Læsetid: 14 min.

90 millioner usynlige amerikanere

USA’s økonomi er vokset stødt siden 70’erne, men det samme er andelen af fattige. Omkring 90 millioner mennesker lever i dag i eller på grænsen til fattigdom. Det er 30 procent af landets befolkning, og med boligprisernes nedtur og tusindvis af daglige tvangsauktioner vokser tallet konstant. Men nye vinde blæser fra Washington, og det har fået den glemte ’usynlige klasse’ tilbage på dagsordenen
Hullet mellem rig og fattig i USA er vokset uafbrudt siden 70-erne, så der i dag er en voldsom - også helt fysisk - adskillelse mellem top og bund i samfundet. Én procent af befolkningen modtog 21 procent af den samlede indkomst sidste år, hvilket er næsten dobbelt så meget som de laveste 40 procent tjente til sammen.

Hullet mellem rig og fattig i USA er vokset uafbrudt siden 70-erne, så der i dag er en voldsom - også helt fysisk - adskillelse mellem top og bund i samfundet. Én procent af befolkningen modtog 21 procent af den samlede indkomst sidste år, hvilket er næsten dobbelt så meget som de laveste 40 procent tjente til sammen.

Mario Tama

16. august 2008

"People who work hard and make the right decisions in life can achieve anything they want in America"

- George W. Bush

Der er sød muzak i højtalerne og endeløse rækker af bugnende hylder i C-Town Supermarket i Brooklyn. Hidsige usunde farver og produkter i så mange varianter, at det vil tage dage at danne sig et overblik.
Et sted nede mellem rækkerne ligger Alexis J. Thompson på alle fire og vender bunden i vejret på morgenmadsæskerne nederst på hylden. Hun leder efter udløbsdatoen, mens Ashton – hendes søn på tre – sidder i en indkøbsvogn og stirrer på sin mor.

»Bingo. Der var én mere,« siger hun. Hun placerer en finger ved datomærket og holder det op til mig og sønnen, der griber ud efter pakken og smider den i vognen. Den er for gammel.

»Jeg får afslag i prisen, hvis varerne er for gamle, så det er dem, vi er på jagt efter. Jeg ved godt, det ikke er den sundeste måde at handle på, men ellers ville jeg aldrig få råd til at handle her,« siger hun, selv om C-Town åbenlyst ikke hæver sig over standarten af amerikanske dagligvareforretninger. Hun skubber vognen videre ned mellem rækkerne og op mod kassen. Der ligger kun fire varer i den.
»Det gør også mine indkøb lidt mere uforudsigelige.«

Alexis J. Thompson er alenemor og har været det siden Ashton blev født. Hun er 28 år, sort, lidt buttet og har bundet et grønt og gult tørklæde rundt om hovedet. Hendes bemalede negle er så lange, at de er begyndt at krølle en smule, og hun bærer ikke smykker. Dem har hun solgt, forklarer hun. Tre dage om ugen vasker hun lagner på et hotel, og tre dage om ugen vasker hun gulvet i en kontorbygning på Manhattan. Som regel falder arbejdsvagterne ikke sammen, men nogen gange gør de, og så tager hun en 14-15 timers arbejdsdag. Det gør nu heller ikke så meget, for så får hun en ekstra fridag med Ashton til gengæld.

Hun arbejder hårdt, men alligevel er hun fattig. Det siger hun selv, og hendes løncheck bakker hende op. Mindre end 15.000 dollars (ca. 75.000 kr.) om året bliver det til, og så er man fattig. Så fattig, at hun ikke har råd til en sygeforsikring, ikke har en opsparing til sin pension eller har råd til sin søns skolegang. Så fattig, at hun stort set aldrig køber tøj til sig selv, går i biografen, giver gaver til jul eller har råd til en lejlighed i et nabolag, hvor hun tør gå på gaden efter klokken 18. Og så fattig, at hun hver måned ikke får husholdningsbudgettet til at række, så hun må søge hjælp hos velgørenhedsorganisationen The Community Service Society i Brooklyn, der deler mad ud.
»Jeg lever fra løncheck til løncheck,« siger hun.

