Læsetid: 2 min.

Helleland går som direktør i Oslo

Efter lang tids kritik går Allis Helleland af som direktør for Nasjonal-museet i Oslo
Allis Helleland går af som direktør for Nasjonalmuseet i Oslo efter blot et år på posten. På billedet holder Allis Helleland sin afskedstale på Statens Museum for Kunst, hvor hun tidligere var direktør. Begge steder har hun været en kontroversiel skikkelse.

Allis Helleland går af som direktør for Nasjonalmuseet i Oslo efter blot et år på posten. På billedet holder Allis Helleland sin afskedstale på Statens Museum for Kunst, hvor hun tidligere var direktør. Begge steder har hun været en kontroversiel skikkelse.

Kristian Juul Pedersen

12. august 2008

Allis Helleland går af som direktør for Nasjonalmuseet i Oslo efter blot et år på posten. Det siger formanden for museets bestyrelse, Christian Bjelland. Hun kom til det norske Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo i 2007 fra stillingen som chef for Statens Museum for Kunst i København i 2007.

Opsigelsen kom samme dag, som en rapport om arbejdsforholdene på museet blev lagt frem for Helleland og bestyrelsen. Den danske direktør er længe blevet kritiseret for sin ledelsesstil og for sine indkøb af kunst til museet.

Resultatet af undersøgelserne af arbejdsmiljøet er ikke offentliggjort. Men det er en kendt sag, at hun har været i konflikt med flere af museets afdelingsledere og menige medarbejdere.

Bestyrelsen har konstituert Ingar Pettersen som museets daglige leder.

Kontroversiel direktør

Hårde ord og ballade har fulgt direktør Allis Helleland gennem hendes karriere i den danske og norske kunstverden. Hun har flere gange lagt sig ud med medarbejdere, kunstnere og kunstkritikere. Også som direktør for det danske nationalgalleri, Statens Museum for Kunst, har hun stået model til kritik på grund af fyringer og prioriteringer af opgaver. Men kritikken har aldrig rystet den 55-årige Allis Helleland. Hellere kritik end ligegyldighed, lyder den karakteristiske udmelding.

"Det værste ville være, hvis folk var ligeglade. Vi skal sætte tingene på spidsen, og når man gør det, må man forvente debat. Mennesket er i bund og grund reaktionært og kan ikke lide forandring," har hun tidligere sagt til Ritzau.

Direktør frem for husmor

Hun voksede op på familiens slægtsgård i Vandborg Sogn ved Lemvig. Hendes mor var af grundtvigsk tradition, og faren havde frigjort sig fra Indre Mission, der prægede det nordvestjyske miljø. Et miljø hvor det havde været helt naturligt for Allis Johannesen at blive hjemmegående husmor. Og ganske vist blev Allis, nu Helleland, mor. Seks børn er der i ægteskabet med ortopædkirurgen Håkon Ejnar Helleland. Men hjemmegående, nej. I 1994 satte Allis Helleland sig i direktørstolen på Statens Museum for Kunst. Her udviklede hun sig til at være en af de mest kontroversielle personer i den danske kunstverden.

Kort efter sin ansættelse bragte hun sindene i kog hos kunstkritikere og kunstnere ved at vise modeskaberen Erik Mortensens haute couture-kreationer i sammenhæng med museets ældre udenlandske værker.

Men uden for museet stod folk i kø for at se udstillingen. Kunsteliten følte sig flere gange stærkt provokeret og kritiserede direktøren for at være populistisk og fokusere alt for meget på markedsføring. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu