Læsetid: 4 min.

Joe Biden - et upåfaldende valg

Som vicepræsidentkandidat er den mangeårige senator en polstring af Obama - ikke nogen dristig satsning
Barack Obama og Joe Biden optrådte sammen for første gang på et valgmøde i Springfield, Illinois, i lørdags. Biden benyttede lejligheden til at lange ud efter den republikanske præsident-kandidat, John McCain. For fire år siden anbefalede Biden John Kerry at gøre McCain til sin vicepræsidentkandidat.

Barack Obama og Joe Biden optrådte sammen for første gang på et valgmøde i Springfield, Illinois, i lørdags. Biden benyttede lejligheden til at lange ud efter den republikanske præsident-kandidat, John McCain. For fire år siden anbefalede Biden John Kerry at gøre McCain til sin vicepræsidentkandidat.

Joe Raedle

Udland
25. august 2008

Med sit valg af senator Joe Biden som vicepræsidentkandidat har Barack Obama valgt at dække sig forsigtigt ind.

Rent faktuelt har Biden en række af de egenskaber, som Obama ikke har. Biden er en ældre herre, 65 år mod Obamas 46. Biden er hvid. Han er katolik og af irsk afstamning. Han har et nært forhold til USA's fagbevægelse.

Men når valget netop faldt på Biden, skyldes det navnlig forhold, der ikke ligger i den faktiske verden, men i forestillingernes.

Obama har følt sig klemt af republikanernes vedholdende anklager om at mangle erfaring.

"Ikke klar til at regere," tordner republikanernes tv-nedrakning af Obama, der først opnåede national status med sin tale på demokraternes partikongres i 2004 og med sit valg som forbundssenator fra Illinois samme år.

Modsat har Biden for længst været klar til at regere. Efter nogles mening er han nærmest overmoden. Han blev valgt til Senatet for hele 36 år siden - samme år, som Richard Nixon opnåede sit genvalg til præsidentposten.

Med sin lysende begavelse og slagkraftige retorik gjorde Biden sig hurtigt bemærket i Senatet. Ved ingen af sine fem efterfølgende genvalg har han været alvorligt truet. Hans stemmeandel har typisk ligget omkring de 60 procent.

Første forsøg - i 1988

Præsidentposten gik Biden efter allerede for 20 år siden - i 1988. Hans kampagne startede lovende. Hans retorik vakte Kennedy-mindelser og var i sig selv en bedrift, fordi Biden havde overvundet sin barndoms og ungdoms alvorlige stammen. Han appellerede til yngre amerikanere om at rette blikket mod højere mål efter Reagan-årenes griske materialisme.

Men noget ved hans smukke sætninger gav folk mindelser om noget, de havde hørt andetsteds for nylig.

Og ganske rigtigt. Joe Biden havde lånt nogle formuleringer fra den veltalende britiske Labour-leder Neil Kinnock. Som oftest havde han husket at kreditere Kinnock for ordene, men en enkelt gang smuttede det for Biden. Og smutteren blev optaget på video. Skammen blev så meget desto større, da det blev afsløret, at han allerede i sin tid som jurastuderende havde 'planket' en tekst fra en tidsskriftsartikel.

Biden trak sig fra præsidentkapløbet under henvisning til, at han var blevet ramt af "den overdrevne skygge" fra sit fejltrin. Kort efter blev han opereret for to hjerneblødninger og var sygemeldt fra Senatet i syv måneder.

Mange regnede herefter Bidens politiske karriere som afsluttet, men han viste den comeback-evne, som amerikanske vælgere har beundret i så forskellige politikertyper som Richard Nixon og Bill Clinton.

I 2004 legede Biden med tanken om igen at søge præsidenthvervet, men havde ikke fået rejst penge nok.

Anbefalede McCain

Biden blev samme år nævnt som mulig vicepræsidentkandidat for demokraternes vinder, senator John Kerry.

Men - ironisk nok - rådede Biden Kerry til i stedet at vælge sig republikanernes senator John McCain for "at hele landets sår".

McCain havde i de år en heltestatus hos demokraterne på grund af sit frigængeri i forhold til den republikanske Bush-regering.

Republikanerne vil givetvis vide at minde vælgerne om, hvem Biden pegede på for fire år siden. Ligesom de vil fremdrage dette års - angiveligt spøgefulde - bemærkninger fra Biden om, at han kunne tænke sig at føre kampagne sammen med McCain.

Bidens 2008-stræben efter præsidentposten fusede ud, da han kun fik én procent af stemmerne ved første vælgerdyst, i Iowa i januar.

Forinden havde Biden nået at omtale Obama som "den første mainstream afrikansk-amerikaner, der er veltalende og kvik og ren og ser godt ud". Bemærkningen blev af mange opfattet som racistisk nedladende.

I det hele taget har Biden igennem sin karriere haft vanskeligt ved at styre sin mund. Obama har brug for Biden til at bide igen mod republikanerne, men de håber, at han bider sig selv i tungen.

I lørdags lagde Biden for med at omtale McCain som "en gammel ven", men bebrejdede ham "at give efter for højrefløjen" og føre smædekampagne mod Obama.

Oveni drillede Biden McCain med ikke at kunne huske, hvor mange huse han ejer.

Biden ligner Obama

Bemærkelsesværdige er de områder, hvor Biden ikke tilfører den demokratiske opstilling noget nyt.

Biden er - efter amerikanske forhold - moderat venstreorienteret ligesom Obama. For at finde tilsvarende venstretipning i USA skal man helt tilbage til Franklin Roosevelts opstilling i 1940 med den 'røde' republikaner Henry Wallace og Lyndon Johnsons i 1964 med velfærdsforkæmperen Hubert Humpherey. Det er modigt - muligvis dumdristigt af Obama.

Geografisk tilfører Biden heller ikke den demokratiske opstilling alverden. Hans hjemstat, Delaware, har kun tre valgmænd, og de ville være gået til demokraterne under alle omstændigheder.

Og så er Biden jo altså en mand. Selv om opinionsundersøgelser viser, at kun 52 procent af Hillary Clintons vælgere umiddelbart har tænkt sig at stemme på Obama, har Obama ikke fundet det ulejligheden værd at dække sig ind med en kvindelig medkandidat. Hillary Clinton ville have tilført Obamas kampagne helt ny energi - og risiko for intriger og splid. Men han kunne også have udvalgt sig Kansas' kvindelige guvernør, Kathleen Sebelius. Hun er moderat demokrat, fra en stat i det republikanske kerne-Midtvesten.

Sebelius kunne altså have dækket Obama ind på to sårbare flanker: 'venstreorienteringen' og kønsbalancen.

Men manden, der lover 'forandring, vi kan tro på', valgte at spille et tilsyneladende mere sikkert stik.

Video

Joe Biden præsenteres foran 35.000 tilhørerer i Springfield, Illinois:

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her