Mindsteløn i fattigdom
USA’s officielle fattigdomsgrænse ligger på 20.000 dollars om året for en familie på fire og 15.000 dollars på en familie på to. I 2007 røg 37 millioner amerikanere under den grænse, og fem millioner levede for mindre end halvdelen. Den statslige mindsteløn er netop hævet fra 5,85 dollars i timen til 6,55 dollars i timen, men selv med en 40-timers arbejdsuge skal man tjene mindst 10 dollars i timen, hvis man skal nå over fattigdomsgrænsen – det forudsætter desuden, at man ikke holder en eneste ferie- eller helligedag.

Det er derfor Alexis Thompson, selv med to job, bliver ved med at dumpe under fattigdomsgrænsen. Hun er en del af de såkaldte working poor, der også dominerer statistikkerne lige over fattigdomsgrænsen, hvor de her tegner sig for små 45 millioner amerikanere. Og da stort set alle amerikanske samfundsforskere er enige om, at fattigdomsgrænsen er regnet ud efter forældede metoder og ligger alt for lavt, vurderes det, at mere end 90 millioner amerikanere reelt lever i fattigdom. Der bor godt 300 millioner i USA.

Grænsen er for lav
I en stor gul kontorbygning på H-Street i Washington DC ligger Economic Policy Institute. Det er et uafhængigt analyseinstitut, der har til formål at udrede den amerikanske økonomipolitiks konsekvenser, og hvert år udkommer de med et væld af rapporter og bøger – blandt andet om fattigdom.
»Alle mener at fattigdomsgrænsen er alt for lav,« siger Heidi Shierholz, der er cheføkonom for Economic Policy Institute og har specialiseret sig i fattigdom.

»Udregningsmetoden er lavet i 50’erne, og grænsen er fastsat for 15 år siden. Det eneste, man har korrigeret for, er standard-inflation, og det rækker overhovedet ikke, hvis du betragter de stigende fødevarepriser, dagligvarer, benzinpriser, sygesikringer eller børnepasning. Så antallet af fattige – og working poor – er nærmere på den anden side af 90 millioner amerikanere. Det er 30 procent af befolkningen, mens 12 procent er i dyb fattigdom. Det er virkelig meget for verdens største økonomi. Det er kort sagt en katastrofe.«
Heidi Shierholz forklarer, at der op til 1973 var en kraftig nedgang antallet af fattige i USA, men i starten af 70’erne gik udviklingen pludselig i stå – siden er det stille og roligt gået den anden vej: »Vi har aldrig fået vendt den spiral. Landet blev ved med at blive rigere, men andelen af fattige steg. Hvis de fattige havde fulgt den samme udvikling i BNP, havde vi midt i 90’erne elimineret fattigdommen i USA totalt.«

Heidi Shierholz har svært ved at pege på én grund til, at den positive udvikling stoppede, men særligt fagforeningens stadig vigende betydning har været et problem for den amerikanske arbejderklasse.

»Fagforeningen her i landet har aldrig været så stærk som i Europa, og derfor har den også været lettere at få sat ud af spillet, når mindstelønnen, arbejdsskadeforsikringer og den slags skulle forhandles på plads. Derudover har vi oplevet en forfejlet skattepolitik, der kun har tilgodeset de rigeste, vores understøttelsessytem har ikke hjulpet de fattige, og så er der en særlig puritansk arbejdsmoral, der altid har gennemsyret det amerikanske samfund,« forklare hun.

»Selv i opgangsperioder – 90’erne og igen indtil sidste år – har de fattige og the working poor ikke fået del i de fremskridt, der har været. Hullet mellem rig og fattig er bare fortsat med at vokse, så der er en voldsom – også helt fysisk – adskillelse mellem top og bund. Én procent af befolkningen modtog 21 procent af den samlede indkomst sidste år, hvilket er næsten dobbelt så meget som de laveste 40 procent tjente til sammen. Det skel har ikke været så stort siden 1800-tallet, og det er noget nyt. Og virkelig dybt destabiliserende for landet.«

En åben port
Tættere på Kongressen i Washington ligger The Center on Budget and Policy Priorities under samme tag som tv-stationen CNN. Ligesom Economic Policy Institute har centeret specialiseret sig i indenrigspolitisk økonomi, og centerets ekspert på fattigdom hedder Arloc Sherman. Han er helt enig i Heidi Shierholz’ analyser, men peger dog på den velfærdsreform, Bill Clinton underskrev i 1996, som en af de store årsager til, at fattigdomsproblemet er vokset så massivt siden årtusindeskiftet.

