I de seneste 20 år har det italienske luftfartsselskab Al-italia givet underskud. Italiens statsgæld har for længst overskredet landets bruttonationalprodukt, så regeringen var nærmest tvunget til at afhænde statens aktiepost i selskabet, da man i december indledte forhandlinger med Air France-KLM. Det fransk-hollandske selskab var villig til at overtage de 49,9 procent af aktierne i Alitalia, som er ejet af den italienske stat. Men så faldt Romano Prodis regering, og Silvio Berlusconi stod klar til at overtage regeringsmagten - og Alitalia.
Den nye regering har udpeget Banca Intesa Sanpaolo til at sammensætte en gruppe investorer, som skal overtage statens andel i det skrantende selskab med løn- og pensionsforpligtelser for over 20.000 ansatte. Berlusconi hævdede under valgkampen, at en kreds af italienske investorer stod klar med et tilbud, der i modsætning til Air France-KLM's tilbud ikke ville medføre massefyringer i italienske lufthavne. Det fik selvfølgelig fagforeningerne på banen, og så fik køberne meget kolde fødder. Prodi-regeringen måtte yde Alitalia et lån på 300 millioner euro, som menes at være i strid med EU's konkurrenceregler. Og det ser ud til kun at blive den første del af regningen for at beholde selskabet på italienske hænder.
Berlusconi-regeringen skulle have præsenteret en redningsplan for Alitalia 8. august, men har udskudt offentliggørelsen til september, så italienernes sommerferie ikke bliver ødelagt af lufthavnsstrejker. Journalisten Gianni Dragoni, som har fulgt sagen for landets største erhvervsavis, Il Sole 24 Ore, mener, at der slet ikke er nogen plan: "De italienske investorer, som har været på tale siden marts, har endnu ikke meldt sig på banen. Jeg tror heller ikke, at de vil dukke op i september," siger Dragoni til Information.
En risikabel forretning
Der er flere grunde til, at Alitalia kan blive svær at sælge: De høje oliepriser gør en i forvejen risikabel forretning om muligt mere risikabel; Alitalia har haft 16,4 procent færre passagerer i det første halvår af 2008 sammenlignet med 2007; og endelig vil selskabets største aktiv, de attraktive afgange mellem Milano og Rom, tabe værdi, når der efter planen fra december 2009 vil køre højhastighedstog over hele Italien.
Det irske finanshus Davy, som er specialiseret i luftfartsindustrien, placerer Alitalia på sidstepladsen i en vurdering af 15 europæiske flyselskabers evne til at gennemleve den aktuelle krise. SAS ligger næstsidst i Davys undersøgelse, hvor det skandinaviske selskab i forhold til italienerne kun udmærker sig positivt med en mindre nettogæld. Her er Alitalia uovervindelig med en gæld, som ved udgangen af juni blev opgjort til over 1,1 milliarder euro. Men ligesom Alitalia risikerer SAS under den nuværende krise at løbe tør for kontanter, og hvis det sker, skal de skandinaviske regeringer tage stilling til, om de vil subsidiere selskabet.
Davys analytiker Stephen Furlong beskrev tidligere på året situationen på det europæiske luftfartsmarked: "Det er det darwinistiske princip, der nu gælder i luftfartsindustrien. De svage spillere er nødt til at omstrukturere, fusionere, foretage nedskæringer eller forsvinde. Vælg selv, Alitalia."
Men på det tidspunkt var valgkampen i Italien i fuld gang, og Berlusconi havde brug for et emne, der kunne samle nationen. Derfor skortede det ikke på løfter om risikovillig kapital. Men det er stadig skatteyderne, som betaler gildet: tre millioner euro om dagen.
Air France-KLM ville nedlægge 2100 arbejdspladser i Italien, men i sidste uge skrev Il Sole 24 Ore, at den nye regerings planer for selskabet vil medføre mindst 5000 fyringer:
"Planen er der, løsningen er der, og der er så mange penge, at jeg har været nødt til at sige nej til mange. Selvfølgelig vil man ikke kunne beholde alle de ansatte, men man vil forsøge at gøre det på den blidest mulige måde og redde flest muligt," udtalte Berlusconi.
Det private luftfartsselskab Air One, som er det største selskab i indenrigstrafikken i Italien, menes at være interesseret i Alitalias attraktive afgange. Men ifølge Il Sole 24 Ore vil det være en kontroversiel køber: "Valget af Banca Intesa Sanpaolo som rådgiver for regeringen virker ikke helt neutralt, da det samme pengeinstitut var partner i Air Ones bud på Alitalia, indtil den forrige regering i december besluttede sig for udelukkende at forhandle med Air France-KLM," skriver avisen.
Alle andre selskaber, som er blevet sat i forbindelse med Alitalia, har dementeret rygterne. Det kan således blive nødvendigt for regeringen at splitte selskabet op i to dele og lade skatteyderne afregne Alitalias gæld for overhovedet at få noget for aktiverne. Ifølge Gianni Dragoni er dette den mest sandsynlige løsning, men han mener, at 5000 fyringer er en optimistisk vurdering: "8000 fyringer virker mere realistisk. Dertil kommer så nedskæringer i Air One. Selskabet bogførte et overskud på 6,8 millioner euro i 2007, men det er ikke en sund virksomhed. I sidste ende skal den italienske stat betale sociale ydelser til de fyrede medarbejdere," siger Dragoni.
Noget nyt og smart
Meget kunne tyde på, at Berlusconis plan for Alitalia går ud på at lade forskellige dele af sit politiske klientel spise resterne af det nationale luftfartsselskab. I Berlusconis forrige regeringsperiode fra 2001 til 2006 blev tre forskellige rådgivere, som alle havde tætte forbindelser til regeringspartierne, engageret til at modernisere selskabet. De blev alle efter tur belønnet for deres forgæves bestræbelser med gyldne håndtryk på helt op til fem millioner euro. I denne uge har en domstol i Rom indledt retslige undersøgelser omkring forvaltningen af Alitalia. Alligevel mener Gianni Dragoni ikke, at sagen får konsekvenser for regeringen:
"Berlusconi-regeringen har et solidt flertal, og når der skal være valg igen om fire år, har italienerne glemt alt om denne sag."
Under valgkampen vakte det kun resigneret forargelse, da Berlusconi i en tv-udsendelse anbefalede en ung kvinde uden fast arbejde, at hun bare kunne gifte sig med en rig mand som f.eks. hans egen søn. Og der var næsten ingen, der orkede at hæve et øjenbryn, da han foreslog, at hans sønner også kunne overtage Alitalia. Man kan undre sig over, at italienerne, som burde være kloge af skade, stemte på Berlusconi, selv om hans interessekonflikter i 15 år har domineret det politiske liv og hæmmet den fri konkurrence. Måske har de vænnet sig så meget til interessekonflikter med småting som tv-stationer, aviser, radiostationer, internetportaler, banker, forsikringsselskaber, fodboldklubber, filmproduktion, biografer og retssager, at det ville virke nyt og smart, hvis ministerpræsidentens koncern også indeholdt et flyselskab?
