Læsetid: 4 min.

Gråd og raseri i Sydossetien

Den sydossetiske hovedstad er pulveriseret efter de seneste dages kamphandlinger, og dens tilbageværende indbyggere er chokerede, vrede og fortvivlede
Udland
12. august 2008
Sårede sydossetiske mænd bliver behandlet i en kælder under et bombet hospital i den sydossetiske by Tskhinvali.

Sårede sydossetiske mænd bliver behandlet i en kælder under et bombet hospital i den sydossetiske by Tskhinvali.

DMITRY KOSTYUKOV

TSKHINVALI - Sydossetiens hovedstad bærer tydeligt præg af de seneste dages georgiske bombardementer og det voldsomme russiske modangreb, der er fulgt efter. Adskillige husblokke er nærmest pulveriseret. Det ryger endnu fra udbrændte tanks og panserkøretøjer. Sørgende kvinder flakker rundt i ruinerne, chokerede og grådkvalte over de rædsler, der er slået ned over dem. Andre råber deres vrede ud i højlydte forbandelser.

Independent ankommer søndag til rebelhovedstaden som det første vestlige medie siden begyndelsen på den brat eskalerende konflikt, hvor Moskva i løbet af det seneste døgn har indsat kampfly til at bombardere mål i det vestligt allierede Georgien. Vi bliver eskorteret hertil af sydossetiske soldater fra grænsen, der giver os denne ildevarslende bemærkning med på vejen: "I kommer med os til Tskhinvali, og vi kan godt love jer, at I ikke kommer tilbage igen."

En rundtur i byen giver et forfærdende indblik i den blodige krig, som er brudt løs i Georgien. Mens de viser os resultaterne af den georgiske "aggression", truer vores 'guider' skiftevis med at skyde os på stedet eller tage os som gidsler. Jævnligt høres også ekkoer af mortér- og maskingeværild fra det omkringliggende dalstrøg - ingen af disse salver synes dog at være rettet imod selve byen.

Spor efter heftige kampe

Ud for en række huse med sprængte vinduer er flere familier stimlet sammen med, hvad de har kunnet rede af deres ejendele, men uden nogen klar idé om, hvor de kan finde ly. En hulkende kvinde kommer hen til vores bil og jamrer hændervridende: "Hvorfor gøre dette? Hvorfor gøre dette mod os? Vi er bare almindelige folk. Vi har ikke gjort nogen noget ondt."

Tskhinvali har et indbyggertal på 10.000, men virker næsten øde. Der ses ikke mange tegn på tilstedeværelse af de russiske tropper, som skal forestille at have 'befriet' byen og gjort den til base for sine operationer i Georgien.

I stedet ser sydossetiske tropper og militsgrupper, der øjensynlig opererer uden nogen klare kommandostrukturer, ud til at have kontrollen.

Idet han peger på de sortsvedne murer, som er alt, hvad der er tilbage af den kontorbygning, hvor OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europoa, havde til huse, råber Alik, en af vores 'gidseltagere': "Der kan I se - ingen ville hjælpe os. FN og amerikanerne sad bare der, imens vi blev bombet. Det var russerne, som reddede os. Én dag mere, og så ville hele det her sted ikke eksistere længere - og det ville ingen af os heller."

Overalt vidner dynger af murbrokker og glasskår om de heftige kampe. En gruppe ossetiske soldater poserer på vraget af en georgisk kampvogn, mens nogle af deres kolleger brøler triumferende fra toppen af deres egne tanks og flager med den sydossetiske trikolore, rød-hvid-gul.

På det centrale torv slås to hunde om en eller anden flosset genstand. "Se dér," siger en af soldaterne. "Det er menneskekød. Georgierne gav os ikke tid til at begrave vores døde, før de angreb igen."

Det er umuligt at verificere, om påstanden holder stik, men det er den slags udsagn, som er med til at opildne konflikten. Det største mysterium er, hvor russerne befinder sig.

"Her er frivillige fra hele Kaukasus og Rusland," siger Alik, som ser ud til være gruppens leder. Han lader sig ikke presse til at oplyse den russiske hærs positioner: "Hold så op med at stille jeres forpulede spørgsmål! Jeg har ikke sovet i seks dage."

'Ham dér er færdig'

Alik stirrer pludselig olmt på os tre, der sidder klemt inde på bagsædet af vores ramponerede Mercedes-taxi, som han har beslaget. Med hadefuldt blik peger han på vores georgiske chauffør med sin Kalasjnikov-riffel og siger så med behersket stemmeføring: "Ham dér er færdig!"

Vi bad om at blive kørt fra den georgiske hovedstad, Tbilisi, til frontlinjen mellem Georgien og Sydossetien, samtidig med at der lød meldinger om, at russiske panserkolonner havde sat sig i bevægelse fra Sydossetien med retning mod 'selve' Georgien, og at russiske faldskærmssoldater skulle have overtaget strategiske punkter. Men der var på køreturen intet spor af de invaderende russere.

Et stykke fremme på vor vej mødte vi dog 20 soldater fra den russiske fredsbevarende styrke, som havde iagttaget de georgiske kampvognes fremrykning mod Sydossetien fredag. Da de kun var bevæbnet med rifler, kunne de imidlertid intet gøre for at standse dem. En af soldaterne, en tjetjener, havde filmet det georgiske angreb på sin mobiltelefon og viste os sin optagelse.

Tre kilometer længere henne ad vejen kørte vi forbi den georgiske hærs hastigt forladte stillinger. Under et bord skjulte en lille sort hundehvalp sig.

På fri fod

De russiske fredsstyrker fortalte os, at vi ville nå frem til kontrolposter bemandet af deres kammerater. Hvad vi fandt, var disse sydossetiske soldater, som insisterede på at 'eskortere' os ind i byen. I første omgang var stemningen nok fjendtlig, men ikke åbenlyst aggressiv. Dette ændrede sig, da Alik og hans kammerater ankom, da en af disse tog en kniv frem og erklærede, at vores georgiske chauffør var spion.

En anden ossetisk soldat sagde: "De har vi det! Georgierne affyrede ammunitionen, men det var briterne og amerikanerne, der leverede den. De er georgiernes skjulte bagmænd."

Vores anspændte rundtur i Tskhinvali ender med en isnende diskussion i mellem vores soldater.

Alik meddeler os først, at vi har vores frihed til at forlade byen, men at de vil beholde vores chauffør.

"Det er muligt, at han er en god mand, som I siger, men georgierne tilbageholder også mange af vore gode mænd," sagde Alik.

Efter yderligere drøftelser beslutter soldaterne sig til sidst for, at vi alle tre skal sættes på fri fod.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her