»Det statslige kontanthjælpssystem til fattige familier og enlige mødre blev stoppet og erstattet af en langt hårdere linje, der skulle tvinge folk i arbejde,« siger Arloc Sherman.
»Men problemet var, at langt de fleste af disse familier allerede havde et job, men stadig levede på kanten af eller lige under fattigdomsgrænsen. Da de fik fjernet deres bistand, ramlede det hele sammen for dem. Den reform blev desværre en hjørnesten i den måde, vi tænker på fattige i USA, og den ramte børn og enlige mødre afsindig hårdt.«

Det værste ved reformen var dog ifølge Sherman selve signalværdien i, at også demokraterne nedprioriterede fattigdomsbekæmpelsen.
»Det blev en åben port for de stærkt konservative republikanere, der kom til at dominere kongressen efter valget 1994 og siden under Bush-administrationen,« siger Arloc Sherman og forklarer, hvilke problemer de fattige familier står overfor.

»Familier omkring fattigdomsgrænsen har i enkelte tilfælde sygesikring til børnene, men aldrig til forældrene. De får jævnligt problemer med at få råd til mad – og har slet ingen mulighed for at købe sund mad. I de fleste tilfælde taler vi ikke om decideret sult, men en grel fejlernæring. De kan ikke gå til lægen, når de har sundhedsproblemer. De oplever jævnligt, at strøm og varme bliver lukket. Der er en langt højere rate af dysfunktionelle familier. Børnene oplever vold, stress og mangel på opmærksomhed, og ofte bor de i områder, der er så belastede, at de inden de er fyldt 10, har oplevet mord og skyderier. Der er netop lavet en stor undersøgelse blandt fattige børn på svv år, og næsten alle oplever at være bange for at miste livet og har jævnligt mareridt, hvor de mister deres forældre – og for at gøre det helt klart, er det helt, helt unormalt,« siger Arloc Sherman og understreger lige bag efter:
»Men åbenbart ikke unormalt i USA – vi taler altså om mange millioner mennesker, der lever med det her til dagligt.«

Boligboblen
90 millioner fattige kan dog ifølge Heidi Shierholz fra Economic Policy Institute godt blive til endnu flere, hvis udviklingen på det amerikanske boligmarked fortsætter den nedtur, som er i gang i øjeblikket. De nyeste tal fra bureauet RealtyTrack viser, at mere end 5.500 boliger om dagen bliver ramt af tvangsauktion, og i andet kvartal af 2008 blev 220.000 boliger overtaget af banken, mens næsten 800.000 boliger røg på tvangsauktion. Det rammer i høj grad the working poor.

»En stor gruppe af de rigeste blandt the working poor er husejere. De har måske taget lån til en bolig for at komme med på boligboomet og er nu hårdt ramt af nedturen,« siger Heidi Shierholz
»Det er folk, som er insolvente – enten fordi deres bolig er faldet siden købet, eller også fordi de har belånt huset for at betale sygesikring, skolegang eller forbrug. Det vil uden tvivl kaste endnu flere millioner af amerikanere ud i fattigdom i de kommende år,« mener Heidi Shierholz, som sammenligner boligboblen med den sidste recession, hvor IT-boblen brast.

»Recessionen i 90’erne ramte IT-spekulanterne, bankerne og børserne, hvilket er en forholdsvis lille del af befolkningen, men det er en hel anden historie. Det her går ud over private husholdninger, der ikke ved, hvordan de skal reagere. Så den her recession bliver lang og dyb.«

Arloc Sherman peger dog på et lille lyspunkt i de dystre prognoser. Det hedder blandt andet Barack Obama.
»De fattige amerikanere stemmer traditionelt set aldrig til præsidentvalget. Så vi har haft 90 millioner amerikanere, man ikke har behøvet at henvende sig til – 90 millioner usynlige amerikanere,« siger Arloc Sherman.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at de sorte tegner sig for en alt for stor del af de fattige – faktisk lever 45 procent af alle sorte i dyb fattigdom. Men det er lykkedes Obama at mobilisere den gruppe, og de udgør nu en reel magtfaktor.«

Det betyder ifølge Sherman, at republikanerne har været tvunget til at tage fattigdomsproblemerne op, og alene dét er en stor sejr for det fattige USA.

