Læsetid: 4 min.

Afrika skal stå på egne ben

Fra alle sider lyder det, at afrikanske problemer kræver afrikanske løsninger. Bekvemmeligt for det internationale samfund, men kan det afrikanske fællesskab bære det?
Det typiske renommé, Afrika lider under, er, at det er fattigt og med tilbagevendende katastrofer og hungersnød, som ofte har rod i lokal politik. En ny generation af afrikanske politikere er på vej frem, og de er trætte af, at Afrika samlet set belastes af et dårligt ry. De vil eksempelvis ikke længere tolerere diktatorer og selvskabte menneskelige katastrofer. Her får et sudanesisk barn i Darfur en tår rent vand.

Det typiske renommé, Afrika lider under, er, at det er fattigt og med tilbagevendende katastrofer og hungersnød, som ofte har rod i lokal politik. En ny generation af afrikanske politikere er på vej frem, og de er trætte af, at Afrika samlet set belastes af et dårligt ry. De vil eksempelvis ikke længere tolerere diktatorer og selvskabte menneskelige katastrofer. Her får et sudanesisk barn i Darfur en tår rent vand.

Jim Watson

18. august 2008

På listen over fejlslagne stater er otte af de 10 værste fra Afrika. Statsledere i Uganda, Angola, Tchad og i en lang række andre afrikanske lande tilsidesætter gang på gang de demokratiske spilleregler, og nægter at give magten fra sig. Og konflikter som i Somalia, Sudan og Eritrea har varet i mere end to årtier. Alligevel er det blevet god tone i både Vesten og Afrika, at Afrika selv skal styre ud af problemerne. For et nyt Afrika med tårnhøje politiske ambitioner er ved at vokse frem.

Det forklarer Pernille Dahler Kardel, der er dansk ambassadør i Etiopien og over for Den Afrikanske Union (AU), der siden 2002 har været rammen for det afrikanske statsfællesskab, som i fremtiden skal sikre fred, stabilitet og udvikling på det hårdt prøvede kontinent.

"AU er ved at blive Afrikas stemme udadtil, og man ser en institution med en reel politik på en lang række områder. Så jeg synes, at der er grund til at være optimistisk - men realistisk optimistisk," siger Pernille Dahler Kardel, der peger på, at selvom der stadig er lang vej at gå, så har AU åbnet for, at de afrikanske demokratibevægelser har fået et reelt ståsted.

"Den Afrikanske Union bygger på et charter, der siger alt det rigtige. Derfor giver selve ordlyden i den Afrikanske Unions principper råderum for demokratiske kræfter. Og selv om man sagtens kan se på AU og sige, at glasset er mindre end halvt fyldt, så er AU nået meget langt i forhold til, hvor ung en organisation det er. AU er i dag en international spiller, som der lyttes til. På den måde giver AU en helt ny dynamik omkring Afrika," siger Pernille Dahler Kardel.

Afrikas nye politik

Med EU som forbillede afløste Den Afrikanske Union i 2002 den stærkt udskældte Organization of African Unity (OAU), der byggede på et princip om ikke-indblanding i interne anliggender.

Den Afrikanske Union bygger på det modsatte princip. De afrikanske stater er i dag forpligtet til indgriben, hvis en stat forsømmer at beskytte dets egen befolkning. Og her ligger både håbet og en enorm udfordring for de afrikanske statsledere. Det forklarer Thomas Cargill, der er daglig leder af Afrika-programmet i den britiske tænketank Chatham House.

"Antallet og omfanget af konflikter er i sig selv skræmmende. Den Afrikanske Union dækker over 53 lande og samtidig en række af klodens største og værste konflikter. Men jeg ser et klart holdningsskifte. Tidligere så man det afrikanske enighedsprincip, som historisk har betydet, at statsledere ikke offentligt har kritiseret hinanden. Men en ny generation af politikere er på vej frem, og de er trætte af, at Afrika samlet set belastes af et dårligt ry. De vil eksempelvis ikke længere tolerere en type som Mugabe," siger Thomas Cargill, der mener, at overgangen fra OAU til AU allerede har vist, at der tænkes nyt på det afrikanske kontinent.

"Som afløser for det tidligere OAU, er det en langt mere proaktiv organisation, der udviser et ægte ønske om at ændre kursen for Afrika," siger Thomas Cargill.

Banditter og demokrater

Torben Brylle er EU's særlige udsending i forhold til Darfur. Han mener, at selv om der fortsat er et stort kapacitetsproblem, så er AU "det rigtige projekt for Afrika." Også selvom det betyder, at statsledere med seriøse demokratiske idéer skal samarbejde med en række af verdens værste diktatorer. "Man kan ikke lave den politiske virkelighed om på en nat, og som i alle andre internationale organisationer er der forskel på regimernes karakter. Det afgørende er de institutionelle rammer, som AU bygges op om, og den rolle som AU i dag påtager sig i forhold til en række af Afrikas værste konflikter som Darfur og Somalia," siger Torben Brylle.

Det samme mener Pernille Dahler Kardel. Hun peger på, at AU i dag løfter de opgaver, som stort set alle andre ikke vil røre ved.

-Somalia er et af de steder, hvor AU har tropper, men er det en succes?

"Man kan ikke på nuværende tidspunkt sige, at troppeindsættelsen i Somalia er en succes. Men set i lyset af alternativet, er det bedre end ingenting. Ingen andre vil sætte styrker ind i de konflikter, der er nogle af verdens mest komplekse. Derfor er det meget positivt at AU er gået ind. Men der skal mere til, før man kan betegne indsatsen i Somalia som en af AU's succeshistorier," siger Pernille Dahler Kardel.

Ansvarsflugt

Afrika-ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Bjørn Møller, mener dog, at AU's stadig større rolle ligeså meget er et spørgsmål om, at resten af verden ikke ønsker at blande sig i konflikter som netop Darfur og Somalia, hvor der ingen økonomiske interesser er.

"Afrikanske løsninger er blevet et mantra, og det er et mantra, som afrikanerne accepterer. Det gør de blandt andet i lyset af alt det, der er gået galt, når vestlige eller andre magter intervenerer i Afrika. Men jeg mener, at det er en lidt underlig logik, eftersom Afrika militært set er det dårligst udrustede kontinent i verden. Det bliver derfor meget nemt en bekvemmelig løsning for alle andre," siger Bjørn Møller.

Det samme advarer Thomas Cargill om. Ligesom Bjørn Møller peger han på, at den afrikanske iver efter at finde egne løsninger ikke må blive en sovepude for det internationale samfund.

"Hvem kan være uenig i, at Afrika selv skal kunne løse egne problemer. Men betyder det samtidig, at verden udefra fralægger sig et medansvar, så er det et problem. Særligt når man tager i betragtning, at Den Afrikanske Union stadig står med et meget stort kapacitetsproblem," siger Thomas Cargill.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu