Læsetid: 3 min.

Fransk medansvar for folkemordet i Rwanda

Regeringen i Rwanda vil have franske toppolitikere stillet til ansvar i et af historiens værste folkemord. Frankrig bærer 'uden tvivl' et medansvar, siger dansk ekspert
7. august 2008

Rwandas regering beskylder 33 franske politikere, diplomater og militærfolk for at have et direkte medansvar for folkemordet i Rwanda, der i løbet af bare 100 dage i 1994 kostede 800.000 mennesker livet.

"Den franske støtte var af både politisk, militær, diplomatisk og logistisk karakter," lyder det i en rapport, som Rwandas justitsministerium offentliggjorde tirsdag. Her nævnes bl.a. den tidligere franske præsident François Mitterrand, den tidligere premierminister Dominique de Villepin og daværende udenrigsminister Alain Juppé som medansvarlige.

Ifølge rapporten kan det dokumenteres, at der før og under folkemordet foregik en meget aktiv kommunikation mellem det politiske lederskab i Paris og den franske ambassade i Rwandas hovedstad, Kigali, der også blev brugt til at give ly til kendte deltagere i folkemordet.

Fransk militær støtte

Én af de danske eksperter på området, Bjørn Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er helt enig i, at fransk diplomati "i høj grad bærer et medansvar" for, hvad der foregik i den tidligere koloni i 1994.

"For det første har de fuldstændig ret i deres beskyldninger: Frankrigs rolle var dybt betænkelig både umiddelbart før og under folkemordet. Det er der slet ingen tvivl om," siger Bjørn Møller, der peger på to kendte forhold, der involverer fransk politisk lederskab:

"Frankrig var direkte involveret i at træne og udstyre Rwandas regeringshær, der stod for nedslagtningen af 800.000 tutsier. Nogle af deres våbenleverancer foregik rent faktisk efter af folkemordet var brudt ud i lys lue, så på det tidspunkt må de simpelthen have vidst, hvad der foregik," siger Bjørn Møller.

"Dernæst var der den såkaldte 'humanitære indsats', hvor Frankrig endda fik et FN- mandat til at etablere en flugtkorridor for folkemorderne, så de kunne søge tilflugt i flygtningelejre i den Demokratiske Republik Congo," siger Bjørn Møller.

-Var det ikke klogt nok for at undgå yderligere massakrer?

"Problemet var, at de kunne fortsætte deres kamp fra flygtningelejrene i D.R. Congo - det blev et helle for nogle af historiens værste forbrydere," siger Bjørn Møller.

Snart glemt

I rapporten lyder det videre, at Rwandas regering anmoder rette og kompetente myndigheder om at tage affære på basis af "byrden af beviser", som rapporten indeholder.

"Det bør ligge helt fast, at den her rapport ikke bare bliver gemt væk i en skuffe. Den her rapport vil blive brugt. Den er et meget seriøst forsøg på at kaste lys over sagen og få de involverede stillet for en domstol," kommenterede Rwandas justitsminister, Tharcisse Karugarama, efter offentliggørelsen.

På trods af sagens alvor og behov for at få placeret et ansvar mener Bjørn Møller, at der ikke kommer til at ske meget mere: "Den her rapport får ikke den store opmærksomhed udover i akademiske kredse, hvor man allerede er opmærksom på sagen. Frankrig er en del af EU, og Rwanda ønsker ikke at lægge sig ud med EU. FN-sporet er ligeledes lukket, eftersom Frankrig som fast medlem af sikkerhedsrådet altid har mulighed for at nedlægge veto," siger han

"Så der kommer ikke til at ske mere i den sag. Fra fransk side bliver der selvfølgelig lidt surhed, og hvis de ellers har flere diplomater at trække ud, så gør de det. Ellers lukker sagen her," siger Bjørn Møller.

Eventuel billedtekst:

"En af de ting, man fra Rwandas side er forbistret over, er, at Frankrig aldrig har sagt undskyld. Både USA og FN har på hver deres måde undskyldt de uheldige beslutninger, der blev taget op mod og under folkemordet," siger Bjørn Møller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Ross Lauritsen

For så vidt som denne sag åbenbart vil blive tiet ihjel af vestlige politikere, var det måske passende, at Information lavede et tema om den en dag?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Rwanda var før folkedrabet i 1994 den nation i Afrika, der havde den største andel kristne borgere.

Ud af en befolkning på omkring otte millioner var ca. 90 % kristne, heraf ca. to tredjedele katolikker.

Den katolske kirke i Rwanda har gennem hele det 20. århundrede været landets mest magtfulde kirke, og denne position stammer tilbage fra begyndelsen af den europæiske kolonisering af Rwanda omkring år 1900, hvor en katolsk munkeorden, de såkaldte ‘Hvide Fædre’, etablerede missioner i landet under først tysk, og siden belgisk herredømme.

I denne periode begyndte den katolske kirke at knytte sig så tæt som muligt til regeringsmagten, bl.a. ved at skabe og støtte en indfødt elite, som man så brugte til at regere og undertrykke befolkningsflertallet med. Selvom præsterne samtidig prædikede, at man skulle ”elske sin næste som sig selv” – uanset hvilken gruppe man tilhørte – så var virkeligheden, at det var vigtigere for kirken at bevare et godt forhold til både den europæiske og den indfødte elite, end det var at leve op til sine egne idealer.

Således var de kristne kirker, specielt den katolske, sammen med de belgiske koloniherrer med til at skabe et Rwanda, der var delt mellem mere eller mindre kunstigt skabte etniske grupper, indtil Rwandas uafhængighed fra Belgien i 1962.

Ifølge kolonisternes myte var de etniske tutsier et hyrdefolk, der bestod af særligt begavede “halveuropæere”, der oprindeligt stammede fra en mellemøstlig, bibelsk stamme. De udgjorde ca. 10 % af befolkningen. De etniske hutuer, såkaldte “negroide” bønder, udgjorde knap 90 %; og twa folket - de såkaldte “pygmæer”, udgjorde få procent. Denne måde at inddele befolkningen på, var kun i begrænset omfang baseret på virkelige forskelle mellem tutsier, hutuer og twa; fx taler de tre grupper samme sprog, har samme religion, samme skikke, osv.

Gennem et landsdækkende net af missioner og gennem kirkedominerede aktiviteter, såsom uddannelse, blev tutsierne af bl.a. den katolske kirke fremstillet som “racemæssigt” overlegne i kraft af deres status som ”halveuropæere”.

Tutsierne var et “udvalgt folk”, der (under europæisk ledelse) havde ret til at dominere hutuer og twa. Den katolske kirke, der var landets næststørste arbejdsgiver, ansatte i lang tid udelukkende tutsier som indfødte præster og nonner. Selvom kirker og missionærer ind imellem kritiserede overgreb fra kolonistyret, fx vilkårlig afstraffelse og tvangsarbejde, som særligt hutuer var udsat for, var protesterne få.

Diskrimination af befolkningsflertallet, altså hutuerne, var officiel politik - også for de kristne kirker, på trods af kristendommens budskab om næstekærlighed og menneskers ligeværd.

Selvom tutsierne i den folkelige forståelse blev opfattet som et herskerfolk, så var det i virkeligheden kun omkring 10 procent af denne gruppe, der havde indflydelse eller formue; de fleste tutsier fik kun ringe udbytte af kolonimagtens favorisering. Ikke desto mindre blev myten om, at tutsier var et udefrakommende folk, der gennem århundreder havde udnyttet hutuerne, ved med at danne grundlag for hutuernes historieforståelse.

Jakob Schmidt-Rasmussen

I perioden 1990-94 blev det i Rwanda mere og mere almindeligt, at tutsier blev omtalt som “kakerlakker” og “ukrudt”, og ekstreme hutuer brugte bibelen og kristne symboler til at fordømme ægteskab mellem hutuer og tutsier og til at fastslå, at hutuer ikke længere skulle vise tutsier nåde.

Via bl.a. en religiøs argumentation blev et billede af “os” mod “dem” etableret, og for mange hutuer blev det efterhånden opfattet som et spørgsmål om overlevelse at skaffe sig af med den truende gruppe, tutsierne. Den øgede undertrykkelse fik generelt ikke den katolske kirke til at protestere, heller ikke mod misbrugen af religiøse symboler i en systematisk og hadefuld kampagne mod et mindretal; tværtimod fortsatte kirken samarbejdet med hutu-regimet.

En af de katolske gejstlige, der ifølge talrige øjenvidner gik længere end til “kun” at støtte og samarbejde med de ekstreme hutuer før og under folkedrabet, var Hormisdas Nsengimana, født i 1954 og præst i byen Nyanza i det sydlige Rwanda.

Nsengimana var allerede flere år før folkedrabet blevet kendt for sit store had til tutsier, men alligevel havde han som rektor ansvaret for Nyanzas store katolske kostskole, Christ Roi, fra 1989-94, hvor han åbenlyst favoriserede hutu-studerende og diskriminerede tutsier.

En elev på skolen, Emmanuel Mugiraneza, fortæller: “Skolen ændrede sig fuldstændigt efter at Hormidas kom til. Fra begyndelsen valgte han en gruppe studenter fra Ruhengeri og Gisenyi [i det nordlige Rwanda] til at samarbejde med sig. […] Deres job var at demoralisere tutsi-studenterne som de beskyldte for at støtte RPF [en tutsi-domineret guerillabevægelse]. De pressede hutuerne til at hade tutsierne. I klasseværelset turde tutsierne ikke længere komme til timer. I 1993 begyndte [disse ekstreme hutu-studenter] på militærtræning. De plejede at stå op klokken 4 om morgenen for at eksercere, og bagefter kom de tilbage [til sovesalen] for at terrorisere os og fortælle at de en dag ville dræbe os.”