»Det er virkelig overraskende, hvor meget det har betydet. Normalt har de amerikanske vælgere været helt ligeglade, men det er slut nu. Det handler naturligvis om Obamas og særlig John Edwards store fokus på fattigdom, men faktisk rykkede middelklasseamerikanernes syn på de fattige allerede, da orkanen Katrina raserede Syden. Det kom virkelig som et chok for mange, at det kunne gå så galt i Guds eget land.«
Heidi Shierholz er imidlertid ikke helt så positiv som Arloc Sherman.
»Det er sandt, at der er sket et voldsomt politisk skred her, men det betyder naturligvis ikke, at kandidaterne er enige på det her punkt,« siger hun.

»Tværtimod har der aldrig været et større spænd mellem en republikaner og en demokrat på det her felt. Hvis du gennemgår McCains skatteprogram er det ikke opløftende for de fattigste. Han vil fortsætte Bushs skatteprogram for de rigeste, sænke virksomhedsskatten og skære i de offentlige budgetter. Det er meget klassisk republikansk politik, der går ud på mindre stat – færre skatter.«

De usynlige ses
De 90 millioner amerikanere, der er usynlige for politikerne, er fysisk noget lettere at få øje på. Man behøver blot at gå få blokke fra Arloc Sherman og Heidi Shierholz’ kontorer i Washington, før det står klart, hvad de mener, når de fortæller, at USA på nogle punkter minder om et tredjeverdensland.

Lige bag den kridhvide kongresbygning på Capitol Hill starter kvarteret South East Washington, der er et af USA’s mest betændte nabolag. Det er ikke til at se det, når man som turist dasker rundt i Washingtons pæne kvarterer og ser på jakkeklædte lobbyister, men byen er først efter, orkanen Katrina fik spolerede New Orleans, rykket ned fra førstepladsen over de mest voldelige byer i USA. Det er her, der bliver begået flest mord om året, flest væbnede røverier og flest voldtægter. Men volden er stærkt adskilt i bydelene, og en af de værste bydele er South East.

Her fra kan man for 100 dollar mindre end en togbillet tage en såkaldt China Bus til New York. Bussen – der, da jeg springer på, kun fragter farvede – gør stop i byer som Baltimore, Wilmington, Philadelphia og Trenton. Det er byer, som alle har været hårdt ramt af arbejdsløshed og lukkede fabrikker, efter de store industrier har rykket produktionen til Fjernøsten. Det er ikke alene armodigt – sine steder er der tale om decideret slum. Forladte boliger, der nu er indtaget af hjemløse, ødelagte arbejderkvarterer, huse, der helt er faldet sammen og spøgelsesfabrikker, der aldrig er blevet afviklet. Indimellem løber der børn og leger blandt affaldet, og på papkasserne under broerne ligger der hjemløse og sover.

Bussen ender i en af de byer i verden, der er dyrest at leve i. Det er her, jeg har aftalt et møde med Alexis J. Thompson og har fået lov at tage med hende på indkøb. Hun bor i et belastet område af Brooklyn, og da hun har betalt sine for gamle varer, trækker vi op mod hendes boligblok.

Vi svinger ind i et jødisk supermarked på vejen. Alle varer står i kasser på gulvet, og teksten på pakkerne står kun på hebraisk. Omkring os går mænd med slangekrøller og store sorte hatte og køber ind sammen med horder af børn. Alexis fortæller mig, at det er her, dagligvarerne er billigst.
»Jeg kan ikke gøre alle mine indkøb her – det er det for mærkeligt til, men noget bliver jeg nødt til at købe her, fordi det er det billigste sted i området.«

Samfundets skyld
Journalist David K. Shipler er Pulitzer Prize-vinder og forfatter til bogen The Working Poor fra 2005. I tre år rejste han rundt i hele USA og fulgte the working poor, og sammen med en bunke analyser og researchmateriale udgør deres fortællinger bogens godt 300 sider. Alexis Thompson er ikke med i bogen, men det kunne hun ligeså godt have været, for en stor del af the working poor er enlige mødre, forklarer David Shipler.

