i øvrigt være meget nyttig.
@ Jacob
Muslimer hedder ikke islamister...ligesom danskere ikke hedder danskersvin.
Henrik Clausen:
"Det er EU-bureaukraterne naturligvis ligeglade med."
Naturligvis. Opnår Tyrkiet medlemskab af EU, er det alligevel EU der formulerer alle lovene. ;-)
Det nationale parlaments rolle er at implementere de bekendtgørelser og forordninger EU beslutter, og ellers boltre sig indenfor det meget begrænsede råderum EU har levnet til national lovgivning.
En forfatningsdomstol er vigtig i ethvert demokrati (i det mindste de heldige, der har én). Den medvirker til at parlament og regering ikke overskrider deres kompetencer, og institutionen burde IMHO være selvskreven i ethvert land, der forsøger at sikre en tredeling af magten - domstolene skal naturligvis have virkemidler til at forsøge at holde de to øvrige aktører på plads.
Hvis ikke forfatningsdomstolen skulle være i stand til at give parlamentarike tidsbegrænset karantæne for visse former for politisk virksomhed, hvilke sanktioner skulle de så have rådighed?
Ups:
parlamentarike -> parlamentarikere
Poya Pakzad.
Jeg skelner mellem islamister og muslimer. I min forståelse er en islamist en person, der ønsker et Kalifat og som mener, at sharia altid står over menneskeskabte love og at imamer bør godkende, hvem der må stille op til valg, som det er tilfældet i det fascistiske teokrati i Iran, hvor præsteskabet også skal godkende, at alle love er i overensstemmelse med sharia og hadith.
Når blev lovligt for voksne, iranske mænd, at voldtage deres niårige barnebrud lige efter revolutionen, var årsagen, at det var i overensstemmelse med hadith; Muhammed voldtog jo sin barnebrud Aisha systematisk fra hun var ni år gammel ...
Det tror jeg aldrig, AKP kunne finde på at tillade, på trods af at det er i overensstemmelse med Hadith ... Så der er god grund til at skelne.
Pakzad.
Det største problem under de evindelige muhammedkriser, f.eks. Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie og fatwaen mod femisten Ayaan Hirsi Ali er efter min mening netop, at kritik islamistisk terror, som, f.eks. Westeraards bombetegning opfattes som en kritik af alle muslimer og ikke kun af radikale antidemokratiske og antifeministiske terrorsympatisører.
På den måde er det rent faktisk "den gode tones" forkæmpere, der sætter lighedstegn mellem formørkede islamister og almindelige muslimer.
Her er en link til en artikel i Middle East Quarterly, der fortæller om muslimen Mohamed Sifaoui, der anser islamisme for at være fascisme: http://www.meforum.org/article/1870
Gad vide hvad tyrkerne er så bange for - det er jo "bare" (!!!) et tørklæde, som venstrefløjen herhjemme siger.
Mon den vestligtgjorte elite i Tyrkiet ved lidt mere om tørklædets betydning, end multikultierne herhjemme gør, og kunne det tænkes at sidstnævnte kunne tage bare en smule ved lære af førstnævnte?