Jakob Schmidt-Rasmussen

Efter folkedrabet blev Nsengimana, som mange andre katolske gejstlige, hjulpet af den katolske kirke til at flygte. Nsengimana kom først til Italien og senere til Cameroun i den vestlige del af Centralafrika hvor han i 2001 var præst i en menighed i Diang-sognet. I april 2002 blev han udleveret til den internationale domstol i Arusha i Tanzania, der behandler retssager om forbrydelser begået under folkedrabet i Rwanda (ICTR). Han er anklaget for bl.a. folkedrab, men nægter sig skyldig.

Siden 1994 er adskillige rwandiske gejstlige – nonner, præster og biskopper - blevet dømt ved lokale domstole og ved det internationale forbrydertribunal i Arusha, Tanzania (ICTR) for bl.a. folkedrab.

Kirkerne som institutioner står derimod ikke officielt anklaget, men den mangeårige støtte til et folkemorderisk regime, som særligt den katolske kirke har stået for, er ikke blevet glemt.

Internationalt har bl.a. menneskerettighedsorganisationen African Rights kraftigt kritiseret både den katolske kirke i Rwanda og Vatikanet i Rom for at have støttet regimet. Men i modsætning til andre kristne kirker har den katolske kirke hverken villet undskylde eller acceptere, at kirken som institution har et medansvar for myrderierne i Rwanda. I Belgien, hvor flere rwandiske katolske gejstlige er blevet dømt for forbrydelser i forbindelse med folkedrabet, har den katolske kirke sågar konsekvent støttet de anklagede, bl.a. ved at lægge pres på vidner.

Det er altså ikke et tilfælde, at den katolske kirke nu ledes af en tidligere SS'er ...

Din gennemgang springer let henover det forhold, at 'den katolske kirke' - der altså kun i få år har haft Benedikt XVI som overhoved - åbenbart skiftede side! Først var det tutsi-mindretallet, der var yndlingene, der blev positivt særbehandlet; men det er hutuerne, 'det bondske flertal', der støttes under folkemordet! Hvordan, hvornår og hvorfor indtræffer dette skifte - også i det mere interessante Frankrigs valg af side?

Jakob Levring

Grunden til, at den katolske kirke gik over til at støtte hutuerne, var muligvis at hutuerne efter at Rwanda opnåede selvstændighed satte sig på magten.

Patrick Reay Jehu

Fransk støtte for hutu ekstremister var ikke fortiet da massakrerne foregik, og var omtalt i selve de franske medier til en vis grad i 90erne - jeg læste om det selv, da jeg boede i Frankrig stort set gennem 90erne. Det, der er blevet glemt, er at den franske anskuelse af begivenhederne i Rwanda (og også andetsteds i Afrika) er, eller var farvet af et imperialistisk syn på deres rolle i Afrika, som stamme fra slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. Dengang var Frankrig, med den francophne Belgien, var i stærk konkurrence med Storbritannien om at rager så meget afrikanske territorier til sig selv som muligt.

Desværre fortsatte denne holdning helt frem til 1990erne, og er nok stadigvæk der, under især De Gaulles indflydelse, som da han gav "uafhængihed" til de franske kolonier, holdt alligevel på de fleste af dem med en meget kort snor. Belgiens interesser der, hvor deres ex-kolonier fra officielt fransktalende, blev stort set overtaget af Frankrig, inkl. Rwanda-Urundi, som det hed i kolonitider.

Nogle tutsi oprørere flygtede til Uganda i 1960erne og 70erne, blandt dem Kagame, nuværende præsident i Rwanda, som dengang var barn, og han og andre fik deres uddannelse gennem engelsk. Derfor så mange i Frankrigs regering tutsioprøret som en angelssaksisk sammensværgelse for at formindske fransk inflydelse i Afrika til fordel for Storbritannien-USA, et forældet synspunkt der, som sagt, stammer helt tilbage til imperialisttiden for 100 år siden. Derfor deres støtte til hutuekstremisterne.

Dette er vestens sande grumme ansigt. Dens værdier er inhumane og Rwanda er én ud af mange eksempler på interessekonflikter mellem de kapitalistiske stater omend det er briter og amerikaner eller europæiske krafter internt. Næsten 1 million mennesker blev nedslagtet mens verden så på og så tager man stadig om menneskerettigheder, frihed osv. Det er virkelig kun den overfladiske og pedantiske person der falder for så tomme ord der praktisk set ingen værdi har, det har mange muslimer efterhånden fundet ud af. Nu er det på tide at vesterlændinge bør få øjenen op, så de kan se realiteten som den er.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Islams sande værdier ser vi til gengæld udfoldet i Sudan ...

Siden hvornår er den katolske kirkes reaktionære og midedelalderlige værdier i øvrigt blevet til vestens sande ansigt? Det var et religiøst begrundet folkemord; det får de ikke mange europæere eller amerikanere til at støtte.

Det var en lille katolsk klike, der stod bag folkemordet, ikke "vesten".