»Det gør dem helt utrolig sårbare over for den mindste udfordring i deres liv. En enkel lille forhindring kan vælte hele korthuset,« siger David Shipler og giver et eksempel.

»Nogle gang kan du nærmest ryge på gaden, hvis din bil bryder sammen. Når du er fattig, har du ikke råd til at få den repareret, og pludselig kan du ikke komme på arbejde, der måske ligger 100 miles væk. Og fordi det som regel er et lavstatusjob, bliver du lynhurtigt fyret for små forseelser. Du kan ikke køre dit barn i skole, og dine indkøb tager flere timer med offentlig transport. Til sidst kan du blive nødt til at få din bil repareret, og så kan du ikke betale din husleje. Det er helt små forhindringer, som middelklasseamerikanere ikke tænker over, men det kan slå en sårbar familie helt ud af kurs.«
Blandt de mange hundrede working poor, Shipler talte med i researcharbejdet til sin bog, var det mest iøjnefaldende en uheldig tendens til at bebrejde sig selv og ikke samfundet. De følte sig ofte isolerede og deprimerede, men han oplevede ingen bitterhed eller vrede vendt mod samfundet.

»Der er en lang tradition i det amerikanske samfund for at give de fattige skylden for deres egen fattigdom. Det ligger inkorporeret i hele den amerikanske drøm, at du selv kan gøre en forskel og kravle op ad den sociale rangstige, hvis du bare vil arbejder hårdt. Narkomani, alkoholisme, fattigdom – eller hvis du får et barn for tidligt. Alt er din egen skyld, men sandheden er, at USA er et af de vestlige lande, hvor den sociale arv slår allerhårdest igennem. Under fem procent af befolkningen hæver sig over den socialgruppe, de er født ind i. Det er nærmest et selvopretholdende kastesystem.«
Ligesom både Heidi Shierholz og Arloc Sherman ser David Shipler dog også små lyspunkter. Blandt andet fremhæver han en stigende aktivitet blandt anti-fattigdomsorganisationer, og fattigdom er generel kommet på dagsordenen i USA, efter middelklassen har mærket nedturen på boligmarked og stigende dagligvarepriser.

»Og så er der ingen tvivl om, at John Edwards’ store fokus på fattigdom og Obamas mobilisering af de fattiges stemmer har gjort en forskel. Normalt siger man: lavere indkomst lig lavere valgdeltagelse, men det ser ud til at være ved at vende,« siger David Shipler, der dog ikke bliver overoptimistisk:
»Obamas taler er da opløftende, men han risikerer også at opstille urealistiske forventninger. For ingen af de to kandidater tør gøre det, der skal til – hæve skatterne.«

Rul mig
Jeg følger Alexis op til hendes dør, og hun siger, at hun lige vil gå ind med barnet og så hjælpe mig med at finde en taxa.
»Det er fint,« siger jeg, »jeg fanger en bus nede på gaden eller noget.«

»Du skal ikke gå her alene,« siger hun til trods for, at det er højlys dag og 30 grader i skyggen. »Se på dig selv.«
» Ja?« Jeg har jeans og hvid skjorte på.
»Der står rul mig ned over den hvide skjorte – for ikke at tale om det hvide fjæs.«

Hun slår en skraldlatter op, og jeg griner med, selv om jeg ikke er sikker på, jeg synes det er sjovt. Hun stopper latteren i et hug og tager omgående et seriøst mine på.
»Seriøst. Du skal ikke gå her alene.«
»Jamen, ellers skal du jo gå her alene?« siger jeg.
Hun skraldgriner igen, uden jeg helt kan regne ud hvorfor
»Der er ikke nogen, der vil tage noget fra mig.«

lla@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu